Følgende dokument blev enstemmigt vedtaget på Revolutionære Socialisters kongres den 17-18. januar 2015. Vækker det din interesse? kontakt os!
Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Krisen, der startede i 2008, var ikke bare en almindelig økonomisk nedtur, men et vendepunkt i situationen. Ikke bare økonomisk, men politisk, socialt, bevidsthedsmæssigt og på alle andre planer. Borgerskabet kan ikke se en vej ud af det nuværende morads. Uanset hvad de gør, er det forkert. Hvad der skaber midlertidig ro på et felt, øger blot ustabiliteten på et andet, og systemet som helhed.
OECD fremkom med en økonomisk prognose frem til 2060, der på baggrund af den nuværende økonomiske situation, tegnede et dystert billede af fremtiden. At forudsige økonomien 50 år ud i fremtiden er imidlertid nonsens. Men det giver et billede af den nuværende situation, som de bruger som grundlag, og borgerskabets psykologiske tilstand: De kan ikke se lys for enden af tunnelen.
The Guardian beskriver på den baggrund udsigterne således: “OECD har en klar besked til verden: for de rige lande er kapitalismens bedste dage overstået. For de fattige lande – der nu oplever stigende industrialisering – vil fremgangen være ovre i 2060.”
Seks år efter Lehman Brothers’ kollaps fortsætter den globale krise med at hjemsøge store dele af kloden. Især Europa er hårdt ramt, men også Kina er i stigende grad i vanskeligheder, ligesom de andre BRIK lande (Brasilien, Rusland og Indien) og Japan sidder stadig fast i det økonomiske kviksand, som de har befundet sig i de sidste årtier. USA fremhæves som det positive indslag, men opsvinget efter krakket er det svageste, man nogensinde har registreret. Udsigten er enten en fortsættelse af status quos stagnation eller et nyt skarpt kollaps i verdensøkonomien.
BNP i eurozonen var i 2013 var stadig 1,6% under 2007. Selv borgerlige økonomer er begyndt at tale om ”permanent stagnation”, dvs. årtiers stagnation. Italien gik i midten af 2014 i recession (dvs. to kvartaler i træk med negativ vækst) for tredje gang siden 2008 og Frankrigs økonomi stagnerede.
Selv tysk økonomi viser i stigende grad svaghedstegn, og tysk BNP gik tilbage i andet kvartal 2014. Investeringerne faldt også. Den tyske industriproduktion faldt med 4,8 procent og byggeriet er gået ned med to procent i andet kvartal, viste en undersøgelse fra det tyske økonomiministerium. De kvartalsvise tal kan ofte vise store udsving, men de illustrerer, hvordan krisen bevæger sig mod nord. Tysk økonomisk tilbagegang viser på den ene side den europæiske økonomis svaghed, da Tyskland i høj grad eksporterer til de andre europæiske lande, hvis import svækkes af den fortsatte krise. På den anden side betyder en svækket tysk økonomi, øgede problemer i den europæiske økonomi. Ikke mindst Danmark, hvis økonomi er afhængig af eksport, særlig til Tyskland.
Indtil nu har de borgerlige økonomers kur mod krisen i Europa været nedskæringer med det mål at skabe overskud på de offentlige budgetter for at nedbringe den enorme gæld. Imidlertid har dette forværret problemerne med manglende efterspørgsel og faldende BNP til følge, hvilket igen har betydet, at gælden i fht. BNP er vokset.
De borgerlige økonomer frygter nu deflation, dvs. faldende priser. Det viser, hvor alvorlig krisen er: Renterne er praktisk talt på nul, finansmarkederne svømmer i billige penge fra centralbankerne, men stadig nærmer prisudviklingen sig den frygtede nul-linje. Markedet er mættet. Prisstigningerne falder på grund af manglende efterspørgsel. Begynder priserne først at falde, starter det en negativ spiral. Faldende priser vil betyde, at den reelle gældsbyrde (som de forsøgte at nedbringe) vil vokse. Det vil virke negativt tilbage på efterspørgslen osv. osv.
At sparekuren ikke har virket, er tydelig for enhver, og bekymringerne i borgerskabet vokser. Ikke mindst nu når selv tysk økonomi, der drev den europæiske økonomi bare lidt fremad, er i problemer. Derfor er der et stigende kor af fortalere for, at EU skal gøre det samme som USA og England har gjort: Såkaldt kvantitative lempelser (quantitative easening, QE), dvs. at trykke penge. Ud over at det er en del vanskeligere at gennemføre i EU, fordi EU består af en masse økonomier, der ikke trækker i samme retning, vil det ikke løse noget, men blot udskyde og uddybe problemerne. USA har godt nok haft vækst, men den har været minimal. De kvantitative lempelser har ikke sat gang i investeringer og produktion, men bare øget pengemængden, og har i realiteten ikke opnået andet end at genoppuste den finansielle boble. Siden bunden, der blev nået i 2009, er de 500 mest handlede amerikanske aktier i S&P500 indekset steget med 184 procent. I oktober 2014 er indekset 24 procent højere end topniveauet før krakket (Stockcharts.com). I efteråret 2014 er der tegn på, at aktiemarkedet igen kan være på vej ind i et nyt krak.
Alle de, der efter Murens fald lovede evig fremgang, og at kapitalismens indre modsætninger var overvundet, både de borgerlige økonomer og dem fra venstrefløjen, er blevet modbevist. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. De indre modsætninger mellem på den ene side den sociale produktion, dvs. produktion på stor skala, involverende mange mennesker og store dele af samfundet, og på den anden side den private ejendomsret, samt modsætningen mellem den globale produktion og nationalstaten, er en større og større bremse for den videre udvikling af samfundet. Som Marx og Engels forklarede, er kapitalistiske kriser overproduktionskriser. Kriser hvor der er ”for mange” varer, ”for mange” produktionsmidler. Ikke i forhold til hvad der er behov for, men i forhold til hvad der kan afsættes og tjenes profit på. Det er kriser, hvor maskiner står stille, mens millioner går arbejdsløse. Krisens funktion under kapitalismen er at udrydde denne overproduktion. Det var netop den funktion Anden Verdenskrig havde på depressionen i 1929, ud over at genopdele verdenen: at destruere fabrikker, maskiner og mennesker og lægge grunden for et nyt opsving.
I dag er der, ud fra kapitalismens logik, behov for en tilsvarende destruktion af overkapacitet. Men en verdenskrig er heldigvis udelukket i den nuværende periode. På den ene side pga. udviklingen af atomvåben, der ikke skelner til klassetilhørsforhold, og på den anden side fordi arbejderklassen i dag er langt stærkere på verdensplan, end da Anden Verdenskrig brød ud. Borgerskabet er bange for, hvad der vil ske, hvis den forsøgte at massemobilisere arbejdere til at slå arbejdere af andre nationaliteter ihjel i en ny storkrig. Men det betyder også, at den, i kapitalistisk forstand, nødvendige destruktion af overkapacitet må ske internt i landene selv, gennem nedskæringer, angreb på leveforhold osv. og, at perioden vil blive enormt langstrakt.
Den nobel-prisvindende keynesianistiske økonom Poul Krugman skrev i New York Times: ”Men hvad hvis den verden, vi har levet i de sidste fem år, er den nye normal? Hvad hvis depressions-lignende forhold fortsætter, ikke bare et år eller to endnu, men i årtier?”. Den anerkendte økonom Laurence Summers sagde på IMF’s årlige konference: ”Vi har […] en økonomi, hvis normale tilstand er mangel på efterspørgsel – eller i det mindste mild depression – og som kun kommer tæt på fuld beskæftigelse, når den holdes flydende af bobler.” (NYT, 17.11.13).
Kapitalismen befinder sig i det, som Trotskij i 1930’erne kaldte en organisk krise: en periode hvor kapitalismen ikke kan komme ud over sine indre modsætninger, og hvor den generelle tendens, på trods af mindre opsving, er nedadgående. Angrebene på arbejdernes tilkæmpede levestandard er først lige begyndt. Borgerskabets problem med dette er, at det fører direkte til social opstand og i sidste ende revolution. Det er derfor, vi ser dem trække alting i langdrag: Ingen af dem tør tage de drastiske beslutninger og smadre levestandarden her og nu.
