Pedro Castillo: Billede Presidencia de la República del Perú
I den seneste tid er den politisk krise i Peru accelereret. Efter at have beordret kongressen lukket, blev præsident Castillo anholdt af politiet. Kongressen stemte for at afsætte Castillo og udråbte hans vicepræsident som landets ny præsident.
Hvordan skal vi forstå alt dette?
Vi må se bort fra de grundlovsmæssige overvejelser og gå til roden af processerne for at forstå, hvad der er sket: CONFIEP (arbejdsgiverforbundet), hæren, politiet, de kapitalistiske medier, den amerikanske ambassade og de multinationale mineselskaber har gennem deres håndlangere i Kongressen fjernet præsident Castillo fra det embede, som han blev demokratisk valgt til af folket. Der er derfor tale om et reaktionært kup.
Castillo, der er tidligere leder af lærernes fagforening på græsrodsniveau, og som har stærke rødder i landdistrikterne, blev valgt mod alle odds i juli 2021. Det var et udtryk for den store vrede, der er blandt de udnyttede masser i Peru, hos de fattige bønder, arbejderne og de indfødte folk. Alle de mest undertrykte lag i samfundet stræbte efter en grundlæggende ændring af magtforholdene, hvilket kom til udtryk i kravet om en grundlovgivende forsamling. De samledes bag Castillos slogan om, at “der bør ikke være nogen fattige i et rigt land”. Dette kunne de kapitalistiske ejere af landet ikke acceptere.
Castillo, og det parti han opstillede for, Perú Libre, stod over for to alvorlige begrænsninger:
For det første deres politiske program – sociale reformer, men uden at bryde med kapitalismen. Dette var utopisk, og forsøget på at gennemføre det kunne kun have to mulige udfald: Enten blev der gennemført reformer, der førte til et brud med kapitalismen, eller også ville kapitalismen blive opretholdt, og reformerne ville ikke blive gennemført.
For det andet var den parlamentariske fordeling ufordelagtig, og derfor kunne massernes demokratiske vilje kun gennemføres gennem pres fra en massebevægelse i gaderne. Men hverken Castillo eller Perú Libre har nogensinde for alvor opfordret til at mobilisere eller organisere et sådant pres.
Da Castillo først havde indrettet sig efter at være trængt op i den borgerlige institutionalismes snævre rammer, gav han stadig større indrømmelser til de kapitalistiske magthavere. Han afskedigede ministre, der ikke var i de multinationale mineselskabers smag. Han fjernede den kansler, som militæret havde protesteret imod. Han udskiftede dem, som CONFIEP (arbejdsgiverforeningen) ikke ønskede. Det var en stor fejltagelse. Oligarkiet var ikke tilfreds og krævede stadig flere indrømmelser, mens hver eneste indrømmelse underminerede Castillos støtte blandt sin egen sociale base, som var hans eneste håb om redning.
Var der et alternativ? Ja. Alternativet var at kalde masserne på gaden, at opløse kongressen og indkalde til en national revolutionær forsamling og kombinere det med angreb mod det kapitalistiske oligarkis politiske og økonomiske magt (nationalisering af gas, omstødelse af minekontrakter osv.). En risikabel strategi, der kunne have slået fejl? Selvfølgelig, i klassekampen er sejr naturligvis ikke garanteret. Men på kompromisets vej er der én ting, der er garanteret: den vil føre til en katastrofe.
Perú Libre, som havde brudt med Castillo, og dets leder Cerróns, begik også fejl. Bare for at trodse Castillo flirtede Perú Libre ved nogle lejligheder i Kongressen med Fujimorismo [den borgerlige politiske tendens fra den tidligere præsident-diktator Fujimori]. I stedet burde Perú Libre have arbejdet på at opbygge en solid base blandt masserne og presse Castillo fra venstre, og hvis han ikke fulgte med, forberede sig på at overhale ham venstre om.
For ca. en måned siden, da Castillo havde mistet næsten hele sin politiske opbakning blandt de mest undertrykte lag i befolkningen og stod i et parlamentarisk dødvande, henvendte han sig til ingen andre end OAS [Organisationen af Amerikanske Stater, et redskab for amerikansk imperialisme i Latin America]! Det var nøjagtig den samme fejl, som Evo Morales begik i Bolivia, med samme resultat [hans afsættelse fra magten]. Det ser ud til, lektien endnu ikke er blevet lært.
I en sidste desperat handling for at undgå en mistillidsafstemning, besluttede Castillo sig for at opløse kongressen. Men i stedet for at sætte sin lid til massernes mobilisering for at gennemtvinge dekretet, så det ud til, at han ventede på støtte fra… hæren!
Den herskende klasse bevægede sig som en velsmurte maskine med en plan, der var forberedt på forhånd. Castillo er blevet anholdt. Der er indgået en politisk aftale mellem Fujimorismo, den traditionelle højrefløj, og den såkaldte ‘kaviar’ venstrefløj. En mistillidsafstemning er blevet gennemført i Kongressen (med stemmer fra Perú Libre og Castillos egen såkaldte “lærer blok”). Castillos vicepræsident er blevet udnævnt til præsident med bred støtte fra Kongressen og har opfordret til oprettelsen af en “national enhedsregering” (dvs. enhed mellem alle partier mod arbejderklassens ønsker). OAS og USA har hurtigt anerkendt den nye regering, som ikke er kommet fra stemmeurnerne. Statskuppet er fuldendt.
Det eneste der er tilbage at se frem imod, er massernes reaktion i den næste tid. Man må forvente, at de vil gå på gaden – især uden for Lima, i den oprørske sydlige del af landet og i landområderne. Hvor stærkt og med hvilken grad af beslutsomhed, dette vil bliver gjort med, er ikke klart. Castillo har undermineret sin egen sociale base, men hadet til oligarkiet stikker dybt.
Det er vores opgave at organisere en international fordømmelse af kuppet og at bidrage til at drage de nødvendige politiske konklusioner om Peru og Latinamerika. For selv hvis det nye styre konsolideres (og det er på ingen måde sikkert), så er det kun ét slag. Krigen fortsætter.
Efter artiklen blev skrevet, er en massebevægelse mod kuppet brudt ud i Peru. Læs mere om den seneste udvikling her.
