I april 1960 førte brutal undertrykkelse af studenterdemonstrationer imod valgsvindel til revolution i Sydkorea. Arbejderne gik med de studerende, og i løbet af 10 dage blev det semi-feudale diktatoriske regime under den amerikansk støttede Rhee væltet. Ted Grant pegede på, at den amerikanske imperialisme ikke havde noget alternativ til at give vigtige indrømmelser til masserne for at stoppe oprøret.
Bragt første gang i Socialist Fight, maj 1960
138 studenter og arbejdere blev dræbt og mellem 1000 og 2000 såret, da politiet skød på en demonstration den 19. april imod valgsvindelen sidste måned, der fastholdt Syngman Rhee-kliken ved magten. Demonstrationer imod det korrupte diktatur brød ud i alle Sydkkoreas vigtigste byer, herunder Seoul, Inchon og Taegu. Soldater skød på demonstranter i disse og andre byer. Som altid med reaktionære regeringer i panik forsøgte Rhee-diktaturet at stoppe oprøret ved brug af magt. Ligesom Verwoerd-regeringen gjorde i Sydafrika. Og naturligvis havde det den modsatte effekt oven på den spændte og bitre atmosfære efter 10 år med undertrykkelse, svindel og korruption.
Hver dag voksede oppositionen. På trods af undtagelsestilstanden mangedoblede arbejderne, studenterne og endda også de større skolebørn deres demonstrationer, og med deres revolutionære instinkt marcherede de helt op til soldaterne, der havde fastgjort bajonetter på riflerne, og appellerede til dem om at gå over på folkets side. Hver dag blev demonstrationerne mere vrede, og det kulminerede den 26. april, hvor praktisk talt størstedelen af arbejderne og de studerende i hovedstaden Seoul demonstrerede for at vælte det korrupte regime. 500.000 marcherede på gaderne i Seoul og med stig trak de en statue af Syngman Rhee med et reb om halsen., og forlangte at han gik af. 30 blev dræbt i sammenstød med tropperne. Men disse martyrer døde ikke forgæves: Syngman Rhee var nødt til at meddele, at han gik af, da de sejrende masser gik gennem Seouls gader. Hans helikopter står klar ”i tilfælde af at masserne kommer ud af kontrol.”
Revolutionen begynder
Dette markerer begyndelsen på revolution i Sydkorea. Den håndplukkede Nationalforsamling, der er Syngman Rhee-klikens marionetter, har i hast vedtaget en resolution, der erklærer det gennem-svindlede valg sidste måned, som gav genvalg til Syngman Rhee og hans håndlangere, for ugyldigt.
I et forsøg på at fastholde sit styre har Syngman Rhee fået vicepræsidenten og regeringen til at gå af, men har forsøgt at fastholde sin egen position. Masserne så, at dette ikke ville betyde forandring. Derfor mangedoblede de deres indsats. Syngman Rhee har, på trods af sine blodige forbrydelser, altid fået støtte fra den amerikanske regering. De var ganske klar til at se gennem fingre med den diktatoriske politistat, der – ligesom Chiang Kai-Sheks regering – i lang tid vedblev at være allieret med ”den frie verden”, hvilket vil sige amerikansk imperialisme.
USA forsøger at redde Rhee
Nu har de set den tydelige skrift på væggen! Hvis de ikke gennemfører nogle reformer vil hele deres basis blive fejet til side. Og ikke blot i Korea, men i hele Asien. Det forklarer deres krav til præsidenten om at ”skride til øjeblikkelig og fyldestgørende handling for at imødekomme de berettigede fordringer. Der er ikke tid til at nøle.”
De kan føle revolutionens hede ånde, den orkan af forandring som truer ikke blot Syngman Rhee-kliken, men hele grundlaget for godsejervælde-kapitalisme og amerikansk imperialisme i en kædereaktion gennem hele området.
Lige til det sidste har den amerikanske ambassadør forsøgt at redde Syngman Rhees regime som en stabiliserende faktor i situationen. Hans skammelige generalieblad har ikke gjort den mindste forskel for disse selvudråbte forsvarere for den demokratiske levevis. Times indrømmede dette den 27. april. Da de rapporterede den amerikanske ambassadørs udtalelser den foregående dag, ”jeg er overbevist om, at myndighederne alvorligt arbejder for at imødekomme folkets berettigede klagepunkter. Jeg tror derfor, at folk vil udvise respekt for loven og myndighederne,” kommenterede de: ”I denne bemærkning mente nogle iagttagere, at de så USA’s ønske om at fastholde præsident Rhee i en rolle som i det mindste en brugbar stråmand og som en garanti for intern stabilitet.”
Masserne lever i sult
Bønderne lever i sult, arbejderne og de studerende står over for massearbejdsløshed. Med eller uden Syngman Rhee er regimet i Korea ikke levedygtigt. Uden amerikansk støtte ville det have kollapset for længe siden.
Samtidig, på trods af de uomtvistelige økonomiske resultater, som det nordkoreanske regime har opnået, har dets brutale diktatur ingen masseappel i syd. Det er en af årsagerne til, at de ubærlige forhold i syd ikke har fremprovokeret oprør tidligere. Masserne har ikke set et tiltalende alternativ.
Uanset hvad der bliver gjort i Sydkorea, vil det ikke løse problemet eller forhindre nye udbrud af utilfredshed. Den eneste vej ud er afskaffelse af godsejervældet og kapitalismen. Rhee-regimet kan ikke gøre sig fri fra korruption og bureaukratisk tyranni mere end Chiang Kai-Shek regimet kunne gøre det.
Med tiden vil de koreanske masser komme til at forstå, at landets enhed og økonomisk fremgang, med anstændige leveforhold og frihed fra bureaukratisk vilkårlighed kun kan opnås gennem at arbejderne tager magten gennem et socialistisk arbejderdemokrati. Det ville betyde afskaffelse af kapitalisme-godsejervælde i syd og udvidelse af arbejderkontrol til statsejendommen i nord.