Efterkrigsopsvinget, og det deraf følgende semi-civiliserede liv for arbejderklassen i de udviklede lande, var en undtagelse i kapitalismen. Vi kan se frem til en tilbagevenden til den ”gamle” form for kapitalisme, som vi kendte den på Marx og Dickens’ tid: Uden socialt sikkerhedsnet, uden velfærd, uden faste ansættelser og til lav løn, uden udsigter til at kunne kravle op ad stigen. Det er virkeligheden, der står foran det store flertal. For den lille elite er rigdommen bare vokset siden krisen; uligheden på verdensplan og herhjemme har nået nye højder. Ifølge en rapport fra den svejtsiske finansinstitution Credit Suisse ejer den rigeste ene procent i verden halvdelen af verdens samlede værdier. Og den fattigste halvdel af jordens befolkning ejer mindre end 1 procent af verdens værdier. Det beskriver en tendens, der ligger i forlængelse af Oxfams undersøgelse, som viste, at de 80 rigeste mennesker ejer det samme som jordens 3,5 milliarder fattigste til sammen.
Institutioner som den Internationale Valutafond (IMF) er begyndt at advare om faren for revolution, hvis uligheden får lov at fortsætte med at sige. Også fx ærke-keynesianisten herhjemme, økonomiprofessor Jesper Jespersen, advarer om det samme, at hvis ikke der tages hånd om uligheden, vil vi se revolution: ”I næsten ethvert samfundsmæssigt perspektiv vil ulighed føre til større og større spændinger. Hvornår de udløses, tør jeg ikke gisne om”. (pol.dk 15.10.14). Det afspejler, hvordan den reformistiske del af venstrefløjen tænker på samme måde som borgerskabet og appellerer til deres frygt: Vi må gøre op med uligheden for at undgå revolution. De ønsker kapitalisme, men uden des indbyggede modsætninger – en utopi.
Stigende konflikter
Ligesom den økonomiske krise har undermineret al stabilitet mellem nationer og mellem klasser, virker den politiske uro tilbage på økonomien. Situationen i Ukraine og i Mellemøsten er en alvorlig trussel mod verdensøkonomien og kan være den udløsende faktor i at kaste verdensøkonomien tilbage i krise.
Mens en verdenskrig er udelukket, kommer de stigende spændinger til udtryk i et stigende antal konflikter mellem nationerne, både af økonomisk og militær art. Som den store krigsteoretiker Carl von Clausewitz sagde, er krig videreførelse af politikken med andre midler. Tidligere blev verdensøkonomien drevet frem af store stigninger i verdenshandelen, men de faktorer, der skubbede ”globaliseringen” fremad, er nu gået i bakgear. De sidste mange års fejlslagne forsøg på at nå en aftale i verdenshandelsorganisationen, WTO, er en indikation på de modsætninger, der eksisterer på verdensplan. Det er nemt at enes, når kagen bliver større, men som ordsproget siger: når krybben er tom, bides hestene. Protektionistiske tendenser er stigende på verdensplan, som vi fx har set med sanktionerne mod Rusland i forbindelse med konflikten i Ukraine.
Efter Murens fald fremstod USA som verdens eneste supermagt, men i takt med at det økonomiske grundlag for denne status undermineres, undermineres også USA’s magt på andre planer. I Syrien blev det helt tydeligt, at magtforholdet har forrykket sig og hverken Obama eller Cameron kunne få opbakning hjemmefra til militær intervention, hvilket for alvor udstillede deres svaghed. I stedet slog russerne til og spillede med musklerne.
Krigene i Afghanistan og Irak har været et enormt økonomisk dræn på den amerikanske økonomi, og resultatet har været at øge ustabiliteten og svække den amerikanske imperialismes interesser i området. Irak er et stort rod og det samme gælder Afghanistan. Udviklingen i Irak, med Islamisk Stat, har kastet USA i armene på deres tidligere ærkefjende i regionen: Iran, der de facto er i alliance med USA om bekæmpelsen af IS, selvom ingen af siderne kunne drømme om at indrømme det. Med udviklingen i Ukraine er konflikterne og den anspændte situation mellem stormagterne rykket sig ind på det europæiske kontinent.
Danmark er så lille et land, at den danske herskende klasse på ingen måde kan spille en selvstændig rolle udenrigspolitisk. Økonomisk set er dansk økonomi bundet til Tyskland, som er den største handelspartner. Men netop derfor læner den danske herskende klasse sig op ad USA sikkerheds- og udenrigspolitisk, der på den måde virker som politisk og militær modvægt til Tyskland, og dermed sikrer den danske herskende klasse størst politisk og økonomisk manøvrerum i forhold til den stærke tyske nabo. De danske regeringer har derfor været helt fremme i forreste række for at bevise sin loyalitet mod USA. Hver gang en ny militær intervention er på tegnebrættet fra USA, sættes et fast manuskript i gang: Der piskes en stemning op i medierne om en befolkningsgruppe, der skal ”reddes” af humanitær intervention. ”Eksperter” fra forsvarsakademiet (de der har gavn af øget militær aktivitet) forklarer om nødvendigheden af intervention. Lederskribenterne fra de største medier kræver handling, nu!
Enhedslisten er flere gange bukket under for dette pres og har bakket op om imperialistiske interventioner. Interventioner der sker ud fra geopolitiske og økonomiske mål, og intet har til overs for humanitære overvejelser. De er blotte undskyldninger, som man kan skifte ud efter for godt befindende (masseødelæggelsesvåben i Irak, blev til behov for at vælte en diktator osv. osv.). På den måde har Enhedslisten givet imperialismen et venstredække for at gå i krig – det stik modsatte af den internationalistiske politik, der er nødvendig.
Imperialismen kan på ikke spille en progressiv rolle, og det burde være venstrefløjens opgave over alt i verden at udstille imperialismens hykleri og reaktionære rolle. I Mellemøsten er det nuværende kaos skabt netop på baggrund af den imperialistiske invasion i 2003. En invasion der har dræbt hundredetusinder, sendt millioner på flugt og har påført irakerne forfærdelige lidelser. Der findes ikke ”humanitære” interventioner fra imperialisternes side. Amerikanernes bekymring for kurderne i Kobane, eller tidligere indbyggerne i Libyen, er ikke andet end et hyklerisk dække over sikring af egne interesser. De ”glemmer” belejligt at fortælle hvem, der til at begynde med finansierede de islamiske fundamentalistiske grupper: USA selv. De glemmer belejligt at fortælle, at IS’ fremrykning er gået forholdsvis nemt, fordi den irakiske Maliki regering, USA’s marionet, havde forfulgt det irakiske sunni-muslimske mindretal. Den selvsamme irakiske regering, som det danske Hercules-fly, som samtlige partier i Folketinget stemte for, skulle hjælpe. Det burde være venstrefløjens opgave at afsløre imperialismens reaktionære karakter, ikke at give den et venstredække, som Enhedslisten gjorde, da de stemte for at sende flyet af sted.
Politisk ustabilitet
Den ustabile økonomiske situation på verdensplan underminerer også den politiske stabilitet. I alle lande begynder de herskende klasser at miste sit greb. Det borgerlige samfunds institutioner; parlamenter, kongehuse, monarkier, kirken, medier, politi osv. rystes. Det bliver bl.a. udtrykt i et stigende antal skandaler, som fx afsløringen af en omfattende pædofili-ring i hele det britiske samfunds top, inklusiv de Konservative. Eller da den spanske kong Carlos abdicerede og gav plads til sin søn, for at forsøge at lægge låg på sine skandaler. Men hundredetusinder af spaniere samledes spontant under Republikkens flag fra den spanske borgerkrig for at fejre hans afgang.
