Efter regeringen har indgået økonomiaftaler med både regioner og kommuner, kunne det umiddelbart lade til, at der kommer et »velfærdsløft« næste år. Men virkeligheden er dog en anden. Hvis der virkelig skal penge på bordet, må der startes mobiliseringer ude på arbejdspladserne frem mod finanslovsforhandlingerne.
Onsdag den 4. september blev Regeringen og Danske Regioner enige om en økonomiaftale for 2020. Med aftalen får sygehusene tilført 1,5 mia. kr. ekstra, hvor de i de seneste års aftaler har fået tilført omkring 1 mia. kr. ekstra.
De ekstra penge dækker dog langt fra behovene i sygehusvæsenet. Danske Regioner har beregnet, at et stigende antal ældre og kronisk syge alene kræver 1,1 mia. kr. i 2020. Derudover er der de stigende udgifter til medicin. I 2018 steg udgifterne med 500 mio. kr., og i år regner man med, at de stiger med 600 mio. kr. Derfor havde Danske Regioner sagt, at der var behov for 2 mia. kr. ekstra for at bevare status quo, og dér kommer aftalen til kort.
De store problemer er tydelige alle steder i sygehusvæsenet. Eksempelvis har en del af de sidste års spareøvelser i sygehusvæsenet gået ud på at lægge afdelinger sammen. Det er blandt andet sket med det nye supersygehus Aarhus Universitetshospital, hvor flytningen har været meget omkostningsfuld, og man oven i hatten er blevet pålagt store effektiviseringer, altså besparelser. I den nye økonomiaftale er der øremærket 100 mio. til Aarhus Universitetshospital. Men selv med de penge vil sygehuset stadig skulle spare 150 mio. kr. i år, som kommer til at ramme de ansatte og patienterne hårdt.
Ifølge Arbejderen er en del af pengene i aftalen ydermere betinget af, at sygehusene næste år skal møde en række kriterier om at få flyttet en del af behandlingen af kronisk syge ud af sygehusene og undgå genindlæggelser. Hvis de ikke møder kriterierne, mister de 1,5 mia. kr., og står derfor potentielt set til at miste de ekstra penge, som er blevet tilført.
Psykiatrien, der oplever et stigende antal psykisk syge, har desperat brug for flere midler. Men får ikke bevilget flere penge med den nye aftale. Derudover kommer der ingen penge til den del af den kollektive trafik, som Regionerne er ansvarlig for, såsom busruter uden for de store byer.
Kommunerne
To dage efter at regeringen havde indgået aftalen med regionerne, indgik den en lignende aftale med kommunerne om deres økonomi næste år. I medierne blev det fremlagt som om, at kommunerne fik 2,2 mia. kr. mere næste år, men igen skal disse tal tages med et gran salt. Ud af de 2,2 mia. kr. er 0,5 mia. kr. skrotning af allerede planlagte besparelser fra den tidligere borgerlige regerings »moderniserings- og effektiveringsprogram«. Så det er ikke penge, den nye regering giver kommunerne, men blot penge, de undlader at tage fra dem.
Reelt set får kommunerne derfor tilført 1,7 mia. kr. mere til næste år, hvor beløbet under den borgerlige regering sidste år var 1,2 mia. kr. Men for blot at bibeholde det nuværende velfærdsniveau i kommunerne er det, ifølge beregninger fra Kommunernes Landsforening (KL), nødvendigt med 3 mia. kr. for at følge med udviklingen, hvor der kommer flere børn, ældre, handicappede og psykisk syge. Pengene rækker altså ikke engang til at opretholde det nuværende niveau. Der blev ikke aftalt noget i forhold til implementering af minimumsnormeringer i institutionerne, som dog vil blive taget op finanslovsforhandlingerne.
Mobilisér op til finansloven!
Det er ingen tvivl om, at den såkaldte kernevelfærd ude i kommunerne efterhånden er tyndslidt efter årtiers brutale angreb, som Lars Løkke-regeringen gjorde en dyd ud af at fortsætte. Ifølge KL er der 20.000 færre ansatte i kommunerne i dag end i 2010, og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var andelen af offentlige ansatte med symptomer på stress steget med 20 % fra 2012 til 2016. Blandt pædagoger i BUPL var stigningen på næsten 50 %. Det siger sig selv, at den øgede stress er ét af resultaterne af nedskæringerne, og at det naturligvis også går hårdt ud over de børn, unge, ældre, handicappede og andre, som de offentlige ansatte skal tage sig af. Tallene er fra 2016, og siden da har de borgerlige kun beskåret den offentlige sektor yderligere.
