De spanske fagforeningsledere har endelig fastsat en dato for en 24-timers generalstrejke mod regeringens kontrareform på beskæftigelsesområdet, til 29 marts. I søndags, 11. marts, gik halvanden million mennesker på gaden i ca. 60 byer over hele landet i en radikal fagforeningsdemonstration. Regeringen og de højreorienterede medier har reageret hysterisk og kaldt strejken for ”upatriotisk”.
Den umiddelbare årsag til strejken er kontrareformen på beskæftigelsesområdet, som den højreorienterede PP-regering har vedtaget. Hovedformålet med ”reformen” er at gøre det billigere for arbejdsgivere at fyre arbejdere, men den indeholder samtidig en serie angreb på arbejdsforhold, overenskomstforhandlinger og ansættelsesrettigheder, osv.
Som vi har forklaret før, tager denne reform ”en række seriøse skridt hen mod at give chefer retten til at hyre og fyre, som det passer dem, ved at reducere kompensationer, forlængelse af prøveperioden, hvor arbejderne ikke har ansættelsesrettigheder, fjernelse af nødvendigheden for autorisering fra regeringen og fagforeningerne, for midlertidige fyringer, osv. ”Reformen” tillader også ethvert firma, der har haft tre kvartaler med nedsat profit og faktiske eller forudsete tab til, med loven i ryggen, at fyre arbejdere, hvilket reelt vil betyde, at næsten alle firmaer i Spanien nu får muligheden for at fyre arbejdere ”af økonomiske årsager” med en drastisk reduceret kompensation. Disse tiltag der blev vedtaget d. 11. februar, er også en voldsom underminering af de nationale overenskomstaftaler, i stil med de reformer, der er blevet foreslået eller allerede implementeret i Grækenland og Portugal. Dekretet gør det nemmere for arbejdsgiverne enerådigt at ændre arbejdstimer, arbejdsforhold, placering af arbejdere, lønstruktur, osv.
Reformen fjerner også den ekstra beskyttelse, som offentlige ansatte havde mod fyringer.
Dette udgør i virkeligheden det mest voldsomme angreb på fagforeninger og ansattes rettigheder siden Francos fald. Det er, hvad kapitalisterne kræver for at komme ud af krisen, der er særligt hård i Spanien. Fagforeningslederne blev taget fuldstændigt med bukserne nede. De havde gentagne gange bedt om forhandlinger med regeringen, og samtidig modstået det enorme pres fra neden. Ingen af de indrømmelser, som de indgik angående løntilbageholdenhed, kunne opbløde Rajoy-regeringen. Til sidst havde fagforeningerne intet andet valg end at indkalde til generalstrejke. De kæmpestore demonstrationer d. 29. februar viste arbejdernes kampvilje og fjernede enhver undskyldning, som fagforeningslederne fra CCOO og UGT kunne have haft.
Demonstrationerne den 11 marts var af en lignende størrelse. Nogen steder var demonstrationerne mindre, men resultatet er, at folk er begyndt at indse, at enkelte demonstrationer ikke gør nogen forskel. I andre byer såsom Granada og Gijón, hvor opbuddet af folk var større, er nye lag begyndt at vise deres støtte til den kommende generalstrejke.
Fagforeningerne i Madrid anslår, at der var en halv million deltager til demonstrationen. Sandheden er, at hoveddelen af demonstrationen aldrig forlod dens startpunkt, fordi gaderne allerede var fyldt med demonstranter (ligesom d. 29. februar). Et lignende hændelsesforløb så vi til demonstrationen i Barcelona, mens titusinder gik på gaden i provinshovedstæder over hele Spanien.
Stemningen har fuldstændigt ændret sig fra generalstrejken 29. september 2010. Den gang troede mange arbejdere, at krisen var tæt på en afslutning og de nedskæringer, der blev fortaget på det tidspunkt, var ret milde i forhold til de nedskæringer, der bliver foreslået nu. Generalstrejken 29. september 2010 var en magtdemonstration, men den paralyserede ikke landet fuldstændigt. Fagforeningers ledere drog den konklusion, at de ikke var stærke nok til at stoppe angrebene mod velfærden (det drejede sig om kontrareformen af pensionerne). Da en bølge af franske strejker det efterår ikke frembød noget resultat, bestyrkede det kun lederne af CCOO og UGTs negative syn på situationen. I januar 2011 underskrev de en aftale, hvor de accepterede alle krav fra den socialistiske regering.