Ligeledes rystede den tætte afstemning om Skotlands selvstændighed i september 2014 ikke bare den britiske, men hele den europæiske herskende klasse. Mere end 45% af skotterne stemte for selvstændighed og Storbritannien, den 300 år gamle union, var tæt på opløsning. Stemmerne for selvstændighed var imidlertid ikke stemmer for nationalisme, men imod nedskæringspolitikken fra London. Det var en stemme for større demokratisk kontrol med økonomien. Havde et flertal af skotterne stemt ja, havde de hurtigt opdaget, at problemet ikke er politikerne i London, og at selvstændighed derfor ikke ville løse problemerne. Problemet er kapitalismen. Den eneste løsning er socialisme.
Den skotske afstemning viste, ligesom valget til Europaparlamentet, et vigtigt karakteristika ved den nuværende situation: der eksisterer en enorm frustration i alle lande. I de lande, hvor der ikke eksisterer et venstrealternativ, der ikke er rodet ind i lusede kompromisser, går de højrepopulistiske, nationalistiske partier frem, som vi så det med Dansk Folkeparti herhjemme, Front Nationale i Frankrig, UKIP i England o.l. Men i Grækenland blev Syriza EP-valgets store vinder med 27 procent af stemmerne, og Podemos i Spanien er det bedste eksempel på, at folk leder efter et alternativ.
Podemos blev først stiftet i januar 2014, bare få måneder før EP-valget hvor de fik 8 procent af stemmerne. Efterfølgende er partiet vokset og lå i november 2014 til næsten 30 procent i meningsmålingerne. Podemos’ succes skyldes, at de ses som noget andet end resten af det politiske system, at de, trods ideologisk uklarhed, siger, at der er brug for et brud med hele systemet. De traditionelle partier i Spanien er lige som deres modparter i resten af Europa, miskrediterede af at have deltaget i nedskæringspolitikken. Der er en voksende mistillid til hele det politiske system og en følelse af, at de traditionelle partier ikke repræsenterer almindelige mennesker.
Efter Podemos’ flotte valgresultat blev lederen af partiet, Pablo Iglesias, spurgt, om han var tilfreds med resultatet. I stedet for at glædes over resultatet svarede han: ”Vores mål er endnu ikke opnået.” Og han fortsatte med at sige, at de ikke kunne være glade, fordi den dårlige politik vil fortsætte, og at de ikke vil være tilfredse, før de har magten. Podemos klarer sig ikke bare godt i meningsmålingerne. Tusindvis er i skrivende stund blevet aktive og deltager i Podemos’ møder. Om Podemos er et midlertidigt fænomen eller viser sig levedygtigt, kan ikke afgøres på forhånd. Men Podemos er et tegn på et nyt stadie i klassekampen i Spanien. Hvor bevægelsen med de Indignerede (los indignados) var imod al politik, er der nu, efter mange kæmpedemonstrationer og strejker, en erkendelse af behovet for politisk organisering. Podemos er en vigtig lektie for revolutionære over hele verden om at være forberedte på pludselige skift i den politiske situation.
Danmark er uadskillelig del af den europæiske krise
Det kan til tider lyde på de danske politikere som om, Danmark er noget særligt, adskilt fra resten af verdens krise. Men dansk økonomi er fuldstændig underlagt udviklingen, ikke mindst i Tyskland, og krisen i Europa har afgørende effekt på dansk økonomi.
Den tyske økonomi havde i lang tid et massivt handelsoverskud med resten af Europa. Således var nettoeksporten af varer og tjenester i 2007 på 170 mia. euro (ca. 1.260 mia. kroner). De 150 mia. euro (88 procent) var fra handel de andre EU-lande. Tyskland udkonkurrerede de sydeuropæiske lande, samtidig med at de tyske banker lånte dem penge til at importere tyske varer, og var på den måde med til at uddybe krisen. De gennemtvang derpå sparepolitikken i Sydeuropa, hvilket drænede efterspørgslen. Den tyske politik er nu begyndt at give bagslag: Eksporten til de europæiske lande falder, og trods en stor stigning i eksport til landene udenfor EU, begynder den tyske økonomi nu at udvise krisetegn. Og når tysk økonomi (der udgør en femtedel af EU’s BNP) begynder at udvise krisetegn, rammer det hele Europa og Danmark, der i høj grad er afhængig af eksport til Tyskland.
Dansk økonomi klarede sig langt fra godt ovenpå krisen, som det ellers fremstilles af politikerne. Det senest opgjorte danske BNP var i 2013 hele 5 procent under højdepunktet i 2007 i faste priser. Endnu værre ser det ud for industri- og råstofudvinding, der i juni 2014 var 15 procent under toppen før krisen, mens industriproduktionen alene i juni 2014 var 4 pct. under toppen før krisen. Her seks år efter krakket, der kickstartede krisen, er den danske økonomi stadig ikke nået op på niveauet fra før krisen.
De samme modsætninger, som vi ser i resten af verden, eksisterer også i dansk økonomi: virksomhederne kan ikke afsætte deres varer: Hverken eksternt på de pressede eksportmarkeder eller på det interne marked, hvor gæld, pressede lønninger og arbejdsløshed holder den private efterspørgsel nede og hvor nedskæringer i det offentlige, år efter år, også begrænser den offentlige efterspørgsel. Det betyder, at virksomhederne ikke investerer, selvom overskuddene er rekordstore.
De danske virksomheder havde i 2012 opsparet 225,9 milliarder kroner siden 2009, uden at investere i produktionsapparatet. Selvom væksten i BNP var negativ i andet kvartal, tjente de største danske virksomheder i C20-indekset masser af penge. I Danmark vokser overskuddene i de største virksomheder ved, at presse mere arbejde ud af arbejderne til samme løn.
I de 16 største C20 virksomheder, dvs. de største børsnoterede selskaber, der i august 2014 havde afleveret regnskab for andet kvartal, var overskuddet vokset med 25,1 procent efter skat, i forhold til sidste år, mens omsætningen kun var steget med 3,8 procent. Det er eksklusiv Mærsk. Tages A. P. Møller – Mærsk med, er fremgangen i overskuddet oppe på 49,2 procent til næsten 40 milliarder kroner efter skat i andet kvartal.
”De største danske virksomheder i C20-indekset, der udgør rygraden af dansk erhvervsliv, tjener penge som aldrig før. Men de har svært ved for alvor at få gang i salget og skabe grundlaget for øget indtjening i fremtiden. Virksomhederne er til gengæld noget nær verdensmestre i at klemme yderligere indtjening ud af omsætningen ved at effektivisere og spare på omkostningerne.” (buisness.dk 20.08.14, vores fremhævning)
Samme proces ses i hele Europa, hvor omsætningen også er stagneret, mens overskuddene stiger i de største virksomheder. Det er klart, at det har sin begrænsning: Når færre arbejdere får løn for at producere samme antal eller flere varer, hvem skal så købe dem? Det øger konkurrencen mellem lønniveauer og skaber et ”kapløb mod bunden”. Alle lande konkurrerer på løn og arbejdsforhold. De danske arbejdere skal ikke bare konkurrere mod de tyske arbejdere, der har fået smadret deres løn og arbejdsforhold i løbet af de sidste årtier, men også sydeuropæiske og kinesiske. I England er reallønnen faldet 7 år i træk, et fald på 8 procent mellem 2007 og 2014, det største fald siden 1860’erne og 1870’erne (theobserver.com 11.10.14). Konklusionen er klar: angrebene på de danske arbejdere er først lige begyndt.
Arbejdsgiverne har gennem krisen været i offensiven, godt hjulpet på vej af regeringen, der både har foreslået såkaldt medarbejderinvesteringer, baseret på modellen fra Danish Crown slagteriet på Bornholm, hvor medarbejderne ”investerer” en del af deres løn i nødstedte virksomheder. Ligeså har regeringen foreslået forsøgsvis at gøre op med overenskomsterne i en række kommuner, for at se om det vil være mere ”effektivt”.
Udsigterne ser ikke for lyse ud. Selvom arbejdsløsheden faktisk begyndte at falde lidt midt i 2014, har det været svært at spore optimisme hos de danske økonomer efter sommeren. Få dage efter at regeringen fremlagde sit bud på finanslov for 2015 var økonomer ude og skyde regeringens prognoser for økonomien ned som alt for optimistiske. Det skete, da tallene for andet kvartal kom ud, og det viste sig, at der havde været negativ vækst. (At dette tal efterfølgende er blevet opjusteret til omkring nul, skyldes at de pludselig indførte en ny regnemetode). I september 2014 nåede industriens tro på fremtiden det mest pessimistiske niveau i fem år, på baggrund af tallene fra Tysklands økonomi og situationen i Ukraine.
