I august præsenterede regeringen en ny strategi om Danmarks rolle i Afrika med den flotte titel: “Afrikas århundrede”. Som titlen antydede, skulle man forstå, at der nu var tale om et kursskifte i Danmarks forhold til Afrika. 

Angiveligt varsler strategien et opgør med den tidligere liberale NGO-tilgang, hvor Danmark allernådigst og af sit gode hjerte hjalp det fattige kontinent med velgørenhed. Nu handler det om “gensidig respekt” og “lige muligheder”. 

Men hvad ligger bag politikernes nye tilgang til Afrika? Man behøver ikke læse længe for at finde den egentlige årsag til deres pludselige meningsændring:

“Vi er nemlig ikke de eneste, der er opmærksomme på Afrikas potentiale. På hver sin måde investerer Kina og Rusland store summer i det afrikanske kontinent - med forventning om at blive kvitteret for det med større opbakning globalt.”

Ikke så overraskende kommer det nye politiske fokus ikke fra en nyopdaget respekt for de afrikanske lande. Det kommer derimod fra de samme overvejelser, der altid har kendetegnet imperialistiske magters forhold til Afrika: forsvar for sine markedsandele, investeringer, profitter og generel dominans over kontinentet.

Danmarks nye autoritære fjender…

Vestlig imperialisme har historisk set domineret Afrika. Selv efter størstedelen af landene vandt deres formelle uafhængighed fra deres tidligere koloniherrer, har imperialisterne fortsat domineret dem – ikke direkte gennem militær-bureaukratisk kontrol men indirekte gennem verdenshandlens mekanismer: gæld, “bistand” og ulige handelsrelationer.

I de seneste år er et stigende antal afrikanske lande imidlertid begyndt at vende Vesten ryggen. Som det fremgår af strategiens egne tal, er Afrikas handel med Nordamerika og EU faldet fra henholdsvis 13 og 41,8 procent af kontinentets samlede handel i 2004 til 5,7 og 31,3 procent i 2023. I samme periode er Afrikas handel med Kina steget fra 4,8 til 17,5 procent.

Regeringen har naturligvis en forklaring på, hvor denne udvikling er kommet fra: “Adgangen til sociale medier er i mange afrikanske lande eksploderet over det seneste årti. Det har antidemokratiske aktører forstået at udnytte til at udbrede falsk information til politiske formål.”

En række lande i især Vestafrika og Sahel-regionen har ganske rigtigt været udsat for en række militærkup de seneste år, og de nye regimer har i stigende grad orienteret sig mod Rusland og Kina. Men regeringen glemmer at nævne, at mange af disse kup har reel folkelig opbakning, fordi de bliver set som et slag mod vestlig og især fransk imperialisme, der har udbyttet og underkuet regionen i årtier.

…og autoritære venner

Mens regeringen kritiserer nogle regimer, støtter regeringen glædeligt andre med samme autoritære tendenser. Et konkret eksempel på regeringens hykleri er de ændringer i ambassader, som strategien beskriver. Regeringen vil åbne tre nye ambassader i Tunesien, Senegal og Rwanda, mens de samtidigt lukker to ambassader i Mali og Burkina Faso.

Årsagen er, fortæller de os, at regimerne i Mali og Burkina Faso er slået ind på en “autoritær” vej med Rusland og Kina. Problemet med den udlægning er blot, at de regimer, som regeringen nu vil åbne ambassader hos, ikke er et hak bedre.

For eksempel vandt Tunesiens siddende præsident Kais Saied genvalg i starten af oktober med 90,7 procent af stemmerne og en valgdeltagelse på kun 28,8 procent. Resultatet skyldtes i høj grad, at politiske modstandere enten var blevet fængslet eller taget af valglisterne.

Regeringen har tydeligvis ingen problemer med at støtte autoritære regimer, så længe de bare vil samarbejde med Vesten, en kendsgerning som Marie Gad, der er underdirektør i Dansk Industri, sagde meget åbent i DR’s radioprogram “Verden ifølge Gram”:

“Jeg ser også åbningen af ambassaderne, som at vi vælger at samarbejde med nogle af dem, der gerne vil Danmark. I Senegal har vi en ung leder, der gerne vil Vesten. I Rwanda har vi selvfølgelig kæmpe udfordringer også på menneskerettigheder, men også en regering, (...) der har valgt at gøre Rwanda til et kæmpe sted for at drive forretning. (...) Så jeg ser det mere som et signal om, at man vælger at samarbejde med dem, der gerne vil os, og så vælger man at lukke i nogle af de lande, der meget klart har signaleret, ‘vi er ikke interesseret i jer’.”

Dansk-trænede dødspatruljer og militærkup

Hvorfor har disse lande signaleret, at de ikke er “interesserede i os”? Den eneste forklaring, vi får i regeringens strategi, er misinformationskampagner på sociale medier. Men hvis vi eksempelvis kigger på Mali, hvor der nu lukkes en ambassade, tegner der sig et noget anderledes billede.

