I den forgangne uge bekendte regeringen uden omsvøb kulør, da den præsenterede tre reformer: en SU-reform, en kontanthjælpsreform og en ”Vækstplan”. Den politiske linje er klar: erhvervslivets interesser tilgodeses på bekostning af arbejdere og unge. En linje der fastholdes i en benhård arbejdsgiverpolitik overfor lærerne.
Forgange uge blev samtidig ugen, hvor vi så de største protester i 5 år med demonstrationen mod regeringens SU-reform. Demonstrationen viste, at stemningen er ved at vende i Danmark. Krisen havde en chok-effekt med en kraftig nedgang i massemobiliseringer og strejker, hvilket ikke blev bedre da den nye regering kom til og skuffede alle forhåbninger. Men nu ser det ud til at grænsen er nået, at passiviteten er brudt. Unge er ofte det første barometer på, hvad der sker under overfladen i samfundet – de er mere følsomme overfor skift i situationen og har mindre forpligtigelser og bagage, der holder dem fra at gå på gaden og protestere.
Enhedslisten må trække en streg i sandet
Regeringen har skuffet alle dem der stemte på dem i håb om at få en ende på den borgerlige regering. I stedet har regeringen ført en politik, der er endnu mere borgerlig end VKO-regeringens.
De seneste reformer hvor penge taget fra SU’en, de arbejdsløse og velfærden gives i skattelettelser til erhvervslivet, er dråben der for mange har fået bægeret til at flyde over.
Den seneste uges reformer fra regeringen har rejst spørgsmålet helt klart på venstrefløjen: hvad må der gøres nu?
Enhedslistens top har fået rodet partiet ud i en vanskelig situation. Først valgte toppen, at danne parlamentarisk grundlag for regeringen, på trods af at regeringsgrundlaget helt tydeligt viste, at denne regering ville fortsætte den borgerlige regerings nedskæringspolitik, med bl.a. angreb på pension, efterløn og dagpenge. Derefter fortsatte Enhedslistens top med at støtte regeringen i den første finanslov og krigen i Libyen.
Enhedslistens top blev ved at fremføre ideen om ”det mindste onde”, som argument; at den nuværende regering trods alt var bedre end den borgerlige og Enhedslisten derfor måtte støtte den. I realiteten giver det et carte blanche regeringen, der blot kan true med at lave en aftale med Venstre, og dermed få Enhedslisten med på hvad som helst.
Først da regeringen indgik skattereformen med de borgerlige, der gav skattelettelser til de rigeste på bekostning af bl.a. de arbejdsløse, trådte Enhedslistens top i karakter og erklærede, at de var ikke længere var parlamentarisk grundlag for regeringen, men i opposition. Det fik Enhedslisten til at vokse endnu mere både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt. Men der gik ikke længe før finansloven skulle forhandles og Enhedslistens top faldt tilbage i den gamle strategi om det mindste onde. Enhedslistens top droppede at være opposition, før den rigtig havde nået at vise det i praksis og gik med i finansloven, selvom den indeholdt massive nedskæringer og angreb på de arbejdsløse. Allerede da finansloven blev forhandlet, var det åbenlyst, at regeringen planlagde reformer på SU’en og kontanthjælpen, og det var tydeligt for enhver der ville se, at reformerne ville betyde enorme nedskæringer.
Enhedslistens top har nu stillet sig i en vanskelig position. Efter skattereformen viste de at truslen om at gå i opposition kun gjaldt indtil regeringen truer med at den falder hvis ikke Enhedslisten redder den. Med andre ord, Enhedslistens top fremsætter tomme trusler men holder hånden under regeringen, og bliver dermed medansvarlig for den borgerlige politik, som regeringen fører. Jo længere Enhedslisten fortsætter, jo mere vil de blive set som utroværdige og i bund og grund det samme som regeringen.
Konsekvensen for at tage ansvaret for regeringens politik, er tydelig hvis man ser til SF, der står til under 5 procent i meningsmålingerne i øjeblikket. Fortsætter Enhedslistens top den nuværende kurs, med dundertale uden reelt indhold, risikerer de på et tidspunkt at gå samme vej som SF. I stedet må Enhedslisten trække en streg i sandet. Enhedslistens top fremsatte 7 ultimative krav til forhandlingerne om vækstplanen, med krav om bl.a. ingen nedskæringer i SUen og kontanthjælpen samt bedre vilkår for dagpengemodtagerne (et krav vi mener, er for ukonkret, som minimum burde Enhedslisten have krævet en tilbagerulning af dagpengeforringelserne). At rejse ultimative krav er et godt første skridt. Men Enhedslistens top fremsatte ingen konsekvens for regeringen, hvis ikke de opfylder kravene, andet end at så vil Enhedslisten ikke forhandle. Skal man sige det ærligt: regeringen er rygende ligeglad, den har fra start vist med al tydelighed, at disse reformer skulle gennemføres med Venstre.
