Lagkagehuset er kendt for sine dyre og gode produkter. Men virkeligheden bag facaden er alt andet end eksklusiv. På Lagkagehusets fabrik på Amerikavej hersker hårde arbejdsgivere, lange arbejdsdage i høj varme, uden hverken fast arbejdstid, overtidsbetaling eller pauser. Arif vil aldrig glemme sin korte tid hos Lagkagehuset på Amerikavej. Ikke mindst fordi hans højre pegefinger er deformeret efter at være blevet næsten afskåret i en dejdeler.

I Danmark findes der i realiteten to arbejdsmarkeder. Et med ordnede forhold, nogenlunde organiseringsgrad og civiliserede lønninger. Men i de senere år er et andet vokset frem i skyggerne. Et arbejdsmarked præget af massiv udbytning, svindel og desperation. Vikarbureauer, småfirmaer og underentreprenører til underentreprenører huserer her. Landets fagforeninger holder sig i høj grad væk, og overlader arbejderne til deres egen skæbne. Får dette lov at forsætte, vil det sprede sig som ringe i vandet, også til den mere civiliserede del af arbejdsmarkedet.

Lagkagehuset bag facaden

Sidste år kunne Lagkagehusets ejer FSN Capital registrere en stigning i deres overskud på 80 procent til 38,1 mio. kroner – et ganske fint resultat. Og mens forbrugerne nyder de dyrekøbte kager, er virksomheden ved at udvide til London. Firmaet er, tilsyneladende, et eksempel på den bedste af alle kapitalistiske verdener.

Men bagsiden af medaljen ligger på Lagkagehusets fabrik på Amerikavej i København. Her arbejdede Arif.

Arif har været i Danmark siden april 2015. Han er en af de mange Greencard-arbejdere som er højtuddannede fra vestlige universiteter. Arif har en master i information systems, og er uddannet i Sverige. Som de andre Greencard-arbejdere kom han til Danmark for at bruge sin uddannelse. Men det var sværere end som så at finde et relevant arbejde. Til gengæld er der meget høje og hele tiden strammere krav til årlig indkomst osv. som gør, at Greencard-arbejderne må acceptere de værste job – ofte flere samtidig – og arbejdsforhold for ikke at blive sendt ud af landet og tabe alt hvad de har investeret af tid og kræfter på gulvet. Gennem sit ufaglærte arbejde skal han oppebære en månedsløn på omkring 27.000 kroner, for at leve op til kravene. Dette økonomiske pres er ikke ansporende for gode arbejdsforhold.

– Under sidemandsoplæringen fik jeg at vide, at ’hvis du vil arbejde her, skal du ikke holde pauser. Gå på toilettet og ordn det du skal hjemmefra’. En af mine kollegaer gik på toilettet to gange på en dag og blev fyret. Så ingen holder pauser, selvom varmen fra ovnene er kvælende, fortæller han og forklarer også at der ikke er ordentlig ventilationssystem.

Der arbejder 20-30 mand på hvert af de to skift, fortæller Arif. Og blandt de ufaglærte er ikke meget dansk tale man hører ved maskinerne. Arif vurderer at ca. 20 procent af arbejderne er fra Østeuropa, mens 60 procent af arbejderne er på greencard ordningen. Det er ikke tilfældigt.

– Udbuddet af arbejdskraft er meget højt. Når én bliver fyret dukker 2-3 op for at søge hans arbejde. De vil tage hvad som helt for at overholde kravene i Greencard-ordningen. Hvis en arbejder beklager sig, bliver han fyret, fortæller Arif og påpeger at det er en smal sag for arbejdsgiveren at håndtere ”brokkehoveder” eller folk der ikke arbejder hurtigt nok. – Der hænger altid et sværd over dit hoved: Du skal kunne dokumentere din månedlige indtægt til myndighederne, så man må acceptere meget, forklarer Arif.

Fast løn – flydende arbejdstid

Lønnen er i ”henhold til overenskomsten” skriver Lagkagehuset. Da Arif blev ansat den 8. april 2016 var det til 37 timer om ugen for en fast månedsløn på præcis 20.000 kroner, inklusiv ubekvem arbejdstid og weekendtillæg der begge var kontraktligt fastsat til 20 timer om måneden. Under forudsætning af at disse timetal passer, følger det mere eller mindre præcist minimumssatserne i overenskomsten mellem Dansk Erhverv og NNF. Men politikken fra arbejdslederne er, at man bliver til arbejdet er færdig, ellers er det ud af vagten. Overtidsbetaling eksisterer ikke.

