Fotos: AVN og Venezuelas udenrigsministerium
Socialistpartiets kandidat, Nicolas Maduro, vandt søndagens valg i Venezuela med 50.66% overfor højrefløjens kandidat, Capriles, der fik 49.07%. Maduro er dermed valgt som præsident frem til 2019 med mandat til at fortsætte den revolutionære proces. Capriles nægter, at anerkende resultatet og oppositionen forsøger at underminere demokratiet. Dette tætte valg understreger revolutionens problemer. Efter 14 år lider millioner af venezuelanere fortsat under alvorlige problemer på trods af de enorme fremskridt. Kun en overgang til socialisme kan sikre revolutionen i fremtiden.
Den revolutionære proces i Venezuela fortsætter efter Chávez’ død. Det står fast med resultatet af søndagens præsidentvalg. Med 99.12% af stemmerne optalt er Nicolas Maduro valgt som ny præsident frem til 2019 med 50.66%. Oppositionens kandidat, Henrique Capriles Radonski, fik 49.07% af stemmerne. Dermed var det et af de tætteste valg siden afdøde præsident Hugo Chávez første gang vandt i 1998. Samtidig har oppositionen nægtet at anerkende resultatet og kaldt Maduro for illegitim. Oppositionen fortsætter sin traditionelle antidemokratiske kurs og forsøger igen at destabilisere landet, efter at vælgerne klart og tydeligt har forkastet dem.
Valget søndag d. 14. april afholdes blot et halvt år efter at Hugo Chávez vandt det sidste præsidentvalg med 55.1%, igen overfor Capriles, men da den kræftsyge Chávez afgik ved døden den 5. marts, blev der udskrevet nyvalg. Kort inden sin død erklærede Chávez, at han gerne så, at hvis der skete ham noget, at Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV) valgte Maduro som sin efterfølger. I borgerlige medier over hele verden har der været spekuleret i, om revolutionen kunne overleve uden Chávez. De har ikke forstået, eller valgt ikke at forstå, at revolutionen ikke er én mand. Søndagens resultat viser med al tydelighed, at revolutionen bæres fremad, ikke af Chávez eller Maduro, men af de millionere af venezuelanere der har stemt på revolutionens kandidater og som gang på gang har forsvaret og ført revolutionen fremad i gaderne, på arbejdspladerne, skolerne og i de fattige kvarterer.
Højrefløjen angriber demokratiet – Forsøger at destabilisere landet
På trods af at valget har været overvåget af 170 internationale observatører og at gentagne rapporter fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), EU og Carter Centret, for blot at nævne nogle få, har anerkendt valg i Venezuela som frie og fair, så nægter oppositionen at anerkende resultatet. Den tidligere præsident for USA, Jimmy Carter, har endda erklæret, at Venezuela har verdens bedste valgsystem. Der er intet grundlag for at påstå valgsvindel og oppositionen har da heller ikke megen troværdighed på dette felt. Inden Chávez blev valgt og startede den venezuelanske revolution, fungerede Venezuela i praksis som et diktatur. Fængsler var fyldt med politiske fanger, medier blev censureret og i 1989 under ”El Caracaso” myrdede regeringssoldater og politi op mod 3000 demonstranter og civile. Alt dette blev der gjort en ende på, da Chávez blev præsident.
Siden har højrefløjen fortsat deres antidemokratiske kurs. 11. april 2002 forsøgte de at gennemføre et militærkup, hvor Capriles selv spillede en nøglerolle, der dog led nederlag til enorme folkelige protester kun to dage efter. Senere samme år forsøgte de en lockout for at destabilisere og ruinere landet og presse Chávez fra magten. Igen blev det stoppet af befolkningen, der mange steder besatte fabriker og oliefelter og holdt økonomien kørende. Det er kendetegnet ved den venezuelanske revolution: massernes intervention imod kontrarevolutionen ved hvert afhørende vendepunkt i den revolutionære proces. Oppositionens kandidat ved valget i 2006, Manuel Rosales, er flygtet til Peru eftersøgt for korruption, embedsmisbrug og for at havde udlovet en dusør på 25 millioner dollars for mordet på Chávez. Denne dusør var bl.a. med til at lokke 2,500 højreorienterede dødspatruljemedlemmer fra Colombia til landet[1]. Dødspatruljer der har været med til at myrde hundredevis af bondeledere langs grænsen i et forsøg på at forhindre at Chávez jordreformer trådte i kraft. Jævnligt udøver oppositionen terror og mord imod venstrefløjen, fagbevægelsen, bondeledere og den oprindelige befolkning.