Enhedslistens top må vise, at den mener, hvad den siger, hvis ikke den skal miste troværdigheden og risikere at ende som SF. Enhedslisten må sige til regeringen: ”Vedtager I vækstplanen og alt hvad det indebærer af besparelser og reformer, så har i svigtet alt, hvad I lovede, da I blev valgt, så kan vi ikke tage ansvaret for jeres regering, så er der intet gran progressiv politik tilbage i denne regering. Vælger i denne vej, så mener vi der må udskrives nyvalg og stiller derfor et mistillidsvotum.”
Al ansvaret må lægges på regeringen, at det er deres valg om de vil følge en nedskæringspolitik. Et mistillidsvotum til regeringen er et alvorligt og meget ekseptionelt skridt. Men i denne konkrete situation mener vi, det er nødvendigt. Enhedslisten har en mulighed for at gøre det nu, på et afgørende spørgsmål for de danske arbejdere og unge, forpasser de den, kan de ikke komme rendende efterfølgende og stille mistillid på et sekundært spørgsmål uden fuldstændig at miskreditere sig selv.
Et klokkeklart brud
Men, siger toppen i Enhedslisten, det vil betyde de borgerlige kommer tilbage til magten. Det er meget muligt. Men der er ingen tvivl om, at fortsætter den nuværende kurs, så får vi uden tvivl de borgerlige tilbage på magten. De ønsker, at lade arbejderpartierne gennemføre alle de upopulære nedskæringer, miskreditere sig selv og bagefter blive båret på magten, med styrken til endnu hårdere angreb og med en opposition, der har svækket sig selv, ved selv at føre borgerlig politik.
Stiller Enhedslistens top et mistillidsvotum til regeringen, kan det kun gennemføres med stemmer fra de borgerlige og der er ingen tvivl om at det vil skabe vanskeligheder for Enhedslisten. Mange vil skyde skylden for at de borgerlige kommer tilbage til magten på Enhedslisten, og i en vis forstand vil de have ret, men problemet er, at Enhedslistens top har sat partiet i en situation, hvor valget står mellem pest eller kolera. De må åbent sig det, som det er: ”vi erkender, at strategien indtil nu har været forfejlet og har stillet os i en vanskelig position. Vi skulle allerede før regeringsdannelsen have stillet ultimative krav om ikke at støtte angreb på arbejdere og unge.”
Holder de endnu engang hånden under regeringen, fører de sig selv længere ud i kviksandet, og gør det sværere og sværere at trække i nødbremsen. Folk vil med rette spørge: I er gået med på så meget af regeringens politik, hvorfor skal regeringen så vælte nu?
I Italien har vi set, hvordan venstrefløjen i parlamentet er fuldstændig udryddet efter at venstrefløjspartiet, Riffondacione Communista (RC), deltog i den socialdemokratisk ledede koalitionsregering med Prodi i spidsen i 2006, der førte en politik med angreb på arbejdere og unge. I 2008 valgte RC at stille mistillid til regeringen på spørgsmålet om krigen i Afghanistan. Problemet var at de italienske arbejdere og unge allerede havde mistede tilliden til RC fordi de havde deltaget i kompromiser og nedskæringer og da RC så væltede regeringen på et for dem sekundært spørgsmål, røg den sidste tiltro til partiet. RC, der tidligere var et stort parti, har mistet alle sine pladser i parlamentet.
Skal regeringen vælte må det ske på et klokkeklart politisk spørgsmål, som arbejdere og unge kan forstå og identificere sig med, ellers vil det have meget negative konsekvenser for Enhedslisten.
For et socialistisk alternativ
Enhedslisten må ikke kun bryde med regeringen på et klart spørgsmål, men også kunne fremsætte et klart alternativ. Det har været problemet indtil nu: Enhedslistens top har accepteret de præmisser, regeringen har opsat: at der er et flertal til de borgerlige partier i Folketinget og alt afgøres af forhandlinger mellem folketingsmedlemmerne.
