”Tilstedeværelsen af et revolutionært parti og en revolutionær ledelse er ikke mindre vigtig for klassekampens resultat, end en hær og dets generalstabs kvalitet er under en krig imellem nationer. Det revolutionære parti kan ikke improviseres under selve bevægelsens udbrud, lige så lidt som en generalstab kan improviseres ved en krigs udbrud.”
– Alan Woods

Indtil starten af 2007 var den bolivariske bevægelse splittet op i fire partier, hvert af dem med deres egen historiske baggrund. Som vi har set i de foregående kapitler var MVR – Bevægelsen for den femte republik den politisk-valgmæssige forlængelse af Chávez’ hemmelige militærorganisation MBR-200. Det andet parti – PPT (Patria Para Todos, Fædreland for alle) var resultatet af en splittelse af den berygtede Causa-R (Den radikale sag) og havde således bånd tilbage til en vis arbejdertradition, især centreret omkring Alfredo Maneiro og stålarbejderne i Guayana-regionen. Det tredje parti var PODEMOS (Det socialdemokratiske parti), som bestod af de medlemmer af MAS, der i 2002 nægtede at følge partiflertallets linje om at give Chávez en dolk i ryggen. Det fjerde parti var PCV – det venezuelanske kommunistparti, som havde mistet betydelig opbakning på grund af dets zigzag kurs overfor den nyliberalistiske Caldera-regering i 90’erne.

Disse fire partier var dog aldrig virkelige redskaber for revolutionær forandring. I folkemunde var PPT ikke kendt som ”Patria Para Todos” (fædreland for alle), men som ”Plata Para Todos” (Penge til alle), forstået som at politik er blevet et rent forretningsforetagende, hvor politikerne altid kommer betydeligt mere velhavende ud af foretagendet, end da de startede. Selvom der selvfølgelig det meste af vejen igennem var en vis folkelig aktivitet i partierne, var det kendetegnende, at partierne fungerede som valgmaskiner, der blev tændt og slukket, hver gang venezuelanerne skulle til stemmeurnerne. De fire partier var præget af bureaukratier, der urokkeligt sad ved magten, og i højere grad brugte apparaterne til egen vinding end til at føre et politisk projekt ud i livet.

PSUV og masserne
Det er med denne baggrund i mente, at opbygningen af PSUV (Venezuelas forenede socialistparti) må ses. Efter sejren i december 2006, og igennem hele året 2007, forsøgte masserne at radikalisere revolutionen og udføre det, som Chávez har kaldt for ”revolución dentro de la revolución” (”Revolution inde i revolutionen”). Med dét menes der en intern oprydning i bevægelsen, dvs. et opgør med korruption og bureaukrati. Mange af de politikere, som sidder i bevægelsen, er nemlig slet ikke revolutionære, men derimod reformister, som argumenterer for, at revolutionen må ”skrue tempoet ned” eller indgå en eller anden form for pagt med oppositionen. Masserne har – ganske korrekt – anset dette for at være en kapitulation til oligarkiet og imperialismen og et forræderi mod revolutionen.

Da Chávez foreslog dannelsen af PSUV i december 2006, kom han med en appel til masserne om ikke at “tillade tyve, korrupte folk og drukkenbolte, adgang [til partiet]”. Han tilføjede: “At dette parti vil blive det mest demokratiske parti i Venezuelas historie, der vil være diskussioner, de virkelige ledere vil blive valgt fra bunden (…) nu er det nok med aftaler oppefra”. Masserne i Venezuela ser altid på de store linjer i Chávez’ taler og forsøger at omsætte dem til handling. I dette tilfælde var det idéen om PSUV, som et redskab til at færdiggøre revolutionen og udrydde bureaukratiet, som greb massernes sind og som svarede godt til den virkelighed, som de oplevede og stadig oplever.

Det var derfor, at masserne tog imod PSUV med så stor entusiasme, som de gjorde: I løbet af en 8-ugers indskrivningsperiode i april-maj 2007 ansøgte hele 5,6 millioner mennesker om medlemskab af PSUV. Ud af dem var der 1,4 millioner ufaglærte arbejdere, 500.000 faglærte arbejdere, 750.000 servicesektor arbejdere, 180.000 administrations- og kontorarbejdere, hvilket giver hele 3 millioner registrerede arbejdermedlemmer. (J. Martin: The challenges facing the Venezuelan revolution)

Udover det har 1,2 millioner hjemmegående husmødre meldt sig ind, hvilket gør PSUV til det parti i Venezuela og højest sandsynligt i verden med det største antal kvindelige medlemmer.

I nogle områder, som f.eks. regionen Alto Apure, i det vestlige Venezuela, oversteg antallet af indmeldte i PSUV, sågar det stemmetal, som Chávez havde opnået ved præsidentvalget i 2006. Dette skyldtes hovedsageligt, at fronten for landløse bønder (FNCEZ) havde agiteret for, at alle skulle gå med i det nye parti. Som lederne af FNCEZ sagde: “I 1998 gik vi også med i MVR [Movimiento por la Quinta República, Chávez’ første parti], men vi var ikke organiserede, og bureaukratiet overtog kontrollen, nu går vi med i PSUV, og vi er organiseret, for at forhindre at det samme sker her”.

PSUV’s stiftende kongres
Lørdag den 12. januar 2008 åbnedes PSUVs kongres. Cirka 1.600 delegerede var til stede. Kongressen skulle egentligt have løbet af stablen fra september til december, men pga. konstitutionsafstemningen blev den udskudt til januar. Kongressen blev afholdt fra januar til slutningen af marts. Diskussionsemnerne på dagsordenen var alle af afgørende betydning for den venezuelanske revolution; Blandt andet var PSUV’s principerklæring, dets program, ideologiske grundlag, dets vedtægter og struktur og dets valgstrategi på dagsordenen.

De cirka 1.600 delegerede var valgt gennem en proces fra neden; i hver af de over 20.000 bataljoner (der mere eller mindre svarer til partiafdelinger), valgte man en vocero, dvs. talsperson: Disse gik så sammen med cirka 10 andre voceros, og heraf blev der så valgt én delegeret pr. 10 bataljoner. Tilsammen mødte næsten 1,4 millioner mennesker op til valgene af voceros i de 20.000 bataljoner.

