Det catalonske parlaments beslutning om at indkalde til en folkeafstemning om uafhængighed den 1. oktober er blevet modtaget med repressive foranstaltninger fra den spanske stats side. Disse foranstaltninger stiger i intensitet, som dagene går og afslører den fundamentalt udemokratiske karakter af forfatningen fra 1978, som blev indført i en aftale mellem det gamle Franco-regime og lederne af arbejderpartierne for at afslutte den revolutionære krise, der havde lammet landet.
Det er åbenlyst, at den spanske stat og Mariano Rajoys højrefløjsregering ikke kan tillade folkeafstemningen. De har taget de nødvendige repressive skridt for at sørge for, at den ikke kommer til at finde sted. Indtil videre har de suspenderet den lov, der indkalder til folkeafstemningen, startet straffesag mod fortalerne for afstemningen i det catalonske parlament, stævnet over 700 lokale borgmestre, der har sagt, de vil medvirke til organiseringen af folkeafstemningen (og truet dem med anholdelse), forbudt officiel omtale af folkeafstemningen, forbudt udsendelser og oplysninger om organiseringen af folkeafstemningen, brugt politiet til at konfiskere valgplakater fra trykkerierne, konfiskeret plakater og limspande fra aktivister, lukket den officielle folkeafstemnings hjemmeside, blokeret adgang til spejlsites hostet fra udlandet, grebet ind i den daglige drift af den catalonske regerings finansiering, afbrudt solidaritetsmøder for folkeafstemningen uden for Catalonien (i Madrid, Vitoria og Gijón). De vil også forsøge at forhindre uddeling af valgkort, indkaldelse af valgtilforordnede, åbningen af valgsteder, distributionen af stemmeurner osv.
Dette beviser 1978-regimets udemokratiske karakter, som var baseret på indførelsen af Francos monarki, straffefriheden for Franco-regimets forbrydelser og princippet om Spaniens udelelige enhed, garanteret af de væbnede styrker. Selv det at stille spørgsmålet om selvstændighed er en stor trussel for denne konstruktion.
Disse repressive skridt risikerer imidlertid at fremprovokere en massebevægelse i Catalonien, som kan overskride hensigten hos det catalonske nationalistiske borgerskab, der besluttede sig for at indkaldte til folkeafstemning, ud fra deres egne snævre politiske interesser.
I går og i dag [19. og 20. september – red] markerer midlertidig et vendepunkt i både undertrykkelseskampagnen og i folkets mobilisering mod den. I går morges brød civilgarden (en særlig spansk paramilitær politienhed) i Terrassa ind i postfirmaet UNIPOST og konfiskerede 45.000 breve, som skulle indkalde valgtilforordnede. Ransagelsen blev foretaget uden en dommerkendelse og samtidig har de overtrådt privatlivets fred angående brevhemmeligheden. Hundredvis samlede sig i protest. Først senere, efter hændelsen frembragte en dommer en kendelse for at lovliggøre ransagningen og konfiskeringen. De protesterende forsinkede retssekretæren i at aflevere kendelsen og civilgarden i at forlade postfirmaet i flere timer. Til sidst blev det catalonske politi brugt til fysisk at flytte de protesterende og sikre, at civilgarden kunne forlade stedet med 45.000 konfiskerede breve. Disse begivenheder har givet det catalonske politis (Mossos d’Esquadra) autoritet og legitimitet alvorlige ridser i lakken i forbindelse med folkeafstemningen og styrket ideen om, at kun massemobilisering kan afgøre kampens udfald.
Senere samme dag fik, konfiskeringen af plakater i Reus, Tarragona efter dagevis af provokationer fra politiets side mod aktivister, der satte plakater op for folkeafstemningen, 1000 folk ud i gaderne kl. 23 for at råbe paroler og demonstrere. De overplastrede byen med valgplakater og protesterede foran det hotel, som uropolitiet opholder sig på (De er blevet trukket ind i byen i forbindelse med afstemningen).
Denne formiddag tog den spanske stat yderligere et skridt ved, tidligt om morgenen, at foretage anholdelser af 9 højtstående embedsmænd fra den catalonske regering og trænge ind i den catalonske regerings ministerier. De ledte efter beviser for brugen af offentlige midler til organiseringen af folkeafstemningen; kvitteringer for indkøb af stemmeurner, udsending af indkaldelser til valgtilforordnede osv. Og information som kan bruges til at konfiskere stemmeurnerne.
