Her 95 år efter Rosa Luxemburgs død lever vi igen i en tid, hvor kapitalismens krise sætter den socialistiske revolution på dagsordenen på verdensplan. Det stiller krav til revolutionære om at forberede sig på de begivenheder, der vil komme. Der er ikke brug for at opfinde den dybe tallerken igen, vi står på skuldrene af de revolutionære, der kom før os.

Rosa Luxemburg var en af de vigtigste figurer i den internationale arbejderbevægelse og var, sammen med Lenin og Trotskij, en af marxismens mest fremstående repræsentanter. Hun var en af de første i Anden Internationale til at tage kampen mod revisionismen af marxismen op. Her 100 år efter Rosa Luxemburg skrev og kæmpede, er hendes ideer ikke mindre aktuelle end på hendes tid.

Aktiv revolutionær og eksil

Rosa Luxemburg blev født i en lille landsby i Polen i 1871. I en alder af bare 16 år blev hun aktiv i den revolutionære socialistiske bevægelse og måtte flygte i eksil. Hun flygtede først til Zürich i Schweiz, hvor mange revolutionære i eksil samledes. Her var hun med til at starte det polske socialdemokratiske parti, samtidig med at hun var aktiv i den lokale arbejderbevægelse. 

Hun var også aktiv i Anden Internationale og bare 22 år gammel repræsenterede hun det polske parti på Anden Internationales verdenskongres i 1893.

I 1898 tog hun til Tyskland og blev aktiv i det tyske Socialdemokrati, SPD, der på det tidspunkt var det største og vigtigste parti i Internationalen. SPD blev set som modellen for resten af partierne i Internationalen, ikke mindst Lenin så til partiet som et eksempel på en professionel organisation.

Vi må huske på, på Rosa Luxemburgs tid var Anden Internationale den eneste internationale, der eksisterede, og Socialdemokratierne var revolutionære partier, der for de flestes vedkommende byggede på de marxistiske ideer. Anden Internationale bestod af de fremmeste revolutionære i verden, herunder Lenin, Trotskij og Rosa Luxemburg. SPD havde historiske bånd til Marx og Engels og blev i Internationalen anset for at være ortodokse marxister.

SPD

Industrialiseringen i Tyskland i sidste halvdel af 1800-tallet havde skabt en militant og frisk arbejderklasse. Den økonomiske krise i starten af 1870’erne gav SPD en stor fremgang, som den tyske rigskansler Bismarck forsøgte at blokere gennem anti-socialistlovene, der forbød SPD i 1878 og som var i kraft frem til 1890. Men selv under de semi-legale forhold voksede partiet.

SPD kom ud af semi-legaliteten i 1890 med omkring 100.000-150.000 medlemmer og voksede støt gennem 1890’erne både i antal medlemmer og stemmer. I 1905 havde partiet 385.000 medlemmer og 27 procent af stemmerne. Partipressen havde en enorm læserskare med 90 aviser og tidsskrifter med en cirkulation på 1,4 million i 1913. Partiet og dets presse havde omkring 3500 ansatte og dertil må tilføjes mere end 3000 ansatte i fagforeningerne.

Alle organisationer har en konservativ side og det gælder endnu mere for partiets apparat. Sjælen i et partiapparat er rutine: at organisere møder, indsamle penge, sælge aviser, bogføre, korrekturlæse og 117 andre små praktiske opgaver, der er absolut nødvendige, men som kan føre til en rutineindstilling, hvor det bredere politiske perspektiv mistet. Samtidig bragte partiets hurtige vækst nye problemer med sig, med et stigende pres fra det omgivende borgerlige samfund.

Anden Internationale blev dannet i en periode, hvor kapitalismen generelt var i fremgang over hele Europa. Det lange opsving efter krisen i 1873 og den økonomiske ekspansion der fulgte i perioden frem til Første Verdenskrig er i sidste ende forklaringen på den nationalt-reformistiske degenerering af SPD og hele Anden Internationale.

Den økonomiske fremgang betød forbedrede forhold for arbejderne i Tyskland, England, Frankrig osv. og opblødte klassemodsætningerne. Det påvirkede bevidstheden, ikke mindst i de ledende lag i Socialdemokratiet, og fremnærede illusioner om, at kapitalismen var på vej til at løse sine indbyggede modsætninger. Den nye kaste af parti- og fagforeningsfunktionærer voksede, og i deres leveforhold og måde at se tingene på fjernede de sig mere og mere fra de mennesker, de skulle repræsentere. De kom til at udgøre en småborgerlig reaktion imod klassekampen, en gruppe der ønskede en fredelig og harmonisk overgang til socialisme.

Både opsvinget i slutningen af 1800-tallet men også perioden med semi-legalitet under socialistlovene havde sine negative konsekvenser. Dele af ledelsen brugte restriktionerne i loven til at udvande partiets socialistiske program og skjule deres mål, også efter lovens ophævelse i 1890. Begrundelsen for udvandingen var ikke at ”fremprovokere” ny reaktion fra regimets side og sætte legaliteten over styr. Engels kritiserede dem for at være ”katedersocialister”. Allerede fra partiets begyndelse havde Marx og Engels, bl.a. i deres ”Kritik af Gotha-programmet” skarpt kritiseret de opportunistiske tendenser i SPD, dvs. tendensen til at ofre principperne for kortsigtede ”partiske” resultater og ledernes tendens til kompromisser – et træk der ikke blev mindre tydeligt med tiden.