Kongressens første to møder fandt sted i Charallave, syd for Caracas, og i Barquisimeto, i regionen Lara. Imellem møderne var det meningen, at de delegerede skulle hjem til deres hjemregion og mødes med de andre delegerede fra bataljonerne, for at viderebringe kongressens diskussioner og vende dem med deres bagland. Allerede fra første dag var der et klart ønske om, at diskutere hvordan partiet kunne sikre sig imod bureaukrati og korruption og også et ønske om at diskutere årsagerne til nederlaget i konstitutionsafstemningen i december 2007. F.eks. kunne man i avisen Ultimas Noticias den 20. januar læse følgende udtalelser fra delegerede;

Nelson Becerra, delegeret fra Táchira, understregede, at de for forsamlingen foreslog, at kampen mod korruption inkluderes i erklæringen om principper. “Det er fundamentalt, at der oprettes mekanismer for, at partiet kan udøve kontrol”, sagde han.

Delegeret fra regionen Portugesa, José Ezequiel Ortega, havde lignende bekymringer.

”Vi ønsker, at partiet er ægte socialistisk, og at det bidrager til at stoppe den korruption, som fortsætter indenfor revolutionen.”

Dette emne blev kommenteret gang på gang af flere delegerede. Miguel Montes fra Vargas understregede, at kampen imod korruption bør være en af partiets prioriteter, men at den interne udrensning af det nye parti også bør være det.

Han sagde, at det var nødvendigt med “en reel ændring i opbygningen af partiet, at der bliver lyttet til basen, og at vi smider de folk ud, som har konspireret imod socialismen og som kostede os nederlaget i konstitutionsafstemningen.”

Robert González fra Zulia indikerede, at de foreslog, at de delegeredes baggrund og hidtidige politiske arbejde blev undersøgt, fordi “højrefløjen er til stede her”.

(Delegados piden que el Psuv ejerza función contralora – Exigen al PSUV depurar al partido para sacar de sus filas a los infiltrados , min oversættelse AB)

Planøkonomi eller markedsøkonomi?
Det udkast til “Declaración de principios” (”erklæring om principper”) og det programudkast, som var blevet fremsat af opstartskommissionen, ledt af den tidligere vicepræsident Jorge Rodríguez, afspejler begge meget godt de modsætninger, som hidtil har været i både Chávez’ taler og i den venezuelanske regerings politik som helhed. I programmets indledende afsnit slås det rimelig klart fast, at målet er socialisme, og at dette og folkenes enhed kun kan opnås, “når vi sammen med hele verdens folk har begravet kapitalismen og åbnet døren til en ny æra i menneskehedens historie” (Se begge de oprindelige udkast på engelsk her)

Under programmets afsnit 4 om ejendomsformer står der, at PSUV foreslår en overgangsproces, hen imod opbygningen af en “demokratisk planlagt og kontrolleret økonomi”, som er “i stand til at stoppe fremmedgørende arbejde og tilfredsstille massernes basale nødvendigheder“. For at opnå det opremser programmet to konkrete tiltag; forbud imod monopoler og imod monopolisternes udnyttelse af produktionsmidlerne (herunder jorden) og forbud imod “latifundio”, dvs. godsejernes dominans på landet. Alt sammen rigtig gode krav, som marxister absolut støtter.

Til gengæld er der også en del formuleringer, som kan have tvetydige fortolkninger. F.eks. når der i samme afsnit tales om, at kampen også har som mål:

Et samfund der privilegerer offentlig, indirekte og direkte social, kommunal, medborger- og offentlig magt, såvel som blandede systemer, respekt for den private ejendom, der er til offentlig nytte og generel interesse, og som er underlagt bidrag, skatter, restriktioner og forpligtelser.

Man kan fristes til at spørge, hvilken form for privatejendom som er “til offentlig nytte eller generel interesse”? Det er en smule uklart. Hvad opfylder dette kriterium, og hvem afgør det? Det er klart, at marxister ikke går ind for at ekspropriere al privat ejendom. Vi vil ikke tage enkeltpersoners ejendele fra dem, som for eksempel individer der ejer to køleskabe eller to biler. Ej heller vil vi fratage småhandlende og mindre virksomheder, deres besiddelser. Dette var en del af den skræmmekampagne, som oppositionen igangsatte under valgkampen op til folkeafstemningen den 2. december. Marxister kæmper derimod for en ekspropriering af oligarkiet, dvs. af kapitalisterne, som ejer de store fabrikker, bankerne, fødevareindustrien, samt en radikal jordreform, der stopper godsejernes herredømme på landet.

Programmet åbnede altså op for flere forskellige fortolkninger. Dets indhold kunne kun tolkes på to måder; enten en “blandingsøkonomi”, hvor de fleste industrier er under privateje, og hvor der så ved siden af indgår elementer af fælleseje (dette var, hvad der slog så grueligt fejl i Nicaragua), eller det kunne fortolkes som en retfærdiggørelse for et grundlæggende brud med den kapitalistiske produktionsmåde.

Kongres i en revolutionær situation
Som observatør på PSUVs stiftende kongres var det første som faldt én ind, at der ikke var tale om en normal kongres for et traditionelt arbejderparti eller fagforening i Europa. I socialdemokratier eller store kommunistpartier i Europa er det som regel sådan, at højrefløjen dominerer kongressen fuldstændigt, og at debatterne har en mere eller mindre symbolsk karakter; de fleste resultater er besluttet på forhånd, og linjen er lagt fra toppen. Kongressen bliver afholdt i huj og hast og minder ofte om et medie-show.

I Venezuela var det noget anderledes. Ikke fordi at alting var perfekt – for også i Venezuela er der et uhyrligt bureaukrati – men fordi der ganske enkelt var og er en anden politisk situation i landet. Den revolutionære proces har fået millioner af fattige fra slumkvartererne, arbejdere i industrien, småhandlende og jordløse bønder på benene og ind i politik. Det er dette enorme pres fra neden, som er blevet kanaliseret ind i PSUV og som gør, at kongressen er alt andet end ”almindelig”.

Selve kongressens struktur afspejlede det meget godt. To måneder blev brugt til at diskutere de dokumenter, som skulle vedtages, kongressen mødtes hver weekend et nyt sted i landet hver gang, og i mellemtiden fik de delegerede tid til at tage tilbage til deres hjemegn og diskutere med deres bagland. På bagsiden af de delegeredes stemmekort står der, ”delegeret, kan blive kaldt tilbage af sin circumsprición [råd af afdelingsrepræsentanter i lokalområdet]”.

