I et forsøg på at finde penge til føden søgte mange arbejdere til udlandet for at få arbejde. Her ses en gruppe danske bygningssnedkere i Christiania (Oslo) under storlockouten. Foto: Arbejderbevægelsens Arkiv og BibliotekDen måde, hvorigennem fagforeningerne har været til størst fordel for samfundet […] er ved, at de har skaffet os en underklasse […] der står samlet og organiseret under ledere, der har ansvaret, ledere, som kender det øvrige samfund, ledere som man kan forhandle med, og som man kan binde og fastholde (!) på deres klasses vegne. Det er således, at arbejderne ved deres fagforeninger, der begyndte med af princip at fornægte besiddelsen og det bestående samfund, i virkeligheden […] er blevet det bestående samfunds støtter og forsåvidt en konservativ magt.

Sådan skrev den fremtrædende borgerlige økonom L. V. Birck i 1910 i forbindelse med op­rettelsen af arbejdsretten, der cementerede “den danske model” og dermed det institutiona­liserede klassesamarbejde i Danmark. En model hvis oprindelse kan spores tilbage til stor­lockouten og septemberforliget i 1899.

Det er naturligvis ikke sådan arbejderbevægelsens top beskriver septemberforliget og den danske model. Ifølge den officielle forklaring har den danske model sikret ordentlige løn- og arbejdsforhold. Den præsenteres som en garanti for et fredeligt arbejdsmarked, hvor de to store klasser – arbejderklassen og kapitalisterne – kommer fint ud af det med hinanden og løser konflikterne gennem forhandling. Men det er en myte, at det danske arbejdsmarked skulle være særligt idyllisk og fredeligt. De danske arbejderes rettigheder er skabt gennem kamp, ofte uden accept fra egne ledere.

Den danske model blev ikke oprettet i arbejderklassens interesse, men som et forsøg på at stoppe den fremvoksende arbejderklasses magt i samfundet. Det helt centrale resultat af den konflikt, hvis forlig blev starten på det institutionaliserede klassesamarbejde – storlock­outen – var, at arbejdsgiverne fik tvunget arbejderbevægelsen til at indgå “fredspligten”, altså at arbejderbevægelsens top officielt afsværgede at benytte arbejderklassens mægtigste vå­ben – strejken – lige med undtagelse af, når der var overenskomstforhandlinger – altså én gang hvert andet eller tredje år.

Men hvordan opstod den danske model? For at forstå det institutionaliserede klassesamar­bejde, der har præget Danmark i nu over 100 år, må vi forstå dets oprindelse med storlock­outen og Septemberforliget i 1899.

Arbejderbevægelsens fremmarch

Den danske arbejderbevægelse var stadig ung i 1899, da konflikten, der af historien vil blive kendt som storlockouten, brød ud. Vi vil vende tilbage til selve storlockouten senere, men først er det nødvendigt at sætte scenen.

Industrialiseringens indtog i Danmark i anden halvdel af det 19. århundrede havde skabt store moderne industrier med tusindvis af arbejdere ansat. Arbejderne var ikke længere en lille, ubetydelig gruppe i et samfund, hovedsageligt bestående af bønder. Numerisk var ar­bejderklassen nu den næststørste befolkningsgruppe efter bønderne – omkring 30 procent af befolkningen (cirka 600.000 mennesker) – men endnu vigtigere udgjorde de en stor økono­misk faktor.

Fra slutningen af 1880’erne var arbejderbevægelsen for alvor i fremmarch. Mens der kun var 187 strejker i perioden 1877-1884, var der i perioden 1885-1894 hele 910 strejker. Fagfor­bundene begyndte at organisere sig på nationalt plan og på tværs af fag. Før i tiden havde de individuelle fagforbund ofte været organiseret meget lokalt og skarpt opdelt mellem fag. Denne tendens mod centralisering fandt sit endelige udtryk i oprettelsen af De samvirkende Fagforbund (DsF) i 1898, som er forløberen for FH i dag. I 1899 havde DsF et medlemstal på omkring 60.000 organiserede arbejdere.

DsF’s formand, Jens Jensen (tv), og DA’s formand, Niels Andersen (th), var begge fortalere for forhandlingsvejen og havde endda et venskabeligt forhold til hinanden. Foto: Johan Crone

Arbejderklassens stigende organisering blev også afspejlet på den politiske front. Ved folke­tingsvalget i 1884 fik Socialdemokratiet sine første to mandater, og ved valget i april 1898 var mandattallet steget til tolv.