Reform eller revolution

Men på papiret så alt godt ud. Partiet voksede og i taler, dokumenter, artikler osv. blev der talt om kampen for socialisme, klassekamp og internationalisme. Karl Kautsky, SPD’s teoretiker, gik under øgenavnet ”marxismens pave” og blev set som vogteren af det marxistiske program i partiet. Lenin anså sig som ”Kautskyaner” helt frem til 1914, hvor han indså, at Rosa Luxemburg havde haft ret i sin kritik af Kautsky. Rosa Luxemburg, der stod midt i kampene i det tyske SPD, kunne i modsætning til Lenin, der var langt fra de interne processer, meget klarere se, hvordan Kautsky fungerede som venstredække for det højreorienterede, revisionistiske bureaukrati, der var under dannelse i partiets top.

Rosa Luxemburg, der oplevede SPD tæt på kunne meget mere tydeligt se, hvad der foregik. Det økonomiske opsving havde skabt de sociale og økonomiske betingelser for den ”revision” af marxismen, som især Eduard Bernstein, en af SPD’s ledere, rigsdagsmedlem for partiet fra 1902-1918, stod i spidsen for i SPD i slutningen af 1800-tallet. Som alle andre revisionister i historien begyndte Bernstein med at ”opdatere” marxismen og at ”befri” marxismen fra Hegel (dvs. at fjerne dialektikken). Men det er umuligt at fjerne en del af marxismen, ikke mindst dialektikken, uden at angribe eller fordreje helheden. Bernstein endte med at afvise alle hovedpillerne i marxismen, ikke bare dialektikken, men arbejdsværditeorien, kriseteorien, den socialistiske revolution osv.

Bernstein fremførte den ide, at af gennem forskellige tilpasningsmidler ville de interne modsætninger i kapitalismen blive blødgjort og eventuelt helt ophævet. Middelklassen voksede, og derfor ville klassemodsætningerne opblødes. Kapitalismens vækst havde, ifølge Bernstein, ingen grænse, og der ville muligvis stadig komme økonomiske kriser, men de ville ikke nødvendigvis blive værre og værre. Kapitalismen kunne reguleres og kontrolleres, og det var Socialdemokratiets opgave.

Ifølge Bernstein var arbejderklassen kun interesseret i at forbedre deres materielle leveforhold her og nu. Derfor var ”bevægelsen alt, målet intet” ifølge Bernstein. Den socialistiske revolution var ikke noget, man skulle bekymre sig om, partiet skulle i stedet fokusere på den daglige praktiske kamp for reformer, og gennem disse ville man ende i socialisme.

Bernstein lancerede disse ideer i SPD’s teoretiske magasin Die Neue Zeit i 1896 og 1897. Partiets venstrefløj blev indignerede, men der kom intet seriøst svar på Bernsteins ideer fra hverken Karl Kautsky eller de andre af partiets ledere. Kautsky var redaktør på Die Neue Zeit og takkede rent faktisk Bernstein for hans bidrag til debatten, i stedet for at lancere et teoretisk modsvar.

Svaret fra partiledelsen var svagt og undvigende. De ønskede ikke at skade partiets ”enhed” med, hvad de anså for en abstrakt teoretisk diskussion. Flere svar på Bernsteins artikler blev sendt til Kautsky, men han nægtede at trykke dem i Die Neue Zeit.

Rosa Luxemburg derimod kastede sig med det samme ind i kampen imod revisionismen bl.a. i hendes bog ”Socialreform eller Revolution”, som er et mesterværk, der fordømmer reformismen og revisionismen, og som er mindst ligeså aktuel og brugbar i dag, som da den blev skrevet i 1899.

Trods partitoppens forsøg kom det til en konfrontation på partikongressen i et åbent sammenstød mellem revisionisterne og venstrefløjen, hvor Rosa Luxemburg spillede en prominent rolle.

Rosa Luxemburg forklarede, at hvis Bernsteins ideer blev accepteret af partiet, ville det betyde et fuldstændigt brud med marxismen. Bernsteins modstilling af reform og revolution er, ifølge Rosa Luxemburg, en kunstig adskillelse. For Socialdemokratiet, dvs. det revolutionære parti, er den daglige praktiske kamp for reformer, dvs. forbedringer for arbejderne indenfor rammerne af det eksisterende samfund den eneste måde den proletariske klassekamp kan ledes og føre hen mod endemålet: magtovertagelsen. For Socialdemokratiet er de to ting forbundet: kampen for reformer er midlet, mens den sociale omdannelse af samfundet er målet.

I forordet til Socialreform eller Revolution skriver Rosa Luxemburg:

”Men da det socialistiske endemål er det eneste afgørende moment, der adskiller den socialdemokratiske bevægelse fra det borgerlige demokrati og den borgerlige radikalisme, det eneste princip, der forvandler hele arbejderbevægelsen fra at være et ørkesløst forsøg på at lappe på den kapitalistiske samfundsform til at blive en klassekamp mod denne samfundsform med dens afskaffelse for øje, så er spørgsmålet ’socialreform eller revolution?’ i den bernsteinske form det samme for socialdemokratiet som spørgsmålet ’at være eller ikke være?’. Enhver i dette parti må blive klar over, at i opgøret med Bernstein og hans tilhængere drejer det sig ikke om den ene eller anden kampform, ikke om den ene eller anden taktik, men om hele den socialdemokratiske bevægelses eksistens.”

