Den europæiske fællesvaluta euroen har allerede været fremme og i omløb i 12 lande i EU i næsten 18 måneder. Spørgsmålet om, hvorvidt England bør tilslutte sig, er en af de vigtigste politiske beslutninger, som Blair-regeringen og dette lands befolkning står overfor de næste par år.

Regeringen kommer d. 9. juni med en udtalelse om, hvorvidt England har opfyldt de “fem økonomiske krav” for at kunne tilslutte sig. Det er alment kendt, at de fem betingelser for økonomisk konvergens i virkeligheden bare er et fi-genblad over politiske beslutninger, hvor der er masser af plads til at fifle med tallene, så de kan komme frem til det “rigtige” resultat. Alle kommentatorer er enige om, at resultatet vil blive “ikke klar endnu”. Men spørgsmålet vil ikke forsvinde af den grund. De store virksomheder laver lobbyarbejde på “New Labour” til støtte for tilslutning, og de siger, at hvis ikke England tilslutter sig, vil de flytte produktionen til kontinentet.

Marxisterne er imod, at England tilslutter sig Euroen. Men man skal huske på, at der er to grupper af euro-modstandere. Den første er imod at indføre euroen, fordi dronningens hoved ikke længere vil være at finde på mønterne. Euroskepti-kere argumenterer med, at euroen vil være et skridt på vejen til at opgive engelsk suverænitet til en europæisk superstat. Men socialister ved bedre end det. Vi forstår, at i en kapitalistisk økonomi har arbejderklassen aldrig nogen suverænitet. Hvem der så end er i regering, får vi ikke lov til at bestemme, om vi har et job næste år, eller om vores levestandard vil blive bedre. De vigtige beslutninger bliver taget af de kapitalistiske ejere af produktionsmidlerne, ud fra markedskræf-ternes krav. Borgerlige euroskeptikere har altid været for markedskræfternes styre – hvilket rent faktisk gør deres snak om parlamentarisk suverænitet til en joke.

Det er sandt, at euroskeptikere taler om en ikke-valgt Europæisk Central Bank (ECB). Hvornår har du f.eks. sidst stemt på, hvem der skal sidde i ECB? Men er de borgerlige imod ECB, fordi den ikke er valgt, eller fordi den er fuld af “ud-lændinge”? Siden 1997 er renten i England blevet bestemt af det, der kaldes the Monetary Committee of the Bank of England, gennem en proces, der meget ligner den, der er i ECB. Og hvornår har du sidst stemt på nogen i the Monetary Policy Committee?

For arbejderklassens vedkommende er alle de høje herrer i bankerne “udlændinge” – de har de modsatte interesser og mål af vores. Selvfølgelig kan renteniveauet gøre en forskel for en økonomi, især når det er sat forkert. Og det er et problem, at ECB sætter den samme rente for Tyskland, der er i krise, og Irland, der stadig viser tegn på overophedning, i og med at de fører en slags “one size fits all”-politik. Men selvom man førte en pengepolitik, der var mere tilpasset de enkelte lande, ville man alligevel ikke kunne stoppe de fundamentale processer med opsving og nedgang, der er i en kapitalistisk økonomi.

Besparelser
Den anden gruppe af modstandere har sit udspring i arbejderbevægelsen og mener, at en tilslutning vil betyde, at store dele af velfærdssamfundet vil blive ramt af tvungne nedskæringer. Dette er den eneste seriøse grund til modstand. På denne side står Bill Morris, generalsekretær i fagforeningen Transport and General Workers’ Union, der citerer ECB’s månedlige bulletin. ECB mener, at “det offentlige sundhedssystem bør fokusere på kerneydelserne inden for sundheds-forebyggelse og lade folk selv betale for ikke-essentielle udgifter”. Med andre ord ønsker ECB privatisering af store dele af vores sundhedssystem. Og hvorfor skal de overhovedet have noget at sige om det? Overskriften på artiklen er “Prisen for indtrædelse vil være vores NHS (det engelske sundhedssystem)” (Observer, 11. maj, 2003)