På den tredje kongres-sammenkomst i Puerto Ordáz (Ciudad Guayana) i regionen Bolívar, gik bølgerne højt. En delegeret fra Caracas rejste en diskussion, fordi han ikke forstod, hvorfor begrebet ”anti-kapitalisme” var blevet udeladt fra PSUV’s principerklæring. Det snævre sammensatte opstartsudvalg svarede, at begrebet var unødvendigt, og at det ”ligger implicit i teksten”. Delegerede fra Caracas svarede, at ”hvad der er implicit for os, bør være eksplicit for flertallet af mennesker i Venezuela”.

Denne debat tog promotor-komitéen (som er en instans håndplukket af Chávez) på sengen. De blev nødt til at udskyde afstemningen om principerklæringen, som de ellers havde håbet at kunne få igennem på mødet i Bolívar. Venstrefløjen vandt en anden sejr i Bolívar; på grund af de nyeste provokationer fra imperialismen (konflikten med Columbia og Exxon-mobil sagen) blev det vedtaget, at de delegerede skulle lave et demonstrationsoptog ved hver by, som kongressen samledes i. Således afholdt de en imponerende demonstration i Puerto Ordáz – og hundreder af arbejdere fra de nærliggende industrier gik med – ikke mindst fra stålværket SIDOR, som var midt i en kamp, der senere skulle ende med at fabrikken blev nationaliseret.

Sovjet-agtige strukturer på lokalplan
Onsdag den 20. februar 2008 befinder undertegnede sig i Santa Terresa, som er et almindeligt kvarter i Caracas centrum. Det er en blandet zone, hvor der er nogenlunde ligeså mange chavistas, som der er euscalidos (tilhængere af oppositionen). Sammen med en kammerat, der er vocero (talsperson valgt af folk i sin zone), tager jeg ned til en forsamling i den såkaldte circumscripción. Dette er et møde, hvor alle tillidsrepræsentanter fra kvarterets afdelinger (battaliones) er til stede og diskuterer kongressens forløb.

Det er disse afdelingsvalgte repræsentanter, som har valgt ham som er delegeret for Santa Terresa, og derfor forbeholder de sig også retten til at diskutere kongressen med ham hver uge. Den delegerede er en midaldrende mand ved navn Luis. Han fremlægger weekendens møder og debatter. Han spørger, hvad han skal stemme og siger, at det er tillidsrepræsentanterne, som skal afgøre det på denne forsamling.

Selve forsamlingen er imponerende; Næsten alle de 20-25 tilstedeværende fremlægger deres synspunkter i debatterne. Det, som går igen og igen, er en udbredt bekymring for, at PSUV skal blive det samme som MVR (det tidligere chavista-regeringsparti, som var kendt for at være ekstremt topstyret). ”Vi må passe på, at det ikke bliver de samme, som kommer i ledelsen”. En anden delegeret, hvis navn jeg ikke får fat i, rejser sig og udtrykker sig med klar stemme; ”Jeg har sagt det mange gange før…Jeg er ikke chavista som sådan. Jeg har kæmpet side om side med Chávez i årevis, men altid med ét mål: den socialistiske revolution”. Han modtager et stort bifald og konkluderer efterfølgende, at det må være de almindelige medlemmer i partiets afdelinger, som må tage de vigtigste beslutninger.

Luis, Santa Terresas delegerede, forklarer; ”Bare rolig, vi er et flertal på kongressen, som ikke vil have et nyt MVR.” Og efter alt at dømme har han ret. Der er bare et stort problem; flertallet af de delegerede på PSUV kongressen er ganske givet ærlige revolutionære, men de er uorganiserede, og deres modstandere er organiserede og arbejder som en hemmelig fraktion.

Forsamlingen i Santa Terresa efterlader mig med præcis dette indtryk. Jeg husker på, hvordan John Reed beskrev møderne i Petrogradsovjetten i sin berømte bog, Ti dage der rystede verden. Strukturen på basisplan i PSUV har uden tvivl nogle af de samme træk: Valg af delegerede igennem afdelingsforsamlinger, valgte repræsentanter skal stå til ansvar overfor forsamlingen, som kan trække deres mandat tilbage, osv. Men uden en organiseret venstreopposition er det sandsynligt, at bureaukratiet og reformisterne trækker det længste strå. På samme måde kan vi sige, at hvis ikke bolsjevikpartiet havde eksisteret i Rusland og handlet som det gjorde, så ville sovjetterne nok også have gået til grunde, ødelagt af de russiske reformister og karrieremageres destruktive politik.

Stadig åben
Den første weekend i marts 2008 afsluttedes PSUV kongressen formelt. Det skete i Maracaibo i den olierige region Zulia. Kongressen bød denne gang på adskillige overraskelser. På den foregående kongres-forsamling i Puerto La Cruz, Anzoategúi følte de delegerede sig taget grundigt ved næsen; promotor-komiteen havde bestemt, at metoden til at vælge de opstillede til ledelsesvalget var, at hver delegeret skulle stemme på tre navne, og at alle stemmesedlerne så blev sendt til Miraflores-paladset, hvor Chávez skulle vælge 69 kandidater blandt dem med det højeste stemmetal, som derefter skulle på valg til ledelsen i PSUV. Men ifølge promotor-komiteen måtte det kun være ”velkendte” ledere.

Denne metode fik mange vrede ord med på vejen hos de delegerede. I et åbent brev til Chávez, underskrevet af et sted imellem 33 og 40 procent af de delegerede på kongressen, blev der givet flere eksempler på, hvad de anså som overtrædelser af de mest elementære demokratiske principper. Men trods protesterne blev den foreslåede procedure opretholdt. (Cientos de delegados enviaron carta a Chávez con observaciones sobre las postulaciones para la dirección del PSUV)

Alligevel bød den afsluttende forsamling i Maracaibo på overraskelser; Chávez foreslog, at en velkendt venstreorienteret og tidligere general, Alberto Müller Rojas, som mener, at militæret skal politiseres og går ind for bevæbning af folket, skulle være partiets nye vice-præsident. Udover det valgte Chávez at nominere flere velkendte venstreorienterede med baggrund i mange års græsrodsaktivitet til listen med de 69 ledelseskandidater. Dette gav anledning til fornyet glæde og optimisme hos venstrefløjen i PSUV.