Her forklarer hun samtidig, hvordan enhver ny teoretisk udvikling i begyndelsen altid læner sig op ad den gamle linje, også selvom den er i direkte modstrid med denne. Den nye teoretiske udvikling starter med at tale sproget fra den teori, den angriber, og det er først med tiden at ”kernen kommer ud af det gamle hylster” og indholdet af den nye teori bliver tydelig. ”Man må derfor forsøge at trække selve kernen af de bernsteinske teorier ud af skallen uanfægtet af de ydre former”.

Det lagde pres på partiets ”centrum”, inklusiv folk som Kautsky og August Bebel, SPD’s formand fra 1892 og frem til sin død i 1913, om at kritisere Bernstein. Kritikken kom da også, men de kritiserede ham mest af alt for at svække partiet og partiets enhed, ikke for indholdet i det han sagde. En anden af SPD’s ledere, Ignaz Auer, fortalte privat Bernstein, hvad de alle i virkeligheden tænkte, da han gav ham følgende råd: ”man siger ikke tingene højt, man gør dem bare”. En bemærkning der opsummerer SPD ledernes indstilling og principløshed, og som ikke kan undgås at minde en om mangt en leder af arbejderbevægelsen i dag.

De kom med indsigelser mod Bernstein, ikke for det han sagde eller skrev, men fordi debatten udgjorde en trussel mod partiets enhed. Deres tankegang må have været noget i retning af: ”Hvorfor al denne ståhej? Der er ingen grund til at komme med en teoretisk retfærdiggørelse af vores opportunisme. Det er ingen grund til at tale om det, bare gør det.” Og det var præcis hvad lederne af SPD var i gang med.

Partiets ledelse håbede at begrave problemet. De forsøgte at undertrykke diskussionen og ignorerede især opfordringerne til at skride til handling mod revisionisterne. I fuld kontrast angreb Rosa Luxemburg den opportunistiske fløj i partiet for dens fjendtlighed overfor teori:

“Hvad er de ydre kendetegn [på opportunismen – red]? Fjendtligheden overfor ’teorien’. Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor ’teori’ dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra ’teorien’ at gøre sig uafhængig af den.” (Luxemburg, Forord, Socialreform eller revolution)

Hun rejste kritikken ikke bare for at ”vinde” flertallet på partikongressen, hvor Bernsteins ideer igen og igen stemt ned, uden det dog forhindrede ledelsen i at fortsætte som hidtil. Formålet med debatten for Rosa Luxemburg var først og fremmes at uddanne medlemmer af SPD, at hæve det politiske niveau:

”Så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld ’akademikere’ i partiet, er der altid fare for at komme på afveje. Først når den store arbejdermasse selv har taget den videnskabelige socialismes skarpe og pålidelige våben til sig, løber alle småborgerlige indfald, alle opportunistiske strømninger ud i sandet. Men så står bevægelsen også på fast og sikker grund. ’Det er mængden, der gør det.’” (Luxemburg, Forord, Socialreform eller revolution)

Første Verdenskrig

I praksis havde SPD ledernes opportunisme nået et massivt omfang, der for alvor blev tydeligt ved Første Verdenskrigs udbrud. Så sent som i 1912 havde Internationalen vedtaget en resolution, som Rosa Luxemburg havde været med til at skrive, om at gå imod den forestående verdenskrig.  Alligevel stemte alle partier, på nær to (det serbiske og det russiske), i Internationalen for krigsbevillinger, dvs. for støtte til deres nationale borgerskab til at sende arbejdere i krig mod arbejdere fra andre lande i, hvad der blev et slagteri af millioner. Samtlige af SPD’s rigsdagsmedlemmer stemte for krigsbevillinger 4. august 1914.

Spørgsmålet om revolution og reform var med andre ord ikke en abstrakt debat om formuleringer om, hvad der skulle ske en gang ude i fremtiden, men afgørende for den praktiske politik her og nu, med de mest alvorlige konsekvenser.  Uenighederne var dog ikke bredt kendt blandt SPD’s medlemmer og endnu mindre i Internationalen. Derfor kom SPD ledernes forræderi i august 1914 som et chok og var et kæmpe moralsk slag mod hele den internationale socialistiske bevægelse. Det er velkendt, at Lenin troede, at den udgave af SPD’s avis Vorwarts, der annoncerede, at SPD’s rigsdagsgruppe havde stemt for krigsbevillingerne, var en forfalskning fra den tyske generalstab.

De gamle ledere fra partiets centrum bukkede også under for revisionismen. Kautsky skrev bl.a., at Internationalen var et redskab, der kun var brugbart i fredstid, men ikke i krigstid. Lenin indså endelig Kautskys virkelige ståsted og skrev, ”Jeg hader og afskyr Kautsky mere end nogen anden, med hans ondsindede, beskidte, selvtilfredse hykleri … Rosa Luxemburg havde ret, da hun for længe siden skrev, at Kautsky har ’en teoretikers underdanighed’ – servilitet, med andre ord, servilitet over for partiets flertal, overfor opportunismen”.

Forræderiet desorienterede hele internationalen. Ved krigens udbrud, bare tre år før den russiske revolution og fire før udbruddet af den tyske revolution, så situationen absolut ikke ud til at være i de revolutionæres favør. Der var udbredt krigshysteri og patriotisme. Internationalisterne var reduceret til en lille gruppe og de revolutionære til endnu færre. Da internationalisterne mødtes til en anti-krigs konference i Zimmerwald i 1915 kunne de med Lenins velkendte vittige bemærkning ”være i et par togvogne”.

