Vi bringer her fjerde del (ud af fem) af IMT’s analyse af verdenssituationen. Dette dokument er et udkast der danner basis for en diskussion indenfor IMT, og som der vil blive stemt om, med mulige ændringsforslag ved dette års Verdenskongres i IMT.
180. Latinamerika
181. Økonomierne i en række sydamerikanske lande (heriblandt Brasilien, Chile, Peru, Bolivia, Ecuador, og Columbia), som nød godt af at eksportere råstoffer, varer og energikilder til Kina, lider nu under den ligefremme effekt af opbremsningen af den kinesiske økonomi. Det vil have tydelige politiske og sociale implikationer i den næste periode, som vi allerede har set med de store bevægelser mod stigende buspriser i Brasilien.
182. Efter en periode med stigende klassekamp i hele Latinamerika (navnlig i Venezuela, Bolivia og Ecuador), med højreorienterede regeringer der blev væltet af masseopstande, valget af præsidenter, der gennemførte tiltag, der skubbede dem ud i konflikt med imperialismen, regional opstand, osv., ser det nu ud til at den revolutionære bølge, der har rullet over kontinentet er nået en vis lagune. Der er en form for dødvande i kampen mellem klasserne, hvori ingen af siderne har været i stand til at vinde den afgørende sejr.
183. Kupforsøg blev besejret af masserne i Venezuela (i flere tilfælde), Ecuador og Bolivia. Reaktionens kræfter og imperialismen var ikke i stand til at påføre bevægelserne et afgørende nederlag, med undtagelse af kuppene i Paraguay og Honduras, som trods alt ikke stoppede de revolutionære bevægelser i disse lande.
184. I Columbia har den begyndende fredsforhandling mellem regeringen og FARC, som viser, at det er umuligt for guerillaen at vinde krigen, åbnet op for udviklingen af klassekamp over klassiske linjer. Den nye præsident Santos’ popularitet er kollapset (fra 46% ned til 21% mellem juni og august 2013) efter en række strejker blandt kaffedyrkere, juridiske arbejdere, studenter, og for nyligt en strejke i landbruget, som har lagt rebet om halsen på hans regering. Forsøget fra den colombianske herskende klasses side på at ’normalisere’ måden at styre landet på (efter at have været helt afhængig af de paramilitære under Uribe), har givet bagslag med en bølge af klassekamp.
185. Med en tilbagevenden af PRI til magten har den mexicanske herskende klasse formået at få en relativ stærk regering, som har givet dem mulighed for at gennemføre de tiltag, de har haft planlagt i flere år. Selv før Peña Nieto var svoret ind som præsident, havde de allerede vedtaget en arbejdsreform. Denne fjernede en række tilkæmpede sejre, vundet i perioden med den mexicanske revolution, som vil gøre det nemmere at udbytte arbejderne.
186. Et andet afgørende punkt har været en energi-kontrareform, der har åbnet døren for multinationale selskaber til at investere i elektricitets- og olie-sektoren. Larzaro Cardenas’ regeringens nationalisering af olien i 1938 betød, at Mexico i flere årtier havde en relativ økonomisk og social stabilitet. Nu er denne periode ophørt. Før energireformen bidrog olieselskabet Pemex med op til 40% af statens budget. Nu vil en stor del af disse ressourcer blive kanaliseret ned i lommerne på private kapitalister. Dette vil medføre budgetunderskud, som vil blive balanceret af stigende skat og nedskæring i sociale udgifter.
187. Den mexicanske kapitalismens forfald udtrykkes i stigende arbejdsløshed, udviklingen af en uformel økonomi og voksende lidelse og social opløsning. Det udtrykkes tydeligst i udviklingen af narkomarkedet og den deraf følgende krig mod narko, der har betydet øget lidelse for masserne. Disse reformere markerer et vendepunkt og vil føre til en forværring af leveforholdene for det mexicanske folk i de kommende år.