Regeringens finanslovsudspil gik ”lige til stregen” af det tilladte indenfor EU’s konvergenskrav, som bestemmer hvor stort underskud, der må være på statens finanser. Det var det bedste, som kapitalismen har at tilbyde i Danmark: En finanslov uden forbedringer og med mere eller mindre indirekte nedskæringer på velfærden. Regeringens optimistiske forventninger til væksten i 2014 og 2015, som var forudsætning for overholdelse af EU’s krav, ser dog ud til ikke at holde. Derfor var regeringen nødt til at fremrykke beskatning af pensionsmidler, som de forventer, vil give 15 mia. ekstra i skatteindtægter i 2015. Det er 15 mia. kroner der ikke kommer ind i fremtiden. De går fra ”opsparingen”. Danmark er på vej i samme retning som resten af Europa, vi har bare et større lag ”fedt” (velfærd) at tære på. Men de angreb vi har set på dagpenge, pensioner, børnehaver, skoler, sygehuse, ældrepleje osv. er kun begyndelsen.
Tænketanken Cevea har lavet en undersøgelse, der viser, at Danmark er dét vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest mellem 2004 og 2011 (målt i Gini-koefficient), fem gange mere end gennemsnittet i EU15! Den rigeste procent af befolkningen i Danmark ejer 32 procent. af de 1.600 mia. kr., som alle danskerne har til sammen i form af aktier, obligationer og ejendomme. (jp.dk 30.08.14). Ifølge en undersøgelse fra Enhedslisten ejer de 10 pct. rigeste 84 procent af formuerne, en stigning siden 2009 hvor samme gruppe havde ”bare” 69 procent af formuerne. De fattigste 40 pct. af befolkningen har kun gæld, og for de fattigste ti procent er gælden vokset under krisen. De 10 procent fattigste har en gæld på gennemsnitligt 569.000 kr.
Regeringens elendige politik har, på trods af alle løfter om det modsatte, været med til at forværre denne udvikling i forkert retning. Uligheden og antallet af fattige er øget, ikke mindst gennem regeringens dagpengereform, kontanthjælpsreform og sygedagpengereform. Op mod 60.000 står til at have mistet dagpengene i slutningen af 2015 og hele 6.000 skæbner stod i januar 2014 uden nogen form for indtægt, som konsekvens af dagpengereformen.
Regeringen miskrediteret
Ligesom i resten af Europa har den politiske krise undermineret tilliden, ikke bare til individuelle politikere eller bestemte partier, men til politikerne generelt. Politikernes troværdighed er lavere end en bilforhandlers (BT 10.10.14). Regeringen har undermineret sin egen opbakning ved at fortsætte de borgerliges sparepolitik. Det førte til SF’s mere eller mindre kollaps, men også Socialdemokraterne rammes af vælgerflugt. Ifølge professor Jørgen Goul Andersen har vælgerne forladt Socialdemokraterne og SF som et fravalg, ikke fordi de bedre kan lide nogen af de andre partier. Jørgen Goul Andersen forklarer, at det især er utilfredshed med krisepolitikken, der frustrerer de klassiske socialdemokratiske vælgere:
”Det er især arbejdere og lavere funktionærer, der har tjekket ud på grund af regeringens krisepolitik. Her har utilfredsheden været massiv. Blandt de selvstændige og højere funktionærer, der stemmer på regeringen, har der været en mere neutral og afventende holdning. Blandt dem har der ikke været noget frafald af betydning, men heller ikke her har der været den store tiltro til effekten af regeringens krisepolitik.” (altinget.dk 15.09.14)
I starten af krisen var der et håb om, at den ville gå over. Hvis vi ”spændte livremmen ind”, skulle det nok blive bedre. Men krisens alvor er ved at gå op også for danskerne: 52 procent af 3Fs medlemmer er helt eller delvist enige i, ”at generationerne efter mig vil være dårligere stillet end jeg selv har været” og kun 24 procent er helt eller delvis uenige. (pol.dk 30.08.14)
Blandt 3Fs medlemmer svarer 73 procent, at de er helt eller delvist enige i, ”at danske folketingspolitikere generelt har fokus på nogle forkerte emner”, kun 4 procent er helt eller delvist uenige. Og hele 84 procent af 3Fs medlemmer mener, ”at folketingspolitikerne generelt set har for lidt føling med, hvad almindelige danskere bekymrer sig om”. 3Ferne er på linje med den danske befolkning generelt. Tilliden til politikerne generelt set er historisk lav. Mellem 2011 og 2013 blev den halveret til bare 36 procent og kun 2 procent har ”meget stor tillid” (altinget.dk).
Valg
Inden november 2015 skal der afholdes valg, og alt tyder på, at de borgerlige vinder valget. Ansvaret for dette er ene og alene lederne af arbejderpartierne og fagforeningernes. Toppen i Socialdemokratiet der har stået i spidsen for at fortsætte den borgerlige nedskæringspolitik og toppen i SF der gik med i regering. Men også toppen i Enhedslisten, der nok har kritiseret regeringen, men samtidig konsekvent har holdt hånden under den og kun har fremsat utopiske alternativer til den førte økonomiske politik, der ikke bryder med kapitalismen, men tværtimod alle sammen er ud fra en systembevarende tanke. Enhedslistens strategi om at trække regeringen til venstre fik den modsatte effekt: den trak Enhedslisten til højre, ind mod midten.
Fagtoppen valgte (med FOA som eneste undtagelse) i enhver henseende at stå bag regeringen, uanset hvor hårde angreb den gennemførte på deres medlemmer og gik imod alle forslag om mobilisering mod den førte politik, ud fra devisen, at der ikke måtte gøres noget, der kunne risikere at vælte den nuværende regering. Det har banet vejen for en valgmæssig tilbagevenden til de borgerlige: Hvis der alligevel bliver ført borgerlig politik, hvorfor ikke vælge den ægte vare, hvor man ved, hvad man får? De borgerlige partiers succes kan i hvert fald ikke tilskrives de borgerlige ledere. Især Lars Løkke har gjort, hvad han kunne for at skræmme vælgerne væk i den ene skandale efter den anden, der viser elitens korrupte karakter.
I takt med at valget nærmer sig, har Helle Thorning gjort præcis, hvad Nyrup gjorde, da det lakkede mod enden for hans regering: At trække indvandrerkortet og love stramninger overfor flygtninge. Resultatet er præcis, hvad der skete i slut 90’erne. Når arbejderbevægelsen foreslår stramninger, finder højrefløjen med Dansk Folkeparti i spidsen på noget endnu værre, som at sende alle asylansøgere til lejre i Afrika.
Men en nylig undersøgelse viser, ifølge videnskab.dk, at socialdemokratiets top ikke har fattet, hvorfor de mistede opbakning i 90’erne. Der var ikke, fordi de var for ”slappe” i deres flygtningepolitik. Vælgerflugten fra Socialdemokraterne i slut 90’erne skyldtes primært Nyrup regeringens socialpolitik, med netop en dagpengereform, efterlønsreform og et indgreb i storkonflikten i 1998. Men det er klart, at det er langt mere belejligt, at give indvandrerne skylden for alle problemerne, end at skulle forklare, at kriser er en indbygget del af kapitalismen, og at enhver regering, der vælger at holde sig indenfor kapitalismens rammer, derfor må skære ned.
Perspektiver for en borgerlig regering
En borgerlig regering vil ændre situationen kvalitativt: Den socialdemokratiske fagtop, kan lettere give plads til utilfredsheden blandt deres medlemmer under en borgerlig regering. Det så vi i 00’erne under Anders Fogh og Lars Løkke. På samme måde vil arbejderpartierne i opposition kunne rejse kritik af nedskæringerne, og vil kunne fremstå mere venstreorienterede.
