Sagen er, at virkeligheden har indhentet Mette Frederiksen og hendes fans på den bløde venstrefløj. Nu banker konsekvenserne af den lempelige pengepolitik, som politikerne har ført i årevis, på. Billede: Flickr »Det er en lidt gammeldags og måske også lidt en traditionel borgerlig måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har muligheden for at investere os ud af den krise, vi står i nu,« sådan svarede statsminister Mette Frederiksen en journalist for et år siden. Det var svar på spørgsmålet om, hvor pengene til de mange corona-hjælpepakker skulle komme fra. Det lød, for nogen, som begyndelsen på en ny og mere retfærdig tid for “Arne” og alle danske arbejdere. Det virker som en evighed siden.
Men for et år siden var der ingen grænser for, hvad der var penge til. Der ville komme milliarder til velfærd og grøn omstilling. Alle de bløde venstreorienterede politikere på Christiansborg var henrykte. Endelig var der en statsminister, der tilsyneladende havde forstået John Meynard Keynes’ glade budskab om, at staten kan skabe opsving og fremgang ved at kaste penge ud i økonomien og skabe efterspørgsel.
Enhedslistens økonomiske rådgiver, Poya Pakzad, havde forinden, i forbindelse med den nys indgåede finanslovsaftale for 2021, erklæret, at den danske socialdemokratiske regering sammen med dens støttepartier havde “brudt med i hvert fald et årtis nedskæringer og skattelettelser for de rige. I stedet for det sædvanlige neoliberale angreb på velfærden, øger den nye finanslov det offentlige forbrug og booster centrale dele af velfærdssystemet som børnepasning, ældrepleje, uddannelse og sundhed.”
Venstrereformisternes glæde blev kort. På dagsordenen i dag står ikke milliardudbetalinger til højre og venstre, men en tilbagevenden til “nødvendighedens politik”: nedskæringer og angreb på arbejderklassens levestandard.
Danmark kan vrides mere
Et af de steder, hvor nødvendigheden er at mærke, er i regeringens stort anlagte reform “Danmark kan mere I”. Aftalen forhandles endnu, og regeringen har i skrivende stund stadig problemer med at få den vedtaget, fordi de har gjort sig uvenner med de borgerlige (det hjælper nok ikke at fængsle en af de borgerliges helt store profiler og anklage ham for landsforræderi). Men aftalen skal nok blive til noget i en eller anden form. Som det ser ud nu, skal de arbejdsløse (igen) holde for, især de unge og indvandrerkvinderne. Dimittendsatsen skæres med hele 4.000 kr om måneden, og dagpengeperioden for de dimitterede halveres fra 2 år til 1 år. Derudover vil regeringen indføre, hvad der basalt set er arbejdstvang for folk med såkaldt integrationsbehov. Mette Frederiksen italesatte det konkret, som indvandrerkvinder, der nu skal tvinges til at arbejde for det offentlige 37 timer om ugen for en såkaldt “selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse” – dvs 54 kroner i timen til forsørgere og 39 kroner i timen til ikke-forsørgere. Hvis det ikke er statsligt løntrykkeri, hvad er det så?
Formålet er klart: at gøre nogle grupper så desperate, at de er parate til at acceptere hvilke som helst løn- og arbejdsforhold, de bliver præsenteret for, og dermed lægge et generelt pres på lønniveauet. Lige nu er beskæftigelsen tårnhøj, så det er mindre grupper, der bliver ramt af regeringens reformer. Men denne situation på arbejdsmarkedet vil ikke vare evigt. Massearbejdsløshed vil komme igen, og så vil disse angreb, plus de mange andre angreb, der er gennemført på de arbejdsløse de sidste mange år, for alvor kunne mærkes. Og dette er kun begyndelsen, hvis det står til regeringen, der har en “Danmark kan mere II” på tegnebrættet.
Også velfærden skal holde for
Regeringen gør meget ud af at sige, at den har stoppet grønthøsterbesparelserne i det offentlige. Det er måske nok sandt. Men nye specifikke nedskæringer er kommet til, bare under andre navne. På de videregående uddannelser er det navn regionaliseringsreformen. Under dække af at ville give mere liv til provinsen, skal op mod 10 procent af studiepladserne i de store byer flyttes. Der er bare det problem, at reformen er groft underfinansieret. Derfor har uddannelsesinstitutionerne ikke råd til at udflytte langt størstedelen af pladserne, som så bare bliver lukket. Realiteten er altså en besparelse på 10 procent – langt mere end de årlige grønthøsterbesparelser på 2 procent, som de borgerlige gennemførte! Da rigtig mange unge rent faktisk flytter til storbyerne, fordi de gerne vil bo og studere dér, kan vi forvente, at adgangskravene på de populære uddannelser vil stige tilsvarende. Da der er en beviselig sammenhæng mellem social baggrund og gennemsnitligt karakterniveau, betyder det med andre ord, at den “arbejdervenlige” socialdemokratiske regering har sat endnu en barriere op, der vil holde arbejderbørn uden for de videregående uddannelser i storbyerne, hvis boligomkostninger i forvejen er en gigantisk udfordring.
