Den sidste periode har budt på voldsomme angreb på uddannelsesinstitutionerne og ikke mindst på universiteterne. Det gælder både generelle besparelser og diverse reformer i form af dimensioneringen, der vil lukke fag og minimere andre. Og det gælder den udskældte fremdriftsreform, hvis officielle formål var at reducere den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder frem mod 2020.
I maj blev fremdriftsreformen så delvist lempet. Studenterrådet skrev i Universitetsavisen følgende om lempelsen: “I morgen, når aftalen om fremdriftsreformen offentliggøres, skal det fejres, og der skal skåles og uddeles highfives i stride strømme.” Men ser man nærmere på indholdet, er det svært at finde noget at juble over.
Først og fremmest er det at stramme den, når Studenterrådet på KU udråber denne opblødning som en sejr. Fremdriftsreformen havde en række konsekvenser, som enhver kunne se fra starten af var ekstremt uhensigtsmæssige, selv for en borgerlig logik. Til sidst kunne selv et politisk flertal se det.
Indholdsmæssigt er der stadig ikke meget at juble over i opblødningen. Det overordnede krav om at reducere studietiden er fastholdt; men en række krav som f.eks. tvungen tilmelding, der tidligere var regnet lovgivet, bliver det nu op til universitetet selv at fastlægge. Det er ikke afskaffet, men er nu i et limbo, som potentielt kan forhandles. Ud over dette er der nu på den anden side tilføjet muligheden for, med Ulla Tørnæs’ ord, at ”…øge universiteternes fleksibilitet i optagelsesprocessen og give universiteterne flere muligheder for at målrette adgangskravene til den enkelte bacheloruddannelse…”. Med andre ord lægges der op til at mindske optaget af studerende på universitetet, så man kun får dem ind, som man er sikre på vil gennemføre på kort tid.
Det centrale, som Studenterrådet har fået forhandlet frem, er ifølge Studenterrådet selv, at den studerende i stedet for automatisk at være tvangstilmeldt 60-ects point om året, almindeligvis svarende til et årsværk, “blot” skal bestå 45-ects point om året. Man må samtidig ikke være mere end samlet set et år forsinket, altså 60-ects point. Det vil sige, at der kan være studier, hvor du kommer i problemer, hvis man dumper i to fag på et år. På flere studier er der endda fag, der i sig selv fylder over 15 ects. Dem må man så tilsyneladende ikke dumpe i, da men så ikke har bestået 45 ud af de 60 ects.
Det andet element, som Studenterrådet fremhæver, er, at den studerende i ugerne op til undervisningens start, har mulighed for at ændre sine kursustilmeldinger. Det er ikke ualmindeligt at skifte mening om deltagelse i et kursus; men det vil da almindeligvis ske efter, at undervisningen er startet, og ikke umiddelbart før.
For enkelte studerende kan disse ændringer naturligvis have stor betydning; men overordnet må man sige, at der i den store sammenhæng simpelthen ikke er tale om en sejr, der er værd at juble over.
Det er muligt, at der er lagt et kæmpe arbejde fra studenterorganisationerne i at forstå reformens teknikaliteter og bekæmpe disse gennem forhandlinger. Men det er en hån over for de studerende at fremstille forløbet omkring fremdriftsreformen som en sejr. Tværtimod er det et tvetydigt nederlag til Studenterrådets forhandlingsstrategi! Der er stadig lagt op til, at de studerende skal presses igennem og ydermere, at færre skal optages.
De studerendes ret til uddannelse og krav til at opretholde kvaliteten af uddannelserne er under historisk hårde angreb, og det er vigtigere end nogensinde at kæmpe for at fastholde disse forhold. Men Studenterrådets strategi over for reformerne gik desværre hurtigt fra decideret modstand til at handle om, hvordan reformen kunne implementeres på den mildest mulige måde. Den eneste måde, at angrebene kan bekæmpes på, er gennem kamp. Studenterrådene rolle burde være at gå forrest og være spydspidsen for de studerendes utilfredshed og ikke bagstopperen.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 20, juni-juli 2016. Tegn abonnement fra 100kr for 10 numre om året.