Under den socialdemokratisk ledede regering er de radikaliserede lag af især unge blevet frastødt af arbejderpartierne, startende med Socialdemokraterne og SF, men efterhånden også Enhedslisten, som holdt hånden under regeringen. Også ungdomsorganisationerne, DSU, SFU og SUF, der i 00’erne stod i spidsen for mange af bevægelserne blandt unge elever og studerende, forholdt sig mere eller mindre passive under den socialdemokratiske regering og mistede medlemmer og opbakning.
Der har ikke været de store bevægelser siden valget i 2011 og Revolutionære Socialister har måttet opstille et helt klart skel til regeringspartierne og også deres støttepartier og har på den måde været temmelig isoleret. Når arbejderpartiernes position i forhold til magten ændrer sig, vil arbejdernes attitude til disse også ændre sig. I det omfang de stiller sig i opposition til en borgerlig regerings nedskæringspolitik, kan de få en vis støtte fra arbejderne, om end der endnu skal ske store begivenheder, før arbejderne strømmer til arbejderpartierne, som er historisk miskrediterede. Men ligegyldig om det sker, må Revolutionære Socialisters tilgang tage de ændrede omstændigheder i betragtning.
En borgerlig regering vil paradoksalt nok give os endnu bedre mulighed end nu, for at vise, at netop toppen i arbejderbevægelsen er den største hindring for en grundlæggende ændring af samfundet. Ikke ved at råbe at de er forrædere, men ved at stille positive krav til dem.
Mens arbejderpartierne var i regering, fremstod de for alle arbejdere og unge, som var imod nedskæringer, som modstanderne. I en sådan situation blev det meningsløst at stille positive krav om fx en dagpengeløsning til den samme regering, hvis dagpengereform man bekæmpede. Det samme gjaldt SU-reform, kvalitet i uddannelserne, ordentlige forhold for de ældre osv. Men kommer arbejderpartierne i opposition, ændrer den situation sig, de står ikke længere som den direkte modstander for arbejdere og unge, der kæmper mod nedskæringer.
I en sådan situation må vi i højere grad rejse krav om, hvad arbejderpartierne og fagforeningerne konkret bør gøre i eventuelle bevægelser, og hvad de burde gøre, hvis de var i regering. Det vil kræve en langt mere fleksibel tilgang end de seneste år. En tilgang hvor vi venligt, men kritisk rejser de krav, der opstår på arbejdspladser, skoler osv. og samtidig kæder dem sammen med nødvendigheden af socialisme, baseret på erfaringerne fra de sidste fire år, der tydeligt viser, at der ikke findes en mellemvej mellem at administrere kapitalismens krise og socialisme.
Skulle der ske det usandsynlige, at den nuværende regering bliver genvalgt, betyder det ikke bare, at alting fortsætter som før. Allerede nu er det tydeligt, at på arbejdspladser og uddannelsessteder opbygges presset som i en trykkoger, men der kan ikke lægges låg på utilfredsheden for evigt og på et tidspunkt vil den eksplodere uanset hvilken regering, der kommer efter næste valg. For nedskæringspolitikken vil fortsætte.
Enhedslisten
Da regeringen trådte til og skuffede sine vælgere, gik Enhedslisten massivt frem både medlemsmæssigt og i meningsmålingerne, fordi de blev set som et alternativ. Men toppen i Enhedslisten har gjort, hvad de kunne, for at ”normalisere” partiet, at gøre det til en accepteret del af det parlamentariske system. Det ser ud til at være lykkedes: ”Enhedslisten er blevet mere moderat og langt mindre revolutionært”, udtalte Mogens Lykketoft til Berlingske (27.04.14). Men jo mere Enhedslisten bliver en del af det etablerede politiske system, jo mere omfattes de af den udbredte mistillid til politikerne.
Efter valget i 2011 lå Enhedslisten rimelig konstant til mellem 15 og 20 procent af de unges stemmer i meningsmålinger. Men fra sommeren 2013 begyndte opbakningen at falde og stabiliserede sig fra sommeren 2014 på omkring 10-13 procent af de unges stemmer. Enhedslistens medlemstal eksploderede i en årrække, og både i 2005 g 2011 fordoblede partiet sit medlemstal. Men også medlemsfremgangen er stagneret og fra 2013 til 2014 faldt medlemstallet med 4,87% (enhedslisten.dk). Entusiasmen for partiet er smeltet væk, i takt med at partiet er rykket mod højre og mere og mere er blevet en del af det parlamentariske system. Det radikaliserede lag er ikke forsvundet, men ingen af de eksisterende partier formår at forbinde sig med dem, de føler sig politisk ”hjemløse”.
Enhedslistens strategi er den logiske konsekvens af manglen på et videnskabeligt socialistisk program, dvs. et marxistisk program. Uden et sådan teoretisk fundament kastes de hid og did af enhver ny begivenhed og kommer under enormt pres fra den ”offentlige mening”, der i realiteten er borgerskabets stemme formidlet af medier og institutioner. De ser kun overfladen; at arbejderklassen forholder sig i ro, at ”socialismen” i øst ikke virkede osv. og de mister tiltroen til både arbejderklassen og med dette tiltroen til socialismen. Den logiske konklusion er at fokusere på det parlamentariske arbejde og forhandlingerne med de andre partier. For at forhandle bedst muligt må man fremstå mest muligt troværdigt i de andre politikeres øjne. Det får sin egen logik, hvor det ene krav efter det andet opgives for at opnå bare et eller andet, for hvilken anden måde er der, at opnå forbedringer på?
Argumentet bliver, at arbejderklassen alligevel ikke tror på socialisme, og det handler om forbedringer nu og her, men det bliver en selvforstærkende profeti. For 1) hvis der var flertal for en socialistisk revolution, stod vi i sagens natur midt i en revolutionær situation og 2) jo mindre perspektivet om socialisme rejses, jo færre vil kende til perspektivet og dermed blive overbevist. Det svækker partiet i arbejderklassens øjne og dermed dets styrke i forhandlinger om reformer og det betyder, at forbedringerne her og nu bliver et spørgsmål om at forsøge at afværge de værste katastrofer gennem appeller til de andre partier.
Det er paradoksalt, at mens kapitalismen tydeligvis har spillet fallit, opgiver Enhedslisten, ligesom de fleste andre partier i Europa, at opstille et alternativ til kapitalismen. De taler for regulering indenfor de eksisterende rammer, al la Piketty, der peger på den stigende ulighed og behovet for omfordeling. Mens kravet om en omfordeling påpeger åbenlyse uretfærdigheder, løser en omfordeling i sig selv intet, men er kun symptombehandling. Måske i erkendelse heraf taler Enhedslisten også i stigende grad imod vækst. I et interview med Information udtalte Johanne Schmidt-Nielsen:
”Tiden med høje vækstrater er definitivt forbi. Den høje vækst i efterkrigstiden blev skabt i kraft af adgangen til – troede man – uendelige ressourcer, et enormt effektiviseringspotentiale i den industrielle økonomi samt en befolkning med stort behov for at forbruge mere. Intet af det er til stede i dag. Prisen på ressourcer er steget markant, et flertal af danskerne ønsker ikke at forbruge mere, og mange skubbes ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan følge det tempo, der kræves. Derfor er det ikke realistisk at forestille sig, at tiden med høje vækstrater kommer tilbage.” (information.dk 26.09.14)
Vi er enige med Johanne Schmidt-Nielsen i, at tiden med høje vækstrater er slut indenfor kapitalismen og at vækst indenfor kapitalismen sker på bekostning af mennesker og miljø. Men derudover giver det hun siger ikke mening. For det første er det en indbygget del af kapitalismen at stræbe efter vækst, den logik kan der ikke gøres op med indenfor kapitalismens rammer (at kapitalismen så ikke er i stand til at skabe vækst er en helt anden sag). Men for det andet, og endnu vigtigere, er vækst en afgørende del af en socialistisk planøkonomi. Forudsætningen for at kunne sænke arbejdstiden og dermed sikre alles deltagelse i at styre samfundet er en stigende produktivitet, altså vækst.
