I løbet af sommeren ”afslørede” de borgerlige medier, at Enhedslistens program taler om revolution og socialisme. Debatten om revolution blev mudret, men foregår stadig i og omkring Enhedslisten. Forløbet understreger behovet for ideologisk afklaring på venstrefløjen.
Det burde egentlig ikke være så svært at finde argumenter for, at der er brug for et nyt system til at afløse kapitalismen. Man kan blot åbne for nyhederne i fjernsynet eller radioen. Eurostat meddeler, at der i maj måned var 25 millioner arbejdsløse i EU. Det er to millioner flere end samme tidspunkt sidste år. UNICEF meddeler, at der hvert år dør 800.000 mennesker af malaria. Forskere fra Harvard i USA mener, at man kan udrydde denne sygdom for fire milliarder dollars om året. Det er en sjettedel af det beløb, som de spanske banker for nylig fik overdraget i en redningspakke. I USA – verdens rigeste land – er 37 millioner mennesker (heraf 14 millioner børn) afhængige af fødevarehjælp, oplyser nødhjælpsorganisationen Feeding America. Over hele Europa falder reallønnen, og samtlige af de sociale rettigheder, der blev vundet gennem kamp i 1960’erne, er under angreb. Samtidig oplyser BBC, at en gruppe superrige har gemt 128.000.000.000.000 kroner i skattely. Det svarer til USA’s og Japans økonomier – til sammen.
Man kunne blive ved. Det er ikke socialismen, der er i krise. Det er kapitalismen. Det tydeliggør, at der er behov for, at et parti som Enhedslisten – og resten af arbejderbevægelsen for den sags skyld – diskuterer, hvordan man kan gøre det af med kapitalismen og omsætte visionen om socialisme til virkelighed.
Hvad er der galt med kapitalismen?
Det kapitalistiske samfund er kendetegnet ved, at privatpersoner – kapitalister – ejer kapitalen. Det vil sige de store virksomheder og de finansielle institutioner. Denne gruppe mennesker, som formentlig udgør mindre end én procent af planetens befolkning, har reelt den økonomiske magt over resten af planetens befolkning. Det store flertal er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at kunne overleve og forsøge at opnå en tålelig levestandard. Det vil sige, at de tilhører arbejderklassen. Den nærmere karaktér af deres arbejde er i denne sammenhæng ligegyldig.
Kapitalismen var et enormt fremskridt, da den for flere hundrede år siden smadrede feudalismen og banede vejen for udviklingen af industri, videnskab og moderne teknologi. Men netop på grund af den måde, kapitalismen fungerer på – gennem privat ejerskab til økonomiens vigtigste dele og med profitmotivet som drivkraft – har kapitalismen en tendens til at koncentrere kapitalen på færre og færre hænder i gigantiske konglomerater og monopolvirksomheder. Kapitalisternes indbyrdes konkurrence tvinger dem til hensynsløst at vokse eller gå fallit. Den proces blev allerede beskrevet af Karl Marx, og den er blevet bekræftet af historiens gang.
Samtidig har kapitalismen med denne koncentration fjernet kapitalisternes oprindelige rolle som iværksættere og arbejdende ledere. I dag bestiller kapitalisterne ikke andet eje deres værdipapirer. Det betyder, at deres rolle objektivt set er overflødig. At det er få store virksomheder, der i dag dominerer verdensøkonomien, har samtidig banet vejen for en socialistisk planlægning. Alle virksomhederne har hære af konsulenter, der regner og lægger planer for produktion og strategi flere år ud i fremtiden. Den planlægning vil i en samlet socialistisk plan blive effektiviseret voldsomt på grund af fuld åbenhed og demokratisk kontrol, samt at produktionens formål vil være menneskers behov i stedet for kapitalisternes profit.
Kapitalismens udvikling har desuden betydet, at nationalstaten er en bremse for videre fremskridt. Den moderne industri er i sin natur global, og kapitalisterne forsøger at overvinde nationalstatens begrænsninger gennem internationale aftaler og institutioner som EU, IMF og Verdensbanken. Men samtidig har de brug for deres ”egne” nationalstater som redskaber i konkurrencen mod de andre. For at udnytte det fulde potentiale i den moderne teknologi, for globalt at kunne koordinere og planlægge forskning, innovation og produktion til flertallets bedste, er der brug for en international socialistisk føderation i stedet for de kapitalistiske nationalstater.