Rosa Luxemburg var helt fra starten modstander af krigen og SPD’s støtte til krigsbevillingerne.

Men i SPD var forvirringen udbredt. I august 1914 havde en gruppe af SPD’s rigdagsmedlemmer været modstandere af at stemme for krigsbevillingerne, men havde bøjet sig for ”partidisciplinen”. Karl Liebknecht, der sad i rigsdagen for SPD, indså dog hurtigt, at det var en fejl, og at det var nødvendigt at bryde partidisciplinen. Han stemte som den eneste imod krigsbevillinger i december 1914, hvilket gjorde ham til fokus for al krigsmodstand blandt de tyske masser. 

Luxemburg og Liebknecht havde samlet sig med andre krigsmodstandere og i 1916 dannede de Spartakisterne som et netværk indenfor SPD, baseret på modstand mod krigen, behovet for internationalisme og en ny international og for en socialistisk revolution.

Rosa Luxemburg måtte tilbringe en stor del af krigen i fængsel. Først fra februar 1915 til februar 1916 og i juli 1916 blev hun sat i ”beskyttelsesarrest”, dvs. fængslet uden retssag, dom eller ret til appel, ifølge myndighederne var fængslingen for hendes egen beskyttelses skyld. Hun blev først befriet fra fængslets såkaldte beskyttelse af den tyske revolutions udbrud 8. november 1918.

USPD

Krigshysteriet kølede hurtigt ned og afslørede krigens barske realiteter med død, sult og kulde. Masserne begyndte at vende sig mod krigen og kræve tålelige forhold. Under dette pres voksede modstanden mod krigen også hurtigt inden i SPD og i marts 1916 nægtede et stort SPD mindretal i Rigsdagen at stemme for statsbudgettet, der naturligvis indeholdt krigsbevillinger. De vandt udbredt støtte i partiet og vandt kontrol med partiafdelingerne i Berlin, Bremen, Leipzig og andre vigtige industrielle centre.

Krigsmodstanderne indenfor SPD holdt deres første nationale konference i januar 1917 og fik en mere organiseret form. Flertallet i ledelsen af SPD kunne ikke acceptere dette og de ekskluderede øjeblikkeligt oppositionen. De ekskluderede tog 120.000 medlemmer med fra SPD og dannede det Uafhængige Socialdemokrati, USPD. SPD beholdt 170.000 medlemmer.

Splittet fra SPD var foregået på et uprincipielt grundlag og det nye parti var en sammenblanding rent politisk. USPD indeholdt både spartakisterne med Luxemburg og Liebknecht, men også Kautsky og selv Bernstein! Alle de tidligere kendte ledere fra SPD var gået med over i USPD.

Den russiske revolution

Krigen førte til revolutionære situationer. Det første sted, den kapitalistiske kæde knækkede, var i dens svageste led: Rusland, hvor revolutionen brød ud i februar 1917, og bolsjevikkerne stod under Lenins ledelse ni måneder senere i oktober i spidsen for arbejdernes magtovertagelse.

Dem, der ønsker at overdrive uenighederne mellem Rosa Luxemburg og Lenin, citerer ofte hendes kritik af bolsjevikkerne i 1918. Den er skrevet mens hun sad i fængsel uden adgang til akkurate informationer om situationen i Rusland. Hun kritiserede bl.a. deres politik på jordspørgsmålet og opløsningen af den konstituerende forsamling. Hendes analyse var ensidig og grundlæggende set forkert, men på trods af kritikken taler hun om Oktoberrevolutionen således:

”Alt som et parti kunne tilbyde af mod, revolutionært udsyn og fasthed i det historiske øjeblik, har Lenin, Trotskij og de andre kammerater udvist i rigt mål. Al den revolutionære ære og kapacitet, som Socialdemokratiet i Vesten manglede, blev repræsenteret af bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke blot den faktiske redning af den russiske revolution; det var også redningen af den internationale socialismes ære.”

Og hendes hovedpointe var, at ansvaret for bolsjevikkerne ”fejl” måtte tilskrives den tyske arbejderklasse og den manglende verdensrevolution. Samtidig var hun kritisk, fordi hun ønskede at advare mod mekanisk at overføre de russiske erfaringer til Tyskland. En del af hendes kritik, som den af bolsjevikkernes opløsning af den konstituerende forsamling, ændrede hun senere, da hun selv stod midt i revolutionen og var fanget i det samme spørgsmål og ”valget” mellem arbejderråd og borgerligt demokrati, hvor hun ligesom bolsjevikkerne indså, at begge ikke kunne eksistere side om side.

Hun var fuldstændig enig med Lenin og Trotskij i, at den russiske revolution kun kunne være gnisten, der skulle antænde verdensrevolutionen, og at det var den eneste redning for den russiske revolution. I 1918 så det ud til at ske.

Den tyske revolution

Gnisten til den tyske revolution var matrosernes mytteri i Kiel. Tyskland var åbenlyst ved at tabe krigen, men den tyske generalstab ønskede at redde den tyske flådes ”ære” ved at sende marinesoldaterne ud på en selvmordsmission. Matroserne gjorde oprør, opsatte soldaterråd og røde faner vejede over barakkerne. Det spredte sig til arbejderne i byen og de næste dage sprang der arbejder- og soldaterråd op over hele Tyskland.