Problemet er, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke opstiller en socialistisk økonomi som alternativ. I stedet fremsætter hun ideen om en ”cirkulær økonomi” (et begreb der er temmelig uklart) uden vækst. Men hvad betyder ingen vækst? Manglende vækst er realiteten i dag, og det betyder faldende levestandard. Og skal arbejderne i de underudviklede lande derudover hives ud af fattigdom, men totalproduktet være konstant, så må det nødvendigvis kræve voldsom nedgang i levestandard for arbejderklassen i de udviklede lande.
Socialisme handler ikke om lavere levestandard for de brede masser. Hvorfor skulle folk kæmpe for et dårligere liv? Også i den mest udviklede del af verden, skal levestandarden tværtimod også op. Der skal være bedre boliger, hospitaler og vuggestuer, teknologiske redskaber der letter det huslige arbejde, bedre transportmuligheder osv. og ikke mindst bedre tid til at udfolde sig selv som menneske. Det kræver vækst, men vækst, der ikke går ud over miljø og mennesker. Det kan kun lade sig gøre i en demokratisk planlagt økonomi, dvs. et socialist samfund.
Fra massernes synspunkt er den parlamentariske front udtømt for nu, efter at arbejderpartierne har fejlet i forhold til regeringsmagten. Men den radikalisering, vi har set opbygget over de seneste år, vil finde andre måde at udtrykke sig på. I den næste periode vil vi se bevægelse på den faglige front, dvs. i bevægelser uden for partierne som enkeltsagsspørgsmål, spontane bevægelser der starter udenom fagbevægelse og elev- og studenterbevægelse eller bevægelser på initiativ af disse faglige organisationer.
Frustrationer ophobes
Selv om der på overfladen er tilsyneladende ro, opbygges frustrationerne allerede nu under overfladen. Hvornår de udløses i eksplosioner, om det først er efter, at de borgerlige har genvundet magten eller ej, er ikke til at sige på forhånd. Hvad vi kan sige er, at den tilsyneladende ro ikke skyldes, at vi ”har det for godt”, som mange af de mest bevidste arbejdere og unge tror. For uanset hvem man snakker med, om de er politisk bevidste eller ej, er der enorme frustrationer: det gælder for skolelæreren, der er ramt af skolereformen, sygeplejersken der igen står overfor nedskæringer, den arbejdsløse der er ved at løbe tør for dagpenge, tømreren der skal arbejde til han bliver 70, børnefamilien der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, den universitetsstuderende der ikke ved, hvad fremtiden bringer, lærlingen der ikke kan få praktikplads, folkeskoleeleven der frygter, at karaktergennemsnittet bliver for lavt. Ingen er tilfredse med tingenes tilstand, men indtil nu tror alle, at de er alene med den følelse.
Mellem 2005 og 2009 var Danmark det land med flest tabte arbejdsdage pr. 1000 indbygger i OECD med et gennemsnit på 159,4. Sammenlignet med Frankrig, der havde anden flest med 132 og Belgien på tredjepladsen med 78,8, var det en betragtelig strejkeaktivitet. Men da krisen satte ind, faldt antallet af tabte arbejdsdage til et historisk lavt niveau. Demonstrationernes størrelse svandt også kraftigt.
Stilstanden har været naturlig, men det ser ud til, at det nu så småt er ved at vende. I tredje kvartal 2013 begyndte antallet af ulovlige strejker at stige igen. I første kvartal 2014 var der 120 ulovlige strejker, mens der i hele 2013 var 176. Med lige knapt 5.000 tabte arbejdsdage er det det højeste antal for et 1. kvartal, siden 2007. Det er dog langt op til 1. kvartal 2007, hvor der var ca. 24.000 tabte arbejdsdage. Men ikke desto mindre er det et muligt begyndende brud på stilstanden. Også fagforeningernes medlemsflugt er bremset op, et tegn på at arbejderklassen begynder at indse begrænsningerne i individuelle løsninger og behovet for organisering og kollektive løsninger. Dette sker endda på trods af den førte politik fra fagtoppen.
Et andet sikkert tegn på at der under overfladen opbygges en utilfredshed er, at kritikken af Helle Thorning og Corydon er taget til fra toppen af fagforeningerne. Socialdemokraternes manglende vilje til at gøre noget reelt ved dagpengeproblemet har ført til massivt pres fra de almindelige medlemmer, et pres som fagtoppen er nødt til at reflektere i et eller andet omfang.
De første tre år af regeringens levetid bakkede fagtoppen, med undtagelse af FOAs Dennis Kristensen, ellers regeringen op i alt. LO’s formand, Harald Børsting, var endda ude og støtte regeringens angreb på SU’en til gengæld for skattelettelser til erhvervslivet som et led i bedre konkurrenceevne. Men selv Harald Børsting var i forbindelse med finanslovsforhandlingerne 2015 ude med (minimale) krav til ændringer i dagpengereformen.
3F, Danmarks største fagforening, der primært repræsenterer de ufaglærte, har gjort op med tidligere praksis og vil ikke længere pege på bestemte partier. Det viser arbejderpartiernes totale fallit, at fagforeningerne nu, under pres fra medlemmerne, yderligere svækker det bånd, der altid har eksisteret mellem den faglige og politiske del af arbejderbevægelsen. At lederne i stedet begynder at flirte med Dansk Folkeparti, er absolut ikke en løsning. Tværtimod: DF er et arbejderfjendsk parti og burde afsløres som sådan af fagtoppen. Den ekstreme utilfredshed, der eksisterer blandt arbejderne, afspejles ikke af nogen af de politiske partier.
I et interview i Politiken gav den nye formand for 3F, Per Christensen, udtryk for den utilfredshed, der findes blandt medlemmerne: ”Når jeg taler med renovationsarbejdere og rengøringsassistenter, er de vrede og frustrerede. De føler sig i den grad svigtet af politikerne, og de oplever, at regeringen simpelthen ikke fatter almindelige lønarbejderes liv og virkelighed og ikke formår at henvende sig til arbejdere på en måde, som rammer arbejderne i maven. Politikerne lever i deres helt egen verden. Kløften mellem lønarbejdere og politikere er enorm, og den er kun blevet større.” (pol.dk 30.08.14)
Han forklarer, at medlemmerne af 3F føler, at udviklingen er dybt uretfærdig, og at det gør dem rasende:
”[…] mange af mine medlemmer oplever, at den sociale kontrakt, der har eksisteret under både borgerlige og socialdemokratiske regeringer, er blevet brudt. De føler, at de har levet med dagpengeforringelser, dårligere kontanthjælp, førtidspension, efterløn og så videre – men de får ikke noget den anden vej. Tværtimod! Når de samtidig kan se, at der bliver givet skattelettelser til virksomhederne, og at Corydon med Dong-salget sælger ud af arvesølvet til de banditter, der var med til at udløse hele krisen, bliver de rasende og siger ’nu er det fandeme nok’. Fru Jensen var med til at hjælpe bankerne, da de var i krise, men hvem hjælper nu fru Jensen? Fru Jensen føler sig i den grad svigtet, og fru Jensen er medlem af 3F.” (pol.dk 30.08.14)
Marx forklarede, at den sociale væren bestemmer bevidstheden. Det vil sige, at det er de materielle forhold, der er bestemmende for bevidstheden. Men bevidstheden er ikke en automatisk og direkte afspejling af de materielle forhold. Hvis det var tilfældet, ville vi have en revolution nu, da de objektive betingelser er overmodne for socialisme. Bevidstheden halter derimod efter den objektive situation og afspejler i en vis grad fortiden.
For arbejderklassen går hverdagen i sin vante trummerum. Det meste af tiden er der ikke tid eller overskud til at tænke over samfundets indretning. For slet ikke at tale om læren af den russiske revolution eller at læse Kapitalen, ind imellem arbejde, madpakkesmøring, rengøring, indkøb, tøjvask og de tusinde andre praktiske opgaver, der fylder hverdagen.