188. Lederne af fagforeningerne og Morena har, med deres reformistiske valgfokuserede udsyn, virket som en bremse, som har hindret et forenet modsvar baseret på revolutionær masseaktion. Men der er en voksende stemning af vrede. Dette er blevet udtrykt i dannelsen af Morena, i militante faglige kampe – som dem blandt lærerne og elektrikerne – med den radikaliserede ungdom, der er gået ind i bevægelsen, og udviklingen af utallige politi- og selvforsvars-grupper.
189. I staten Guerrero har der været bevæbnede massemobiliseringer, og i Michoaca er der kommuner i en tilstand af åben borgerkrig. Selvom denne proces er fyldt med modsætninger, er alt dette et symptom på det enorme pres, som den rådne mexicanske kapitalisme påvirker masserne med – og disse er ved at drage revolutionære konklusioner. Peña Nietos regering vil fortsætte sin politik med angreb og nedskæringer, som vil forberede et udbredt modsvar fra arbejderne.
190. Men på grund af manglen på en subjektiv factor – et klart revolutionært lederskab – var de latinamerikanske masser forhindret i at tage magten i deres egne hænder og afskaffe kapitalismen. Dette har ført til en stilstand og en midlertidigt og ustabil ligevægt mellem klasserne, en tilstand der blev forlænget af det økonomiske opsving. Den globale økonomiske recession, som startede i 2007-08, påvirkede kun delvist Sydamerika, og regionen kom sig hurtigt på baggrund af det ressource-hungrede Kina. Men denne situation er ved at ophøre. Det blev vist meget dramatisk med begivenhederne i Brasilien.
191. Brasilien
192. I den seneste periode (indtil 2011) oplevede Brasilien høje vækstrater, hovedsageligt på grund af eksport til Kina. Fra kapitalisternes side muliggjorde dette at give indrømmelser i forhold til lønkrav og når de stod over for mangel på arbejdskraft eller strejker. Lønningerne steg i gennemsnit med 3,5% mellem 2002 og 2013 i realer, men steg endnu mere i dollar (realen var overvurderet). 95% af lønforhandlingerne endte med lønstigninger, der var højere end inflationen.
193. Men nu er alt forandret. Den kraftige opbremsning af økonomien i 2011 (+2,7%) og 2012 (+0,9%) afslørede pludselig en udbredt frustration, som kulminerede med massebevægelsen i juni 2013. Kapitalisternes relativt lave investeringsniveau betød, at lønstigningerne ikke er blevet modsvaret i stigninger i produktiviteten. Siden 2003 er medarbejdsomkostningerne fordoblet i Brasilien, og i dollars er den tredoblet.
194. Et lavt investeringsniveau har ført til et kraftigt fald i produktiviteten i forhold til andre store økonomier. Væksten i eksporten til Kina tilslørede i en periode Brasiliens katastrofale stilling. En Economist special report omhandlende Brasilien (28. september, 2013) sagde, at det kunne tyde på, at Brasilien bevægede sig mod en periode med stigende krise og klassekamp. Inflationen, som nærmer sig 6%, trækker levestandarden ned for almindelige mennesker og tænder op under arbejderklassens økonomiske krav. Dette faktum forklarer, hvorfor dele af det brasilianske borgerskab gerne vil af med PT. Det tror ikke på, at PT vil være i stand til at svinge kniven hurtigt og dybt nok. En anden del af borgerskabet er forfærdede over udsigten til at tage sig af den stigende klassekamp uden hjælp fra PT-lederne.
195. Bevægelsen mod stigende billetpriser, som hurtigt spredte sig ud i hele landet, afspejler en bredere utilfredshed, som har ophobet sig i samfundet. Det repræsenterer ankomsten af den revolutionære bølge fra de arabiske lande og Sydeuropa til Brasilien. Selvom bevægelsen ikke havde en ledelse og uundgåeligt indeholdt mange forvirrede elementer, så repræsenterede det et afgørende vendepunkt, og den blev fulgt op af en række nationale aktionsdage arrangeret af fagbevægelsen og store mobiliseringer omkring lærernes strejke. Dilma Roussef vil ikke komme til at nyde godt af et langt økonomisk opsving, som sikrede stabiliteten, mens Lula sad ved magten. Dette vil skabe enestående betingelser for de brasilianske marxister i den kommende periode.