Imidlertid er kapitalismens karaktér som et utidssvarende system mest tydelig i kriserne. Vi gennemgår selv en dyb krise netop nu. De tilbagevendende kriser i kapitalismen er et særligt træk ved den kapitalistiske samfundsmodel, netop på grund af, at der produceres til et marked med privat profit for øje. I kriserne ser vi, at millioner af raske arbejdere går ledige, samtidig med, at fabrikker, jordarealer og infrastruktur – kort sagt produktionsmidlerne – ligger stille eller endda destrueres. Fra et kapitalistisk synspunkt er der for mange fabrikker, for mange varer og for mange arbejdere. Det illustreres bedst af, at krisen i 1930’erne først blev overvundet gennem den massive destruktion i Anden Verdenskrig. En krig af samme omfang er umulig i dag, men pointen er klar nok: kapitalismen har brug for at samfundet bliver kastet årtier tilbage, for at kapitalisterne igen finder det profitabelt at investere og sætte hjulene i gang. Det skyldes hverken “grådighed” eller “ondskab”. Det er en del af det kapitalistiske system, og hvis man accepterer systemets logik, må man følge dets diktater om barbariske angreb på unge, arbejdere og pensionister. Det er den blindgyde, som alle Europas reformistiske ledere er havnet i – også S og SF.
Hvad er socialisme?
Socialisme er navnet på det system, som vi mener, bør afløse kapitalismen. Det er et samfund, hvor de vigtigste produktionsmidler og al finansiel virksomhed er offentlig ejendom og underkastet demokratisk kontrol og styring fra samfundet og de ansatte. Alle de snærende bånd, som kapitalismens profitjagt nu lægger på udviklingen, vil være væk. Det gælder eksempelvis forretningshemmeligheder og patenter. Hvis en arbejder i en kapitalistisk virksomhed foreslår en mere effektiv arbejdsgang, vil det føre til, at et antal af hans kolleger bliver fyret. Under socialisme vil det føre til, at arbejdstiden bliver sat ned. I et socialistisk samfund vil arbejderklassens store kreativitet blive udnyttet fuldt ud. Forskningen vil blive befriet fra profithensyn og vil for første gang i historien opnå virkelig frihed. Produktiviteten vil på grundlag af massiv investering i ny teknologi og samlet koordinering af al forskning stige enormt. Den mængde arbejde, der skal til for at producere en given mængde, vil falde drastisk. For første gang i historien vil samfundets flertal styre deres egen tilværelse og fremtid.
En generel nedsættelse af arbejdstiden til 30 eller 25 timer om ugen vil omgående være mulig på baggrund af fuld beskæftigelse og en samlet, demokratisk planlægning af økonomiens vigtigste dele. Det vil til gengæld frigøre folk til at beskæftige sig med samfundsforhold, idræt, forskning eller andre individuelle interesser. Gratis og lige adgang til uddannelse og fritidstilbud vil sikre befolkningen en høj standard indenfor sundhed og kreativ udfoldelse. Med Friedrich Engels’ ord vil mennskeheden bevæge sig fra nødvendighedens til frihedens rige.
Alt dette – der naturligvis er en grov forenkling – vil kun være muligt på baggrund af et komplet opgør med kapitalismen og afskaffelse af de to barrierer, der hindrer, at menneskehedens potentiale kan indfris: den private ejendomsret til produtktionsmidlerne samt nationalstaten. De nationale skillelinjer er i dag et fortidslevn, der hindrer en effektiv og sammenhængende økonomisk udvikling.
Hvad er en revolution?
Der er få tidspunkter i verdenshistorien, hvor der har været så mange revolutioner, som tilfældet er nu. I de seneste år har vi set revolutionære eller før-revolutionære situationer i mange lande, for eksempel Venezuela, Ecuador, Thailand, Kirgisistan, Pakistan, Nepal og Iran. Dertil kommer hele den arabiske verden, der stadig er en åben kampplads mellem massernes revolution og blodig kontrarevolution. Situationen i Grækenland og Spanien peger i retning af revolution, ganske enkelt fordi systemet er i en blindgyde og ikke kan tilbyde befolkningens store flertal et håb om en bedre fremtid. I hele Europa forsøger kapitalisterne at dreje historiens hjul tilbage til ”de gode gamle dage” med massearbejdsløshed, fattiggårde og et arbejdsmarked uden rettigheder. Det er opskriften på fremtidig social uro og revolutioner.