Der er også en myte om en hardcore angelsaksisk variant af kapitalismen, hvor de kun kan tjene penge ved at træde totalt på arbejderklassen. Og i modsætning til dette skulle der så være en rar europæisk form for kapitalisme, “det socia-le Europa”, hvor de altid spørger, hvad arbejderne mener om tingene, og beskytter dem mod markedets hårdhed. Men i virkeligheden er det en flok højreorienterede, nyliberale galninge, der sidder og styrer EU’s institutioner. ECB er et eksempel på dette. Et andet eksempel ses klart i den såkaldte vækst- og stabilitetspagt, der er en slags spændetrøje for de europæiske medlemslande. Hvis en regering ikke kan holde balancen i budgettet og kommer i for stor gæld, kan ECB give den en bøde. For det første er dette udemokratisk – i det mindste kan du stemme på den nationale regering hvert fjerde eller femte år. Men det er også nyttesløst. Bøden vil selvfølgelig gøre det sværere for regeringen at få pen-gene til at slå til.

Denne tilgang kommer af en anden af de nyliberales fejlslutninger: At hvis en regering kommer i gæld, er det deres egen dumme fejl. Der er åbenbart to slags regeringer – de sparsommelige borgerlige og de ødsle socialdemokratiske. Men regeringer af en hvilken som helst observans må låne, når de er i økonomiske vanskeligheder. Grunden til at Tysk-land ikke overholder vækst- og stabilitetspagten er, at arbejdsløsheden er over 10,7% – fire og en halv million arbejdere skal have arbejdsløshedsunderstøttelse i stedet for at betale skat.

Hvad er argumenterne for at gå med i euroen? Det første argument drejer sig om “transaktionsomkostninger”. Åbenbart blev omkring en halv procent af den europæiske nationale indkomst suget væk af pengevekslere, der selvfølgelig er nogle snyltere. At gå over til en fælles valuta ville gøre os i stand til at undvære deres slags.

Varepriser
Et mere bemærkelsesværdigt argument er, at det skulle bringe priserne ned til det laveste niveau indenfor EU. I årevis har økonomerne undret sig over, hvordan den samme bil (for at tage et eksempel) kan koste tusindvis af pund mere i England end på kontinentet, når vi nu lever i et fælles marked. Argumentet er, at du bare kan gå derhen, hvor bilerne er billigst og købe dem der. Nogle har konkluderet, at problemet er, at varerne prissættes i forskellige valutaer. Hvis alt blev prissat i euro, ville de ikke være i stand til at slippe af sted med at flå os. Men det virker bare ikke. Hvis du køber en Frankfurt-udgave af Financial Times i Europa, er den f.eks. markeret med forskellige euro-priser for Portugal og Sverige. De fortsætter med at sætte prisen efter, hvad markedet kan bære på forskellige nationale markeder. Den mone-tære union har ikke ført til, at priserne er blevet ens.

Et andet argument gælder investeringsstabilitet. Hvis en japansk kapitalist vil investere i England, løber han allerede nok risici uden at skulle bekymre sig om, hvor mange pund, der går på en yen om tyve år. Måske vil de ikke gide at løbe den risiko. Så svaret er en internationalt anerkendt fælles valuta. Det er sandt, at Englands andel af indgående inve-steringer i Europa er kollapset siden lanceringen af euroen. Der er ingen komplet forklaring på dette. De borgerlige pralede med, at England tiltrak så mange investeringer fra udlandet pga. deres jernhæl på arbejderklassens nakke. Når de udenlandske investorer blev spurgt, sagde de, at det var, fordi engelsk var det eneste europæiske sprog, de forstod.

Et eksempel er Nissan-fabrikken i Tony Blairs valgkreds Sedgefield. Ledelsen truer med at flytte fabrikken til euro-zonen, hvis vi ikke tilslutter os euroen. En anonym kommentator forklarer deres syn på sagen (Observer, 11. maj, 2003). “Jeg ved det lyder kynisk, men det skader ikke Nissan at tale om fordelene ved den fælles valuta, mens vi samti-dig prøver at få tilskud som kompensation, hvis England ikke går med”. Lad os se det i øjnene – ledelsen i Nissan laver fis med os. Som artiklen pointerer, er 80% af omkostningerne ved at producere en bil i Sunderland dele, der kan produ-ceres i euro-zonen alligevel. Svaret for os er helt sikkert at kontrollere kapitalens bevægelser ved at overtage produkti-onsmidlerne, ikke ved at stole på kapitalisternes velvilje.