To andre vigtige aspekter indikerede, at kampen om PSUV stadig var helt åben; På den ene side blev det vedtaget, at PSUV erklærede sig for anti-kapitalistisk. Programmet og principerklæringen blev begge erklæret for midlertidige dokumenter, som skulle danne grundlag for en bredere debat op til en ekstraordinær ideologisk PSUV kongres. Programmet er tydeligvis et mere eklektisk dokument – dvs. sammensat af forskellige modstridende elementer. Venstrefløjen formåede til gengæld at sætte sine spor på Principerklæringen, som bl.a. talte for, at ”det strategiske mål er at ekspropriere produktionsmidlerne og overdrage dem til folket” og om, at partiet bl.a. baserer sig på ideologisk inspiration fra ”José Martí, Ernesto Che Guevara, José Carlos Mariátegui, Karl Marx, Frederick Engels, Lenin, Trotskij, Gramsci og andre”. (P. Larsen: Balance sheet of the PSUV congress)

Opbygningen af PSUV Ungdom
Efter kongressen var der fortsat aktiviteter i mange lokalafdelinger, bl.a. – men ikke udelukkende – med henblik på valget af borgmestre og guvernører den 23. november 2008. Partiets kandidater blev valgt af de delegerede ved et internt primærvalg, hvor næsten 2,5 millioner deltog. De almindelige medlemmer af PSUV frygtede, at oppositionen ville få vind i sejlene ved valgene i november 2008 og lavede derfor en stor valgkampagne, mange steder på trods af at de pågældende PSUV kandidater vandt primærvalget igennem en ekstrem udnyttelse af borgmester- eller guvernørapparatet, fordelagtig adgang til medierne osv.

Den næste store begivenhed blev opbyggelsen af PSUV Ungdom, som siden stiftelsen af moderpartiet var i mange studenteraktivisters tanker. I starten af juli 2008 indkaldte PSUV’s ledelse til stiftelsen af ungdomsforbundet – J-PSUV. J-PSUV var naturligvis ikke den første bolivariske ungdomsorganisation. I de første års ophedede revolutionære stemning var forskellige ungdomsorganisationer kommet til verden, mest bemærkelsesværdig blandt dem var nok Frente Francisco Miranda (FFM), som blev stiftet i 2003. Chávez gav vigtigt støtte, både moralsk og økonomisk. FFM blev lanceret med revolutionære slogans og opfordrede unge mennesker i de fattige kvarterer til at organisere sig og løse lokale problemer i slumkvartererne. FFM begyndte også at organisere brigader af venezuelanske unge til at rejse til Cuba, hvor de fik politisk og ideologiske kurser. Som følge heraf voksede organisationen hurtigt. I løbet af mindre end et år var FFM vokset til mere end 40.000 medlemmer og havde hundredvis af fuldtidsorganisatorer i lokalsamfund i hele Venezuela.

Men der var også en række problemer, der fra starten huserede i FFM. Organisation blev født med en meget bureaukratisk struktur, og ledelsen ville ikke tillade kritik i egne rækker. På det ideologiske plan tenderede FFM-ledelsen til en semi-stalinistisk retning, der kun påpegede muligheden for socialisme i Venezuela, efter at Chávez havde proklameret, at han gik ind for socialisme, og som havde en idealistisk forestilling om at skabe “et nyt socialistisk menneske”, i stedet for at fokusere på, hvilke vigtigste politiske opgaver, den bolivariske revolution stod overfor. Resultatet var, at der langsomt men sikkert udbredte sig en demoralisering af medlemmerne, og tusindvis forlod FFM. Fra mere end 40.000 i 2003 faldt medlemstallet til omkring 8.000 på nuværende tidspunkt.

Denne erfaring giver en klar advarsel. En ægte revolutionær ungdomsorganisation skal have en fuldt demokratisk struktur, ellers det vil den blive forstenet, og de unge vil opgive den. Under en revolution bevæger masserne sig hurtigt og tester hver organisation for at se hvem, der kan tilbyde et program og en ledelse for at løse de presserende problemer. Dette gælder i særdeleshed ungdommen.

Stiftende kongres i PSUVs Ungdom
Den 11. september ankom mere end 1.300 fra hele landet til Puerto Ordáz (Ciudad Guayana) i den østlige del af delstaten Bolívar for at afholde den stiftende kongres i J-PSUV (PSUV Ungdom). Disse var delegerede, der var blevet valgt i ungdommens bataljoner og valgkredse i deres områder, og mange havde kørt mellem 10 og 20 timer for at komme til kongressen.

Kongressen blev afholdt på et afgørende tidspunkt for den venezuelanske revolution. Få dage forinden blev det opdaget, at en uidentificeret gruppe af tidligere og nuværende aktive tjenesteofficerer havde planlagt et kup mod Chávez. (Develada intentona golpista: Militares activos y retirados fueron grabados)

Det blev besvaret med spontane demonstrationer med titusinder af mennesker i Caracas. Dagen efter bortviste Chávez den amerikanske ambassadør efter flere offentlige sammenstød og som et svar på den løbende amerikanske indblanding i Venezuelas indre anliggender. Udvisningen blev også foretaget i solidaritet med Bolivia, hvor Evo Morales regeringen netop havde udvist den amerikanske ambassadør for sin rolle i tilrettelæggelsen af det berygtede ”kup i slowmotion”, som bl.a. indbefattede en massakre imod en gruppe bønder i delstaten Pando. (J. Martin: Peasants Massacred in Pando – Bolivian Government Declares State of Emergency)

Den første halvanden dag af kongressen blev dedikeret til workshop diskussioner om de vedtægter, som opstartsgruppen havde foreslået. De delegerede var opdelt i 47 workshops med rundbordsdiskussioner. Dokumenter om fødevaremangel og militært forsvar var også blevet produceret og distribueret, men de blev ikke drøftet i de fleste workshops.

Fra starten kunne man mærke det store pres fra de menige medlemmer, som ønskede at diskutere revolutionær politik og have en reel indflydelse i de pågældende sager. Mange delegerede klagede over, at disse dokumenter (der var blevet fremstillet af ikke-valgte ledere omkring Héctor Rodríguez, daværende minister for præsidentens sekretariat) ikke var blevet sendt ud før kongressen. Således havde de delegerede ikke haft lejlighed til at drøfte dokumenterne med de medlemmer, der havde valgt dem, for ikke at tale om at være i stand til at fremsætte alternative forslag eller ændringsforslag på forhånd.