9. november 1918 blev et arbejder- og soldaterråd etableret i Berlin. Der eksisterede nu i Tyskland en situation med dobbeltmagt lig den, der havde eksisteret i Rusland mellem februar og oktober 1917. En situation med dobbeltmagt, dvs. på den ene side et magtorgan for borgerskabet og på den anden side et magtorgan for arbejderklassen, er i sagens natur et midlertidigt fænomen; i sidste ende må den ene form for magt sejre.

Magten lå i hænderne på arbejderne og soldaterne, men de vidste ikke, hvordan de skulle fastholde den. Som i Rusland i februar 1917 skelnede de ikke mellem de forskellige socialistiske tendenser i arbejderbevægelsen. En revolutionær bevægelse vækker millioner til politisk live for første gang, og det betyder, at i begyndelsen vokser de moderate dele af arbejderbevægelsen ofte hurtigere end de mere radikale og revolutionære dele. Også af loyalitet og tradition støttede mange arbejdere stadig SPD, som de havde kæmpet for at opbygge, selvom de ikke var enige i ledelsens politik. Masserne starter med det alternativ, der virker mindst vanskeligt, og først gennem erfaring indser de, at det som reformisterne tilbyder ikke kan løse deres problemer.

Selvom ledelsen for SPD fik deres magt fra arbejderne havde de ingen intentioner om at bruge den i arbejdernes interesse. Det nye lag af ledere i SPD, Ebert, Noske og Scheidemann, havde ikke andet end foragt til overs for arbejderne og soldaterne, og de gjorde, hvad de kunne, for at holde dem i ro. De anså det som deres fornemmeste opgave at stoppe revolutionen. Da prins Max Von Baden spurgte Ebert, lederen af SPD, om han ville være på hans side, hvis han formåede at overbevise kejseren om at abdicere, svarede Ebert, ”Hvis ikke kejseren abdicerer, er den sociale revolution uundgåelig. Jeg ønsker den ikke – jeg hader den som synden”. I sidste ende måtte Kejseren træde tilbage og en regering blev opsat.

SPD forstod, at de ikke uden videre kunne besejre de nye rådsorganer, og manøvrerede det bedste, de havde lært, for også at vinde kontrollen med disse. Sådan gik det til, at Ebert både blev leder af regeringen i et borgerligt demokratisk organ, i en koalitionsregering mellem SPD og USPD og samtidig folkekommissær for arbejder og soldaterrådene, der var domineret af de samme partier, som i regeringskoalitionen. SPD og USPD var altså ved magten i begge magtorganer i dobbeltmagten – som mensjevikkerne og de socialrevolutionære før oktoberrevolutionen i Rusland.

Men revolutionen var først lige begyndt. Masserne lærer gennem erfaring og de tester de forskellige politiske partier og ledere, begyndende med de mest moderate.

USPD var forvirrede og anede ikke, hvad de skulle gøre, som et typisk centristisk parti, dvs. et parti der bevæger sig fra reformisme mod revolution eller den anden vej. Spartakisterne var ved revolutionens udbrud ikke en virkelig organisation, men snarere et løst netværk indenfor USPD.

Spartakisterne udgjorde på dette tidspunkt et lillebitte mindretal af den tyske arbejderklasse. De var modige revolutionære men havde sekteriske ultra-venstre tendenser. De kunne se den afgørende betydning af arbejder- og soldaterrådene, men forstod ikke, at det store flertal af de tyske arbejdere stadig havde illusioner til det parlamentariske demokrati, og at de revolutionæres opgave var tålmodigt at forklare og sammen med massernes erfaring ødelægge disse illusioner. I Dresden trak de sig endda fra arbejderrådet, fordi de ikke havde flertal.

Lenin forklarede, at det er en ting at have en teoretisk udarbejdet position og noget helt andet at anvende den i de konkrete omstændigheder. Opgaven for de revolutionære er at forbinde sig til massernes bevidsthed, tålmodigt forklare og gå gennem deres erfaringer sammen med dem skridt for skridt og hæve deres bevidsthed på hvert nyt stadie.

De eneste, der havde en ide om, hvad de lavede, var ledelsen for SPD, der formåede at manøvrere i valgene til den nationale konference for arbejder- og soldaterrådene d. 16. december, og dermed få et flertal. Men mødet viste tydeligt, at selv dem, der støttede SPD, hastigt bevægede sig mod venstre. 

På trods af SPD-flertallet besluttede konferencen med store flertal at kræve afskaffelsen af den stående hær og opsætning af en folkemilits. Den krævede, at alle gradsbetegnelser i hæren skulle afskaffes og alle soldater have lov til at vælge deres egne officer med ret til øjeblikkelig tilbagekaldelse, og at soldaterrådene skulle have ansvaret for at opretholde disciplinen i de væbnede styrker. Desuden krævede de øjeblikkelig nationalisering af alle de vigtigste industrier.

Men SPD ministrene havde ingen intentioner om at gennemføre disse krav og forstærkede i stedet båndene med den tyske overkommando. Både d. 23 og 24. december var der sammenstød mellem den regulære hær og oprørske matroser i Berlin. Regeringen havde krævet afskedigelse af halvdelen af matroserne, og da de nægtede, sendte regeringen deres tropper imod dem og dræbte 67. Det var ikke første gang, de havde brugt regeringstropper imod arbejdere og soldater, men denne gang førte det til, at ministrene fra USPD gik af – en yderligere radikalisering af situationen. De blev erstattet af ministre fra SPD, inklusiv Gustav Noske regeringens selvudnævnte blodhund.