196. Venezuela
197. Maduros snævre sejr ved præsidentvalget i Venezuela i april, efter Chavez’ død, repræsenterer en alvorlig advarsel til den bolivariske bevægelse. Men oligarkiets forsøg på at bruge det tætte resultat til at vælte Maduro gav bagslag. Endnu en gang gik masserne ud på gaderne og besejrede med revolutionær mobilisering højrefløjens provokationer.
198. Den afgørende faktor er på nuværende tidspunkt den økonomiske skævvridning, som er skabt i forsøget på at regulere den kapitalistiske økonomi, den overlagte sabotage fra den herskende klasses side og kapitalisternes investeringsstrejke. Disse forhold er med til at undergrave den sociale basis for revolutionens opbakning. Manglen på basale fødevarer er kombineret med den uhæmmede stigning i inflationen, som nu har nået 50%. Denne situation kan ikke blive ved at holde særlig længe. Enten tager revolutionen afgørende skridt mod at afskaffe kapitalismen, ellers vil det økonomiske kaos lægge grunden for, at borgerskabet kan komme tilbage til magten og prøve at knuse revolutionen.
199. Maduro-regeringens politik har efter valget i april været at angribe oppositionen på den politiske arena, mens de samtidig har prøvet at nå til en aftale med kapitalisterne i den økonomiske sfære. Private virksomheder blev tilbudt indrømmelser vedrørende adgangen til hård valuta, inklusiv liberalisering af priskontrollen, og ideen om at skabe Specielle Økonomiske Zoner efter kinesisk model blev foreslået. Dette var en utopisk politik, der ikke kunne løse noget som helst. Enhver indrømmelse, der vil blive givet til den herskende klasse, vil underminere revolutionens sociale base uden at løse nogen af de virkelige økonomiske problemer.
200. I optakten til kommunalvalgene i december 2013 tog regeringen en ny vending og slog tilbage mod kapitalisterne. Det var stadig inden for den logik, som tilsigter at regulere kapitalismen, men den viste sig meget populær blandt de arbejdende masser, og var med til at genoplive den revolutionære entusiasme blandt menig mand. Det var disse foranstaltninger mod spekulation og overpriser, som sikrede sejren ved kommunalvalgene. Selv om oligarkiet formår at komme tilbage til magten, vil det ikke være enden på revolutionen. Det kunne have den positive effekt at radikalisere den bolivariske bevægelse, som det skete med nederlaget i Spanien i oktober 1934 (”bienio negro”), der bare var en forsmag på en endnu mere afgørende kamp mellem klasserne. Ingen leder i den bolivariske bevægelse kan påkalde sig den samme autoritet, som Chavez havde, og derfor antager kritikken af ledelsen, bureaukraterne og reformisterne en meget skarpere og mere åben karakter.
201. Hovedopgaven vedbliver at være at bygge den revolutionære ledelse med rødder i arbejderklassens fortrop, der vil være i stand til at udnytte den ekstraordinære energi, som de revolutionære masser har udvist de seneste 15 år, og rette dem imod at tage magten og afskaffe kapitalismen.
202. Internationale forhold
203. Lenin skrev engang om “brandbart materiale i international politik” og det er der ikke mangel på i verden i dag. De imperialistiske kræfters aggressive handlinger, giver grobund for en indre opposition, der kan virke som en yderligere radikaliserende faktor. Revolutionære stemninger kan opstå, ikke kun på baggrund af økonomiske forhold, men også pga. krige, terrorhandlinger, naturkatastrofer og begivenheder på verdensskala. Det så vi tidligere med krigen i Vietnam, og det samme kan ske igen.
204. Wikileaks og Snowdens afsløringer har blotlagt den amerikanske imperialismes sande holdninger, motiver og interesser, ved at rive diplomatiets smilende maske af og afsløre den kyniske egeninteresses grimme ansigt. De har også vist USAs manglende evne til at hemmeligholde andre regimers hemmeligheder. De har vist omfanget af USAs spionage af deres egne allierede, og de har vist, til verdens skue, den sande natur af borgerskabets diplomati. Dermed har de gjort den internationale arbejderklasse en stor tjeneste.
