Foto: Klaus Berdiin Jensen, Creative Commons
Regeringsgrundlaget havde knap set dagens lys, før Mette Frederiksen og co’s angreb begyndte. Først stjal de en helligdag trods bred modstand fra befolkningen, og nu er turen kommet til de studerende på landets universiteter, hvor kandidatuddannelserne og SU’en står for skud. Regeringen vil nemlig omlægge 50% af optag på kandidatuddannelser fra 2 til 1 år og samtidig sænke rammen for SU-klip med et år.
Trods velkendte floskler om at binde universiteter og arbejdsmarked tættere sammen og give studerende større “frihed”, står regeringens virkelige motivation sort på hvidt i deres udspil Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering. Her kan man læse, at regeringen har et mål om at øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030, hvoraf 11.000 skal komme ved at piske studerende hurtigere gennem universitetet og fjerne knap 20% af SU’en.
Allerede nu er vreden på universiteterne mærkbar. For mens uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund taler i buzzwords som nytænkning og tidssvarende forhold, er hverken dem, der rent faktisk driver eller bruger universitetet, de ansatte og studerende, blevet inddraget i udformningen af fremtidens uddannelser. Ifølge Egelund behøver vi ikke bekymre os – vi kan jo bare »tale sammen«. Og for ministeren passer det fortrinligt, at vi holder os til snakkeriet og taler om udspillet, som var det et spørgsmål om morgendagens aftensmad eller vejret i næste uge. Både snak, kritik og gode argumenter kan regeringen nemlig feje til side, mens reformen gennemføres, præcis som de gjorde det med bededagstyveriet.
Udspillet er kun det seneste i en række angreb, og for at stoppe det er det nødvendigt at forstå regeringens dybereliggende motivationer, såvel som de greb, de gør brug af for at svække studerendes enhed i kampen for kvalitetsuddannelser. Skal nedslagtningen af kandidatuddannelser og SU’en trækkes tilbage, er der brug for en bred bevægelse blandt studerende, hvor studenterbevægelsens organisationer går i offensiven og dropper både fredelige forhandlinger med politikerne og små, symbolske aktioner for i stedet at sætte massekamp på dagsordenen.
Et udtryk for kapitalismens krise
Da regeringsgrundlaget blev fremlagt, stod det klart, at Mette Frederiksen, i en uhellig alliance med Moderaterne og Venstre, havde givet form til et program for afvikling og privatisering af velfærden, oprustning af millitæret og milliardgaver til landets rigeste i form af skattelettelser.
Grundlagets gennemgående ide er, at vi skal gå fra en »velfærdsstat til et velfærdssamfund«. Bag det uskyldigt lydende nysprog gemmer sig et ønske om at afvikle den offentlige velfærd samt de rettigheder, som er blevet tilkæmpet i fortiden. Med det skift vinker Mette Frederiksen pænt farvel til sit image som socialdemokrat af den gamle skole og viser sit sande ansigt som en direkte fortsætter af Thorning og Corydon.
Ligesom sine socialdemokratiske og borgerlige forgængere vil den nye midterregering i denne valgperiode øge den såkaldte strukturelle beskæftigelse, hvoraf en stor del skal komme gennem uddannelsespolitikken. Det betyder ikke, at regeringen vil skabe en masse nye arbejdspladser. Det betyder blot, at udbuddet af arbejdskraft skal øges. Her er 45.000 ikke småtterier. Den forhadte “reform-amok” udtænkt af Thorning og Corydon øgede til sammenligning den strukturelle beskæftigelse med 28.000 ifølge CEPOS. Formålet, som det altid har været, er at skabe et nedadgående pres på alles lønninger til fordel for arbejdsgiverne i toppen af samfundet.
Udover øget arbejdsudbud har regeringen programsat at skaffe besparelser på det offentlige forbrug på 11 mia. kroner, også frem mod 2030. Det svarer f.eks til mere end halvdelen af, hvad der årligt bruges på samtlige offentlige ungdomsuddannelser, som gymnasier, erhvervsskoler osv. Når man oveni medregner de penge, der skal kanaliseres over i militæret, er det tydeligt, at der er tale om en regulær rundbarbering af vores velfærd snarere end en trimning.