Socialdemokratiet var organiseret internationalt i Anden Internationale, der kæmpede for omstyrtelsen af det kapitalistiske samfund på verdensplan – i hvert fald i ord. Men internt i ar­bejderbevægelsen begyndte en proces, hvor et lag i toppen blev mere og mere indrulleret i det kapitalistiske system. Det økonomiske opsving i 1880’erne og start 1890’erne havde fostret ideen om, at et brud med kapitalismen ikke længere var nødvendigt, men at det var bevægelsen hen imod socialismen gennem en evolutionær udvikling, der var afgørende. I arbejderbevægelsen internationalt voksede en splittelse frem mellem de, der ville reformere kapitalismen, og de der kæmpede for et revolutionært brud.

Toppen i arbejderbevægelsen, både herhjemme og internationalt, var præget af reformis­men og så i stigende grad som deres opgave at forhandle sig frem til bedre forhold for arbej­derklassen fremfor at lede arbejderklassen frem til en socialistisk revolution.

Samling og splittelse blandt arbejdsgiverne

Mens arbejdernes organisering voksede på den ene side, samlede arbejdsgiverne sig også. I 1896 gik en lang række arbejdsgivere sammen og dannede en arbejdsgiverforening.

Ligesom i arbejderbevægelsen var der dog også blandt arbejdsgiverne en splittelse i forhold til vejen frem og forholdet til arbejderbevægelsen. Foreningen blev ledet af Niels Andersen, der ofte rakte ud til fagforeningslederne og endda etablerede et venskabeligt forhold til DsF’s formand Jens Jensen.

Men samtidig eksisterede der også et lag af arbejdsgivere, især fra storindustrien, som næg­tede at gå denne vej med klassesamarbejde. De kunne ikke se fordelen i at indrullere arbej­derbevægelsens ledere i et samarbejde og frygtede oprigtigt, at arbejderbevægelsen ville fratage dem deres magt og privilegier og omstyrte samfundet.

Det betød, at 1890’erne også oplevede et nyt fænomen: lockouten. En lockout er ligesom en strejke en arbejdsstandsning, men foretaget af arbejdsgiverne, hvor de smider alle arbej­derne på porten uden løn. Det var noget, der indtil da havde været ganske fremmed i Dan­mark, men i løbet af 1890’erne steg antallet af lockouter voldsomt, fra kun seks lockouter i 1890 til 26 i året 1897.

Disse to lag i kapitalistklassen kom i stigende grad i konflikt med hinanden, og da det økono­miske opsving vendte og blev til recession i slutningen af 1890’erne, vandt den krigeriske fløj flertal. Når der er økonomisk opsving, har den herskende klasse råd til at give indrømmelser til arbejderklassen, men nu var det økonomiske grundlag for disse reformer og kompromis­ser forsvundet.

Det var tydeligt, at flertallet i den herskende klasse nu ønskede en konfrontation, der havde til formål at stoppe arbejderbevægelsens fremmarch og sende den tilbage til politisk irrele­vans. I 1899 forenede alle de største arbejdsgivere sig i Dansk Arbejdsgiver og Mesterfor­ening (DA), som også talte fremtrædende politikere fra det gamle godsejerparti Højre. De manglede blot et påskud til at tage, hvad de så som en endelig kamp mod arbejderbevægel­sen, og den kom allerede samme forår.

Storlockouten bryder ud

I foråret 1899 nedlagde snedkerne i syv jyske byer arbejdet i protest mod den overenskomst, der var blevet indgået, og som medførte lavere lønninger i Jylland i forhold til København. Arbejdsgiverne truede med storkonflikt, hvis ikke jyderne accepterede overenskomsten, og DsF, som ikke ønskede en direkte konfrontation med arbejdsgiverne, pressede voldsomt på for at få deres accept, hvilket til sidst lykkedes. Arbejderlederne åndede lettet op, da de mente, at truslen nu var ovre.

Men selvom jyderne slugte den dårlige overenskomst, var arbejdsgiverne ikke tilfredse. For dem handlede det ikke om et par øre mere eller mindre til de jyske snedkere. De ville for al­vor vise arbejderklassen, hvem der bestemte her i landet. Den 20. maj varslede de lockout inden for samtlige fag, som ville omfatte 30.000 arbejdere. Den 24. maj brød storlockouten ud.