Den siddende regering i Mali kom til magten på baggrund af et militærkup i 2020, der skete i kølvandet på store demonstrationer mod vestlig indblanding i Mali, og af samme årsag klædte kuppet sig også i anti-imperialistiske farver og nød en generel opbakning. Men den pro-vestlige regering, der blev væltet af kuppet, var selv kommet til magten på baggrund af et militærkup i 2012, som lukkede vestlige og heriblandt danske soldater ind i landet angiveligt for at træne Malis egne tropper i kampen mod islamistisk terror.

I virkeligheden blev disse dansk-trænede soldater dog i stor stil anvendt til at undertrykke politiske modstandere. Det kulminerede i de store demonstrationer i 2020, hvor en dansk-trænet styrke, kaldet FORSAT, blev sat ind for at slå ned på demonstranter. Resultatet var, at 14 demonstranter blev slået ihjel med vestlige våben og dansk træning.

Regeringen har tydeligvis intet problem med at støtte autoritære regimer, der undertrykker deres befolkning, så længe de er “interesserede” i os – med andre ord: er med til at varetage vestlig imperialismes interesser i regionen.

Nyt kapløb om Afrika

Den periode, vi står i, er kendetegnet ved vestlig imperialismes relative tilbagegang. Det betyder, at andre imperialistiske magter, først og fremmest Rusland og Kina, i stigende grad er i stand til at udfordre Vesten på den globale arena.

Kapitalismens eksistentielle krise betyder, at de globale spændinger øges. De forskellige magter strides i stigende grad om adgang til ressourcer og markeder. Samhandel mellem magterne erstattes af toldbarrierer og handelskrige. Tiden hvor man kunne sikre “fred gennem handel” er endegyldigt ovre.

Vi ser ikke umiddelbart ind i en periode med åben væbnet konflikt mellem de imperialistiske magter, men det betyder ikke, at verden bliver mere fredelig. I stedet lader imperialisterne konflikterne blive udkæmpet af stedfortrædere med forfærdelige konsekvenser for befolkningerne i de involverede lande. Krigen i Ukraine og borgerkrigen i Syrien er blot to af de mest velkendte eksempler på blodige inter-imperialistiske konflikter.

Lignende konflikter udspiller sig i Afrika, som en direkte konsekvens af modstridende imperialistiske interesser. I Rwanda – hvor Danmark netop planlægger at åbne en ambassade – har regimet i årevis hældt brænde på bålet i den Demokratiske Republik (DR) Congo ved at støtte oprørsgruppen M23 i den borgerkrig, der har hærget landet i snart 30 år og kostet omkring seks millioner mennesker livet.

DR Congo udvinder 70 procent af verdens kobolt, som er et af de vigtigste mineraler i den moderne verden. Mineralet er essentielt i produktionen af elbilbatterier og indgår i stort set alt maskinværktøj, som bliver anvendt i moderne industri. Det er hovedårsagen til Vestens indirekte støtte – gennem regimet i Rwanda – til oprørerne i DR Congo.

Imperialisme eller internationalisme

Det eneste ærlige i regeringens strategi er, at det danske borgerskab vil have, at vestlig imperialisme skal spille en større rolle i Afrika, for at sætte en stopper for Kinas voksende indflydelse på kontinentet. Der er nogen på venstrefløjen, som fremfører det som noget positivt, at Kinas indflydelse i Afrika vokser på bekostning af Vestens, men vi må være tydelige: Hverken kinesisk eller vestlig imperialisme vil føre til et “Afrikas århundrede”, hvor folkene i Afrika for alvor kan tage deres skæbne i egne hænder. Det kan kun ske uden nogen form for imperialistisk involvering – hverken vestlig, kinesisk eller russisk.

Der er et brændende ønske blandt især den unge afrikanske befolkning, om netop at være herrer i eget hus og smide imperialisterne på porten. Vi har allerede set det eksplosive udtryk for dette i form af adskillige massebevægelser i det ene land efter det andet. Senest så vi det i sommeren 2024 med bevægelsen i Kenya, som forsøgte at vælte det forhadte regime, der loyalt indførte IMF’s krav om besparelser, privatiseringer og angreb på befolkningen.

Afrikas undertrykte masser kan kun bero på deres egen styrke, ikke på nogle af de imperialistiske lejre. En succesfuld revolution i bare ét afrikansk land ville antænde en steppebrand af opstande over hele kontinentet. De forskellige folkeslag i Afrika har stærke revolutionære traditioner. Det var netop gennem revolutionær massekamp, at størstedelen af landene på kontinentet vandt deres formelle frihed fra deres tidligere koloniherrer.

Samtidig viser de tidligere kampe os yderligere, at det netop ikke var nok med formel uafhængighed. Hvis Afrika endegyldigt skal befries fra årtiers imperialistisk udbytning, så må kapitalismen væltes. Det vil skabe grundlaget for en demokratisk planlægning af det enorme potentiale og den ufattelige rigdom, som kontinentet besidder.