På trods af, at begge disse økonomiaftaler er bedre, end hvad de borgerlige lavede, så tegner de desværre det samme billede: En socialdemokratisk regering, som slog sig op på bedre velfærd, men ikke vil give nok penge til, at den offentlige sektor kan følge med den samfundsmæssige udvikling.
Det er de samme takter, vi ser i det »lækkede« notat fra det socialdemokratiske Finansministerium om den kommende finanslov. Her vil regeringen lappe nogle af de værste huller, de borgerlige skabte, såsom de årlige besparelser på uddannelserne, og overordnet set fortsætte status quo uden nye store nedskæringer.
Som vi tidligere har beskrevet, forsøgte finansminister Nicolai Wammen at sænke forventningerne til regeringen så meget som muligt med hans ”kasseftersyn” og beklagelser om manglende råderum. Men der er råderum! Mens resten af os har måtte stramme bæltet ind siden krisen i 2008, har de store virksomheder ikke ligget på den lade side. Regeringen giver allernådigst 1,7 mia. kr. ud til velfærden i kommunerne, samtidig med at de danske virksomheder slår indtjeningsrekord med et samlet resultat på 342,5 mia. kr. i 2017 efter skat. Råderummet eksisterer – i de danske kapitalisters lommer!
I det lækkede dokument kunne man læse, hvordan Socialdemokratiet ville underskudsfinansiere deres forslag, både gennem »råderummet« på de offentlige finanser, men også gennem decideret underskudsfinansiering. Denne keynesianske politik er uholdbar i længden, da pengene skal findes før eller siden, men først og fremmest er den fuldstændig unødvendig. Tag pengene fra de rige og de store virksomheder, som aldrig har lavet overskud, som de gør nu!
Dette kan dog ikke overlades til den socialdemokratiske regering. Selv hvis denne regering bestod af mennesker med de bedste intentioner i verden, må de stadig agere efter »mandaternes logik«, som giver borgerlige partier flertal i Folketinget. Uden et pres vil regeringen føre »det muliges kunst« og føre borgerlig politik. Arbejderklassen kan ikke stole på regeringen, men kun på sin egen styrke, og må mobiliseres for at føre Mette Frederiksens hånd.
Regeringen kan tvinges til at give os ind-rømmelser – hvis presset gøres stort nok. Socialdemokratiets sociale base består i høj grad af arbejdere, som forventer, at denne regering vil gøre tingene bedre. Hvis den gør det modsatte, risikerer Socialdemokratiet at miste denne base og gå mod et kollaps, som vi har set i Grækenland, Holland, Frankrig og Tyskland. Derudover så vi op til valget, hvordan mobilisering, demonstrationer og skolestrejker tvang klimaet og minimumsnormeringer ind på politikernes dagsorden. De fleste klimaløfter bliver ikke til andet end varm luft, men det har givet en selvtillid, især til de unge, som har stået i spidsen af protesterne, og en vigtig lektion: Massemobilisering med titusindvis af mennesker kan rykke noget.
Allerede nu er der i det små påbegyndt en mobilisering frem mod Folketingets åbning for at lægge pres på den nye regering i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger. Disse mobiliseringer skal dog op på langt større skala, hvis de skal tvinge regeringens arm om på ryggen, hvilket der også er masser af potentiale til. Vi så med OK18, hvor kampvillige arbejdere i den offentlige sektor var, og den samme frustration hersker i lige så høj grad blandt arbejdere på det private arbejdsmarked. Fagforeningerne i det offentlige bør gøre alt, hvad de kan, for at få arbejdere i det private med i disse mobiliseringer, så enheden i arbejderklassen bliver så fuldkommen som mulig. En sådan enhed ville ydermere skabe de bedste muligheder for at tilkæmpe ordentlige resultater i de kommende overenskomstforhandlinger (OK20) på det private arbejdsmarked.
Med en modig mobiliseringsplan og trusler om strejker vil fagforeningerne kunne få presset indrømmelser igennem fra regeringen. Hvis den næste finanslov ikke blot skal fortsætte status quo – forringelser, besparelser og nedskæringer – er det nu, mobiliseringerne skal i gang!
