Klik her for at tegne abonnement på bladet RevolutionSocialdemokratiets formand skal i år ikke tale i Fælledparken eller ved andre større 1. maj arrangementer.
Det er et lille organisatorisk skridt med stor symbolsk betydning. Socialdemokratiet plejede at være selve inkarnationen af arbejderbevægelsen. Nu vil de ikke længere tale til de største arbejdermøder i landet. Årsagen er, at Socialdemokratiets top ikke ønsker at blive genstand for protester.
Og protester har der været en del af: Det startede for alvor i Århus 2013, hvor daværende statsminister Helle Thorning, der stod bag en historisk lockout i et forsøg på at smadre de organiserede lærere, blev mødt af arbejdere, der vendte hende ryggen og sprøjtede vand på hende. Året efter blev hun mødt af så kraftig en pibekoncert i Fælledparken i København, at hun måtte afbryde sin tale 13 minutter før tid.
Også den socialdemokratiske formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH, tidl. LO) Lizette Risgaard, og ikke mindst Mette Frederiksen, er de seneste år blevet mødt af buh-råb fra utilfredse arbejdere og unge, der har protesteret mod disse såkaldte arbejderlederes arbejdsgivervenlige politik.
Allerede inden 1. maj i 2020 – som i parentes bemærket blev aflyst på grund af pandemien – meddelte Mette Frederiksen derfor, at hun ikke længere ville tale i Fælledparken. Det var under hendes værdighed at blive ydmyget offentligt. Måske er hun bare mere til at få overrakt roser af velopdragne skolebørn ved velkoreograferede mediebegivenheder.
Men det går jo ikke, at andre og mere venstreorienterede politikere tager den plads i rampelyset, som socialdemokraternes top efterlader sig?
Den socialdemokratiske top kan dog ånde lettet op. “Heldigvis” har FH-afdelingerne valgt helt at fjerne alle politikere fra programmet, og i det hele taget at afpolitisere deres 1. maj møder endnu mere, end de allerede var. Modernisering, kaldes det.
Ironisk nok falder Socialdemokraternes exit fra 1. maj sammen med 150 året for Slaget på Fælleden.
De moderne socialdemokraters tilgang kunne næppe stå i skarpere kontrast til deres egen fortid. Dengang, hvor de kæmpede som en del af arbejderklassen, ikke kun for lavere arbejdstid, bedre løn og levevilkår, men for: Socialisme – og endda for selve retten til at protestere og demonstrere. En kamp de kæmpede imod kapitalen og staten.
I dag vender de bevægelsen ryggen i foragt for, at nogen vil blande sig i deres “demokratiske samtale”. En samtale, der mest har været i form af en monolog.
For toppen af arbejderbevægelsen er protester og kamp i det hele taget “forældet”. Det er længe siden, disse folk havde noget at kæmpe for. De har fået deres høje lønninger og lukrative pensionsordninger. De har fået en plads ved bordet sammen med arbejdsgiverne, kongehuset og samfundets pinger.
Deres tilgang er: Hvis arbejdere og unge ikke kan se, at “vi har sejret ad helvede til”, så er det dem, der er noget i vejen med.
Blandt almindelige arbejdere og unge er virkeligheden dog en anden. Leveomkostningerne stiger kraftigt, uden at hverken løn, SU eller de forskellige former for understøttelse følger med.
Uligeløn og dårlige arbejdsforhold har ført til en forblødning af personale i sundhedsvæsenet, som er bragt i knæ. Alligevel vil regeringen og deres borgerlige samarbejdspartnere hellere bruge pengene på nye våbensystemer.
Vi står i en energikrise, fordi den nuværende og de foregående regeringer, trods deres grønne løfter, intet har gjort for at omstille til vedvarende energiproduktion. Der skal nu pumpes nye milliarder i fossile brændsler fra Mellemøsten og yderligere udvinding fra Nordsøen, mens regningen bliver lagt hos arbejderklassen.
Det sker samtidig med, at klimakrisen allerede er begyndt. Den truer alle andre end de allerrigeste med voldsomme katastrofer: oversvømmelser, fordrivelse, skovbrande og ikke mindst permanent højere fødevarepriser.
Frustrationerne blandt arbejdere og unge peger kun i én retning: Op. Hvis der nogensinde var en tid, hvor det var på sin plads at protestere og tage kampen op – ikke bare mod den siddende regering, men mod selve det kapitalistiske system – så er det i dag.
De socialdemokratiske spindoktorer kan gør alt, hvad de vil for at forsøge at drible uden om protester og ubekvemme situationer. Men hvis de synes, der har været uro indtil nu, så er det intet imod, hvad der er på vej.