205. Sovjetunionens fald, for lidt over 20 år siden, ledte til et stort skift i de internationale forhold. USA var nu den eneste globale supermagt. Med kolossal arrogance, tydeligst udtrykt i den såkaldte Bush-Doktrin, proklamerede den amerikanske imperialisme sin ret til at intervenere i hvilket som helst land, at afsætte regeringer og diktere sin vilje hvor som helst. Men to årtier efter er dette storhedsvanvid svækket.
206. Kinas fremkomst som en økonomisk og militær kraft har fundamentalt ændret magtbalancen i Asien og Stillehavet. Den kinesiske magtelite har ambitioner om at bringe deres politiske og militære rolle på højde med deres voksende økonomiske magt. Dette fører i stigende grad til konflikt med andre lande i regionen, i første omgang med Japan. Kampen om de omstridte øer er kun én manifestation af dette. Washington observerer dette fænomen med voksende bekymring. Den amerikanske imperialisme har altid betragtet Stillehavet som et centralt element i deres globale strategi. Kinas nye rolle udgør dermed en direkte trussel for amerikanske interesser, hvilket kan lede til alvorlige konflikter i fremtiden.
207. Rusland spiller en mere uafhængig rolle i international sammenhæng end tidligere. Efter at have lidt nederlag i Jugoslavien og Irak (begge tidligere under russisk indflydelse) er Rusland ikke længere villig til at acceptere den amerikanske imperialismes påbud på verdensplan. Dette viste sig ved Ruslands handlinger i Georgien, som USA forsøgte at trække ind i deres kredsløb. Rusland brugte væbnet magt i 2008 til at give Georgien en lærestreg og forhindre dem i at tilslutte sig Nato. I Syrien trak Moskva endnu en streg i sandet, som amerikanerne ikke turde overtræde.
208. Det er imidlertid ikke på grund af Ruslands styrke, men på grund af den amerikanske imperialismes relative svaghed og lammelse. I de sidste ti år har den opført sig som en elefant i en kinesisk porcelænsbutik, og resultatet er, at de næsten ingen allierede har, som de kan regne med nogen steder. Invasionen af Irak var en katastrofe. Bush ville vise Amerikas styrke, men eventyret i Irak gav bagslag og destabiliserede yderligere, hvad der allerede var en ustabil region. Ved at ødelægge den irakiske hær skabte han kaos i Irak, og magten i regionen tippede mod Iran.
209. Alt dette har ført til et skifte i folkestemningen i USA. Efter åbenlyse fejl i Irak og Afghanistan, er den amerikanske befolkning træt af udenlandske militære eventyr og en stemning, der minder om den gamle amerikanske isolationisme, begynder at tegne sig i befolkningen og Kongressen. Et resultat af dette er, at Obama ikke var i stand til at gennemføre sin beslutning om at bombe Syrien. I en patetisk tale, hvor han modsagde sig selv i hver anden sætning, sagde han, at USA ikke længere kunne gøre, som det passede dem, i verden.
210. Mellemøsten er nu en ustabil sydende kedel. Dette er blevet forværret af den klodsede og kortsigtede amerikanske imperialistiske politik. Den iranske magts vækst i regionen har gjort Saudi Arabien nervøse. Riyadh har måttet vænne sig til tanken om, at Teheran nu har kommandoen over store dele af Irak. Kaosset i Irak har affødt en blodig sekterist konflikt mellem sunnier og shia-muslimer med daglige terrorbombninger og massakrer. Det saudiske kongehus frygter, at magten vil glide ud af deres hænder. En frygt som blev understreget af massebevægelserne i Bahrain i 2011.
211. I Mellemøsten ser vi nu grænserne for USA’s magt. Den amerikanske imperialismes tydeliggjorte svaghed har fået deres traditionelle allierede i Mellemøsten, til i højere grad end tidligere at følge deres egne interesserer. I flere tilfælde har det ført til et sammenstød mellem interesser og åben konflikt med USA. Det blev illustreret af saudiernes løfte om at kompensere for enhver amerikansk nedskæring i støtten til den egyptiske hær. Saudierne var bekymrede ved fjernelsen af Mubarak, som var en pålidelig allieret. Washington formåede at fornærme den egyptiske hær, ved at reducere den militære støtte i kølvandet på omstyrtelsen af Morsi.