I virkeligheden er det altid de heskende i et samfund – den økonomiske elite og deres købte politikere – der fremtvinger revolutiuon. Når et forældet økonomisk system kun kan overleve ved at angribe flertallets levestandard, tvinger det folk til at søge alternativer. Først vil folk søge de ”nemme” løsninger. Først vil de måske dukke nakken og håbe på bedre tider. Dernæst vil de blive tvunget til handling, måske stemme på et oppositionsparti. Måske vil de blive tvunget til at strejke for at forsvare deres leveforhold. Men igen og igen vil det forældede samfundssystem gøre alle disse fosøg nyttesløse. Alle ”moderate” partier, der har accepteret systemets rammer, vil blive tvunget til at følge dets diktater, og det vil bane vejen for mere ”yderliggående” partier. Det er den proces, vi lige nu ser udfolde sig i hele Europa. Det er en proces med revolutionær dynamik. Almindelige mennesker, der kun plejer at læse sportssektionen i avisen, bliver tvunget til at tage politisk stilling og handle. En massiv politisk vækkelse af samfundets brede masser, der har indset, at de ikke kan blive ved med at leve som hidtil – det er begyndelsen på en revolution.
Et revolutionært parti
Dette er ikke det samme som en succesfuld revolution – muligheden for succes afhænger af mange faktorer, ikke mindst den politiske ledelse: det revolutionære parti. Talrige revolutioner, hvor flertallet har kæmpet heltemodigt for et nyt samfund, er endt i nederlag, fordi der ikke var et revolutionært parti med den rette størrelse eller politisk/moralske autoritet og korrekt perspektiv. Revolutionerne i Tunesien og Egypten understreger dette: på trods af al massernes selvopofrelse, er ingen sociale krav blevet vundet. Et revolutionært partis rolle er at være arbejderklassens hukommelse og være i stand til at udstikke en kurs, der kan føre til sejr.
En nationaliseret økonomi
Selve den revolutionære aktivitet (flertallets massive entré på den politiske arena) er kun et middel til at opnå en forandring af samfundet. En socialistisk revolution er kendetegnet ved, at den ændrer ejendomsforholdene i samfundet. Ligesom de borgerlige revolutioner eksproprierede adelens økonomiske magt og gjorde op med de feudale ejendomsformer, vil en socialistisk revolution gøre op med de kapitalistiske ejendomsformer. Det vil sige, at al økonomisk virksomhed, der har samfundsmæssig betydning, vil blive offentlig ejendom. Det kunne for eksempel være de 200 største virksomheder i Danmark. En socialistisk omstrukturering af disse virksomheder kunne betyde, at ledelsen blev sammensat af en tredjedel af repræsentanter for de ansatte (for at varetage deres umiddelbare interesser), en tredjedel fra fagforeningen (for at varetage arbejderklassens overordnede interesser) og en tredjedel fra en socialistisk arbejderregering (for at varetage samfundets generelle hensyn). Virksomhederne ville blive en del af en samlet plan, al finansvirksomhed ville blive samlet i én statslig bank, og hele møllen ville være under streng demokratisk kontrol uden forretningshemmeligheder eller lukkede regnskaber.
I modsætning til den kapitalistiske produktion, der kun kan overleve gennem omfattende hemmelighedskræmmeri, er det en forudsætning for en velfungerende socialistisk produktion, at der er offentlig indsigt i alle dele af det økonomiske og politiske liv. En planlagt økonomi har brug for en åben debat, kritik og deltagelse fra arbejderne for at kunne fungere mest effektivt, og så alle fejl kan rettes. Nye initiativer, opfindelser og innovation vil blomstre med åben adgang til produktionsværksteder og billige statslån til de, der ønsker at være selvstændige.
Gradvist vil produktiviteten blive øget så meget, at de fleste varer og tjenesteydelser næsten ingen arbejdskraft kræver længere. Varerne vil på grund af, at der er nok til alle, blive så billige, at det efterhånden bliver meningsløst med den borgerlige fordelingsmekanisme, vi kender som penge. Den planlægning af produktionen, som de enkelte virksomheder og store kæder allerede nu har hver for sig, vil blive samlet, effektiviseret og demokratiseret. Moderne computerteknologi, internettet og smartphones har gjort denne opgave til en let sag. Gradvist vil al økonomisk ulighed (som allerede drastisk vil blive reduceret ved ekspropriationen af kapitalisterne) forsvinde og blive meningsløst, fordi ingen behøver at lide afsavn. Vi vil med Karl Marx’ ord opnå et samfund hvor alle ”yder efter evne og nyder efter behov.”