I stedet må Enhedslisten starte en kampagne for et socialistisk program.
SFs bagland er hamrende utilfredse med den politik deres partitop fører. Utilfredsheden viste sig ikke mindst ved formandsvalget i efteråret hvor højrefløjens kandidat, Astrid Kragh, kun fik en tredjedel af stemmerne. Men den nye formand, Anette Vilhelmsen, har intet gjort for at ændre kursen. Hun har med al ønskelig tydelighed vist, at valget for SF står mellem at fortsætte i regering og acceptere nedskæringspolitikken eller trække sig. SFs top, den tidligere venstrefløj i partiet, ser ud til at fortsætte den tidligere ledelses politik, nu de selv er blevet ledelsen. Men SFs medlemmer er rygende uenige i toppens politik, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den underskriftindsamling, som en række byrådsmedlemmer fra Horsens har startet for at trække SF ud af regeringen. Ikke kun blandt medlemmerne, men også blandt SFs vælgere er der utilfredshed: 51 procent af dem, der ved sidste valg stemte på SF, mener, at SF bør trække sig fra regeringen og kun 23 procent mener, de kan fortsætte. Kun 3 procent af SFs vælgere er enige i regerings reformer.
Langt ind i Socialdemokratiet er der utilfredshed med regeringens politik, og bl.a. borgmester i København Anne Vang har sagt at hun ikke kan kende sit eget parti.
Det viser at der eksisterer en massiv utilfredshed helt ind i regeringspartierne, og der er en base som Enhedslisten kan appellere til om at kæmpe imod regeringens politik på et socialistisk program.
Enhedslisten må fremsætte et tilbud til venstrefløjen i både SF og Socialdemokratiet om en fælles front til at kæmpe for et socialistisk alternativ til den nuværende regering.
Første skridt er at opsætte nogle klare konkrete krav, som bl.a. må indeholde:
– at nedskæringer rulles tilbage på pensioner, efterløn, sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp, SU osv.
– at velfærden udbygges, ikke slagtes
– at krisens byrde lægges på erhvervslivet ikke arbejderklassen…
Men det er kun første skridt. Det er nødvendigt med et socialistisk program. Der findes ingen mellemvej mellem at administrere kapitalismens krise og et socialistisk program.
Krisen har stadig sit greb i verdensøkonomien og Danmark. De seneste tal viser, at væksten i Danmark i sidste kvartal 2012 var negativ. Venstrefløjen har fremsat et keynesianistisk alternativ til regerings nedskæringspolitik, om igangsættelse af offentlige investeringer. Men det vil på ingen måde løse problemerne: enten skal pengene lånes (Grækenland viser uholdbarheden i denne løsning) eller skal de tages fra erhvervslivet, hvilket blot vil betyde, at det investeringsstop krisen har skabt, blot vil blive endnu mere omfattende, med øget arbejdsløshed og hul i statskassen til følge.
Den eneste vej frem, er et socialistisk program for en overtagelse af de største virksomheder, så der kan sættes gang i økonomien efter en demokratisk plan. På den måde kan arbejdsløsheden udryddes og velfærden udbygges.
Vi ser i hele Europa at regeringer, uanset partifarve fører den samme politik med massive nedskæringer. Det er udsigten så længe kapitalismen består.
I Syderuopa har vi set, hvordan krisen pressede ungdommen og arbejderklassen ud i kamp, og hvordan de politisk er blevet radikaliseret. Det er naturligt, at klassekampen først kom på dagsordenen, der hvor krisen var mest akut. Men krisen holder sig ikke inde for landegrænser, men rammer alle lande.
Nu er situationen i Danmark ved at vende også. SU demonstrationen i torsdags er et tegn på den enorme utilfredshed, der er under opbygning under overfladen.
Vi er gået ind i en ny periode i Danmark. En periode hvor klassekampen er på dagsordenen, hvilket vil føre til en yderligere radikalisering. Enhedslisten kan forbinde sig med denne radikalisering under forudsætning af, at de ikke ses som en del af det etablerede politiske system og dets forsvar for kapitalismen.
Kun ved at fremsætte et klart socialistisk alternativ kan Enhedslisten forbinde sig med disse radikaliserede arbejdere og unge og undgå at blive trukket med ned af den nuværende regerings politik.
