Den borgerlige regering er fremkommet med et forslag om at afskaffe praktikordningen SKP. SKP (Skole Kompenserende Praktikuddannelse) blev indført for at sikre, at det var nok uddannet arbejdskraft indenfor de tekniske fag. Men nu vil regeringen tilsyneladende af med denne ordning. En af grundene er, at den ikke er god nok, og en anden er, at det er arbejdsgiverne, der finansierer den gennem AER (Arbejdsgivernes Elev Refusion). De borgerlige vil på den måde komme arbejdsgiverne til hjælp.
Men dette forslag virke ret absurd. For det kommer på et tidspunkt, hvor omkring 10.000 unge mennesker mangler en lærerplads. I øjeblikket går der ca. 6.000 elever på SKP-ordningen.
Er uddannelsen ikke god nok?
SKP uddannelsen er blevet kritiseret meget for ikke at være god nok og ikke kvalificere eleverne til at kunne overtage et rigtigt job, når de er udlærte. Dette er uden tvivl ikke helt forkert. Lærerne og de folk, der administrerer ordningen har en lidt “tilfældig” holdning til uddannelsen. Man mener måske ikke, at den er helt “rigtig” eller kun midlertidig, inden eleverne får skaffet sig en rigtig praktikplads. Dette kan være medvirkende til, at SKP-ordningen ikke virker optimalt. Samtidig er der mange steder ikke penge nok til at sikre, at SKP-uddannelsen følger med nye teknologier o.l.
Er løsningen så at afskaffe SKP?
På ingen måde! Kritikken af SKP fjerner fokus fra et endnu større problem – praktikken i de private firmaer. Dette område er i mindst lige så dårlig stand som SKP-ordningen. Titusinder af lærlinge må se spændende og lærerige opgaver afløst af rutinearbejde. I øjeblikket er der en meget ringe kontrol af denne praktik (som jo udgør hovedforløbet af læreperioden). Inden for flere fag skal lærlingen udfylde et skema sammen med arbejdsgiveren (!), hvor eleven så skal sige, hvad der ikke er tilfredsstillende ved arbejdsgiverens uddannelse. Dette gør selvfølgelig, at lærlingen ofte vil give et mere positivt billede af frygt for arbejdsgiveren. Sandheden er, at firmaerne ser lærlinge mere som billig arbejdskraft end som fremtidig godt uddannet arbejdskraft. Dette er en selvfølge, da arbejdsgiverne pga. konkurrencen skal sikre de laveste lønudgifter, og man er jo ikke forpligtiget til at ansætte de lærlinge, man selv har udlært. Indenfor mange uddannelser ville man kunne forkorte læretiden væsentligt, hvis man brugte uddannelsen effektivt.
Kontrol med uddannelsen
De fællesfaglige uddannelsesudvalg, som har ansvaret med uddannelserne, har tit en romantisk forestilling om, at arbejdsgiverne gerne stiller arbejdsopgaver i bero, så lærlingene får den nødvendige viden. Sandheden er alt for ofte, at lærlinge sættes til arbejdsopgaver, som de ikke lærer noget af overhovedet. Løsningen på dette er en langt mere udvidet og effektiv kontrol med uddannelserne. Fagforeningerne må som lærlingenes talerør kontrollere, at uddannelserne fungerer godt nok. I øjeblikket kan arbejdsgivere i ekstreme tilfælde forbydes at have lærlinge, men dette gælder kun for et år, hvorefter de igen kan tage lærlinge. Arbejdsgivere, der får frataget retten til at have lærlinge, er tit fuldstændig hensynsløse folk ,der har ladet lærlingene arbejde med sundhedsfarlige materialer eller overhovedet ikke har givet nogen form for uddannelse. Disse bør kun kunne tage lærlinge ind igen efter en 5 års karantæne og en grundig undersøgelse af, om firmaet er blevet bedre efter de fem år.
Mesterlæren
Mesterlæren er god på den måde, at den giver et billede af, hvordan det er på de “rigtige” arbejdspladser. Men udover det er det tit lærlingen, der taber, når arbejdsgiverne skal vælge imellem billig arbejdskraft nu eller gode uddannede folk i fremtiden. Dette er uholdbart. Det er fuldstændig absurd, at lærlinge kan stå op til 4 år i lære bare for at finde ud af, at de ikke har lært nok til at kunne klare sig som færdigudlærte. Ikke nok med at arbejdsgiverne udlærer deres lærlinge for dårligt. De vil heller ikke sørge for at uddanne de 10.000 unge, der i dag mangler en læreplads. Mesterlæren har derfor overflødiggjort sig selv.
Både mesterlæren og SKP ordningen bør afskaffes og erstattes af en virkelig effektiv uddannelse, som sikrer, at lærlingene lærer alle sider af deres fag og selvfølgelig også at arbejde effektivt. Denne uddannelse må udelukkende være under fagbevægelsens og lærlingenes kontrol. Det må kræves, at staten sikrer de nødvendige midler til dette, og samtidig må lærlingene aflønnes med en løn, der er meget tættere på den løn, de får som udlærte. I øjeblikket får sidsteårslærlinge en løn, som nogle steder kun udgør en tredjedel af den løn, de får, når de er udlærte. Der er derfor al mulig grund til, at lærlinge og resten af arbejderbevægelsen kæmper for en ordentlig uddannelse og løn til lærlingene.
