Mette Frederiksen med soldater. Billede: Statsministeriet
I en tid, hvor velfærden hænger i laser, vil politikerne brænde 143 milliarder kroner af på det danske forsvar; en institution, der er gennemsyret af korruptionssager, og som har udfordringer så store, at end ikke et trecifret milliardbeløb kan rette op på det. Under kapitalismen prioriteres krig og ødelæggelse altid over velfærd.
Den 30. maj præsenterede regeringen sit udspil til et nyt forsvarsforlig. Med udspillet lægger politikerne op til at poste svimlende 143 milliarder kroner i Forsvaret over de næste 10 år. Dermed er der lagt op til den største investering i det danske forsvar i årtier.
Den astronomiske saltvandsindsprøjtning er så stor, at beløbet er svært at begribe. Til sammenligning afsatte politikerne allernådigst ekstra 69,4 millioner kroner til den hårdt pressede psykiatri i den nye finanslov for 2023. Men modsat psykiatrien, sundhedsvæsenet, uddannelserne, dagtilbuddene og ældreplejen, så er militæret helt essentielt for den herskende klasse og dens interesser.
Den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kunne stolt bekendtgøre, at med det nye forsvarsforlig vil Danmark i 2030 bruge to procent af sit BNP på militærudgifter, og dermed leve op til det krav USA længe har krævet af de andre NATO lande. I sidste ende behøvede politikerne faktisk ikke engang vente helt til 2030 for at nå NATO målet – med lidt kreativ bogføring og et tocifret milliardtilskud til den såkaldte Ukrainefond, kunne regeringen efterfølgende annoncere, at Danmark faktisk allerede i år lever op til 2% målsætningen.
Der er mange sektorer i samfundet, som har brug for flere ressourcer. Så hvad er det egentlig for en institution – det danske forsvar – som politikerne vælger at prioritere?
Korrupt og pilråddent
Danske politikere, medier og meningsdannere ynder at fremhæve Danmark som et sted, hvor korruption og nepotisme, i modsætning til så mange andre lande, ikke er et problem. Det glansbillede stemmer dog ikke overens med virkeligheden. I særdeleshed ikke når det kommer til Forsvaret.
I 2021 udgav den globale antikorruptions-organisation Transparency International en rapport, som specifikt undersøgte de forskellige landes militære og dertil hørende institutioner. I rapporten blev Danmark degraderet til kategorien med »moderat« risiko for korruption sammen med lande som Italien, Colombia, Frankrig og Indien.
Over de seneste år har den ene sag efter den anden om svindel, embedsmisbrug og nepotisme ramt det danske forsvar. En af de mest opsigtsvækkende sager er skandalen om hærchef Hans-Christian Mathiesen, der i 2020 blev fyret og idømt tre måneders ubetinget fængsel for at misbruge sin stilling til at fremme sin kærestes karriere.
Året inden blev to tidligere ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sigtet for svindel. De to ansatte havde angiveligt brugt styrelsens midler til at købe designermøbler, et nyt køkken, hårde hvidevarer og havemaskiner til sig selv til en samlet værdi på tre millioner kroner. I den mere kulørte ende af skalaen om svindelsager, har vi en kommandørkaptajn, som blev afsløret i at bruge Forsvarets kreditkort på en stripklub i Malta.
Disse tilfældige sager, som fandt vej til offentlighedens søgelys, er blot toppen af isbjerget. Forsvaret selv har tidligere udtrykt mistanke om svindel og embedsmisbrug internt i Frømandskorpset, Danmarks elitestyrker, hvor en stribe sager er under efterforskning.
Ifølge rapporten fra Transparency International strækker råddenskaben sig hele vejen fra de væbnede styrker i bunden op til selve Forsvarsministeriet i toppen. Som formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, kommenterede:
»De mange kritiske sager vidner om, at det ikke kun er enkeltstående problemer, men at der også er systematiske problemer.«
Et udueligt fallitbo
Politikerne har store ambitioner for, hvad det danske militær i fremtiden skal kunne. Mette Frederiksen erklærede stolt, i forbindelse med præsentationen af forsvarsforliget, at Danmark vil få et forsvar i en “helt anden kaliber”. Inde bag Christiansborgs tykke mure vokser træerne ind i himlen, men ude i virkeligheden, på landets kaserner, ser tingene noget anderledes ud.