Hackerangreb og anklager om svindel
Under selve valget blev det nationale valginstitut CNE, der står for afviklingen af valget og optællingen af stemmer, udsat for 45.000 hacker angreb. Sandsynligvis i et forsøg fra oppositionen på at manipulere med resultatet. Ligeledes blev andre regeringsinstitutioner, venstrefløjsorganisationer og internationale solidaritetsbevægelser udsat for hackerangreb mod hjemmesider og twitterprofiler, herunder Hands Off Venezuela og præsident Maduro selv. Hackerangrebene udførtes under navnet Lulz Peru og det venezuelanske Anonymus har taget afstand fra angrebene[2].
Også udenfor den digitale verden ledte oppositionen angreb på demokratiet. Bl.a. i Sucre kom det til voldelige episoder. I løbet af dagen blev mindst 49 anholdt for brud mod valgloven. De mest almindelige forbrydelse på valgdage er kampagneføring (i Venezuela skal alle kampagner stoppe et par dage inden valget) og destruktion af stemmesedler af enkelte oppositionsstøtter, der forsøger f.eks., at æde deres stemmeseddel så de bedre kan påstå at der er svindlet med deres stemme. For disse små forbrydelser løslades folk dog oftes hurtigt. Men nogen blev også anholdt for at bære våben og en for at være iklædt en falsk militæruniform. Ligesom der før valget er blevet arresteret grupper af lejesoldater fra El Salvador og colombianske højreorienterde paramilitære der ønskede at destabilisere valget. En ansat i det statslige olieselskab PDVSA er op til valget blevet skudt og dræbt mens han deltog i et støttearrangement for Maduro for arbejdere på PDVSA, vidner siger mordet var politisk motiveret[3]. En kameramand for den revolutionære tv-station ”Barrio TV” blev skudt af oppositionstilhængere, men er nu uden for livsfare. Ligeledes blev Potro Alvarez, en berømt venstreorienteret baseballspiller, udsat for trusler og chikane da han forsøgte at stemme i et oppositionsdomineret kvarter[4].
Oppositionen ved, at de har flertallet imod sig og de har ingen tillid til demokratiet og befolkningen. De er parat til at bruge alle tænkelige midler til at stoppe revolutionen og knuse det folkelige demokrati.
International mediemanipulation
Over hele verden manipulerer de borgerlige medier dagligt med nyheder fra Venezuela og dette valg har ikke været nogen undtagelse. Heller ikke i Danmark. Jævnligt bliver det påstået, at Venezuelas økonomi og infrastruktur ligger i ruiner. Dette på trods af at Venezuela har oplevet en næsten uafbrudt høj vækstrate siden Chávez blev valgt og i 2012 havde en vækstrate på 5.5%, ligesom at BNP er fordoblet under Chávez’ regeringstid. Infrastrukturen har aldrig haft det bedre. Nye metroer, jernbaner og kabellinjer bliver oprettet, veje i fattige områder bliver asfalteret og nye mere sikre offentlige langtursbusselskaber er oprettet. I virkeligheden må vi spørge: Hvilken infrastruktur var det, der skulle være forfaldet under Chávez? Der eksisterede stort set ingen offentlig infrastruktur før revolutionen.
Mellem 2005 og 2012 oprettede man 7873 sundhedscentre i Venezuela og alle har i dag adgang til gratis lægebehandling. På uddannelsesområdet er analfabetisme udryddet ifølge FN’s UNESCO. 73.3% har i dag minimum en gymnasiel uddannelse, en stigning på ca. 20%, og antallet af universitetsstuderende steg fra 895.000 i 2000 til 2,3 millioner i 2011. Venezuela ligger i dag på en 5. plads i verden i forhold til andelen af befolkningen, der får en universitetsuddannelse. Senest har FN’s UNDP erklæret, at Venezuela er det førende land i regionen i fattigdomsbekæmpelse og blandt de førende lande på kontinentet i social udvikling. Ligeledes har FN anerkendt Venezuela som det førende land på kontinentet indenfor kvinders ligestilling.
En anden hyppig påstand er, at Venezuelas afhængighed af fødevarerimport fra udlandet er steget under Chávez. Avisen Information gik endda så langt som til at påstå, at størstedelen af Venezuelas fødevarer bliver importeret[5]. Noget der åbenlyst er løgn. I 1999, da Chávez trådte til som præsident, producerede Venezuela kun 50.1% af deres fødevarerforbrug selv. I dag producerer landet 71% selv, samtidig med at der har været en 81% stigning i forbrug, bl.a. fordi underernæring og sult næsten er udryddet. Hvis fødevarerforbruget havde været det samme som i 1999, ville Venezuela i dag producere 140% af, hvad de forbrugte.