Arbejderne forstod instinktivt behovet for et modangreb helt fra starten af konflikten. Som smedesvenden N. Jensen skrev i smedenes fagblad kort efter konfliktens afslutning:

Havde vi dengang etableret en almindelig generalstrejke, var vi sikkert kommet til en afslut­ning i løbet af kort tid; en afslutning med lige så godt et resultat som det foreliggende [sep­temberforliget] og måske også bedre.

Men arbejderlederne afviste pure at blæse til modangreb; for dem var den værst tænkelige udvikling, at konflikten skulle optrappes og måske ende ude af deres kontrol og i værste fald i en revolution. I stedet appellerede de til mådehold hos arbejderne, da de netop mente, at de havde loven på deres side, og at staten derfor hurtigt ville gribe ind over for arbejdsgiver­nes “ulovligheder”. Men der kom intet hurtigt indgreb, og konflikten trak ud, hvilket fik vold­somme konsekvenser for arbejderklassen, som vi vil se.

Storlockoutens karakter

Kort efter konflikten var brudt ud, sendte arbejdsgiverne ”otte punkter” til DsF’s ledelse. Det var otte krav, som arbejdsgiverne stillede som ultimatum for konfliktens afslutning. Selvom kravene drejede sig om forskellige emner, var det gennemgående tema et ønske om at få ledelsen i arbejderbevægelsen til at acceptere det bestående samfund og sikre fred blandt egne medlemmer.

De to vigtigste krav var kravet om at overenskomster fremover skulle sluttes mellem hoved­organisationerne, DA og DsF, dvs. centralt, og at DsF skulle skride ind overfor genstridige medlemmer. Det nok mest omdiskuterede af de otte krav var kravet om: »at arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet fuldt ud anerkendes og garanteres af arbejdernes ho­vedorganisation.« Sagt med andre ord forlangte arbejdsgiverne, at arbejderbevægelsen ikke udfordrede arbejdsgivernes diktatur på arbejdspladsen.

Indforstået var også en yderligere centralisering af DsF’s rolle over for organisationens med­lemmer. Arbejdsgiverne krævede, at DsF skulle »garantere« arbejdsgivernes ret til at lede. Med andre ord skulle DsF aktivt afholde arbejdere fra at få stigende indflydelse gennem strejker og andre faglige aktioner.

Formålet med kravet var at indføre den såkaldte fredspligt; at hverken arbejdere eller ar­bejdsgivere må konflikte uden for overenskomstforhandlingerne. Fredspligten bliver ofte præsenteret som gensidig og retfærdig; den gælder jo både arbejderne og arbejdsgiverne. Men den argumentation holder ikke, hvis man ser på det i et større perspektiv.

I “fredstid” – altså uden for konflikter – er det arbejdsgiverne, der har al magten på arbejds­pladsen. Ganske rigtigt sikrer en overenskomst visse rettigheder for arbejderne, men der er intet i overenskomsterne, der eksempelvis sikrer arbejdere mod fyringer, eller at arbejdsgive­ren ikke kan sætte arbejdstempoet op, og derved presse arbejderne yderligere. På den an­den side er der intet, der tillader arbejdere at “fyre” deres arbejdsgiver eller at sænke tem­poet, hvis de demokratisk beslutter det.

Strejken er arbejderklassens mægtigste våben, fordi den rammer kapitalisterne netop der, hvor det gør allermest ondt: på profitten. Det er ikke tilfældigt at de største indrømmelser, som arbejderklassen historisk har opnået, er opnået på baggrund af konflikt og ikke forhand­linger.

Sult og sygdom

Konflikten fik ikke den hurtige afslutning, som arbejderlederne naivt forventede. Mens de manede til mådehold blandt deres medlemmer – altid med løfter om, at hvis ikke arbejdsgi­verne snart bøjede sig, så ville de tage yderligere kampskridt – deltog de i adskillige forhand­linger med DA’s repræsentanter. Forhandlingerne ledte dog ingen vegne, og konflikten trak i langdrag, mens ledernes trusler om modoffensiv aldrig manifesterede sig.

I stedet for at indgå forlig udvidede arbejdsgiverne lockouten. Først med yderligere 10.000 arbejdere i juli og omkring yderligere 10-15.000 i august. Og arbejderbevægelsens ledere gjorde stadig intet for at presse arbejdsgiverne til at indgå forlig.

Imens begynder konsekvenserne af lockouten at kunne mærkes i arbejderhjemmene. Mens de fleste arbejderfamilier klarede sig udmærket gennem juni måned især med støtte fra strejkekasser og bidrag fra arbejderbevægelsen i andre lande, begynder manglerne at melde sig allerede i juli. Mangel på mad, sult og sygdom var ikke ukendt for den danske ar­bejderklasse på dette tidspunkt, men det var primært et problem om vinteren.