Mange har udråbt den nye regering som et brat politisk skift. Men kan man virkelig være så chokeret? Hvis man ikke har ladet sig forblænde fuldkommen af Mette Frederiksens arbejder- og velfærdsretorik og i stedet har fokuseret på socialdemokraternes egentlige politik, så er der ikke noget overraskende i den nye regerings kurs.
Kigger man f.eks på uddannelsespolitikken over de seneste år, er der rigelig angreb at tage fat på. Med socialdemokraternes groft underfinansierede udflytningsreform gennemført i 2022 pålagde de i praksis videregående uddannelser i de større byer at reducere deres optag og nedlægge stillinger. Det er f.eks. sket hos Danmarks Pædagogiske Universitet, der grundet reformen skal spare 15 millioner kroner og nedlægge 22 stillinger, hvad der svarer til næsten 15% af af fakultetet. Med deres angreb på dagpenge til dimittender halverede de perioden for nyuddannede fra 2 til 1 år og skar satsen med over 30%. Og selvom leveomkostninger i 2022 skød i vejret, er SU’en kun blevet opreguleret med sølle 3% i det nye år – hvad der i praksis svarer til et fald i realindkomst ved årets slutning på 10-15% for mange studerende på et tidspunkt, hvor inflationen ikke engang er aftaget!
Regeringen vil splitte os
Som herskere siden fordums tid har gjort det, prøver den nye regering at forhindre sammenhold og solidaritet mellem os unge ved at sætte sekteriske skel og kiler ned mellem os. Regeringen forsøger at italesætte deres uddannelsespolitik som om det handler om, at universitetsstuderende og gymnasieelever er forkælede på bekostning af de unge på faglige uddannelser. Men det er en falsk dikotomi, og som studerende og unge må vi gøre alt i vores magt for at blotlægge regeringens røgslør.
Når regeringen siger, at vi på universitetet må ofre vores forhold for at unge, der tager en anden uddannelse, kan få en bedre én, er det højden af hykleri. Det er de selvsamme politikere, der i årevis har udsultet f.eks. erhvervsskolerne og nu bruger den sølle tilstand der, som de med deres egen politik har kreeret, som ammunition i angrebet på gymnasierne. Argumentet (hvis man kan kalde det det) om, at der ikke er penge nok til alle, bruger de til på rundtur at skære en luns af os hver, altid med mottoet om, at det er for det fælles bedste. Vi skal ikke acceptere præmissen om, at nedskæringer på en gruppe unge er nødvendig for at forbedre forholdene for en anden gruppe. Tværtimod: Lykkes regeringen med nedskæringer på en gruppe, så går de bare videre til den næste.
Derfor er det også ærgerligt og kontraproduktivt, når regeringens angreb fremstilles som værende et produkt af socialdemokraternes “arbejderisme” og kærlighed til faglærte. Et nyligt debatindlæg skrevet af et medlem af Studenterrådet på Københavns Universitet bragt i Uniavisen under overskriften “De faglærtes tyranni” påpeger rigtig nok, at regeringen ikke vil løfte de faglærte uddannelser ved at investere i dem. Men forfatteren går videre til at påstå, at de nye angreb på kandidater og SU bunder i, at flere socialdemokratiske ministre har et indædt had til akademia, og at det, som overskriften siger det, reflekterer et tyranni fra faglærte som bred gruppe. Skillelinjen tegnes altså op på præcis den måde regeringen ønsker – akademikere kontra arbejdere.
Men den socialdemokratiske uddannelsespolitik er ikke i arbejderklassens interesse – tværtimod. At indsnævre mulighederne for at tage en længere videregående uddannelse betyder i praksis, at det i langt højere grad kun er elitens og akademikernes børn, der kan komme ind på universiteterne. Det samme gør sig gældende på gymnasierne, hvor det karakterkrav på 7 fra folkeskolen som den nye regering har luftet vil udelukke arbejderklassens børn uforholdsmæssigt meget. Med den yderligere afvikling af universiteter og gymnasier som steder, hvor alle skal have have mulighed for at uddanne sig, øger regeringen klasseskellet i uddannelse frem for at mindske det og sender et klart signal til arbejderfamiliers børn i hele landet: Kend jeres plads!
