Med den politik, som den borgerlige regering har ført, burde det ikke være særlig svært at finde punkter, hvor man kunne kritisere den og udfordre den og komme med et bedre alternativ. Man skulle tro, at Socialdemokratiet ville ligge rigtig lunt i svinget og bare vente på den sikre sejr ved næste valg. Men sådan er det desværre ikke helt. Flere menings-målinger viser, at regeringen og dens støtteparti stadig sidder på et flertal, og en anden måling har for nylig vist, at et flertal mener, at Fogh er en bedre leder, end Lykketoft ville være. Kort sagt er der åbenbart mange, der har svært ved at se, hvad det egentlig er, Socialdemokratiet har at tilbyde. Så det skulle der gøres noget ved!
Nyt program
På partiets nyligt afholdte kongres blev der gjort forberedelser til den kommende valgkamp. Der blev lavet politiske udtalelser og vedtaget et nyt principprogram med titlen “Hånden på hjertet”, så alle nu kan se, hvorfor de skal stemme på Socialdemokratiet. Desværre er der ikke kommet den store klarhed ud af alt dette. Danmarks liberale parti Venstre havde engang et slogan, der hed “Venstre ved du, hvor du har”, og det er jo en meget god ting at have styr på den slags mennesker. Men når det gælder liberalistiske idéer generelt set, så er vi ikke helt så heldige – de kan dukke op de mest mærkværdige steder. Tilsyneladende også i Socialdemokratiets nye principprogram. Da formand Mogens Lykketoft blev interviewet på DR op til partikongressen, kunne han ikke svare på, om et udvalg af citater stammede fra hans eget partis nye program eller fra Venstres.
Tilkøbsydelser
Det nye principprogram blev enstemmigt vedtaget på kongressen, men der havde været en del debat inden. En af de store sager drejede sig netop om et fint liberalistisk tiltag, som ledelsen ville have med i Socialdemokratiets grundlag: De såkaldte tilkøbsydelser, hvor kommunerne skal tilbyde, at f.eks. ældre for egne penge kan købe ekstra hjælp ud over det, kommunen leverer. Det forslag blev meget rigtigt kritiseret for at åbne op for forringelser af den almindelige ser-vice og dannelse af et “a-hold” og et “b-hold”, hvor kun dem, der har penge nok, kan få ordentlig hjælp. Ledelsen tabte, og forslaget kom ikke med i programmet. Ikke desto mindre kom noget lignende med i den politiske udtalelse dagen efter.
Demokratisk socialisme
I programudvalgets udkast var ordene om demokratisk socialisme fjernet helt. Partiets mål var åbenbart ikke relevant at tale om mere. Lykketoft, som også var med i udvalget, har endda udtalt, at målet stort set er nået, da begrebet demokra-tisk socialisme mere eller mindre dækker det, vi allerede har i Danmark i dag! Dette forslag afstedkom naturligt nok en del debat, og det endte da også med, at ordene kom med, men dog ikke i starten som partiets klare mål.
Samarbejde med VK
I sin kongrestale gik Lykketoft også langt for at opbløde det klare alternativ, som Socialdemokratiet kunne være. Han sagde, at “Danmark har ikke brug for en gentagelse af de sidste års blokpolitik. Vi vil derfor indbyde de Konservative og også Venstre til et samarbejde”. Det er ikke første gang, at “blokpolitikken” bliver brugt som et væsentligt argument imod regeringen. Problemet med regeringens politik er altså åbenbart ikke så meget indholdet som det faktum, at Soci-aldemokratiet ikke er med til at føre den. Hvordan kan man seriøst forestille sig samarbejde med partier, der har lavet den ene nedskæring efter den anden, ladet arbejdsløsheden vokse vildt og rodet Danmark ind i en blodig konflikt i Irak? Ting, som ledende socialdemokrater også har kritiseret, når det har været belejligt, men som altså ikke er værre, end at man godt kan arbejde sammen om dem alligevel. Hvordan alle de flotte løfter, som Lykketoft og co. er kommet med, skal blive opfyldt i samarbejde med V og K, står hen i det uvisse.
Uklart alternativ
Al denne uklarhed og de vage udmeldinger får alle løfterne om forbedringer til at klinge meget hult. Vi er blevet lovet en max-takst på 1.000 kroner for børnepasning, lavere skat på arbejde, masser af penge til børneområdet, bedre miljø, stop for stigninger i brugerbetaling og tog- og buspriser, flere arbejdspladser og stop for udhuling af velfærden. Men når det sammenholdes med udmeldingerne om samarbejde med VK, et udvandet program og liberalistiske tiltag, og det hele oven i købet skal gøres i en regering sammen med de borgerlige i det Radikale Venstre, så virker dette socialdemo-kratiske alternativ til regeringen mildest talt lidt utydeligt. Og hvis man kan huske den politik, der blev ført under den sidste socialdemokratisk-radikale regering, så lyder det hele endnu mere utroværdigt.
Arbejderpolitik
Hvis man havde et seriøst alternativ til regeringen og turde mobilisere arbejderbevægelsen i en kamp for en fundamen-tal anderledes politik, der tog arbejderklassens krav og ønsker op, så ville regeringens “blokpolitik” ikke være noget problem. Regeringen kunne være blevet væltet for længst under de store protester, som der allerede har været, og som med en seriøs ledelse i spidsen kunne have ført til meget mere. Problemet er, at den nuværende ledelse næppe ønsker at komme til magten med stor opbakning fra en kæmpende arbejderklasse. De vil helst sidde i en situation, hvor de er “nødt” til at indgå kompromisser og samarbejde med borgerlige partier. De lader til at have det fint med at sidde i dyre stillinger og sørge for, at kapitalismen fungerer, så det ville bare være forstyrrende for dem, hvis almindelige mennesker blev for involverede.
Det er meget muligt, at Socialdemokratiet kan slå VK ved det kommende valg, men det vil i så fald mest være VK’s fortjeneste, og fordi folk vælger en “alt-andet-er-bedre”-løsning, på trods af den socialdemokratiske ledelses politik. Men hvis partiet virkelig skal vinde frem, ville det kræve, at man – i stedet for at udvande og tilpasse den demokratiske socialisme til liberalismen – vendte tilbage til de mest basale grundprincipper. At påstå, at vores hullede og udsultede velfærdssamfund er noget af det tætteste, man kan komme på socialisme, er absurd. Vi må holde målet for øje og basere os på et klart klassegrundlag: Socialdemokratiet er den danske arbejderklasses største parti, ligegyldigt hvad ledelsen siger. Et partis karakter bestemmes ikke af, hvad ledelsen og dens udvalg skriver i et program. Hvis partiet skal kunne være et seriøst alternativ til de borgerlige må det have en politik, der står for arbejderklassen og dens krav, og som ikke bare går ud på at forvalte kapitalismen.
Nu vil mange nok mene, at det lyder da meget fint, men sådan er Socialdemokratiet jo ikke, og hvordan skulle det dog blive det? Vi tror ikke, at Lykketoft eller resten af partiledelsen lige pludselig helt af sig selv ændrer kurs. Men de kan blive presset i den rigtige retning, eller de kan med tiden blive erstattet af andre ledere, der gerne vil kæmpe for arbej-derklassens krav. Forandring kommer kun, hvis man kæmper for det – hvis arbejdere og unge, som vil et andet sam-fund, bliver aktive i partiet og er med til at bygge en opposition, som kan slås for en rigtig socialistisk arbejderpolitik.