Hårdest gik det ud over børnene. I august bragte avisen Nationaltidende følgende nyhed:

Stor dødelighed blandt børnene. Ved skifterettens protokol er der i dag anmeldt som døde 36 børn under ét år, hvilket er det største antal, der [nogensinde] er anmeldt på én dag.

Arbejdernes modstand

Utilfredsheden med lederne begyndte at melde sig i flere lokale fagforeninger. Arbejderne pressede på for at tage offensive kampskridt i brug. Lederne var stadig modvillige over for dette, og de forsøgte i stedet at aflede arbejdernes opmærksomhed ved at prøve at presse kravet om en 9 timers arbejdsdag – som var et krav, arbejderbevægelsen længe havde stillet – ind i forhandlingerne. Deres ræsonnement var, at hvis man kunne tilbyde arbejderne noget at vinde i konflikten, kunne man måske få dem til at vente på forhandlingerne lidt endnu.

Men ledernes mod forlod dem hurtigt, og allerede en uge senere, da DA pure afviste kravet, kapitulerede de og trak det tilbage.

En kortere arbejdsdag var hovedkravet for den internationale arbejderbevægelse i tiden omkring storlockouten. Foto: Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv

Tilbagetrækningen udløste furore blandt medlemmerne, som tvang DsF’s ledelse til at ind­kalde til et stormøde med 1.000 delegerede, hvor tilbagetrækningen af kravet skulle diskute­res. I sin beretning om storlockouten giver historikeren Carsten Nielsen en malende beskri­velse af mødet:

I forvejen var stemningen spændt og splittet omkring afståelsen af nitimer kravet. Jens Jen­sen skulle nu igen, som ugen før over for repræsentantskabet, besværge skarpsindige tvivl og onde anklager […] Debatten varede fra 8 aften til 4½ morgen. Mange udvandrede i pro­test, det blev efterhånden modstanderens hårdest slående argument. Deres forbitrelse bun­dede i frygten for, at nu havde deres førere prisgivet ikke bare nitimerkravet, men overhove­det arbejdernes ret til at øve indflydelse på arbejdsforholdene.

Som konflikten trak ud hen over sommeren 1899, fandt en voldsom radikaliseringsproces sted blandt arbejderne. De havde lidt i mere end to måneder, og der var stadig ingen udsigt til en afslutning på konflikten. Det var kun naturligt, at de begyndte at stille spørgsmålstegn ved deres lederes strategi med at vente på, at staten skulle gribe ind over for arbejdsgi­verne. Opgivelsen af kravet om en nitimersdagen blev for mange dråben, der fik bægeret til at flyde over, og flere lokale fagforeninger meldte sig ud af DsF. De officielle arbejderledere begyndte at miste grebet om deres medlemmer, og der var risiko for, at konflikten begyndte at udvikle sig i en revolutionær retning. Det var frem for alt det faktum, der skræmte arbejds­giverne nok til endelig at indgå forlig med DsF den 5. september.

Septemberforliget

Forliget skulle historisk blive kendt som septemberforliget. Det er stadig meget omdiskuteret blandt arbejderhistorikere, hvem der ”vandt” storlockouten. Og det virker da også paradok­salt, at begge parter øjeblikkeligt udråbte sig som sejrherrer, efter forliget blev indgået.

Arbejderlederne påpegede (og påpeger stadig i dag), at fagforeningerne blev anerkendt både officielt og i den såkaldte ”offentlige mening”. Men som N. Jensen skrev i samme arti­kel i fagbladet: »Ja, vi har vundet offentlighedens sympati, vil der blive svaret; men sympa­tien fylder så lidt i lommen.«

Smedens vurdering af forliget er beskrivende for opfattelsen blandt mange af de menige fag­foreningsmedlemmer. Et andet sted skriver han: »Nu har arbejdsgiverne ved forliget efter min mening fået det væsentligste af de 8 punkter, og i stedet for en 9 timers arbejdsdag har vi fået en erklæring fra hr. [Niels] Andersen, som er det mest indviklede og grinagtige akt­stykke, lockouten har set.« Han var ikke alene i denne opfattelse: adskillige lokale faglige or­ganisationer vedtog rasende resolutioner, der krævede en genoptagelse af konflikten, indtil 9 timers dagen var indført. Det havde arbejderlederne naturligvis ingen intentioner om, og det var først i 1918, at arbejderne selv tog sagerne i egen hånd og uden om DsF formåede at vinde en arbejdsdag på 9,5 timer.