“Råb om hjælp”
Det fjerde argument for at gå med er nærmest et råb om hjælp. Pundet har været massivt overvurderet i en årrække. Fordi de britiske varer er så dyre udenlands, har den britiske industri været i krise nærmest konstant de sidste fire år. Hundredetusinder af jobs er gået tabt i alle mulige sektorer. Regeringen har reageret med total tavshed, og den borgerli-ge opposition har heller ikke sagt noget. Det overvurderede pund har simpelthen ikke været en sag for de politiske par-tier. Men for nogle i fagbevægelsen har det været det vigtigste argument, og de har argumenteret for en indtrædelse i euroen som et middel til en devaluering og basal beskyttelse af jobs.

Dette argument er blevet undermineret af, at pundet er kollapset i år. Sidste år gav et pund 3 d-mark, nu omsat til 1,59 euro. Men nu er den nede på 2,27 DM (eller 1,39 euro). Til sammenligning fik man 2,95 DM for et pund tilbage i 1992. Og det forventes, at der vil ske yderligere fald, hvilket ikke er gode nyheder for os, der kan lide at tage på ferie i euro-land. Og så får eksportørerne færre pund for hver euro, de tjener udenlands, så devaluering er ikke bare bonuspoint.

Nedgang i industrien
Denne devaluering burde have fået den engelske industri ud af det hul, den befinder sig i. Men det er ikke sket. Den engelske industri har været i relativ nedgang i forhold til dens hovedkonkurrenter de sidste halvtreds år. CBI-økonomen Doug Godden peger på nogle faktorer: “Vekselraten mellem pund og euro har haft en temmelig dramatisk effekt, men i de sidste 18 måneder har den vigtigste faktor været nedgangen i efterspørgslen på verdensplan”.

Hovedindikatoren for, at den britiske kapitalisme klarer sig dårligt, er “produktivitetskløften” mellem os og vores ho-vedkonkurrenter. Budgetrapporten for år 2002 kommenterer: “I forhold til internationale standarder har den engelske produktivitet historisk set altid været dårlig… Produktivitetskløften mellem England og dets hovedkonkurrenter er betydelig… Hvis man ser på produktion pr. time er forskellen i forhold til USA gået lidt ned til 25%, mens forskellen til Frankrig og Tyskland er steget til henholdsvis 27% og 25%”. Så en amerikansk, tysk eller fransk arbejder kan lave fem dimser på den tid, det tager os at lave fire. Men er det vores skyld?

Patricia Hewitt, der er handels- og industriminister, har udtalt: “Hvis du ser på forskellen i produktivitet mellem Eng-land og resten af verden, skyldes det alt for ofte dårlig ledelse af produktionsprocessen og dårlig ledelse af mandska-bet”. (Financial Times, 15. oktober, 2002). Så ledelsen fatter kort sagt ikke en brik, bortset fra når de sidder ved bordet og forhandler bonus til sig selv.

Tilbage til budgetrapporten. “Efter internationale standarder har innovationen i England historisk set altid ligget på et lavt niveau… Niveauet for forskning og udvikling i den engelske private sektor, som er en nøgleindikator for omfanget af innovation, er signifikant lavere end, hvad der opnås i mange andre udviklede industrilande”. Og uanset investerings-klimaet har engelske kapitalister år efter år investeret mere udenlands, end de har gjort hjemme. Så grunden til den engelske mangel på konkurrenceevne er kompleks – men problemet kan ikke løses ved et hurtigt skift i valuta.

Den engelske kapitalisme er en fiasko internationalt. Dens problemer har dybe rødder og er strukturel. At gå med i en fælles valuta vil ikke være nogen løsning på nedgangen. Vi må forstå, at det er tid til at lade “industriens kaptajner” gå planken ud.