Hvorfor er en revolution nødvendig?
Dette bringer os frem til spørgsmålet om, hvorfor man ikke kan reformere sig gradvist fra kapitalisme til socialisme. Det korte svar er, at lige gyldigt, hvor ”reformeret” kapitalismen bliver, vil dens økonomiske love fortsætte med at fungere; der vil komme kriser, og kapitalisterne vil fortsat være tvunget til at konkurrere på markedet. Det indebærer, at de vil blive presset til at angribe arbejderklassens levestandard for at hæve den andel af produktionen, der går til profit. Det indebærer også, at modsætningerne mellem nationerne fortsat vil true med krige, fordi kapitalisterne bruger staterne til at sikre deres adgang til råstoffer, ekspansion og afsætningsmuligheder. Al denne verdens kapitalistiske ”regulering” vil aldrig gøre det af med de lovmæssigheder, som er indbygget i kapitalismen. Klassekampen vil fortsat eksistere, og alle sejre, der bliver vundet i dag, vil være under angreb i morgen. Det ser vi tydeligt i disse år, hvor alle rettigheder, der blev vundet i 1960’erne, er under angreb fra de kapitalistiske regeringer i Europa.
Dertil kommer, at den kapitalistiske stat er en kadreorganisation, der er designet til at tjene kapitalisternes fælles interesser. Hæren af embedsmænd, jurister, borgerlige økonomer, ”kloge” universitetsfolk, dommere, politifolk, officerer og lavere rangerende spytslikkere er en fast sammentømret organisation, som er blevet strømlinet til at sikre, at kapitalismens spilleregler bliver overholdt. Politiet sendes ud for at bryde strejker op og tæve forsvarsløse unge demonstranter. Anklagemyndigheden rejser tiltale mod de små, men ikke de store. Dommerne dømmer, som der bliver befalet, og ministeriernes embedsfolk vogter nidkært over ministeriets og deres egen ”ophøjede” position. I sidste ende har vi militæret, hvor det er pensum for eleverne på officersskolen, hvornår hæren skal sættes ind mod de danske arbejdere. Hele dette maskineri er en forhindring for, at samfundet kan omdannes i retning af socialisme. Det måske største problem for revolutionen i Venezuela er, at den borgerlige statsmaskine stadig findes, og den saboterer konsekvent (ofte voldeligt) alle forsøg på arbejderkontrol og demokratisering af landets økonomiske og politiske liv.
Voldelig revolution?
De borgerlige aviser og kommentatorer hyler altid op om, at vi socialister går ind for ”voldelig revolution”. Intet kunne være mere hyklerisk eller mere forkert. De selv samme mennesker, der har støttet krigene i Irak og Afghanistan forvandles pludselig til pacifistiske skolepiger, når talen falder på socialisme. ”Uha, det er noget blodigt noget!” hyler de. Dernæst forklarer de det rationelle i, at velfungerende fabrikker og gode arbejdspladser smadres på stribe, fordi profitten ikke er tilstrækkelig stor for ejerne. Vestas, Lindø, Danish Crown, Stålvalseværket og CSC. Der er flere endnu. Lokalsamfund ødelægges og familier mister deres levegrundlag. Samfundet mister nyttig produktion og ekspertise. Det er måske ikke direkte ”vold”, men de arbejdsløse, der dør for tidligt, kunne sagtens være undgået. Kapitalismen er fuld af vold og overgreb – og så har vi ikke nævnt sager i udlandet, hvor strejkende minearbejdere massakreres i Sydafrika, i England, hvor unge bliver tævet gule og blå for at kræve ret til uddannelse.