Men selvom det ikke sker bevidst, lagrer alle begivenheder sig i arbejderklassen hukommelse. Det hober sig alt sammen op: Når endnu en kollega skal fyres, når endnu en politiker har brugt skatteydernes penge til luksus, når lønnen presses osv. osv. På et tidspunkt nås et bristepunkt. Som Marx forklarer, slår kvantitet om i kvalitet, eller med et dansk ordsprog: dråben får bægeret til at flyde over. Pludselig er nok blevet nok og passivitet bliver til bevægelse. Hvad der bliver den udløsende faktor, den sidste dråbe, er ikke til at sige på forhånd: i Tunesien var det en mand, der satte ild til sig selv, der startede det arabiske forår – han var hverken den første eller sidste, men han var ”dråben”. I Tyrkiet var det rydningen af en park og politiets efterfølgende brutalitet, i Brasilien stigende buspriser.
Men når først arbejderklassen og unge bevæger sig, udvikler deres bevidsthed sig med lynende hast. Den indhenter med et spring den objektive situation, og folk begynder at lede efter alternativer og en ny vej frem.
De begyndende strejker har været blandt privatansatte, bl.a. i lufthavnen, på Danish Crown slagterierne, Danfoss, og blandt bygningsarbejderne på det nye supersygehus i Skejby. Alle steder har arbejdsgiverne været i offensiven, og selv det at kræve overenskomsten overholdt kunne medføre en fyreseddel. Men nu begynder det at blive tydeligt, at for det første var krisen ikke bare midlertidig, og for det andet bugner overskuddene i virksomhederne, mens arbejderne stadig bliver bedt om at betale prisen. De danske arbejdere er tålmodige mennesker, men alt har en grænse.
I det offentlige er presset også bare øget og øget. Efter de offentligt ansatte var ude i store kampe i 00’erne, er arbejdsgiverne, kommuner, regioner og staten gået til modangreb, som ved lærerlockouten, hvis formål var at knække en af de stærkeste og bedst organiserede faggrupper indenfor det offentlige. De offentlige arbejdsgivere forbereder sig til overenskomstforhandlingerne i foråret 2015. Her vil de offentligt ansatte blive bedt om at betale de mange milliarder, der er brug for, hvis regeringens økonomiske planer skal hænge sammen. Det skal ske gennem dårligere løn- og arbejdsforhold. Men regeringen kan blive overrasket. FOA begyndte allerede sidste år at indsamle til en strejkefond og alle offentlige fagforeninger er gået sammen i et forhandlingsfællesskab, for at stå stærkere i forhandlingerne.
Tryk avler modtryk
Unge er blevet særlig hårdt ramt af krisen: Mens velstanden for de +40 årige (en gruppe der indbefatter de rigeste i landet) i perioden 2000 – 2012 er steget mere end 20%, er den for dem under 25 år faldet med 6,4%. Regeringen har gennemført det ene tiltag efter det andet, der har øget presset på unge. Den særlige uddannelsesydelse for unge arbejdsløse har presset unge ind på uddannelserne. Samtidig har regeringen øget presset på de studerende med karakterkrav på erhvervsskolerne og fremdriftsreformen på universiteterne. På tegnebrættet er en gymnasiereform, der også indeholder adgangskrav, ligesom der er gang i den såkaldte ”dimensioneringsreform”, der vil skære antallet af pladser på de videregående uddannelser, som ifølge statistikkerne har høj dimittend-arbejdsløshed.
Samtidig med at optaget af studerende er øget markant, for at få dem ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, er finansieringen faldet. Ifølge Danske Studerendes Fællesråd er uddannelsesbevillingerne pr. heltidsstuderende på universiteterne faldet med 7,5 % mellem 2009 og 2013, mens det samlede tilskud pr. heltidsstuderende er faldet med hele 13,5 %.
De unge er udsat for et krydspres. Lige meget hvad de gør, er det ikke nok. Folkeskoleeleverne har verden for deres fødder, indtil de opdager, at de ikke skal være sikre på at kunne starte på den ønskede ungdomsuddannelse, hvis karaktergennemsnittet er for lavt. Starter de på en erhvervsskole, er chancen for en læreplads relativt lille. På gymnasiet er presset kæmpestort for at sikre sig at kunne læse videre. For dem, der når ind på universitetet, er de nu ved at blive frataget retten til at kunne tage en kandidatuddannelse. Dvs. de risikerer at stå med en bachelor, efter tre år, der reelt ikke kan bruges til noget. Og når man så står med eksamensbeviset i hånden, hvad enten det er et svendebrev, en professionsbachelor som sygeplejerske eller en kandidatgrad, er risikoen for arbejdsløshed stor.
Men tryk avler modtryk. Der er ingen udsigt til, at hverken den nuværende eller en kommende regering vil lette presset på ungdommen. Indtil nu har de unge forsøgt individuelle løsninger, som at studerede flittigt, forbedre CV’et med ubetalt praktik, ekstra undervisning osv., men det har en grænse. Vi har allerede set de første begyndelser på protester blandt de universitetsstuderende i december 2013 og igen i efteråret 2014. Men det er, som når man vågner efter en lang nats søvn. Kroppen bevæger sig først langsomt og skal strækkes igennem, før hele legemet kommer op i omdrejninger. På et tidspunkt vil ungdommens frustrationer eksplodere, og en ny ungdomsbevægelse vil bryde ud, som ikke bare vil handle om forholdene for unge, men også om den ensretning, der foregår på uddannelserne. Det er en proces, der allerede er startet, hvor studerende begynder at rejse kritik af det, de undervises i, som åbenlyst er ensidige og verdensfjerne teorier.
Kapitalismen kan ikke tilbyde ungdommen nogen fremtid, og det bliver tydeligt for flere og flere. Der er et lille, men voksende, lag, især blandt unge, som kapitalismens krise allerede nu har radikaliseret. De leder efter et alternativ. Det er et lag, som kan vindes til de marxistiske ideer, og direkte til programmet om socialistisk revolution. Det er friske lag, der ikke er tynget af tidligere tiders nederlag og skuffelser.
Som Trotskij skrev om ungdommen i Overgangsprogrammet:
”Selv blandt de arbejdere, som en gang kom frem i forreste række, er der selvfølgelig ikke så få, som er trætte og desillusionerede. De vil i det mindste i den nærmeste periode forblive tilskuere. Når et program eller en organisation er slidt op, er den generation, som bar dem på sine skuldre også slidt op. Bevægelsen får nyt liv gennem ungdommen, som ikke har noget ansvar for fortiden. Fjerde Internationale er særligt opmærksom på proletariatets unge generation. I hele sin politik stræber den efter at indgyde ungdommen tro på dens egen styrke og på fremtiden. Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.”
Tid til forberedelse
Det er ikke de revolutionære, der skaber revolutionære bevægelser, ligesom strejker ikke opstår på grund af ”agitatorer”. Det er kapitalismen selv, der presser arbejdere og unge ud i kamp og revolutionær bevægelse. Det vil også ske i Danmark. Men skal en socialistisk revolution sejre, kræver det en bevidst revolutionær ledelse for arbejderklassen, kort sagt: Et revolutionært masseparti. Spørgsmålet er: hvordan når vi dertil?
De danske arbejdere er stadig nogle af de bedst organiserede i hele verden. Det giver på den ene side arbejderne en enorm magt – men på den anden side er det kun potentielt set. Knipsede Helle Thorning, Pia Olsen Dyhr, Harald Børsting og Dennis Kristensen med fingrene kunne de sætte Danmark i stå og rent faktisk gennemføre en fredelig og demokratisk overgang til socialisme. Men at de skulle gøre dette, er imidlertid fuldstændig usandsynligt. Det viser, hvor problemetikken ligger: i toppen af arbejderbevægelsen.
På trods af ledernes elendige politik, viser al historie, at arbejderklassen ikke bare forkaster de organisationer, den møjsommeligt har opbygget. Når først masserne bevæger sig, vil de forsøge at bruge de organisationer, der allerede eksisterer, startende med fagforeningerne, og på baggrund af store kampe, vil de også gå til de arbejderpartier de kender, eller udsplit fra disse.