Dette var en af grundene til den massive støtte, som bevægelsen indignados fik i maj 2011. Der var en stigende vrede mod, at almindelig arbejdende mennesker skulle betale for kapitalismens krise, mens at fagforeningslederne ikke gav folk nogen kanaler, som de kunne udtrykke deres vrede gennem. Det hjalp heller ikke, at fagforeningerne havde accepteret nedskæringerne og nu støttede dem.
Millioner gik på gaden i maj, juni og oktober i hundrede byer over hele landet. Det gik over i massive mobiliseringer imod nedskæringer i uddannelsessystemet i efteråret i Madrid, bevægelsen mod nedskæringer og repression i Valencia tidligere i år, de konstante mobiliseringer og vilde strejker imod nedskæringer i uddannelse og sundhed i Catalonien osv. Der udviklede sig også en national bevægelse imod tvangsauktioner ved manglende betaling af lån.
Denne udvikling i stemningen er, hvad der filtrerede gennem strukturerne i de største fagforeninger, CCOO og UGT, og i sidste ende ikke gav deres ledere andet valg end at indkalde en generalstrejke 29. marts.
På trods af dette klynger fagforeningslederne sig desperate til fortiden. De appellerer til regeringen om at forhandle i stedet for faktisk at trække arbejdsmarkeds”reformen” tilbage. De siger, at dette er et sammenbrud for den ”sociale kontrakt”, der blev etableret efter diktaturets fald, som i stedet burde fornys. Det viser en fuldstændig mangel på forståelse for grundene til disse angreb.
Det er ikke sådan, at den herskende klasse og dens politiske repræsentanter i PP regeringen pludselig er vågnet op en dag og har besluttet sig for at svinge øksen, fordi de er ubehagelige mennesker. Der er selvfølgelig rigeligt af afstumpede individer blandt dem, men den virkelige årsag er den dybe krise, som spansk kapitalisme befinder sig i. Fra den herskende klasses synspunkt har de brug for at genvinde profitabiliteten ved at øge de spanske produkters konkurrencedygtighed udenlands. En måde til at opnå det er ved at sænke arbejdsomkostningerne gennem massive angreb på lønninger og arbejdsforhold.
Dette er ikke et isoleret angreb. Det er blot en del af et helt sæt af nedskæringer og angreb på opnåede rettigheder, som den herskende klasse er nødt til at implementere.
Rajoys PP-regering har forsøgt at udskyde diskussionen af budgettet for 2012 mest muligt for ikke at påvirke deres valgudsigter negativt i de regionale valg i Andalusien og Asturien d. 25. marts. I begge regioner viser meningsmålingerne et klart fald i stemmerne til PP sammenlignet med det nationale valg 20. november 2011 og en betydelig stigning til Forenet Venstre (IU) i Andalusien fra 7 til 9,8 procent af stemmerne og i Asturien fra 10,3 til 15,5 procent.
Det er tydeligt for alle, at krisen i 2012 bliver meget værre end først antaget, hvilket igen betyder, at endnu større angreb er nødvendige for at reducere underskuddet.
Rajoy troede, at han kunne bruge undskyldningen om, at den tidligere regering ledt af Socialistpartiet efterlod dem med et større underskud end forventet (8,5 procent af BNP i stedet for 6 procent) til at trodse den europæiske kommission og ikke rette sig efter de aftalte mål for budgetunderskuddet for 2012 (4,4 procent af BNP). Men den Europæiske Union kunne ikke blive fremstå som milde overfor Spanien. Det ville have fremprovokeret en dominoeffekt, hvor andre europæiske lande, der også står overfor dybere kriser og større underskud, ville bede om samme behandling.