KPD – Tysklands Kommunistiske Parti

Situationen blev hurtigt mere og mere radikal og polariseret. I slutningen af december voksede presset inden for spartakisterne for at omdanne sig selv fra en sammenslutning til et centraliseret Kommunistisk parti. Spartakisterne gav USPD ledelsen et ultimatum om at indkalde til en nødkongres for at diskutere den nye situation. Det var fra starten tydeligt, at lederne af USPD ikke ville acceptere dette krav, fordi de på en sådan kongres ville tabe deres flertal.

Spartakisterne indkaldte så deres egen kongres d. 29. december. Kongressen, hvor der deltog 127 delegerede, stiftede Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). Som mange af de andre nydannede kommunistiske partier i andre lande bestod det hovedsageligt af unge, der uden tvivl var revolutionære og havde masser af entusiasme, men som samtidig var utålmodige og havde ultra-venstre tendenser. Partiet vedtog bl.a. en resolution, som Rosa Luxemburg talte imod, om at boykotte valgene til den Nationale Forsamling i januar med stemmerne 62 mod 23. Boykotten viste sig at være en fejl. Som Lenin havde forklaret i relation til Rusland, var parolen ”ned med regeringen” forkert, så længe bolsjevikkerne ikke havde flertal blandt den organiserede arbejderklasse. Bolsjevikkerne støttede også helt op til efter oktoberrevolutionen indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling, samtidig med at de rejste parolen om ”Al magt til sovjetterne”.

En anden resolution på KPD’s stiftende kongres foreslog at boykotte arbejde i de traditionelle fagforeninger. I resolutionen stod der bl.a., at kommunister “skulle fortsætte med på den mest beslutsomme vis at kæmpe imod fagforeningerne!” Mange af de unge kommunister kunne ikke se forskel på top og bund i fagforeningerne, eller at masserne ville bevæge sig gennem deres traditionelle organisationer, dvs. fagforeningerne. Før Novemberrevolutionen havde fagforeningerne haft 1,5 mio. medlemmer. Ved slutningen af december 1918, bare to måneder senere, var det tal steget til 2,2 millioner og i slutningen af 1919 til 7,3 millioner.

Ledelsen for KPD herunder Rosa Luxemburg formåede med store vanskeligheder at udskyde en beslutning på dette spørgsmål, men stemningen blandt flertallet af de unge kommunister var klart positiv overfor resolutionens linje. Det havde alvorlige konsekvenser. Under kongressen foregik der forhandlinger med en gruppe kaldet de revolutionære tillidsmænd om, hvorvidt de skulle gå med i KPD. Det var en gruppe med rødder ud på de største arbejdspladser især i Berlin, noget Spartakisterne manglede. Men da de Revolutionære Tillidsmænd så de sekteriske ultravenstretendenser på kongressen, ikke mindst på spørgsmålet om fagforeningerne, besluttede de at blive i USPD. Således mistede KPD en vigtig mulighed for at sikre sig en base blandt arbejderne især i Berlin. og de ultravenstretendenser, der fremkom på den stiftende kongres, fastholdt en stor tilstedeværelse i partiet.

Kontrarevolutionær provokation

Ved starten på året 1919 var staten i en krisetilstand. En del af arbejderklassen begyndte at blive utålmodig, især i Berlin. Et fænomen der ses i alle revolutioner, hvor de lag, der har været længst fremme i kampen, bliver utålmodige for at gå endnu længere, før de brede lag er parate til at følge dem; et kritisk tidspunkt for en revolutionær bevægelse. Der var en stor fare for, at hvis arbejderne i Berlin forsøgte at tage magten alene, kunne de ende med at være isolerede, som det skete i Rusland i juli 1917. Her var arbejderne i Skt. Petersborg blevet utålmodige og ønskede at genvinde det revolutionære initiativ, men de var forud for arbejderne og bønderne i resten af Rusland. Bolsjevikkerne advarede arbejderne i Skt. Petersborg mod at organisere en væbnet massedemonstration, men da den alligevel fandt sted, deltog de i den og forsøgte at give den en organiseret og disciplineret karakter. Demonstrationen blev druknet i blod af tropper hentet ind fra provinsen, som Bolsjevikkerne havde advaret. At Bolsjevikkerne både havde forudset, hvad der ville ske, og alligevel var gået med i demonstrationen, gav dem enorm prestige og autoritet blandt arbejderne, og var en vigtig faktor i, at de vandt flertal i sovjetterne et par måneder senere.

I Tyskland ønskede SPD lederne at fremprovokere en lignende situation; at provokere de mest bevidste arbejdere ud i halsløs gerning, der ville isolere dem fra de bredere lag og dermed give SPD lederne og overkommandoen en mulighed for at knuse revolutionen. SPD angreb politichefen i Berlin, Eichorn, der var kendt USPD medlem, og som af mange af de berlinske arbejdere blev set som deres sidste bolværk i forsvaret af byen. SPD krævede, at Eichorn trak sig fra posten, men han nægtede. Ledelsen af USPD i Berlin, der diskuterede med de revolutionære tillidsmænd, vedtog en resolution, der støttede Eichorn og mødtes med lederne af KPD.

Ingen ledelse

USPD, KPD og de revolutionære tillidsmænd indkaldte sammen til massedemonstrationer d. 5. januar 1919. Hundredetusinder af arbejdere marcherede til politiets hovedkvarter. En revolutionær komite blev nedsat med repræsentanter fra USPD, KPD og de revolutionære tillidsmænd.