På den anden side var arbejdsgiverne henrykte over forliget. På et bestyrelsesmøde i DA udtalte Niels Andersen, at septemberforliget var en entydig sejr for arbejdsgiverne, da det var den første konflikt, som de havde vundet, uden at give nogle indrømmelser overhovedet i de tre år DA havde eksisteret. Arbejdsgiverne havde fået deres primære formål igennem: at få arbejderbevægelsens ledere til endegyldigt at slå ind på forhandlingens vej og få DsF til at »kuske« deres egne medlemmer til at overholde fredspligten.

Selvom det ikke øjeblikkeligt var tydeligt for hele arbejderklassen, at forliget reelt betød en afståelse af strejkeretten, blev dette mere og mere klart i årene efter storlockouten. Der var ganske rigtigt stadig strejker, men ofte blev de stoppet af DsF’s ledere, som så forhandlede kompromisser eller sågar overenskomster, der betød reel lønnedgang for arbejderne, hjem. Især i perioden frem til første verdenskrig. Resultatet blev, at arbejderne i høj grad valgte at gøre det samme som til stormødet under storlockouten; stemme med deres fødder og for­lade DsF i hobetal. Det var først efter anden verdenskrig, at et flertal af de danske arbejdere igen var medlem af DsF.

Men der var naturligvis én gruppe, der vandt stort ved septemberforliget: toppen af den dan­ske arbejderbevægelse. De blev en del af det gode selskab og fik efterhånden alt, hvad der­til hører: høje lønninger og vederlag, topposter i statslige institutioner, middage med konge­huset og en vis respekt og anerkendelse fra det borgerlige Danmark.

Den danske models paradoks

Septemberforliget indvarslede mere end 100 års institutionaliseret klassesamarbejde i Dan­mark. Det blev til på baggrund af et forlig, hvor lederne af arbejderbevægelsen bøjede sig for arbejdsgiverne til gengæld for pladser ved forhandlingsbordet. Med forliget blev skabt det, der bliver kaldt “den danske model”, en model som lederne af arbejderbevægelsen hylder som kilden til alle arbejderklassens sejre. Men det er en myte, at arbejderklassens rettighe­der er kommet gennem klassesamarbejde, og at det danske arbejdsmarked skulle være særlig fredeligt.

Hvad septemberforliget faktisk opnåede var at binde toppen af arbejderbevægelsen til det bestående samfund, til kapitalismen. At give lederne en plads ved bordet til gengæld for at de holdt deres medlemmer i ro.

Og her er den danske models paradoks: den forudsætter stærke fagforeninger med ledere, der har en autoritet, så de kan holde medlemmerne i ro. Problemet er, at den eneste måde, man kan overbevise folk om fordelen ved at være en del af fagbevægelsen, er ved at levere resultater. Og som vi allerede har slået fast, så har ingen herskende klasse i historien no­gensinde givet noget uden kamp. Og med kapitalismens krise kræver det langt hårdere kamp end tidligere at vinde selv små indrømmelser. Efterkrigsopsvinget var klassesamarbej­dets gyldne periode. Opsvinget gjorde, at begge sider kunne få noget. Men den periode var en undtagelse i kapitalismens udvikling.

Arbejderbevægelsens ledere står i en umulig position: enten mobiliserer de arbejderne til kamp for bedre forhold, og derved bryder de deres løfte til den herskende klasse om at holde arbejderne i ro; eller bløde medlemmer indtil de står så svagt, at den herskende klasse ikke har brug for dem længere. Den danske model med det institutionaliserede klassesamar­bejde er på den ene eller anden måde dømt til at gå under.

Vi ser ind i en periode med voldsom klassekamp. I hele perioden op til pandemien så vi alle­rede de tidlige tegn på en radikalisering blandt de mest aktive lag i arbejderbevægelsen. Pandemien og inflationen har kun virket som benzin på bålet. Men hvis vi skal vinde de fore­stående kampe, er det fuldstændig essentielt, at vi ikke lader os begrænse af floskler om “den danske model” eller den danske arbejderklasses “smukke tradition” for forhandling. Ar­bejderklassen har aldrig fået noget foræret, og hvis vi vil forsvare vores løn- og arbejdsfor­hold, er der kun én vej frem: benhård klassekamp.

Artiklen er baseret på specialet “De kaldte den borgerkrigen” af forfatteren, hvori der kan fin­des en længere liste med kilder, som også er anvendt i artiklen.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]