I sidste ende gik Europakommissionen trods Rajoys palaver med til et højere underskud i år (5,3 procent i stedet for 5,8 procent, som han havde pralet med).
Men Rajoy blev tvunget il at stå ved 3-procent målet for 2013. I virkeligheden betyder dette blot, at enhver nedskæring, der ikke introduceres i år, skal gennemføres næste år. PP-regeringen skal stadig finde besparelser for yderligere 5 milliarder euro oven i de allerede planlagte nedskæringer på 30 milliarder i budgettallene, der endnu ikke er offentliggjort.
Det vil betyde yderligere nedskæringer i uddannelse og sundhed, i de offentligt ansattes lønninger, yderligere privatiseringer, højere skatter, lavere beskæftigelse i den offentlige sektor osv. Som det er blevet vist tydeligt i Grækenland, er den eneste effekt af disse tiltag at beskære det offentlige forbrug, uddybe krisen og gøre det endnu sværere for regeringen at nå sine mål.
Det er en anden forskel i forhold til generalstrejken i 2012. Det spanske folk har allerede set, hvad der skete i Grækenland. De er fuldt ud klar over, at disse tiltag ikke vil løse noget, men snarere vil forberede vejen for en ny runde sparetiltag og angreb. Det har givet næring til beslutsomheden om at kæmpe tilbage.
Mange arbejdere har også draget den konklusion, at de aftaler, der blev underskrevet af fagforeningslederne i januar 2011 og februar 2012, ikke virkede.
De vil gå i strejke og vil arbejde hårdt for at gøre den til en succes, men mange faglige aktivister nærer en sund mistillid til lederne for CCOO og UGT. På samme tid er der en meget stærk følelse af enhed baseret på en korrekt forståelse af, at kun den bredeste og mest massive mobilisering har en chance for at rulle disse angreb tilbage. Den nationalistiske fagforeninger har allerede indkaldt til generalstrejke i Baskerlandet og Galicien d. 29. marts og der vil derfor ikke være nogen splittelse af arbejderne på nationale linjer denne gang.
Den herskende klasse er fuldstændig klar over, at det, der er under forberedelse, er et scenarie med skærpet klassekamp og de handler i overensstemmelse hermed. De så hvordan undertrykkelsen imod skoleelever i Valencia, der kæmpede nedskæringer på uddannelserne, kun var med til at fremprovokere en endnu større bevægelse. De forfølger en klar strategi om at kriminalisere protesterne og forbinde dem med billeder af kaos og vold. Det højreorienterede magasin ABC havde en helsides overskrift, der erklærede ”En politisk strejke imod de generelle interesser”, mens den endnu mere højreorienterede La Razon førte an med ”Generalstrejke 29. marts imod Spanien”. Det herskende PP har ført an i koret, der argumenterer for, at generelstrejken er anti-patriotisk og at strejkeblokader ”ikke vil blive tilladt”, på trods af at de er en grundlovssikret rettighed.
Hvis vi drager erfaringerne fra den græske arbejderklasses kamp de sidste tre år, kan vi se, at en en-dags generalstrejke ikke vil være nok til at besejre nogen af disse angreb. Det vil være meget betydningsfuldt i den forstand, at arbejderklassen begynder at spille med musklerne, at blive bevidst om sin egen magt. Men dette er ikke en situation, hvor en enkelt generalstrejke kan tvinge regeringen til indrømmelser. Tværtimod, dette er blot et af en række af angreb, der vil blive lanceret i løbet af de næste par måneder.
At besejre dem kræver en plan for fortsatte og stigende mobilisering, inklusiv en 48 og 72 timers generalstrejke og offensive strejker og besættelser i alle de specifikke sektorer, der er under angreb. Men det kræver også opbyggelsen af et klart alternativ på den politiske front. Forenet Venstre (IU) oplevede en betydelig stigning i sit stemmetal ved parlamentsvalget i november. Det må der bygges videre på ved at adoptere et klart program med anti-kapitalistiske tiltag, der må begynde med anerkendelsen af, at den nuværende krise er en krise i det kapitalistiske system og derfor ikke kan løses ved forsøg på at regulere eller reformere det.