Hvad der også overraskede mange delegerede, var den fuldstændig udemokratiske struktur, der blev foreslået i vedtægterne. Således definerede det oprindelige forslag, at den nationale ledelse af J-PSUV skulle bestå af kun 15 medlemmer valgt direkte af de menige medlemmer og 10 skulle udpeges fra oven af moderpartiet PSUV’s nationale ledelse. Samtidig havde de menige medlemmer ikke mulighed for at tilbagekalde ledelsens mandat. I det oprindelige forslag var der også to afsnit (artikel 9 og 10) om disciplinære foranstaltninger og sanktioner. Formelt set var disse paragraffer fornuftige at have med, men det er helt klart, at de var designet til at sætte skrappe foranstaltninger op imod mod enhver opposition til ledelsen.

Pres for forandring
Disse forslag blev fuldstændigt afvist af de delegerede. 34 af de 39 workshops stemte imod det oprindelige forslag til vedtægter, og mange workshops foreslog radikale ændringer til teksten. Fredag ved middagstid mødtes en sekretær fra hver workshop for at koordinere udtalelserne fra de forskellige workshops, men mødet blev forlænger og forlænget og fortsatte i timevis, uden at man kunne finde et kompromis imellem de menige medlemmers forslag og opstartsgruppens oprindelige udkast.

En plenumdebat var planlagt til fredag eftermiddag, men den blev aflyst af arrangørerne uden nogen angivet grund. I stedet blev de delegerede transporteret til La Llovizna Parken, hvor et auditorium var blevet oprettet under det store teater. Men dette var ikke tilrettelagt for at give plads til en plenumdiskussion … men kun til at lytte til musik og underholdning!

Mange delegerede mente, at de var blevet snydt. Nogle havde rejst 20 timer for at komme dertil og forventede at have en reel indflydelse og en åben debat om de spørgsmål, som revolutionen står overfor. Men i stedet for at det valgte den ikke-valgte ledelse at bruge tiden på at manøvrere og forsøge at finde et kompromis.

Nogle af de delegerede troede, at plenumdebatten blot var blevet udsat til lørdag morgen, og at en demokratisk diskussion ville finde sted derefter. Lørdag startede plenummødet ikke før klokken 12. Stemningen blandt de delegerede på dette afsluttende stormøde var nærmest elektrisk. De mest populære slogans, der blev råbt, var: ”Juventud Socialista y jamás reformista” (”Ungdommen er socialistisk, men aldrig reformistisk”) og ”Debat abierto – las bases tienen tiempo” (”Åben debat – de menige medlemmer har tid”).

På trods af alt dette var der åbenbart ikke tid til, at delegerede eller sågar repræsentanter for de forskellige workshops kunne tale og fremlægge deres synspunkter. I stedet gav Héctor Rodríguez, en meget kort tale, hvori han erklærede, at han værdsatte \”åbenhed\” i debatten i de forskellige workshops og sagde, at ”90 procent af forslagene fra de forskellige workshops var blevet indarbejdet i nye vedtægter”.

De nye vedtægter blev omdelt og til overraskelse for mange af de delegerede, var dette dokument helt uigenkendeligt i forhold til de oprindelige vedtægter. Bureaukratiet havde været så presset, at det havde givet indrømmelser på alle de vigtige punkter i vedtægterne: Udpegelsen af 10 medlemmer af J-PSUVs nationale ledelse ovenfra blev erstattet med nationale valg til alle poster. Et afsnit blev også indført, som understreger, at alle lederes mandater kan trækkes tilbage af de menige medlemmer, hvis disse overtræder deres beføjelser. Udover det var de dele, der talte om ”disciplinære straffe”, slettet.

Da Hector Rodríguez læste det nye indhold af afsnittet om valg af den nationale ledelse op, reagerede de delegerede ved at rejse sig og synge: ”Victoria, Victoria, Victoria popular!” (”Folkesejr, folkesejr, folkesejr!”). De nye vedtægter blev derefter vedtaget med et stort flertal og dermed sluttede mødet i gymnastiksalen ved Cachamay.

Mange delegerede følte – med rette – at dette viste de menige medlemmers styrke. Partibureaukratiets planer om en udemokratisk organisationsstruktur var blevet forpurret. De ønskede at få frie hænder til at besætte alle de ledende organer i den nye ungdomsorganisation. De ønskede at minimere enhver debat. Det var derfor, at de ikke offentliggjorde deres forslag før kongressen, og det var også grunden til, at de aflyste plenumdebatten. Men i sidste ende havde de ikke havde andet valg end at acceptere ændringer efter det enorme pres fra neden.

J-PSUVs stiftende kongres blev afsluttet lørdag aften med et stort møde med Chávez i en hal uden for Puerto Ordaz. Chávez holdt en lang tale, som opfordrede unge til at hjælpe med at forsvare revolutionen og til at lære at bruge våben og slutte sig til de militære reserver. Chávez’ tale blev mødt med stor begejstring fra de unge delegerede, der i kor råbte ”Si se prende un peo, dejános fusiles!” (”Hvis der opstår et problem – giv os rifler!”) med henvisning til det nyligt afslørede kup-komplot.

En historisk vigtig kamp
J-PSUV har officielt 140.000 medlemmer, og aktiviteterne er fortsat på lokalplan efter kongressen. Til gengæld har ledelsen (som endnu ikke er blevet valgt) nægtet at overholde de grundlæggende aftaler, som blev vedtaget af kongressen navnlig indkaldelsen af en ny kongres, som skulle definere ungdomsforbundets politiske program. Frygten for et scenarium med en gentagelse af 2008-kongressens protester fra baglandet ser ud til at få lederne til at holde igen. Til gengæld er der mange regionale og lokale træf af unge socialister og studenteraktivister, som kræver, at 2008-kongressens beslutninger bliver overholdt. Det største problem er, at venstrefløjen i J-PSUV ikke er synderligt velorganiseret.