Med denne tilsyneladende opbakning besluttede den revolutionære komite at forsøge at vælte SPD regeringen. Næste dag var 500.000 arbejdere i strejke og massive demonstrationer fandt sted. Flere steder blev besat af arbejderne (muligvis med indblanding fra provokatører): SPD avisen Vorwärts, jernbanernes hovedkvarter, fødevarelagre osv. Den revolutionære komite var i konstant møde under massemobiliseringerne, men havde ingen klar plan og kunne ikke give nogen klar ledelse.

Dette citat fra en anonym KPD leder nogle år senere beskriver situationen:

”Masserne var her meget tidligt, fra klokken ni om morgenen i kulden og tågen. Lederne sad i møde et sted, diskuterede situationen. Tågen blev tykkere og masserne ventede stadig. Men lederne diskuterede. Middag kom og bragte sult såvel som kulde. Og lederne diskuterede. Masserne var ekstatiske af spænding. De ønskede handling, noget til at føre dem ud af deres ekstase. Ingen vidste hvad. Lederne diskuterede. Tågen blev tykkere og med den kom skumringen. Masserne vendte triste hjem, de havde ønsket store begivenheder og de havde intet gjort. Og lederne diskuterede. De havde forhandlet i Marstall. De fortsatte i politihovedkvarteret, og de diskuterede stadig. Arbejderne stod udenfor på den tomme Alexanderplatz, med deres rifler i hænderne og med deres lette og tunge maskingeværer. Indenfor diskuterede lederne. På politihovedkvarteret var maskingeværerne ladt, der var matroser på hvert et hjørne, og i alle rum med udsigt over gaden var der en sydende masse af soldater, matroser og arbejdere. Indenfor sad lederne og diskuterede. De sad hele aftenen og de sad hele natten og de diskuterede. Og de sad stadig ved daggry næste morgen – og diskuterede stadig. Grupperne kom tilbage til Siegesallee, og lederne sad stadig og diskuterede. De diskuterede og diskuterede og diskuterede.” (Egen oversættelse fra Pierre Broué; The German Revolution 1917-1923)

Ledelsen i KPD, Zentrale, var kommet til same konklusion som Bolsjevikkerne i juli 1917: at det var for tidligt at vælte regeringen, eftersom de mest fremskredne arbejdere, arbejderne i Berlin, ville blive isolerede. Men KPD medlemmerne i den revolutionære komite – Liebknecht og Pieck – blev påvirket af de massive demonstrationer og ændrede holdning. De endte med at støtte resolutionen, der opfordrede til opstand. Men selvom den revolutionære komite opfordrede til opstand, havde de intet gjort for at forberede den og havde ingen plan for at tage magten. Den revolutionære komite var fuldstændig inkompetent, og dens vaklen og endeløse diskussioner uden nogen klar plan eller retning gav kontrarevolutionen tid til at samle kræfter. Denne vaklen havde også katastrofale konsekvenser i form af forvirring og desorientering blandt arbejderklassen, der havde vist sig parate til at handle beslutsomt, men som var blevet ladt retningsløse af deres ledere.

Trotskij forklarer i sit mesterværk Lessons of October, at tid er en afgørende faktor i en revolution. En revolutionær situation kan i sidste ende afgøres på 24 timer. En revolutionær ledelse der vakler, er derfor fatal for revolutionen. “Ledernes vaklen, der overføres til dem, der følger dem, er generelt set skadelig i politik, men under en væbnet opstand, så bliver den en dødelig fare.” (egen oversættelse Trotskij, Lessons of October).

Mord

Selvom ledelsen af KPD oprindeligt havde været imod opstanden, nægtede de alle, inklusiv Rosa Luxemburg, at kalde til tilbagetog, da først kampen startede. De sagde, det var et spørgsmål om revolutionens ære og principper. Men nogen gange kan tilbagetog være nødvendigt i kampen for at forberede den næste offensiv ordentligt. En revolution afgøres ikke af ”ære” men af styrkeforholdet mellem klasserne, herunder ledelse og organisering.

Kontrarevolutionen slog til. Regeringen angreb oprøret med de frivillige reaktionære militærenheder i frikorpset og hentede monarkistiske tropper til byen. De arresterede hurtigt to af KPD’s ledende medlemmer, Leo Jogisches og Hugo Eberlein, og ministeren Scheideman udstedte en uofficiel pris på 100.000 mark på Liebknecht og Luxemburgs hoveder.

D. 15. januar arresterede frikorps officerer Liebknecht og Luxemburg, og de blev taget med til ”forhør”. Begge havde nægtet at gå under jorden, ligesom Lenin oprindeligt havde gjort det i juli dagene i 1917, men i Rusland havde Bolsjevikkernes ledelse krævet, at han gjorde det alligevel, hvilket nok reddede hans liv. Marxister benægter ikke individets rolle i historien; i en revolutionær situation kan enkeltindivider, ledere med en korrekt forståelse, erfaring og autoritet, være den afgørende faktor. Var Lenin blevet slået ihjel i juli dagene reaktion, havde det haft alvorlige konsekvenser for Bolsjevikpartiet og måske betydet et andet udfald af revolutionen.