Militæret er som sagt et essentielt redskab for den herskende klasse, men grundet unikke historiske omstændigheder, som blev indledt med Sovjetunionens fald, kunne dansk kapitalisme i en række årtier reducere sine forsvarsudgifter betydeligt, bl.a. ved at omlægge forsvaret fra et territorialforsvar til et ekspeditionsforsvar, hvis primære funktion er at støtte amerikansk imperialismes eventyr rundt om i verden. Dermed sparede den danske stat milliarder af kroner, som toppen af samfundet nød godt af i form af sænkede skatter, afgifter og mere lukrative forhold for den danske kapitalistklasse.
Årtiers besparelser har imidlertid efterladt Forsvaret i en tilstand, hvor det, bogstaveligt talt, er ved at falde fra hinanden. Kasernerne forfalder og forvitrer i skimmelsvamp, de gamle kloaksystemer er stoppet med at fungere og der er ikke varmt vand i barakkernes brusere. Mange bygninger er decideret ubrugelige, fordi der ikke har været råd til at vedligeholde dem.
Da regeringen den 4. maj præsenterede det såkaldte kasseeftersyn af Forsvaret, var konklusionen ikke så overraskende, at forsvaret med et økonomisk efterslæb på 27 milliarder kroner er et decideret fallitbo. Forsvarets jammerlige tilstand betyder, at det er ude af stand til at løse mange af sine mest grundlæggende opgaver, ikke mindst på grund af nedslidt eller manglende materiel.
En af Forsvarets kerneopgaver, for at beskytte den danske stats interesser, er fx patruljering af de nordatlantiske og arktiske farvande. Forsvarets fire arktiske inspektionsskibe er imidlertid så nedslidte og forældede, at de ofte går i stykker, hvormed Søværnet må indstille sin indsats mens skibene er til reparation. Til lands ser det ikke meget bedre ud. De sidste 18 år har Danmark ikke haft et luftforsvarssystem, hvilket vil sige, at landet stort set er forsvarsløst overfor missilangreb. Der er også mangel på det mest basale udstyr, såsom ammunition, som betyder at soldater må træne uden krudt og kugler.
Udover nedslidt materiel, så er mandskabsmangelen i Forsvaret et af de helt store problemer. Ifølge Jørgen Christian Pedersen, fællestillidsmand for konstabler og korporaler ved Ingeniørregimentet, så skyldes personaleflugten især den lave løn og dårlige arbejdsvilkår. Med en månedsløn på 20.300 kr er det ikke noget mysterium, at mange soldater vælger at skifte uniformen ud med en bedre lønnet stilling i det civile.
Samlet set mangler Forsvaret over en femtedel af sit mandskab for at være fuldtallig. Ingen af hærens regimenter er på fuld styrke. Hvor det er bedst, mangler kun hver tiende soldat, men hvor det er værst, mangler mere end hver tredje. Sidste år alene forlod rekordmange Forsvaret, næsten hele 2.000 ansatte. Mandskabsmangelen har skabt en negativ spiral, hvor presset stiger på det tilbageværende personel, som derfor hurtigere bliver nedslidt.
Konsekvensen af den voldsomme personaleflugt fra Forsvaret er, at det danske forsvar i dag er i nærmest total opløsning. Forsvaret er reelt set ude af stand til at løfte de fleste af sine basale opgaver, og må siges at være komplet udueligt. Sandheden er, at Forsvaret ikke kan forsvare en millimeter af dansk territorium. Hæren kan ikke engang mønstre en fuld brigade, den mindste enhed, som på egen hånd kan udføre operationer af flere dages varighed. Selvom politikerne nu hælder 143 milliarder kroner i Forsvaret, så er det ikke nok til at rette op på Forsvarets utallige problemer. Som Eigil Schjønning, pensioneret oberst og medlem af Institut for Militære Analyser, kommenterede: “Hæren er i ruiner. Hæren er i en forfatning, indretningsmæssigt, hvor det er rigtig svært at se, at den overhovedet skal rejse sig igen.”