Der er ingen tvivl om, at de interne kampe i J-PSUV vil få en afgørende betydning den venezuelanske revolutions fremtid. Der er historiske erfaringer, som kan hjælpe os til at kaste lys over den vigtige rolle, som ungdommen spiller i enhver revolution. Vi tænker her især på situationen i Europa i 1930’erne, hvor der var røre i arbejderbevægelsen i flere lande. Radikaliseringen fandt først og fremmest sted blandt ungdommen i de socialdemokratiske partier. Dette skete også i Danmark med den såkaldte trepile-bevægelse i DSU, en intern venstrefløj, som kritiserede moderpartiets manglende opfordring til en enhedsfront imod fascismen i Tyskland. (Se Steen Bille Larsen: Imod Strømmen, SFAH, København, 1983.)

I Frankrig og Østrig begyndte lignende venstrefløjsgrupperinger at komme til syne i de socialdemokratiske ungdomsorganisationer. Det mest iøjnefaldende eksempel er dog uden tvivl Spanien, hvor en revolutionær proces var startet i 1931 med proklamationen af den 2. republik. En revolution, som i øvrigt har en del ligheder med den venezuelanske revolution. (For en introduktion til den spanske revolution kan undertegnede anbefale sin artikel fra 2006: Revolutionen og Borgerkrigen i Spanien 1931-37)

Det spanske socialdemokratis ungdom, Federación de Juventudes Socialistas (FJS), var imellem 1933 og 1935 blevet stærkt radikaliseret, især som følge af at den fascistiske fare syntes mere og mere uundgåelig. De unge spanske socialdemokrater bevægede sig politisk mere og mere i retning af revolutionær marxisme. De henvendte sig sågar til Leon Trotskijs spanske tilhængere, som blev ledt af den catalanske Andreu Nin, og opfordrede trotskisterne til at gå med i FJS for at ”bolsjevisere” socialistpartiet.

På trods af Trotskijs indtrængende opfordringer om at acceptere denne opfordring, valgte Nin, Andrade og de andre spanske ”trotskister” at afvise de socialdemokratiske ungdomsledere og i stedet danne et lille parti i Catalonien, som aldrig fik samme opbakning som FJS. Stalinisterne i Spanien var omvendt meget klogere og forstod, at FJS’ medlemsbase var afgørende for revolutionens udfald. De valgte derfor at slå deres ungdomsforbund sammen med FJS, og i de kommende år anvendte de denne massebase til at gennemtvinge deres moderate slogans om, at revolutionen ikke skulle ”gå for langt”. (”Først vinde krigen mod Franco, og derefter vinde revolutionen”). Det var en taktik, stalinisterne brugte, fordi de frygtede en sejrrig revolution i Spanien, der ville give magten til de spanske arbejdere, da det ville true de stalinistiske bureaukratis egne positioner og ikke mindst privilegier i Sovjet, når den russiske arbejderklasse så, at arbejderdemokrati var muligt. Som vi ved, blev resultatet et knusende nederlag for den spanske arbejderklasse, der førte til 40 års fascistisk diktatur under Franco.

Dette eksempel viser tydeligt, at det i udviklingen af en socialistisk masseorganisation blandt de unge ikke er ligegyldigt hvilken politisk linje, der vinder. Det er med de erfaringer, at de revolutionære socialister i J-PSUV må organisere sig og kæmpe for at ændre den politiske linje.

Lokalafdelinger på arbejdspladser og ekstraordinær kongres
Imellem PSUV’s ungdomskongres i september 2009 og partiets omstrukturering i august 2009 spillede partiet en vigtig rolle i kampe lokalt, bl.a. i delstaten Miranda hvor titusinder i dagene efter regionalvalget i november 2008 gik på gaden, for at forsvare de sociale projekter imod den nyvalgte Semi-fascistiske guvernør Radonski. Også ved valgkampen op til afstemningen om konstitutionsændringen i februar 2009 spillede PSUV’s græsrødder og organiseringen på arbejdspladser, uddannelsescentre og slumkvarterer en afgørende rolle i at hente sejren hjem.

Fra august 2009 ser vi en ny udvikling i PSUV, som på den ene side styrker partiet, og på den anden side tilspidser de interne modsætninger. På Chávez’ initiativ begynder en omstrukturering i PSUV. Førhen var lokalafdelingerne, de såkaldte bataljoner, dannet med 300 registrerede medlemmer i hver. Til gengæld var der mange rapporter, der påpegede at disse afdelinger ikke mødtes ofte, og at der var mange inaktive medlemmer. Derfor blev det besluttet at nedlægge disse afdelinger og i stedet starte en ny form for lokalafdeling – de såkaldte patruljer – som kun har 30 medlemmer pr. afdeling. En ny runde med indskrivning til de nye patruljer blev foretaget i august og cirka 2,5 millioner registrerede sig som aktive PSUV medlemmer.

Samtidig indkaldes der for første gang til oprettelse af PSUV afdelinger på fabrikkerne. På mange arbejdspladser gik arbejderne ivrigt i gang med at organisere deres kollegaer. Alene på stålværket SIDOR oprettes 40 patruljer med over 502 arbejdere som aktive medlemmer. (L. Primo og A.Bülow: Venezuela: Interview with PSUV Organizer at SIDOR)

Ifølge PSUV’s nationale ledelse blev 16.000 arbejder-patruljer oprettet med i alt 250.000 arbejdere. Samme kilde meddelte, at antallet af normale patruljer, baseret på geografisk placering, nåede op på 104.000.

Denne omstrukturering blev foretaget på et tidspunkt, hvor de fleste PSUV medlemmer utålmodigt afventede en indkaldelse til partiets første ekstraordinære kongres. Den kom først den 15. oktober 2009, hvor partiets nationale ledelse på et pressemøde forklarede at den var blevet enig om et sæt regler for afholdelsen af en ny kongres. Over de næste to uger skulle PSUV’s lokalafdelinger opstille kandidater til delegeretvalget den 15. november, hvor PSUV’s 2,5 millioner medlemmer havde stemmeret. Men før denne afstemning var det næstformændene i hver PSUV regionen, som fik mulighed for at sortere i listen af kandidater i hver region, afdelingernes nomineringer var blot vejledende. Denne metode rejste naturligvis en del bekymringer hos de mere venstreorienterede dele af partiet, der var bange for, at dette ville give mindre repræsentation til de menige medlemmer og flere muligheder for, at bureaukrater og karrieremagere kunne komme ind i partiet.

