Som den faste læser af Socialistisk Standpunkt ved, er situationen i
Venezuela spidset utrolig til de seneste 2 år. Men denne udvikling er ikke
foregået i en lige linie. Tendensen har været enorm polarisering og en
generel splittelse langs klasseskellene i samfundet. Virksomhedsejerne har ført en løgnagtig kampagne imod masserne og for præsidentens afsættelse der kulminerede med militærkuppet i 2002 og ”generalstrejken” der i virkeligheden var en lockout fra arbejdsgivernes side. Oppositionen, der er samlet om en lille parasitær gruppe af millionærer, har imidlertid været i store vanskeligheder. Men i enhver krig findes der taktiske tilbagetrækninger der blot forbereder en ny offensiv. Oppositionens kæmper på sit dødsleje med alle kneb. Dens kamp er baseret på dens ejerskab af produktionsmidlerne og så længe arbejderklassen ikke har den fulde magt i Venezuela vil der fortsat komme nye offensiver. Den nuværende situation kan ikke fortsætte, men må inden for en uoverskuelig fremtid falde ud til den ene eller anden side.
Ny afstemning
Kombineret med den økonomiske sabotage, hvor det bl.a. er lykkedes
fødevarevirksomhederne at skrue prisen enormt op for basale livsfornødenheder, har de siden slutningen af 2002 kørt en underskriftskampagne for at udnytte den paragraf i den bolivarianske forfatning, der muliggør at sende en præsident ud i en såkaldt tilbagekaldelsesafstemning, om hans fremtid, såfremt et hvis antal underskrifter indsamles.
Efter en lang række af skandaler og korruption i deres kampagne lykkedes det til sidst oppositionen at presse valgkommissionen til at anerkende deres underskrifter. Det til trods for at en telefonsamtale mellem ledende oppositionsfolk afslørede at de kun havde samlet knap 75% af de nødvendige underskrifter. Valgkommissionen anerkendte den 3. juni oppositionens underskrifter og den omtalte tilbagekaldelsesafstemning vil finde sted den 15. august.
Chávez og hans politik er blevet testet og godkendt af masserne i 7
forskellige afstemninger siden han kom til magten i 98 og alle meningsmålinger viser at mere end 60% af befolkningen bakker op om ham. Men hvis dette er sandt, hvorfor skal vi så frygte den kommende afstemning? Svaret er at ikke engang oppositionen selv tror på at de kan vinde en “ærlig sejr”. Deres hensigt er enten at købe stemmeoptællerne til deres fordel eller efter deres valgnederlag råbe op om valgsvindel for at legitimere en imperialistisk intervention fra USA’s side gennem nabolandet Colombia, som USA betragter som deres “Israel i Latinamerika”. De første provokationer er allerede opstået langs grænsen mellem Colombia og Venezuela og arrestationen af 100 paramilitære colombianske tropper 10 km uden for hovedstaden Caracas, på den ledende oppositionspolitiker Robert Alonsos gård, den 9. maj, viser at oppositionen er skruppelløs når det drejer sig om metoder.
Chaves og massernes reaktioner
Hugo Chavez har hilst afstemningen velkommen. Han håber på en gang for alle at kunne slå fast at han stadig har befolkningens opbakning og at alt oppositionssnakken om at han er blevet diktator er det rene eventyrdigtning. Masserne i Venezuela er dog langt fra tilfredse. Seriøse kilder fra Caracas vurderer at mellem 2 og 3 millioner mennesker gik på gaden lige efter det stod klart at tilbagekaldelsesafstemningen var en realitet (se billedet på næste side). Deres slogan var “ingen indrømmelser til oppositionen – ingen tilbagekaldelsesafstemning”.
I stedet for at give indrømmelser til oppositionen må den bolivarianske
revolution bevæge sig kvalitativt fremad. Dette er flere og flere mennesker i den bolivarianske bevægelse begyndt at indse. De er f.eks. meget kritiske overfor hvem der skal lede dem i kampagnerne og demonstrationerne op til afstemningen. Den gamle Comando Ayacucho, som Chavez afsatte som følge af deres elendige måde at føre kampagne på, er blevet erstattet af en ny; Comando Maisanta. Men denne er valgt på samme måde som den gamle, hvor den vælges ovenfra og ned. De største ændringer er derfor sket i toppen, der udpeges direkte af Chavez. Men de regionale afdelinger, har mange af de samme reformister og bureaukrater med i sig, hvorfor arbejderne og bønderne også selv mange steder har buet og hujet de ”valgte” repræsentanter ud, og valgt deres egne. Man har allerede opnået store resultater. 2 mio. hektar land er blevet distribueret, 1½ mio. er blevet løftet ud af analfabetisme og over 12 mio. har fået adgang til cubanske læger. Men revolutionens basale spørgsmål er endnu ikke løst: Spørgsmålet om magten. Så længe en privilegeret parasitær minoritet af befolkningen råder over produktionsapparatet er de i stand til at fortsætte deres ødelæggende kampagner i det venezuelanske samfund. De mægtige naturrigdomme og industrier i Venezuela må sættes i bevægelse under fuld arbejderdemokrati der tager sit udgangspunkt i de bolivariske cirkler der eksisterer over alt i Venezuela.