Regeringen forsøger at stopfodre os med falske modsætninger, mens de fører politik for eliten. De vil for alt i verden undgå, at en eventuel kamp mod deres reaktionære reformer baserer sig på det grundlæggende og i sidste ende afgørende skel i samfundet: klasseskellet. Hvis de med succes kan fremstille deres politik eller bare dele af den, ikke som arbejdsgiverpolitik, der skal sikre dansk kapitalismes interesser, men som politik i arbejderklassens interesser, kan de sove trygt om natten.
Det er vores opgave ikke at købe ind på deres spin, men at sige så klart og tydeligt som muligt, hvad er: Regeringsgrundlaget er en krigserklæring, der i sidste ende bunder i eksistensen og opretholdelsen af et råddent økonomisk system: kapitalismen. Regeringen angriber alle arbejdere og unge, og de vil lægge hele byrden fra systemets krise på vores ryg.
Hvad skal der til?
Angrebet på kandidatuddannelser og SU er historisk hårdt og åbner ydermere for en ladeport af nye angreb, eftersom alle rettigheder og muligheder kastes op i luften ved at sprænge den overordnede uddannelsesstruktur i stumper og stykker. I det lys kan det måske virke paradoksalt, at det store flertal af studerende endnu ikke har kastet sig ind i kampen mod regeringen.
Men er det så underligt, når man kigger på den retning (eller mangel på samme), der udstikkes fra de organisationer, der skulle repræsentere de studerende? Det er ingen hemmelighed, at studenterbevægelsen, ikke bare på universiteterne, befinder sig i en temmelig sørgelig forfatning. Siden 00’erne har studenterbevægelsen ikke stået i spidsen for nogen nævneværdige bevægelser, der involverede den brede masse af studerende. Langt oftest har forklaringen gået på, at “forhandlingens vej” var mere effektiv. På den modsatte pol har der været forskellige aktioner og happenings gennemført af få, dedikerede aktivister, nogle gange uden om de officielle studenterorganisationer, som har afvist forhandlingsstragien til fordel for blokader og lignende.
Resultatet er, at mange af de organisationer, der er skabt til at repræsentere studerende, helt fra det lokale fagniveau op til DSF, har mistet forbindelsen til de studerende, og at de har glemt, hvad deres virkelige opgave er: at gå forrest i kampen for unges interesser og mobilisere til kamp gennem et klart politisk program. Fælles for den aktivitet, der har været de sidste mange år, er, at den har været afskåret fra de brede lag af studerende. Imens fortsætter nedskæringer og forringelser ufortrødent år efter år. En selvransagelse i studenterbevægelsen er nødvendig, hvis de konstante angreb skal stoppes. At få drakoniske regeringer til at trække i land kræver massekamp, hvor størstedelen af de studerende involveres. Derudover er det afgørende, at kampen også udbredes til de ansatte på uddannelsesinstitutionerne. Der er uden tvivl lige så store frustrationer blandt underviserne såvel som teknisk-administrativt personale i hele uddannelsessektoren.
Mange aktive i studenterbevægelsen er måske præget af en pessimisme, når det kommer til deres medstuderende. Heraf kommer man til konklusionen, at man som superaktivist selv kan klare ærterne. Men det er ikke til at vide, om studerende er parate til at kæmpe, når man ikke er ude blandt dem og køre politiske informationskampagner om angrebenes konsekvenser, fremlægger en plan for de næste skridt og organiserer stormøder, hvor kampens videre forløb kan drøftes og besluttes demokratisk af de studerende selv.
Hvis regeringens nedslagtning af kandidatuddannelser og SU skal stoppes, kræver det, at de studerende selv tager kampen op. Frustration fra unge, ikke bare på spørgsmålet om uddannelse, men også klima, mental sundhed og økonomi, hober sig op. Det er ikke til at sige, om det bliver spørgsmålet om kandidat- og SU-angreb, der får det famøse bæger til at flyde over, men det måske vigtigste skridt på vejen til at kampen kan indledes er, at de organisationer, der er sat i verden for at forsvare vores forhold og vilkår, går forrest.