Den orwelske Newspeak regeringen bruger i forhold til at kamuflere nedskæringerne, som progressiv politik i forhold til regionaliseringsreformen, bør få alle alarmklokker til at ringe, når Mette Frederiksen i sin nytårstale lover at sætte kommunerne fri fra bureaukrati og regler. Det er helt korrekt, at mange ansatte i det offentlige bruger alt for meget tid på papirarbejde og registrering. Men lad os huske, hvorfor meget af det er indført gennem årene: Hver gang der kommer en skandalehistorie i pressen om et svigt eller manglende service til forskellige grupper, indfører politikerne en eller anden rettighed til borgeren og krav om registrering i den henseende. Så vidt så godt.
Husk så også på, at Mette Frederiksen var meget tydelig i sin tale om, at der ikke ville komme flere penge. Og i årtier er effektiviseringstaktstokken og grønthøsteren blevet brugt flittigt på kommunernes budgetter. Mange gange er det kun de lovgivningsbestemte rettigheder, som har bremset forringelser og holdt hånden over visse grupper af udsatte. Dette perspektiv kaster unægteligt et andet, mere dunkelt, lys over Mette Frederiksens kommunale frihedserklæring. At sætte kommunerne fri fra de strammende regler betyder nemlig så også at sætte dem fri fra krav om et minimum af velfærd: fri for minimumsnormeringer, fri for rettigheder til ældre eller handicappede. Så kan man bare være heldig at blive gammel i en af de rige kommuner nord for København eller mindre heldig og blive det i Guldborgsund!
Indhentet af virkeligheden
Hvorfor kommer dette skift i politikken, væk fra løfterne om at opbygge velfærden (som SF og Enhedslistens folketingsgrupper naivt troede på) og over til at kopiere Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons “reform amok”? Det er jo ikke, fordi der som sådan mangler mange penge i statskassen i forhold til, hvor galt det står til i andre lande. Og Ifølge Enhedslisten og Mette Frederiksen, for bare et halvt år siden, var det jo heller ikke nødvendigt? Vi fik fortalt, at “staten ikke var et husholdningsbudget”, som skulle balancere, men at man kunne optage uendelig gæld og investere sig ud af kriserne. Så hvad er der sket?
Sagen er, at virkeligheden har indhentet Mette Frederiksen og hendes fans på den bløde venstrefløj. Nu banker konsekvenserne af den lempelige pengepolitik, som politikerne har ført i årevis, på. Siden årtusindskiftet, og særligt efter 2008, er der blevet pumpet enorme summer ud i økonomien. Først og fremmest i finansmarkederne, som har ført til en historisk aktiefest, der har kanaliseret hundredvis af milliarder ned i lommerne på de allerrigeste. Under corona blev dette accelereret voldsomt. Og de riges velstandsstigning blev så meget desto mere vulgær. 205 milliarder ekstra kroner tilflød de 100 rigeste i Danmark alene i 2021. Nu skal regningen for denne samfundsskadelige virksomhed betales. Inflationen er nemlig tilbage og har for længst ædt sygeplejerskernes og alle andre lønarbejderes lønstigning det sidste år.
Snablen ned i arbejderklassens lommer
Skal inflationen ned, indenfor dette syge systems rammer, skal der trækkes efterspørgsel ud af økonomien. Pengene skal ikke hentes hos de rige – naturligvis ikke, fristes man til at sige – men fra arbejderklassens lommer. Til dette er den CO2 afgift, som Mette Frederiksen lancerede i sin nytårstale, et godt værktøj, fordi det kan gøres under et grønt og “progressivt” dække, som sikkert vil gøre støttepartierne glade. Og andre tiltag vil følge i det omfang, regeringen kan få noget igennem med en blok af borgerlige partier, der begynder at lugte blod og mulighed for at generobre magten.
Situationen er altså loose-loose for arbejderklassen: enten fortsætter inflationen med at brage i vejret og udhule lønningerne, eller også skal der skæres på velfærd og andre rettigheder – begge dele betyder et fald i levestandarden for arbejderklassen. Det er kapitalismens “nødvendighed”.
Processen med økonomisk opstramning er begyndt at tage fart over hele verden, hvor centralbankerne sætter renterne op og starter neddrosling af deres støtteopkøb i obligationsmarkederne. I Danmark har denne opstramning bare et ekstra tvist. Årsagen er, at Danmark har en fastkurspolitik. Det betyder, at den danske nationalbanks primære opgave er at holde den danske krone ganske tæt til euroen. Til det bruges renten og intervention på valutamarkederne. Af forskellige årsager er den danske krone blevet styrket det sidste stykke tid. Det betyder, at nationalbanken er under pres for at sænke renten i en situation, hvor alle andre centralbanker og al logik taler for, at renten skal sættes op. Det vil sige, at pengepolitikken ikke kan bruges som værktøj til at tæmme inflationen i Danmark. Hele opstramningen skal i stedet komme fra finanspolitikken – altså ved nedskæringer i arbejderklassens goder og rettigheder.
Ingen retfærdighed
I to årtier har de allerrigeste nydt godt af centralbankerne og regeringernes forsøg på at holde gang i hjulene med hjælp fra lempelig pengepolitik, skattelettelser til de rigeste og senest gunstige hjælpepakker til erhvervslivet. Aktiemarkederne er eksploderet, ligesom alle andre aktivklasser. Og det er de rigeste, der ejer langt langt størstedelen af aktiverne i landet. Nu har den socialdemokratiske regering og de borgerlige økonomer den frækhed at bede arbejderklassen betale hele gildet. Hvad blev der af: “de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs?” Sandheden er, at dette system ikke kender til retfærdighed. Og hvordan skulle det kunne det, når det er bygget på det lille mindretals økonomiske udbytning af det store flertal, som skaber værdierne?