Anholdelserne denne morgen kan midlertidig være dråben, der får bægeret til at flyde over. På kort varsel samlede tusindvis sig udenfor det catalonske finansministerium (Conselleria d’Economia) for at protestere mod anholdelserne og ransagningerne og de har blokeret for, at civilgarden kan tage derfra. Folk er ekstremt vrede, og der der bliver råbt om generalstrejke. Embedsmænd og medlemmer af fagforeningen CCOO (Comisiones Obreras. Den største fagforening i Spanien) har forladt deres kontorer, blokeret vejen udenfor og tilsluttet sig protesterne.
Den sidste tiltag bliver korrekt set som en de facto suspendering af det catalonske selvstyre, endda en der er blevet implementeret udenom de juridiske formaliteter om høring i det spanske parlament (hvor regeringen i går tabte en afstemning).
Mens støtten til fuldstændig uafhængighed indtil nu var lige under 50%, har støtten til afholdelse af folkeafstemningen i nogen tid været på omkring 70 til 80%. Undertrykkelsen af basale demokratiske rettigheder bliver mødt med civil ulydighed på masseskala og har allerede flyttet mange, der normalt ikke ville støtte uafhængighed, over på ja-siden.
Stemningen er nu totalt forandret. Afholdelsen af afstemningen imod alle odds og ja-stemmen bliver af mange set som en afvisning af hele regimet, den rådne Rajoy-regering og hele arven fra 1978.
Det antikapitalistiske pro-uafhængighedsparti CUP’s kampagne drejer sig omkring parolen “Lad os smadre regimet”, og det venstrenationalistiske ERC har distribueret titusindvis af plakater med parolen “Hello Republik”. Det er tydeligt, at et voksende antal identificerer uafhængighed med et progressivt brud med det reaktionære status quo. CUP’s ledere har appelleret direkte og tydeligt til Podemos og Izquierda Unida om at udnytte denne mulighed til at vælte Rajoy og hele 1978-regimet.
Et møde i søndags i Madrid var organiseret på disse linjer. Mødet blev oprindeligt lukket ned af en dommer og blev derfor holdt et andet sted. Med kort varsel fyldte 100 mennesker det lille teater og yderligere 500 fulgte mødet udefra. Der var talere fra det catalonske venstrenationalistiske ERC, det catalonske antikapitalistiske pro-uafhængighedsparti CUP men bemærkelsesværdigt også nogle ledende folk fra venstrefløjen i Izquierda Unida og Podemos.
Mødet udtrykte fuld støtte til folkeafstemningen den 1. oktober, ikke kun som et holdepunkt for at forsvare de demokratiske rettigheder, men også som et slag imod 1978-regimet. CUP’s repræsentanter fastslog, at “arbejderklassen i Madrid og arbejderklassen i Barcelona er forenet, ikke fordi de begge er spanske, men rettere fordi de begge er arbejderklasse.”
Alberto Arregui, fra Izquierda Unidas føderale komite, sagde, at “dette er vores kamp, ikke kun jeres”, og understregede at en neutral position med argumentet “en kamp mellem to borgerskaber” ikke er mulig. Han citerede også den irske revolutionære James Connolly: “Hvis du, fjerner den engelske hær i morgen og rejser det grønne flag over Dublin Castle, uden at arbejde for organiseringen af den Socialistiske Republik, vil dine anstrengelser være forgæves”, for at understrege behovet for at forbinde kampen for national frihed med kampen for socialisme.
Som afslutning på mødet blev sangen de l’Estaca, den catalonske modstandssang mod Franco sunget. Den indeholder følgende linjer “Jeg hiver herfra, og du hiver derfra, så vi sammen kan vælte pælen, som vi er bundet til”. Dette er internationalismens og solidaritetens sande ånd. Den catalonske udfordring har kastet regimet ud i krise, og fremfor blot at iagttage begivenhederne udfolde sig, bør den spanske venstrefløj drage fordel af situationen og omforme den til en revolutionær krise på tværs af landet.
Indtil videre har Podemos og Izquierda Unida uheldigvis haft en ekstrem vag (endda kujonagtig) holdning om abstrakt støtte til selvbestemmelse men modstand mod afstemningen den 1. oktober, fordi den ikke har “nogen garantier”. Det catalonske folk kan se, at det i virkeligheden betyder INGEN støtte til selvbestemmelse, da det er klart for alle, at Rojoy, og den spanske overklasse, er fast besluttet på ikke at give efter og tillade en folkeafstemning.
De har nu taget et tydelig standpunkt til forsvar for demokratiske rettigheder og imod statens undertrykkelse (selvom de endnu ikke er kommet med en tydeligt udtalelse om støtte til selve afstemningen), og indkaldt til et møde for parlamentsmedlemmer og borgmestre på søndag i Zaragoza. Ideen komme fra forsamlingen af parlamentsmedlemmer indkaldt af den catalonske nationalborgerlige politiker Cambó i 1917. At mobilisere institutionel støtte imod Rajoy er ikke en dårlig ide i sig selv, men i 1917 blev initiativet fulgt af fagforeningernes indkaldelse til en revolutionær generalstrejke!