Disse bekymringer blev bekræftet, da listen over kandidater blev annonceret. I nogle regioner, klagede lokalafdelinger over, at de kandidater de havde fremført, ikke var på listen. I Bolívar del-staten var dette tilfældet med velkendte venstreorienterede som Yasmin Chaurán fra Venalum fabrikken og José Meléndez fra SIDOR stålværket. Begge havde støtte fra mere end 10 afdelinger hver, men blev alligevel udelukket fra valglisten.

I Caracas mødtes repræsentanter for de menige medlemmer på et massemøde den 23. oktober for at revidere, hvad de betragtede som ”udemokratiske” procedurer i valgprocessen. De valgte at vælte den siddende valgkommission og indsætte en ny, som bedre kunne modstå valgfusk og den slags. Problemet var, at denne valgkommission var udpeget fra oven, og at flere af dets medlemmer selv var kandidater til delegeretvalget! Forsamlingen valgte fem nye repræsentanter blandt de menige medlemmer, og den regionale PSUV næstformand Freddy Bernal blev tvunget til at acceptere denne beslutning og omstrukturere kommissionen herefter. (Asamblea de patrulleros del PSUV-Caracas cambió y eligió miembros de base para la Comisión Electoral)

Ifølge en rapport på internetavisen Venezuelanalysis.com udspillede der sig lignende episoder i hele Venezuela:

I delstaten Carabobo blev det rapporteret, at der havde været problemer med nomineringsprocessen igennem PSUVs hjemmeside, som f.eks. ”kloning” af afdelinger, hvilket indbefattede misbrug af CPR-numre for dem, der var ansvarlige for at registrere nomineringerne og falske nomineringer, som derved deaktiverede de pågældende afdelingsrepræsentanters kortnumre.

Der var ydermere nogle af afdelingerne, som ikke var registrerede på hjemmesiden på trods af, at de var gået igennem den rigtige formelle proces med indlevering af underskrevne skemaer til de regionale ledelsesorganer. Da de ikke var at finde i registret på hjemmesiden, var de ude af stand til at nominere nogen kandidater.

I sin tale kritiserede Chávez dels disse ”uregelmæssigheder” som forekom i nogle delstater, og dels det han anså for at være ”interne kommunikationsproblemer” inde i partiet. ”Det er nødvendigt at informationerne kommer ud til alle,” sagde han.
(Venezuela: Disputes in Process of Delegate Nominations to PSUV Congress)

I sit ugentlige talkshow Alo Presidente den 25. Oktober 2009 informerede Chávez om, at 8.000 medlemmer af PSUV var blevet udvalgt som kandidater til det kommende valg. På spørgsmålet om tendenser inden for partiet, erklærede Chávez, at

”Tendenser er naturlige, og det er nødvendigt, at de giver deres udtryk i partiet og til at diskutere ideer og derefter, med stor disciplin, acceptere de deraf følgende strategiske beslutninger.”

”Det er legitimt, at der bør være forskellige synspunkter, men inden for rammerne af det socialistiske projekt. Hvad, vi ønsker, er, at sådanne sager ikke bliver til en kniv-kamp eller en konfrontation, det er det, jeg beder om for alle, og jeg tror, at partiet er ved at modnes i den forstand,” tilføjede han. (Ibid.)

I nogle områder så vi de første skridt til dannelse af bredere venstrefløjsalliancer i dagene op til delegeretvalget den 15. november. Dette var for eksempel tilfældet i Caroni, Guayana, hvor 14 venstreorienterede delegerede dannede en fælles liste og præsenterede et program med de punkter, som man var nået til enighed om. Dette viser vejen frem. Hovedårsagen til, at det højreorienterede bureaukrati til en hvis grad har været i stand til at dominere partiet, er, at de er godt organiserede, mens venstrefløjen er uorganiseret.

Mange af de lokale venstrefløjsalliancer er stadigvæk på et meget løst grundlag og har haft en noget sporadisk karakter. De eksisterer frem for alt som netværk mellem forskellige delegerede og afdelingsrepræsentanter, mv. En af de store udfordringer i den nære fremtid vil blive at give disse alliancer en mere permanent karakter, give dem en struktur og et program for derved at danne en enhedsfront imellem de venstreorienterede inde i partiet, der kæmper for nogle specifikke krav.

Selve kongressen blev officielt åbnet på et stormøde den 21. november, i Teatro Teressa Careño salen i Caracas, hvor Chávez holdt en åbningstale til de 780 delegerede og inviterede gæster. Kongressen var oprindeligt planlagt til blot at vare en måned og dermed slutte sit arbejde inden jul, men Chávez foreslog at udvide kongressen med tre måneder, hvilket betyder, at den sluttede i starten af april 2010.

På trods af de bureaukratiske manøvrer og ”uregelmæssigheder” i valgprocessen får den dybe utilfredshed sine udtryk på kongressen. Ifølge Katy Jaimes, en delegeret valgt i Caracas i valgkredsen i Chacao:

”De delegerede fra forskellige delstater etablerer netværk og politisk kontakt med hinanden, med det formål at arbejde sammen for at forsvare revolutionære idéer på kongressen og også for at bekæmpe bureaukrati og reformisme.

(…)

Jeg kan fortælle dig, kammerat, at omfanget af politisk uro er langt større, ikke blot blandt de delegerede, men blandt medlemmerne i almindelighed. De politiske betingelser er tilstede for, at kongressen kan give mange sejre for venstrefløjen og til, at denne i høj grad kan styrkes og forbedres inden for PSUV, men det kræver en stor indsats fra alle de kammerater, som på den ekstraordinære ideologiske kongres arbejder for revolutionære venstreorienterede idéer.

(…)

På det næstsidste møde i kongressen i december måned blev en ny principerklæring og program præsenteret for de delegerede, og muligheden blev også rejst for at sætte disse to forslag til afstemning den næste dag på et plenarmøde med alle de delegerede, for at afgøre om disse to nye dokumenter kunne godtages som udkast til erklæringen om principper og program for partiet. Men det forslag blev forkastet med overvældende flertal blandt de delegerede, hvilket er et stærkt signal om den politiske uro, der eksisterer på den ekstraordinære kongres i partiet.”

