Foto: Vincent KløckerDen 25.-27. marts mødtes medlemmer af Revolutionære Socialister fra hele landet til kongres for at diskutere kapitalismens krise både globalt og i en dansk kontekst, samt hvordan vi afskaffer dette rådne system.
Kongressen var den første, som kunne afholdes fysisk efter to år med nedlukning på grund af coronapandemien. Men det var ikke det eneste, der var anderledes fra de sidste kongresser. For første gang i organisationens historie, var der nemlig kammerater repræsenteret fra hele landet: København, Roskilde, Aalborg, Sønderborg, Skanderborg, Bornholm og Helsingør for at nævne nogle stykker.
Mange af deltagerne der talte til kongressen, har været organiseret i mindre end et år. Det afspejler, at stadig flere unge leder efter radikale svar på de utallige problemer, der raser over hele verden i dag.
Krise på verdensplan
Den første diskussion på dagsordenen var en diskussion af verdenssituationen. Denne bar uundgåeligt præg af krigen i Ukraine, men i stedet for at blive en snæversynet diskussion om, hvilken af de imperialistiske magter – Rusland eller NATO – som man skulle støtte, som ellers har præget meget af venstrefløjen i Danmark, blev diskussionen hævet op på et globalt niveau og forbundet med kapitalismens generelle krise. Problemer som inflation, fødevaremangel og stigende spændinger mellem de imperialistiske magter lå allerede i horisonten. Krigen i Ukraine har blot forværret disse allerede eksisterende problemer og vil presse arbejderklassen til at bevæge sig verden over.
Verdensperspektivet lagde grunden for den næste diskussion om perspektivet for klassekampen i Danmark. Også her blev krigen forbundet med perspektivet for klassekampen i Danmark, og kongressen vedtog en udtalelse om krigens indflydelse på Danmark, som kan læses her. Den videre diskussion omhandlede accelerationen af de processer, som vi inden krigen så fyldte alt i mediebilledet: den faldende støtte til regeringen, kaosset i den danske økonomi, regeringens konflikter med magtfulde institutioner i staten som FE og den fuldstændige mangel på en reel venstreorienteret opposition i Danmark.
Optimisme og entusiasme
Diskussionen var præget af en optimisme og energi, som man ikke ser andre steder på venstrefløjen. Årsagen er den simple, at i takt med at den herskende klasse vælter fra den ene krise til den anden, begynder flere og flere lag i samfundet at miste troen på fremtiden i det kapitalistiske system. Efter mange år mod strømmen, begynder vi nu at se vores ideer have en ny og stærkere tiltrækningskraft på unge og arbejdere.
Entusiasmen blev også afspejlet i vores indsamling, som smadrede alle hidtidige rekorder. Kammeraterne formåede at samle hele 166.214 kr. ind gennem sympatisører og medlemmer som for længst har indset, at skal ideerne blive til virkelighed, skal der også sættes handling og ressourcer bag. Midlerne kommer til at gå til at opbygge organisationen som en reel kraft i klassekampen i Danmark væbnet med et revolutionært program, for som Trotskij sagde, er ideer uden organisation som en kniv uden blad.
Venstrefløjens bankerot
Organisering var også emnet for kongressens sidste dag. Hvis man betragter venstrefløjen i Danmark, bliver man mødt med et noget trist syn. Med Enhedslistens støtte til NATO og EU er der nu ikke ét eneste parti i Folketinget, der ikke bakker op om vestlig imperialisme.
Men samtidig betyder det politiske vakuum, at der er en fremragende mulighed for at opbygge en revolutionær socialistisk organisation i Danmark. Flere og flere unge ser med stigende afsky på de etablerede venstrefløjspartiers opgivelse af alle principper, om det så gælder klimaspørgsmålet, regeringsindgrebet mod sygeplejerskernes strejker, nedskæringerne på universiteterne eller støtten til den vestlige imperialisme.
Revolutionære konklusioner
Mange unge drager allerede på egen hånd revolutionære konklusioner. Det eneste, som de har oplevet hele deres liv er nedskæringer, krig og klimakatastrofer. I hele deres levetid har kapitalismen ikke leveret én eneste forbedring, og det skubber dem naturligt mod revolutionære konklusioner; at det ikke er isolerede problemer, men at de alle stammer fra samme rod: Kapitalismen og klassesamfundet.
Vores opgave er at give disse unge de nødvendige forklaringer, sammenhængen og årsagen til al den tilsyneladende galskab vi ser i verden, og redskaberne til at gøre noget ved det. Kort sagt et revolutionært marxistisk program.
Vi vil bygge en stor og stærk organisation af unge i alle dele af landet – på uddannelsessteder og arbejdspladser. Vi vil uddanne os i marxistisk teori og rette vores kræfter ind mod arbejderklassen – den eneste klasse der kan omstyrte dette syge system og lægge grunden for et nyt økonomisk system uden udbytning, klasser og elendighed.
Mens hele den etablerede venstrefløj har kapituleret over for den herskende klasses hysteriske krigspropaganda og solgt ud af alle principper om internationalisme og klassepolitik har vi i IMT stået fast.
Netop fordi vi står på en solid teoretisk grund, var kongressen gennemsyret af optimisme og gå-på-mod til at tage fat og bygge organisationen. Vi er ikke bange for at træde ind i en af de mest turbulente perioder i kapitalismens historie – også selvom der vil komme vanskeligheder. For som Marx sagde, har vi kun vores lænker at tabe, men en verden at vinde.