Arbejdspresset er, ifølge Arif, horribelt:

– Jeg arbejdede fra klokken 05.00 til arbejdet var færdig, 8 til 10 timer senere, fem dage om ugen. Chefen var konstant på nakken af os. Jeg har intet problem med uinteressant eller hårdt arbejde, endda også lav løn. Men hvis chefen konstant er efter dig, hvis du er under konstant stress, så er det ikke til at holde ud… og så sker der ulykker.

Som Arif beskriver det, er arbejdsmiljøet og omgangstonen fra bagermestrene til de ufaglærte, enormt hård og nedværdigende.

– Hele tiden holdt chefen øje. Hvis man stod stille mens maskinen kørte, så var han over én. Der var ikke tid til at drikke vand eller spise.

Ulykken

Den 13. maj i år ved middagstid gik det rigtig galt. Arif havde fået besked på at rengøre den dejdelingsmaskine han arbejdede ved. Han stoppede den og gik i gang med rengøringer. Men han fik besked fra sin chef om, at den ikke blev ordentlig ren, hvis ikke dejdeleren blev rengjort mens den kørte. Så Arif, stresset og træt, gjorde som han fik besked på. Fra de to blade som skærer dejen over kom der ganske rigtig lidt rest-dej ud hver gang den bevægede sig. Arif forsøgte at fjerne det, mens han lænede sig ind over den store dejtragt. Men så gik det galt. Arifs højre hånd røg ned mellem de to blade som klippede hans højre pegefinger næsten helt af.

Det blødte kraftigt og Arif blev hjulpet ned fra maskinen af sine kolleger. Ambulance og politi ankom, og kort efter blev Arbejdstilsynet tilkaldt. De udstedte strakspåbud bl.a. om at sidemandoplæringen skulle suppleres med anden uddannelse og at der skulle installeres stop-sensorer på alle fire sider af maskinen og ikke kun på én side, som det var tilfældet.

Det var med nød og næppe at Arif beholdt sin finger. Den første læge der tilså ham og syede den sammen på Gentofte Hospital mente den skulle amputeres. Men efter en second opinion fra Hvidovre Hospital, blev den reddet. I dag sidder den i en akavet bukket position i yderste led og Arif har besvær med at bruge et tastatur – et væsentligt handicap når man er master in information systems.

Få dage efter ulykken blev en medarbejder fra administrationen sendt hjem til Arif. Arif kendte ham godt, men han havde en klar fornemmelse af at han var sendt af ledelsen. Han forsøgte at overtale Arif til at det var et hændeligt uheld, ja faktisk at det var Arifs egen skyld. Han forklarede også at firmaet ville fyre ham, som en ”skadet hest”.

Helingen var kompliceret, og der gik infektion i såret og er først nu i midt-oktober i en tilstand hvor Arif kan arbejde. I hele sygeforløbet holdt han sin chef underrettet om lægernes prognoser. De første to måneder fik han løn, og derefter sygedagpenge. Men for få dage siden modtog han besked om at han var opsagt grundet ”omstrukturering”. En omstrukturering der dog ikke har afholdt Lagkagehuset fra at søge nye medarbejdere til Amerikavej. Arbejdsskadestyrelsen arbejder stadig på sagen.

At der bliver taget let på sikkerheden på Amerikavej viser sig også i, at arbejderne, ifølge Arif, sættes til at køre gaffeltruck uden forudgående uddannelse. Uddannelse var for dyrt. Arifs ven kom på den måde til at skade en gaffeltruck, hvorefter han blev truet med at 30.000 kroner ville blive trukket fra hans løn. Han har nu sagt op.

Ikke enestående

Arbejdsforholdene på Amerikavej er hårde. Men ifølge Arif er de absolut ikke enestående. I de første ni måneder i Danmark arbejdede han for cateringfirmaet Choice Convenience. Her var arbejdsdagen på 10-12 timer, og hele tiden fik han at vide at det ikke gik hurtigt nok – du sveder ikke! – var beskeden.

Faktisk er forholdene ofte værre hos de små arbejdsgivere, som mange Greencard arbejdere må tage ufaglært arbejde hos. Hos de store som Lagkagehuset, som har tegnet overenskomst, bliver der i det mindste betalt feriepenge og de er omfattet arbejdsmarkedspensionen. Men overenskomst er i sig selv ikke en garanti.

