I visse kredse er det blevet rasende populært at være åh-så-ansvarlig. Det kan for eksempel være, når en flok kloge mennesker forklarer os, at nu skal “vi alle sammen” til at arbejde mere og længere. Og her drejer det sig vel at mærke typisk om mennesker, der aldrig nogensinde selv har udført et ærligt stykke arbejde, men har brugt det meste af deres liv på at genere andre og ødelægge tilværelsen for dem, der rent faktisk får samfundet til at køre rundt. Ansvarlighed – og lignende flotte vendinger – er med andre ord en slags kodesprog, som politikere og “eksperter” bruger, når de ikke tør sige, at de vil skære ned og smadre de rettigheder, som arbejderklassen har opnået. Med den “socialdemokratiske” formand Helle Thorning-Schmidts smukke ord: “Når vi starter den her debat om velfærdssamfundet, så handler det om, at vi har en dyb kærlighed for velfærdssamfundet og føler et stort ansvar for det”. Det er jo ren poesi., men hvad er det så for kærlige tiltag, Socialdemokratiets ledelse har foreslået?

Arbejd længere!
Idéen i Socialdemokratiets nye forslag til reform af efterløn og pension er, at man om 10 år starter en gradvis forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen, så de efter en årrække bliver på henholdsvis 62 og 67 år (mod 60 og 65 nu). Desuden skal efterlønnen være afhængig af, at man har været medlem af en a-kasse i 38 år (25 i dag), til gengæld skal man ikke længere betale det særlige efterlønskontingent. Helle T-S havde ellers lovet, at Socialdemokratiet ikke ville gå ind for noget, der ville ramme folk over 40, men det løfte bliver brudt med det nye forslag, hvor man skal være over 50 for ikke at blive omfattet af forringelserne.

“Ikke ambitiøst nok”
Selvom der bliver pyntet lidt på facaden med kryptiske udtalelser om, at de penge, der kommer ind gennem forslaget, skal bruges på velfærd (vi tager penge fra velfærd og giver dem til velfærd!?!), så ændrer det ikke ved det faktum, at dette forslag intet har at gøre med socialdemokratisk politik. Det er ren og skær borgerlig nedskæringspolitik, der skal tvinge mennesker, der i forvejen arbejder alt for meget, til at knokle endnu mere. De ledende lag i partiet gør alt, hvad de kan, for at vise sig som handlekraftige og ansvarlige mennesker, så de kan få nogle gode bestyrelsesposter i det private erhvervsliv, når de engang er trætte af at lege politikere. Helle T-S har da også fået meget ros fra borgerlig side, selvom man i de kredse mener, at der burde gås endnu hårdere til værks. De Konservatives Bendt Bendtsen kalder forslaget “lidt smalt og ikke ambitiøst nok” og vil have et hurtigere indgreb, og Venstre mener også, at man skal se på dagpenge og andre regler på hele arbejdsmarkedet. De Radikale har lanceret deres eget forslag om total afskaffelse af efterlønnen uden overgangsordninger, for så til gengæld at indføre en særlig almisse i form af en “seniorpension” til folk, der har det meget dårligt. Regeringen afventer dog stadig den såkaldte velfærdskommissions udspil, før de kommer med konkrete planer – men vi kan vist rolig regne med, at det ikke bliver mindre voldsomt end det “socialdemokratiske” forslag.

Ældrebyrde?
Når snart sagt alle partier er ved at snuble over hinanden for at være mest ansvarlige på andres bekostning, så skyldes det den kendte myte om “ældrebyrden”, som man har opdyrket gennem lang tid. Det påstås, at fordi der i fremtiden vil blive færre unge, der skal forsørge flere ældre, så bryder alting sammen, og der bliver ikke råd til noget som helst, med mindre vi allerede nu skærer det hele væk. Men den forklaring halter lidt.

Der er titusindvis af mennesker, der går rundt uden arbejde – de venter bare på at få et job, så de også kan være med til at få velfærdssamfundet til at løbe rundt. Men hvad gør regeringen (og hvad gjorde den tidligere regering)? De skaber mere arbejdsløshed ved at skære ned på den offentlige sektor, ved at se passivt til, når store virksomheder flytter produktion til udlandet, ved at forringe folks muligheder for uddannelse osv. Så længe der findes arbejdsløshed, er det direkte bindegalt at tvinge ældre arbejdere, der gerne vil have et velfortjent hvil, til at blive på arbejdsmarkedet endnu længere.

Nedslidning
Det er en absurd situation. Samtidig med at masser af mennesker ikke kan få arbejde, er der flere og flere, der bukker under for stress og jag og øget pres på jobbet. Hvis Socialdemokratiet lancerede et forslag om lavere arbejdstid (med fuld løn- og personalekompensation) og i det hele taget gik ind i kampen for bedre arbejdsforhold på landets arbejdspladser, ville mange mennesker måske slet ikke have behov for eller lyst til at gå på efterløn – så kunne det ligefrem være, at det kunne være behageligt at gå på arbejde! Men det ville kræve et brud med den borgerlige linje og den slaviske underkastelse under kapitalismens bud. Kommer dette brud ikke, kan man have nok så mange smarte håndtasker, men lige lidt vil det hjælpe…

Helle T-S vil have os til at tro, at der er af ren kærlighed til velfærden, at hun vil skære den væk. I virkeligheden er det åbenlys klassekamp: En erkendelse af, at det kapitalistiske system er ude i en generel nedgangsperiode, hvor der ikke længere kan “spildes” ressourcer på sådan noget som en god alderdom for arbejderklassen.

Hvad skal vi dog med hende Helle?
Da Helle T-S blev valgt som formand for nogle måneder siden, var der en del, der havde store forhåbninger. Nu skete der da noget nyt, og kunne det i det hele taget gå andet end frem? Og sørme om ikke “fornyelsen” gav en lille smule medvind i meningsmålingerne i et stykke tid. Men det er slut nu: I de seneste målinger ligger støtten til partiet nede på katastrofeniveauet fra valget, og det nye løftebrud og de åbne angreb på velfærden er næppe det, der skal til for at vende udviklingen. Der må være rigtig mange socialdemokrater, der stemte på T-S i håb om fremgang, som nu står tilbage med en temmelig flov fornemmelse. Der er kongres i partiet i september, og der er det nødvendigt at udfordre ledelsens vanvittige kurs. Nu må det være slut med at føre borgerlig politik! Socialdemokratiet skal føre socialdemokratisk politik, som sikrer et ordentligt samfund for arbejderklassen med arbejde og velfærd til alle, uden evige nedskæringer forklædt som ansvarlige reformer.

Hvad er det, vi ikke har råd til?
Vi må gennemhulle myten om velfærdssamfundets fremtid. Hvis der bliver flere ældre at forsørge, er det ikke nødvendigvis noget problem. Det er det kun, fordi ressourcerne ikke kan udnyttes begavet under et kapitalistisk system. De danske arbejdere er meget produktive. Vi kan sagtens forsørge vores gamle, sikre ordentlige forhold for vores børn, de syge osv. Det kræver bare, at vi selv kan styre og planlægge produktionen og fordelingen af ressourcerne. Dem, som vi ikke har råd til at forsørge, det er nogle helt andre – det er de arbejdsgivere, der lever fedt af vores knokleri, og alle de ansvarlige eksperter og politikere. På dét punkt kunne der godt være brug for nogle drastiske nedskæringer!