En socialistisk revolution indebærer, at arbejderklassen gennem organisering fra neden (for eksempel fagforeningerne eller spontant oprettede komitéer og råd) gør op med de eksisterende ejendomsforhold i samfundet og afvæbner og nedlægger den eksisterende, borgerlige statsmagt. Det vil formentlig blive mødt med udemokratisk modstand fra kapitalistklassen i ind- og udland. Sabotage, overfald eller dirkete militære aktioner. Det er ikke noget, vi ønsker. Men vi bør ikke begå den fejltagelse at tro, de blot vil bøje sig og acceptere, at al deres magt bliver taget fra dem. Den bedste måde til at undgå voldshandlinger er ved at vise styrke. Det kender vi også fra strejker. Da arbejderne i 1985 blokerede HT-busserne, ville politiet rydde blokaden. Men da arbejderne fandt på at arrangere fastelavnsfest på blokaden – med en personlig kølle til hver af blokadevagterne – ville politiet alligevel ikke rydde blokaden. Læren er klar nok: jo mere styrke, arbejderklassen viser, jo mere demoraliseret bliver kapitalisterne og deres købte politi. Den bedste garanti for, at en socialistisk revolution forbliver fredelig, er at arbejderklassen er så godt organiseret, forberedt og om nødvendigt bevæbnet (for eksempel med bevæbning og træning gennem fagforeningen), at kapitalisterne ganske enkelt ikke tør gøre et forsøg på voldelig kontrarevolution. Det er først og fremmest en politisk opgave, der består i, at det revolutionære parti skal vinde flertallet af arbejderklassen samt soldaterne. Desuden er det sandsynligt, at en stor del af de menige politifolk vil nægte at angribe deres familie og venner i en revolutionær situation. Det så vi optakten til i 1985, hvor politifolkene i Randers ville holde en afstemning om at gå over på arbejdernes side i Påskestrejekrne (der sluttede inden afstemningen blev holdt).
Alle revolutioner og kontrarevolutioner i historien viser, at det netop er den gamle herskende klasses kontrarevolution, der udmærker sig med vold, brutalitet og blodtørst. Derfor er de borgerliges hykleri om ”voldelig revolution” ikke andet end et skræmmebillede for at tilsværte selve ideen om et alternativ til kapitalismens uhyrligheder.
Hvordan får vi revolution?
Vi skal som minimum tilbage til 1970’erne for at finde en periode, hvor kapitalismen var mere miskrediteret, end den er nu. Vi skal også som minimum tilbage til dengang for at finde et tidspunkt, hvor der var mere åben debat om socialisme og revolution. Det faktum lægger et stort ansvar på et parti som Enhedslisten, hvor mange medlemmer ser sig som revolutionære socialister, mens ledende politikere fra partiet forsøger at pakke al snak om revolution væk.
Leon Trotskij bemærkede engang, at revolutionær politik er en meget enkel politik. Den handler om åbent at sige tingene, som de er. Enhedslisten burde åbent sige som følger:
”De problemer, den danske og internationale arbejderklasse står over for, er uløseligt forbundet med kapitalismens eksistens og den profitjagt, der er systemets drivkraft. Hvis ungdommen i dag skal have en fremtid, må systemet dø og der må bygges et nyt. Hvem kan gøre det? Det er kun arbejderklassen og ungdommen selv. Vi vil derfor gøre, hvad vi kan, for at organisere et revolutionært parti og en venstrefløj i fagbevægelsen. Ved at være velforberedte og ideologisk veludrustede, kan vi hurtigt vinde større opbakning, når begivenhederne begynder at tage fart og arbejderklassen sætter sig i bevægelse. Vi vil forsøge at udarbejde en række overgangskrav, der forbinder de daglige krav om en ordentlig tilværelse med perspektivet for socialisme. Sagen er nemlig, at ingen arbejdere er sikre, så længe dette syge system får lov at eksistere. Vi vil opfordre resten af arbejderbevægelsen til at gå sammen med os i fælles front og tage magten fra kapitalisterne. Det meste af dette arbejde er på arbejdspladser, gader, skoler og i fagforeninger. Arbejdet i Folketinget må ikke tage fokus fra, at det er kapitalismen som system, der er problemet – og at systemet kun kan væltes gennem flertallets bevidste handling.” Det er nogenlunde sådan, Enhedslisten burde sige.
Spørgsmålet om en socialistisk revolution er et konkret spørgsmål, som burde rykkes op på dagsordenen i Enhedslisten og resten af arbejderbevægelsen. Kapitalismen er i dyb krise og miskredit. Kapitalismens ideologer er i moralsk krise og kan ikke retfærdiggøre systemet, som de har gjort tidligere. Betingelserne er gunstige for et socialistisk perspektiv, og vi kan være optimister. Den socialistiske sag er netop værd at kæmpe for, fordi den er den eneste, der kan indfri menneskehedens potentiale og endegyldigt gøre det af med de kriser, sult, krige, ydmygelser og elendighed, som er en indbygget del af det forældede kapitalistiske system.