Forsøg på underminering af valgresultatet
På selve valgdagen og efter resultatets offentliggørelse har flere medier fortsat manipulationen. Ritzau/Reuters skriver, og bl.a. DR og Information viderebringer, f.eks.: ” Valgstederne burde være lukket i Venezuela, der mistede sin præsident gennem 14 år, Hugo Chavez, i marts. Men Capriles påstår, at nogle steder blev folk gennet ind i valglokaler for at stemme efter lukketid, skriver AFP.”[6]. Dette ignorerer bare, at Venezuelas valglov klart og tydeligt siger, at valglokalerne skal holde åbent så længe, der stadig er folk, der står i kø til at stemme. Hvilket valgloven i øvrigt også siger i Danmark, men det er måske også valgsvindel?
Ligeledes påstås der, f.eks. hos Politiken, at Capriles ikke har fået adgang til de statslige medier[7]. Dette er endnu en manipulation. Capriles er blevet inviteret til at fremlægge hans program på stats-tv, men har nægtet. Samtidig ”glemmes” det, at mens der kun er to statslige nationale tv stationer, så er der hele 7 private landsdækkende tv stationer der alle støtter Capriles og direkte medvirker i hans kampagne. Altså samlet set en klar overvægt til oppositionen.
Ovennævnte er blot et fåtal af de mange løgne og manipulerede nyheder om Venezuela, som jævnligt florerer i medierne.
Selv omtalen af valget som tæt indeholder en vis grad af manipulation. Utvivlsomt var valget tæt, men det er valgene i mange lande, det er der intet unikt i, sådan som man ellers vil få indtryk af i de borgerlige medier. Det er ikke unormalt, at regeringer i store dele af verden vinder valg uden at vinde over 50% af stemmerne. Over hele verden regerer regeringer med under halvdelen af befolkningens opbakning uden at nogen nogensinde stiller spørgsmålstegn ved legaliteten i det. Maduro vandt med ca. 250.000 stemmer, et mindre flertal end forventet og ønsket, men stadig et klart flertal, som må respekteres af alle demokratiske kræfter.
Indtil videre ser det dog heldigvis ud som om, at de fleste danske medier anerkender at Maduro vandt valget.
Hvordan sikres revolutionen?
Samtidig med at vi må forsvare resultatet af valget og glædes over endnu en sejr for revolutionen i Venezuela, så er det klart, at resultatet også viser tydelige faretegn. En advarsel om, at hvis udviklingen fortsætter, kan det nemt ende med nederlag til revolutionen ved fremtidige valg. Fraværet af Chávez har utvivlsomt været en af årsagerne til det dårligere resultat. I forhold til valget i oktober 2012 så gik revolutionen 4.41 procentpoint tilbage og mistede 786.794 stemmer mens oppositionen gik 4.76 procentpoint og 679,099 stemmer frem (vær opmærksom på at den endelige optælling kan forandre resultatet lidt). Andre kandidater fik 0.26% ved dette valg, et fald på 0.32 procentpoint siden valget 2012.
Endnu mere tydeligt bliver problemet, når vi tager med, at revolutionens kandidater vandt en stor sejr og fremgang ved regional- og lokalvalget 16. december 2012. Her vandt socialistpartiet PSUV flertal i 20 ud af 23 stater og et flertal på 1 million stemmer, en fremgang fra de 18 regioner PSUV vandt ved valget i 2008. Men mens Chávez’ død, og Maduros lavere autoritet i befolkningen, kan forklare en del af resultatet så må vi ikke stille os tilfreds med en sådan forklaring. Den venezuelanske revolution står overfor alvorlige problemer fra to fløje.
På den ene side har vi borgerskabet og imperialisterne der udøver terror imod venstrefløjen, påstår valgsvindel, sabotere infrastruktur og økonomi for at destabilisere landet og som internationalt militært opruster i regionen og kommer med militære provokationer fra bl.a. USA, England og Holland i et forsøg på at true og presse den venezuelanske regering.
Fremad mod socialisme
Truslen fra borgerskabet og imperialismen er ikke den største trussel mod revolutionens sejr. Revolutionen står med initiativet og kunne utvivlsomt besejre oppositionen, borgerskabet og imperialisterne i enhver konfrontation. Så længe de altså har den revolutionære befolkning med sig, vel at mærke. Den mest alvorlige trussel mod revolutionen, kommer fra den revolutionære bevægelse selv, fra bueraukratiet, som gang på gang har forsøgt at stoppe og afspore revolutionen. Selv efter 14 års revolution og enorme historiske forbedringer, er der stadig voldsomme problemer i Venezuela.