(Interview with Comrade Katy Jaimes, delegate to the Extraordinary Congress of the PSUV, min oversættelse AB)

Utilfredshed med bureaukrati
Et vigtigt diskussionsemne på og omkring kongressen er internt demokrati, og hvordan de almindelige medlemmer kan kontrollere deres valgte repræsentanter. I flere omgange har det vist sig, at medlemmer af PSUV er blevet valgt til borgmester i diverse områder, men uden at det har ført radikale politiske ændringer med sig. Et konkret eksempel er delstaten Carabobo, hvor det den 23. november 2008 lykkedes PSUV at vinde magten på flertallet af delstatens rådhuse. Omtrent et år derefter begyndte en debat i de forskellige lokalafdelinger, fordi mange aktive følte, at der ikke var kommet seriøse forandringer, der svarede til de forventninger, som man havde haft til de pågældende kandidater.

En af fortalerne for denne kritik af de nyvalgte PSUV-borgmestre og den regionale partiledelse var Mario Silva, en kendt TV-vært, som er bosat i delstaten, og som af mange aktive i Venezuela bliver anset for at være en del af de mere venstreorienterede dele af partiet. Silva forklarede i flere interviews i oktober 2009, at det regionale bureau havde ”vendt ryggen til de menige medlemmer”, at ”der ikke blev ført socialistisk politik”, og at de kommunalråd, som Chávez i flere omgange har omtalt som kimen til en ny folkemagt, i Carabobo blev brugt som en ”fløj af partiet”, i stedet for at være uafhængige organer, der kan agere i folkets interesse. (Mario Silva García, conductor del programa La Hojilla: ”Hay que intervenir el PSUV en Carabobo” http://www.aporrea.org/contraloria/n143845.html)

Lignende kampe har udspillet sig i Táchira, hvor flere medlemmer af partiet har beskyldt den regionale ledelse, der har tre valgnederlag i bagagen, for at sætte deres personlige velbefindende over partiets interesser. (A. Bernal: El PSUV del Táchira: To be or not to be og T.G. Salas: El Táchira y el PSUV)

Den regionale partisektion har været igennem en kaotisk periode, hvor den regionale næstformand, Freddy Bernal, valgte at ekskludere 28 partimedlemmer i april, efter sigende fordi de skulle være ”dobbeltorganiserede” og arbejde imod partiets interesser. Andre, som f.eks. parlamentsmedlemmerne Julio Carpa og Iris Varela, har kritiseret denne beslutning som ”uforståelig”. (Diputado tachirense Julio Carpa: Actual directiva del PSUV en el Táchira no está acorde para hacerle oposición a César Pérez Vivas)

Spørgsmålet om bureaukrati var også hovedtemaet i et interview med Alberto Müller Rojas, der fra 2007-2009 var næstformand for PSUV, og som er kendt som en af de mere kritiske røster inde for hæren og i regeringscirklerne. I rollen, dels som tidligere general i hæren og dels som tidligere næstformand for partiet, har han kunnet observere mange af de processer, der har fundet sted og de magtkampe, der har udspillet sig, og det er som ”insider”, at han er i stand til at give nogle interessante informationer, blandt andet i følgende interview:

”Spm.: Præsidenten giver indtryk af, at han ikke er særlig tolerant overfor kritik

Sv: Ingen er fuldstændig ufølsom overfor kritik. Ingen kan lide at blive kritiseret. Du har set, at jeg har kritiseret ham offentligt, og at det har irriteret ham.

For eksempel dengang jeg sagde til ham, at han sad i en skorpionrede.

Og sidder han stadig i den rede?

Han sidder stadig i den rede.

Er der færre skorpioner end før?

Mere eller mindre det samme antal. Og nogle er de samme, som der var før. Da Baduel sagen opstod, som jeg havde advaret ham imod, ringede han til Vanessa Davies’ TV-program, mens hun interviewede mig, og han ville genforenes med mig og acceptere min kritik som en god ting.

Der er megen kritik af regeringens handlinger, og det er ikke gået ubemærket hen, at der inde i PSUV foregår en debat, som sætter spørgsmålstegn ved den statslige administration

Ja, den debat er foregået og har været meget hård, den har stået på i over et år med hensyn til nogle bestemte administrationer og nogle folk bliver dømt. Nogle folk har udviklet forfærdelige administrationer og de skader selve præsidentens ry.

Er der stadig folk, som udfører elendig administration?

Ja, det mener jeg. Jeg har bevæget mig i forskellige omgivelser og hørt den samme kritik fra folk, og jeg må sige, at den er gyldig. Præsidenten har også fået at se, at disse funktionærer ikke tager initiativer, og al ansvaret for det falder tilbage på hans skuldre, hvilket rammer ham negativt som leder, fordi folk spørger, hvem der vælger disse folk.” (
Alberto Muller Rojas on Bureacracy in the PSUV, min oversættelse AB)

Både PSUV og dets ungdom har en åben fremtid. Det afgørende vil blive udviklingen af en venstrefløj inden for partiet, begyndende på lokalt plan og imellem venstreorienterede delegerede på partiets kongres, som i skrivende stund stadig er i gang. I sidste ende synes det usandsynligt, at partiet kan spille en neutral rolle i klassekampen. De indre spændinger imellem højre- og venstrefløj er ikke ligegyldige trivielle splittelser, men er derimod udtryk for, at klassekampen afspejler sig inde i selve partiet og får sine udtryk i dets udvikling.

Den bureaukratiske højrefløj, som lige nu forsøger at konsolidere sin kontrol med apparatet og efterfølgende med hele partiet, har tætte bånd til de enkelte kapitalister, som forsøger at dæmme op for revolutionen indefra. F.eks. er Diosdado Cabello, nuværende minister for boliger og infrastruktur, en rig forretningsmand, som ejer store besiddelser i Monagas og Miranda. Andre folk fra den fløj, som f.eks. Jesse Chacón har også tætte forbindelser til kapitalinteresser, hvilket blev afsløret i november 2009, da hans bror Arne Chacón blev fængslet som en af de bankejere, der havde gjort sig skyldig i spekulation og finanssvindel.

Den venstrefløj, der er i støbeskeen, repræsenterer kort og godt det store flertal af arbejdere, fattige bønder, fattige i slumkvartererne og arbejderne i den uformelle økonomi. Den repræsenterer deres håb om, at Venezuela kan vende det gamle samfund (dvs. den fjerde republik) ryggen for evigt og åbne en ny æra, hvor udryddelsen af analfabetismen blot er det første skridt til at eliminere alle de onder, som plager de fattige masser i Venezuela.

Resultatet af denne fløjkamp vil uden tvivl blive afgørende for den venezuelanske revolutions skæbne.