Det danske forsvar er som et bundløst sort hul. Selv nu, hvor politikerne hæver forsvarsudgifterne til 2% af BNP, så er det stadig utilstrækkeligt for at etablere et fungerende forsvar. Utilfredsheden og personaleflugten vil uden tvivl fortsætte med at vokse, eftersom politikerne lægger op til, at soldaterne skal løse en urealistisk mængde opgaver. De eneste der er tilfredse, er politikerne, som med de forøgede forsvarsudgifter kan møde deres herrer i Washington, velvidende, at de nu lever op til NATO’s to procent-målsætning.
Trotskij pointerede, at hæren er som et spejl på samfundet, og det er ikke just et flatterende billede, der tegner sig af det danske. Forsvaret er gennemsyret af nepotisme og korruption fra top til bund, og årtiers underfinansiering har bragt det i en tilstand, hvor folk flygter derfra. Forsvaret reflekterer dermed alle den danske stats sygdomstegn, blot i en endnu mere ekstrem og vulgær form.
Våben over velfærd
Da politikerne på Christiansborg tidligere på året indgik en finanslov for 2023, så måtte udgifterne ikke stige, for, med finansminister Nicolai Wammens egne ord, ikke at puste til inflationen: “Det er en meget ansvarlig og meget bred finanslov. Den skal få danskerne trygt igennem svære tider. Den puster ikke til inflationen, men bekæmper den. Derfor er der heller ikke så mange penge at gøre godt at med.”.
Når det gælder udgifter til militæret, så er regeringens frygt for at puste til inflationen imidlertid forduftet. De 143 milliarder kroner, som regeringen nu vil spendere, kommer utvivlsomt til at øge inflationen over de næste 10 år, hvor pengene skal indfases. Arbejdere og unge kommer altså til at betale prisen for den danske stats oprustning, i form af stigende leveomkostninger.
Samtidig udstiller forsvarsforliget politikernes hykleri. Vi får at vide, at pengekassen er tom, når det kommer til spørgsmål såsom at hæve lønningerne for offentligt ansatte eller finansiere den skrantende offentlige sektor. Politikerne på Christiansborg er imidlertid parate til at kaste milliarder efter militæret og krigen i Ukraine, samtidig med at alle kan se, hvordan hospitaler, børnehaver og plejehjem får lov til at falde fra hinanden.
Pacifister håber, at det er muligt gennem gode argumenter at overbevise magthaverne om, at de i stedet for at brænde milliarder af på krudt og kugler, skal investere midlerne i at genrejse den offentlige sektor. Men den bølge af oprustning, som vi ser på tværs af hele verden, er ikke resultatet af “uheldige” politiske holdninger, men drives derimod af bagvedliggende klasseinteresser. Fra den herskende klasses synspunkt er de øgede militærudgifter ikke et spild, men en fuldt ud nødvendig investering.
Kapitalismens krise øger spændingerne mellem stormagterne, hvilket betyder at borgerskabet på tværs af verden er tvunget til at styrke sig militært, for at sikre sine egne interesser. Det gælder ikke blot for borgerskabet i de stærkeste imperialistiske nationer, men også for borgerskabet i miniputnationer som Danmark.
Det viser systemets absurditet, at så enorme summer bruges på militæret, som ikke bidrager med noget positivt eller produktivt i forhold til at udvikle samfundet, men tværtimod er en direkte destruktiv sektor. Og i den nuværende periode, som vi lever i, ser det ikke ud til at være en enlig svale, men nærmere normen for de næste mange år.
Vi er ikke pascifister, men vi er imod at bruge midler på et forsvar, der blot skal forsvare dette bundrådne system. Hvis der skal føres krig, skal det være imod dette system, som konstant skaber nye militære konflikter og ødelæggelser, samtidig med, at det ødsler samfundets ressourcer væk. Hvis der skal føres krig, så lad det være klassekrig imod kapitalismen.