Social dumping på overenskomst

De overenskomster fagforeningerne administrer, er efterhånden så hullede af undtagelser at de ikke giver reel beskyttelse. Man kan ganske enkelt lave social dumping indenfor overenskomsterne. Mindstelønsoverenskomsterne var tænkt til at virke på følgende måde: Overenskomsterne garanterer en lav minimumsstandard. Dette mindste-niveau er udgangspunkt for lokalforhandlinger mellem arbejderne og arbejdsgiveren på virksomhedsniveau. På den måde har mange fag en gennemsnitsløn som er næsten det dobbelte af mindstelønnen som fremgår af overenskomsten. Lagkagehuset har underskrevet en sådan overenskomst, men betaler mange af deres arbejdere den rene minimumsløn. Problemet er, at for at mindstelønsoverenskomsterne fungerer, kræver det solid lokal organisering af arbejderne på arbejdspladsen med stærke tillidsfolk og faglige klubber. Men hvor mange er der tilbage af sådanne velorganiserede arbejdspladser? Alle de nye virksomheder der vokser op, som fx Lagkagehuset, er omhyggelige med at hurtigt at fyre ”brokkehovederne” – det vil sige de der rent faktisk kunne give arbejdsgiverne modspil og organisere deres kolleger. Det er tankevækkende, at de forhold som Arif fortæller om, stort set kan indeholdes i NNF-overenskomsten, ikke bare i forhold til mindstebetalingssatsen på 113,68 kroner i timen, men også i forhold til arbejdstid og pauser. I overenskomsten står blandt andet:

”… Den daglige arbejdstid kan normalt ikke overstige 9 timer.” og ”Der ydes en daglig spise- og hvilepause på mindst 1/2 time. Tidspunkt for pauser kan aftales lokalt. Pausen kan bortfalde efter aftale mellem virksomheden og medarbejderen.” (egen fremhævning) Det er rene hensigtserklæringer. Med andre ord: varm luft. Arbejdsgiveren kan bare lave en aftale med medarbejderen; ’vil du have jobbet, så er det uden pause og på disse arbejdsvilkår,’ så er overenskomsten overholdt.

Kom ud af kontorerne

De faglige ledere og funktionærer beklager sig ofte over at arbejderne i dag ikke melder sig ind i fagforeningen, at ”det ikke er lige som i gamle dage” hvor arbejde og fagforening var uadskillelige elementer i arbejdernes hverdag. Sådan var det under efterkrigsopsvinget, hvor fagforeningerne som vi kender dem i dag blev konsoliderede. Men hvorfor melde sig ind i fagforening i dag, hvis overenskomsten alligevel er hullet som en si?

De faglige ledere bør huske på, at der også var engang hvor alle arbejdere i Danmark var uorganiserede. Hvor der ikke var traditioner for at være medlem af en fagforening. Hvor arbejdsgiverne herskede ubegrænset. Sådan var forholdene ved fagbevægelsens fødsel. Men gennem kamp og hårdt arbejde, byggede tusinder af aktivister en stærk fagbevægelse og semi-civiliserede løn- og arbejdsforhold. Forhold der i snart en generation har været under konstante angreb.

Hvis de faglige ledere søger efter svar på hvordan de skal stoppe medlemsflugten, så bør de se tilbage til arbejderbevægelsens rødder og gå i gang med arbejdet, i stedet for at beklage sig.

Problemet for fagbevægelsen er, at de arbejdsforhold som Arif beskriver, for størstedelens vedkommende ikke kan bekæmpes gennem det fagretslige system. Det er kun kollektive kampskridt der kan tage fat om roden af problemet.

Mens nationalisme og racisme og fremmedfjendsk lovgivning bruges aktivt af arbejdsgivere og det borgerlige Danmark til at splitte arbejderklassen op i intern kamp, sidder arbejderbevægelsens ledere på hænderne. De Greencard-arbejdere der er i landet bør øjeblikkeligt få permanent opholdstilladelse. Det vil med et pennestrøg fjerne damoklessværdet over deres hoveder og give dem mulighed for at sige fra overfor umenneskelige arbejdsforhold.

Arbejderbevægelsens ledere ser ikke – eller vil ikke se – at de selv spiller arbejdsgivernes spil, når de stiller sig som modstander af ”østaberne”, ”udlændingene” og hvad de ellers kaldes. Arbejderbevægelsens automatreaktion for at stoppe løntrykkeriet fra det uorganiserede skygge-arbejdsmarked er at tilkalde SKAT og politi. Men vi tillader os at stille et kontroversielt forslag: Hvad med at begynde med at organisere arbejderne? -også de der ikke taler dansk eller får så lave lønninger, at de ikke har råd til de faglige kontingenter? Faglige ledere, har I glemt én af arbejderklassens allerførste paroler? Arbejdere i alle lande foren Jer!

Arifs historie er desværre bare én ud af mange. Det er på tide at fagforeningerne åbner øjnene og kommer ud i virkeligheden. Intet der er værd at kæmpe for er nogensinde kommet uden kamp.

[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]