Desuden er denne appels politiske linje kontraproduktiv, da ideen er at udstede et manifest, der opfordrer Rajoy-regeringen til at forhandle med Catalonien om at afholde en lovlig folkeafstemning, efter fælles enighed. I stedet for at bruge krisen til at skubbe på for at vælte regimet, vil de finde en forhandlet ordning på et spørgsmål, som kun har en revolutionær løsning.
Valgte repræsentanter kan i sig selv ikke løse situationen. Izquierda Unida og Podemos burde i stedet indkalde til massedemonstrationer i samtlige byer i Spanien, store som små, i forsvar for folkeafstemningen, for demokratiske rettigheder og imod regeringen og regimet.
På trods af modstanden fra Podemos og Izquierda Unida’s ledere mod afstemningen (de har sagt at “Hvis jeg var cataloner, ville jeg ikke stemme den 1 Oktober”), har de menige medlemmer i organisationerne i Catalonien, i en intern afstemning, stemt klart for at deltage i folkeafstemningen. I direkte modstrid med Podemos’ nationale ledelse har organisationens catalonske generalsekretær, Albano Dante-Fachin tydeligt vist sin støtte til folkeafstemningen, og er blevet støttet af to-tredjedele af medlemmerne.
Der har hele tiden været tre forskellige faktorer, som afgør udfaldet den 1. oktober. Den første var, hvor langt den spanske stat var parat til at gå for at forhindre afstemningen. Det ved vi nu, de vil gøre hvad som helt. Den anden faktor, var hvor langt den catalonske regering, som er ledt af borgerlige nationalister, var parat til at bryde loven. I virkeligheden forsøgte de på at gå så langt de kunne, og så trække sig og sige “vi har forsøgt”. Vi har allerede set tegn på deres manglende beslutsomhed (de har tilladt, at det catalonske politi bruges til at undertrykke afstemningen, de har adlydt de stævninger, der er udstedt til de lokale borgmestre, og de har endda appelleret til den spanske forfatningsret, hvis afgørelser de allerede havde erklæret, at de ikke ville anerkende). Samtidig kan de ikke trække sig før der er blevet udøvet en vis grad af repression, da de ellers vil blive fuldstændig miskrediteret i deres egne rækker. Men der er et tredje element, som er i hvor høj grad, situationen vil fremprovokere en massebevægelse fra neden. Vi har nu set de første tegn på dette. De næste timer og dage vil være altafgørende. Det er ikke udelukket, at den spanske stats undertrykkelse vil fremprovokere en massebevægelse, som allerede antager visse opstandslignende træk, der går langt udover, hvad de catalonske borgerlige ledere forventede og ønskede. Heri ligger den eneste progressive løsning på krisen. I stigende grad indser folk, at folkeafstemningen den 1. oktober kun vil finde sted, hvis de selv får den til at ske via massemobilisering og civil ulydighed på masseskala.
Forsvarskommiteer for afstemningen bør opsættes i alle større og mindre byer, nabolag, skoler, universiteter og arbejdspladser, for at påtage sig de konkrete opgaver med at organisere afstemningen og forsvare den imod repression. Fremfor alt er arbejderklassens rolle i dette afgørende. Izquierda Unida og Podemos’ ledelses pligt i hele Spanien er at organisere praktisk solidaritet for at forsvare de demokratiske rettigheder, via massemobiliseringer i alle større og mindre byer. Den eneste måde at bryde den borgerlige nationalisme (spansk og catalonsk) er at vise det catalonske folk, at de spanske arbejdere og deres organisationer er på deres side, og ikke på den reaktionære spanske herskende klasses, som tramper på deres rettigheder.
CUP’s ledelses pligt er at fortsætte i den retning, de allerede er slået ind på, at understrege at kun massemobiliseringer kan garantere kampens udfald og at bryde alle illusioner folk måtte have til ledelsen af det catalonske borgerlige parti PdeCAT. En fælles front i forsvar for retten til selvbestemmelse (og dens udtryk i folkeafstemningen) og på samme tid i opposition til den kapitalistiske nedskæringspolitik, folk der sættes på gaden og nedskæringer i velfærd, ville i dag kunne samle et overvældende flertal i Catalonien og ville blive et kraftfuldt tiltrækningspunkt for resten af Spanien.
Kampen for en Catalonsk Republik er en progressiv kamp, som i den nuværende situation i Spanien har revolutionære implikationer, da den kun kan opnås gennem massemobilisering af arbejderne og unge og ved at bryde klart med 1978-regimet.