Lige gyldigt hvilke drejninger masserne tager, er Revolutionære Socialisters opgave at følge bevægelsen nøje, at have en fleksibel tilgang og følge masserne og være parat til at skifte taktik på 24 timer, hvis det er nødvendigt. Hvorfor? Fordi massernes indtræden i et masseparti vil betyde massiv radikalisering af disse og skabelsen af venstrereformistiske og centristiske massestrømninger. Når det sker, skal marxisterne være til stede. Centrisme betyder nemlig en mellemposition i bevægelsen mellem reformisme og revolution. Det er en strømning, der er radikal i sit sprogbrug, men endnu ikke fører det ud i handling. Centristiske massestrømninger signalerer startskuddet til, at de brede masser kan vindes til de marxistiske ideer. Derfor skal vi være til stede, når det sker.
Forstår vi ikke, den måde masserne bevæger sig på, risikerer vi at ende som en sekt uden forbindelse til arbejderklassen. Det der adskiller den Internationale Marxistiske Tendens fra alle andre tendenser af revolutionær og ”trotskistisk” afart er, at vi, ud over en skarp fokus på teori, ikke bare afskriver masseorganisationerne. De vil blive ændret fra top til bund, når masserne bevæger sig. Præcis hvad og hvordan er dog umuligt at spå om på forhånd.
Nogle partier vil blive kastet til side allerede inden bevægelsen starter, som det kan se ud til at være tilfældet med Pasok i Grækenland. Det kan også være, at en tidligere højreorienteret socialdemokrat splitter ud og presses til venstre af masserne, som vi har set det med lederen af Front de Gauche i Frankrig, Melenchon, der mellem 2000 og 2002 var minister, men som efterfølgende splittede ud af Socialistpartiet. Ved sidste præsidentvalgkamp talte han om revolution og fik omkring 11 procent af stemmerne i første valgrunde. Det kan også være, at helt nye formationer opstår som Podemos i Spanien. Vi kan ikke forudse den præcise udvikling.
Men det er dog tydeligt, at det endnu er fremtidens musik. Masseorganisationerne er tomme, inklusiv Enhedslisten. Ingen af dem tiltrækker unge, der ønsker at være aktive i kampen for et andet samfund. Masserne vil ændre deres organisationer fra top til bund, kaste den elendige højreorienterede politik til side og skubbe dem kraftigt til venstre. Men det kan kun ske på baggrund af store begivenheder.
De første masseorganisationer, der vil blive påvirket, er de faglige organisationer. Fagforeningerne er de organisationer, der er tættest på arbejderne, den mest basale organisationsform, og som mest direkte afspejler, når arbejderne begynder at gå i kamp. Ikke mindst når partierne, som nu, er miskrediterede. Det samme gælder for elev- og studenterorganisationerne for ungdommens vedkommende. Både fag- og elevbevægelsen er tomme nu, men det kan ændre sig lynhurtigt, når en bevægelse bryder ud. At kæmpe side om side med arbejdere og unge kræver, at blive aktiv i fag- og elevbevægelsen, og det er fuldstændig afgørende, at alle kammerater i Revolutionære Socialister lærer at intervenere i de diskussioner, der foregår i masseorganisationerne, en erfaring man kun kan få ved at deltage. Det må begynde allerede nu.
Nu kan vi i horisonten se det allerførste forstadie af begyndende klassekamp. Før, snarere end siden, vil det betyde nye massebevægelser, som vil have enorm effekt på arbejderklassens og unges bevidsthed.
En periode med massemobilisering og strejker vil gøre det nemmere for Revolutionære Socialister at forbinde sig med bredere lag. Som bevægelserne i nullerne viste, så var vores perspektiv og ideer langt mere konkrete for dem, der selv havde gjort sig erfaringer i kampen og selv erfarede begrænsningerne i de halvhjertede krav og metoder fra bevægelsernes lederes side. En ny massebevægelse vil bryde den følelse, mange har i dag, af at stå alene med frustrationerne. Det vil give et perspektiv om, at kamp er mulig og vise potentialet i massekamp. Samtidig vil det langt mere konkret rejse spørgsmålene om vejen frem og nødvendigheden af et revolutionært alternativ.
Skal vi udnytte en sådan kommende udvikling, kræver det, at vi deltager i de kampe, der opstår og formår at overgå fra rent propagandaarbejde (hvor hele vores program forklares til få mennesker), til også at indeholde agitation (hvor få konkrete krav om de umiddelbart næste skridt for kampen formidles til et langt bredere publikum). Samtidig med at vi vil kæmpe for hvert et konkret krav, der forbedrer arbejderklassens og ungdommens stilling, må vi forklare, at demonstrationer og begrænsede, isolerede strejker i den nuværende epoke, med kapitalismens dybe krise, ikke kan sejre. I Grækenland har arbejderne gennemført op mod 30 generalstrejker, og intet er opnået. Det viser, at i dag afgiver den herskende klasse kun indrømmelser, hvis selve systemets overlevelse er på spil. Og så længe kapitalismen eksisterer, vil eventuelle sejre på én front, blive røvet tilbage på en anden.
Kampen for konkrete delkrav kan ikke adskilles fra kampen for socialisme. Paradoksalt nok eksisterer der et totalt politisk vakuum på venstrefløjen, både i fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen. Formår vi at arbejde korrekt, kan vi få en bred modtagelse og hurtigt bygge vores tendens.
Men samtidig må vi ikke miste vores proportionssans. På nuværende tidspunkt er Revolutionære Socialister en lille propagandagruppe. Vores opgave i dag er ikke at nå masserne, selvom vi må forberede os og træne os til at kunne gøre det i fremtiden.
For det første er de brede masser ikke åbne for revolutionære ideer nu og for det andet kan vores lille stemme slet ikke nå masserne. Marxisternes opgave i dag er derfor at nå det lille lag af radikaliserede arbejdere og især unge, der allerede nu eksisterer, og organisere disse. De leder efter en forklaring på kapitalismens krise, hvad gik der galt i Sovjet, hvad en revolution er, osv. Det vil sige, at de kan vindes til det fulde og hele marxistiske program. Ethvert forsøg på at udvande vores program og ideer for på den måde at forsøge at skyde genvej til masserne, vil være lig en politisk dødsdom – der findes masser af grupper, der er anti-kapitalister, men ingen andre end os der kan give et videnskabeligt alternativ.
Vores lille gruppe må vokse sig større, så vi i fremtiden kan spille en rolle i de kampe, der vil komme, også i de traditionelle masseorganisationer. En organisation bestående af kadrer, dvs. skolede marxister, der kan analysere en situation og afgøre, hvad det næste skridt er. En organisation af lokale ledere på arbejdspladser og uddannelsessteder. Det kræver skoling i de marxistiske ideer og erfaring, som kun kan komme gennem praktisk arbejde og direkte intervention i klassekampen, hvor man begår fejl og lærer af dem. Hvis vi formår at bygge en organisation på et par hundrede kadrer, inden klassekampen for alvor tager fart, vil de marxistiske ideer ikke længere stå isolerede, men finde et ekko blandt masserne og i sidste ende lede arbejderklassen til sejr.
Marx forklarede, at den manglende evne til at udvikle produktivkræfterne, i sidste ende afgør skæbnen for et socioøkonomisk system. Kapitalismen er ikke længere i stand til at udvikle produktivkræfterne og føre samfundet frem ad. Da indtræder ”en epoke med sociale revolutioner”. Det er den epoke, vi på verdensplan er gået ind i. Danmark er lidt bag ud, fordi de seneste 100 år har givet plads til at opbygge et større fedtlag i form af velfærdsstaten. Men det fedtlag bliver fjernet bid for bid. Det giver marxisterne noget tid, men ikke al verdens tid. Opgaven nu, for alle der ønsker at ændre samfundet, er at bygge den kerne, der i fremtiden kan udgøre rygraden i det revolutionære masseparti med bånd ud på alle arbejdspladser, skoler og uddannelsessteder. Det er en stor opgave – javel. Men man skal starte et sted. De revolutionære kræfter er af historiske årsager isolerede og små. Det har de været mange gange før i historien. Men ingen kan standse en ide, hvis tid er kommet. De revolutionære socialistiske ideers tid er i dag.
Har ovenstående analyse vakt din interesse? Tag kontakt til os – vi har brug for alle gode kræfter!