Millioner lever fortsat i fattigdom og i blikskure i slummen. 3% af befolkningen lider stadig af underernæring, på trods af store fremskridt og at FN har anerkendt Venezuela, som det land på kontinentet der er længst i kampen mod sult. De enorme stigninger i løn, pension og tilskuddene til fødevarer og andre basale nødvendigheder, bliver undermineret af den høje inflation. Regeringens massive investeringer i industri, teknologi og boligbyggerier modsvares af produktionsstandsninger og investeringsstrejker fra borgerskabet, der vil underminere økonomien. Kriminaliteten er stadig enorm. Samtidig er korruption og 5. kolonnes bureaukrati stadig udbredt i staten, fagbevægelsen og i PSUV, hvor tidligere medlemmer af de borgerlige partier fortsætter, som om intet var hændt, nu blot med et andet partimedlemsskab, men uden nogen loyalitet overfor revolutionen og deres nye parti.
Alle disse problemer underminere befolkningens opbakning til revolutionen. Efter 14 års kamp, utallige valgsejre og nedslidende, og til tider blodige, kampe imod oppositionens angreb på demokratiet, er kapitalismen stadig dominerende i Venezuela og med den alle dens problemer og dens barbari. Man kan ikke mobilisere befolkningen permanent til kamp, især ikke uden at der tages reelle skridt for at gøre op med kapitalismen. Efterhånden sniger der sig en vis træthed og desillusionering ind. Det er netop, hvad vi kan se ved dette valg, hvor oppositionen ikke bare gik frem, men hvor valgdeltagelsen faldt. Ved søndagens valg var deltagelsen kun på 74.71%. Et højt tal i forhold til de fleste lande i verden, også i vesten, og i forhold til mange tidligere valg i Venezuela (valgdeltagelsen er steget enormt under Chávez), men intet i forhold til deltagelsen i 2012 på 80.52%. Alting tyder klart på, at det er revolutionens støtter, der er blevet hjemme, trætte af de utallige kampe uden en endelig sejr.
Ønsket om socialisme er klart og tydeligt alle vegne i Venezuela. Ved valg efter valg har arbejderne, de fattige bønder, de tidligere udstødte i slumkvarterene og ungdommen givet deres opbakning til revolutionen og udtrykt støtte til overgangen til socialisme. Alt der mangler er en ledelse for bevægelsen, der tager de afgørende skridt og kalder befolkningen i kamp for at ekspropriere og fordele godsejernes jord på landet til de fattige bønder og landets oprindelige befolkning, eksproprierer kupmagernes virksomheder, overtager de arbejdsgiversaboterede industrier og beslaglægger de enorme formuer, som et rigt mindretal nægter at investere til landets bedste, som de første skridt for at nationalisere de vigtigste dele af økonomien under demokratisk planlægning. Hvis landets ressourcer blev underlagt befolkningens demokratiske kontrol, ville man på kort tid kunne gøre en ende på fattigdom, underernæring og boligmangel en gang for alle. Dette er, hvad de revolutionære kræfter i og udenfor Venezuela må kæmpe for at denne sejr bruges til.
[1] Al Jazeera muestra video del paramilitar que admite plan de magnicidio contra el Presidente Chávez (http://www.youtube.com/watch?v=2P6viCfFtr8)
[2] Gobierno ha neutralizado más de 45 mil intentos de ataques cibernéticos contra el CNE –(http://www.correodelorinoco.gob.ve/nacionales/gobierno-ha-neutralizado-mas-45-mil-intentos-ataques-ciberneticos-contra-cne/) og LIVE BLOG presidential election April 14 (http://www.handsoffvenezuela.org/live_blog_presidential_election_april_14.htm
[3] Venezuelan Government Foils Destabilisation Plans (http://venezuelanalysis.com/news/8593)
[4]Agresión contra el Potro Alvarez en el Santo Tomás de Villanueva (http://www.youtube.com/watch?v=fOmQHMBkU7I&feature=youtu.be)
[5] Selv i døden er Chávez den stærkeste kandidat (http://www.information.dk/457245)
[6] Taber i Venezuela-valg antyder valgfusk (http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/04/15/0415063839.htm) og Capriles antyder valgfusk i Venezuela (http://www.information.dk/telegram/457388)
[7] Valgobservatør skoser valget i Venezuela (http://politiken.dk/udland/ECE1945540/valgobservatoer-skoser-valget-i-venezuela/)