I Tyskland var der ingen ledelse, der krævede, at de revolutionære ledere beskyttede deres eget liv ved at gå under jorden. De var derfor relativt nemme for reaktionen at finde. Liebknecht var den første, der blev ført ud af arresten og skudt. Den officielle forklaring var, at han blev skudt under ”flugtforsøg”. Derefter blev Luxemburg ført ud, og hendes kranie blev smadret med en geværkolbe. Hun blev fragtet til Tiergarten og kastet i kanalen. Hendes lig blev først fundet d. 31. maj. De ansvarlige officerer for mordene slap mere eller mindre uden straf. De virkeligt ansvarlige for mordene var den socialdemokratiske regering, som naturligvis aldrig er blevet straffet for dette forræderi.

Det efterlod det unge KPD uden hoved. Den tyske revolution blev besejret, dog kun midlertidigt. Men flere efterfølgende revolutionære bevægelser, senest i 1923, mislykkedes også, og det banede vejen for Hitlers magtovertagelse i 1933.   

Lær af fortiden

Som revolutionære må vi lære af fortidens fejl, så vi ikke gentager dem. Vi overlader det til stalinisterne at hylde fortidens revolutionære som ufejlbarlige og lægge dem balsamerede i mausoleer. Der er ingen tvivl om, at den bedste og eneste revolutionære hyldest til Lenin, Luxemburg og alle de andre, der gav deres liv for revolutionen, er omhyggeligt at studere deres ideer og liv og lære af dem, inklusiv deres fejl.

Rosa Luxemburgs afgørende fejltagelse var på spørgsmålet om organisering. Allerede i 1903 kritiserede hun Lenins ”Hvad må der gøres” for at være for centralistisk og at fokusere for meget på behovet for en revolutionær avantgarde. I realiteten en kritik af Lenins opbyggelse af bolsjevikkerne, den afgørende faktor for den russiske revolutions succes.

Og da Luxemburg, som medlem af ledelsen i Anden Internationale, det internationale socialistiske bureau, skulle behandle spørgsmålet om det russiske parti i 1914, stod Luxemburg på samme side som Kautsky og fordømte, hvad de kaldte ”Lenins splittelsespolitik” imod mensjevikkerne og gik ind for en genforening af de russiske socialdemokrater. Lenin kritiserede hende for at gøre revolutionær aktivitet til et objektivt fænomen og i stilhed forbigå socialdemokratiets rolle som revolutionær ledelse.

Hun lagde stor vægt på massernes spontane initiativ og massestrejken. Det er forståeligt, når man ser på hendes kamp mod udviklingen blandt bureaukratiet i toppen af SPD. Men hendes manglende forståelse af nødvendigheden af at opbygge en disciplineret centraliseret kadreorganisation, dvs. en organisation a la Bolsjevikkerne, med marxister, der gennem skoling og erfaring, er i stand til at analysere en situation og handle selvstændigt, og som kan handle som en centraliseret enhed, viste sig fatal for den tyske revolution. 

Luxemburg mente, det var tilstrækkeligt at sprede ideerne bredt i partiet og blandt masserne. Hun afviste at bygge en kadreorganisation indenfor SPD og USPD for at undgå et split af disse, som det bl.a. var sket i Rusland, hvor socialdemokratiet var splittet i mensjevikkerne og bolsjevikkerne.

Først i 1916 blev den Spartakistiske Liga dannet, men endda her som et løst netværk på Rosa Luxemburgs insisteren. Hun holdt fast i SPD og derefter USPD, mens de revolutionære kun var samlet i et løst netværk helt frem til nytåret 1918/1919, hvor KPD blev dannet midt i revolutionens hede. Denne mangel på organiseringen af et revolutionært kadreparti, der kunne lede de tyske arbejdere i den tyske revolution, var årsag til revolutionens nederlag. Alle der ønsker at ændre verden, må lære den lektie og bruge det i dag.

Rosa Luxemburg var langt fra ufejlbarlig (den eneste, der ikke begår fejl, er den, der intet gør). Hun tog fejl i kontroverserne med Lenin i spørgsmålet om nationaliteternes ret til selvbestemmelse og også på spørgsmålet om kapitalens akkumulation og imperialisme. Men hun gjorde det altid ud fra et revolutionært standpunkt. Hun kæmpede med næb og klør for marxismen og den socialistiske verdensrevolution. Hun var aldrig bare en ”ja-siger”, men forholdt sig kritisk og stod klippefast i sit forsvar af marxismen overfor revisionisme og reformisme. Og ikke mindst var hun parat til at erkende og rette egne fejl som på spørgsmålet om den konstituerende forsamling.  Så på trods af hendes fejl hører hun til blandt de største af de revolutionære.

Lenin karakteriserede hende således efter hendes død:

”En ørn kan vel ofte flyve lavere end en høne, men aldrig formår en høne at flyve så højt som en ørn. Rosa Luxemburg tog fejl, da det gjaldt spørgsmålet om Polens uafhængighed; hun tog i 1903 fejl i bedømmelsen af mensjevismen, hun tog fejl, da det gjaldt teorien om kapitalakkumulationen, hun tog fejl, da hun i juli 1914 sammen med Plekanov, Vandervelde, Kautsky og andre gik ind for en forening af bolsjevikkerne med mensjevikkerne; hun tog fejl i sit fængselsskrift fra 1918, (hvori hun i øvrigt selv efter at have forladt fængslet i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 stort set korrigerede sin fejl). Men trods alle disse hendes fejl var – og forblev hun for os – en ørn. Og ikke bare vil kommunister over hele verden værne hendes minde, men hendes biografi og hendes samlede værker […] vil tjene som brugbare lærebøger til at træne mange generationer af kommunister over hele verden.”(Uddrag fra Lenins ’Notes of a Publicist”, oversat fra Marxist.com)