212. Qatars herskende klike skænkede 8 mia. dollars i finansiel støtte i Egypten, og var Morsi-regimets centrale støtte i Golfen. De satsede på, at tomrummet efter de afsatte arabiske autoriteter ville blive fyldt af islamister. Og de håbede, at kunne udnytte disse til at styrke Qatars position i regionen.
213. Qatar har brændt fingrene i Libyen, dernæst i Syrien og tabt milliarder i Egypten. Pengene skulle købe politiske fordele, men de spillede på den forkerte hest. De Forenede Arabiske Emirater og saudierne vil træde ind og hjælpe den egyptiske økonomi oven vande. Alt dette minder om krigen mellem rivaliserende mafiafamilier, hvilket er, hvad disse olierige royale gangstere i virkeligheden er.
214. Syrien
215. Hvad, der begyndte som en folkelig oprør mod Baath-styret i Syrien, er degenereret til en sekterisk borgerkrig. Saudierne og Qatars magtklike har blandet sig for at knuse de revolutionære elementer og føre kampen ind på sekteriske linjer.
216. Washington ville støtte de borgerlige “demokratiske” elementer i den såkaldte Frie Syriske hær (FSH), men er blevet fuldstændig udmanøvreret af saudierne og qatarerne, som har bevæbnet og støttet den jihadiske milits. Men saudierne og qatarerne støtter forskellige grene af de syriske militser. Saudierne læner sig imod salafisterne og de ikke-jihadistiske grupper for at forsøge at underminere overvægten på jorden af Jabhat al-Nusra og al-Qaeda.
217. Den Istanbul-baserede og vestligt støttede Nationale Koalition blev stiftet i november 2012, og betragtes af mere end 100 lande som en “legitim” repræsentant for den syriske opposition. USA og EU vil gerne læne sig op af de “moderate” borgerlige elementer i oppositionen, men de er endt med et uoverkommeligt problem, den Nationale Koalition blev offentligt afvist af 11 islamiske militser, deriblandt nogen der formelt er en del af den Frie Syriske Hær, som siger, at de ikke anerkender koalitionen
218. Det er velkendt, at jihad-militserne står for det meste af kamphandlingerne, og de har ikke været villige til at indordne sig under NK. Resultatet har været kamp mellem forskellige af oppositionens grupper og en større splittelse af oppositionen. Kurderne, som har draget fordel af svækkelsen af den centrale magt, er nu næsten uafhængige i nordøst, hvilket betyder, at der er to eller flere uafhængige kurdiske stater i regionen. Dette bidrager til ustabilitet, og vil opmuntre kurdisk separatisme både i Tyrkiet og Iran.
219. De reaktionære islamister har nu komplet kontrol over det væbnede oprør. Nu er der åben kamp mellem jihadisterne og FSH, og mellem jihadisterne og kurderne. Der er også et antal militser på regeringens side, som er ude af Assads kontrol. Syrien er på vej i samme katastrofale retning som Irak og Afghanistan, hvor lokale krigsherrer tager magten lokalt. Landet splittes for vores øjne. Hvad vi nu har i Syrien, er kontrarevolution på begge sider.
220. De to sider havde bekæmpet hinanden til de nåede et blodigt dødvande, men Hizbollahs og iranernes intervention ændrede magtbalancen til fordel for regeringsstyrkerne i sommeren 2013. Amerikanerne leder efter en undskyldning for at gribe ind i Syrien for at få rettet op på situationen, men den amerikanske imperialismes svaghed viste sig, da Obama ikke engang kunne få en afstemning om at bombe Syrien gennem i Kongressen. Som et resultat af dette blev amerikanerne fuldstændig udmanøvreret af russerne, som greb det diplomatiske initiativ, da John Kerry, formodentlig som en sidebemærkning, nævnte, at Syrien kunne undgå at blive angrebet, hvis de udleverede deres kemiske våben.
221. Spørgsmålet om kemiske våben viser imperialisternes kvalmende hykleri. Man ser bort fra, at USA selv har det største lager af kemiske våben i verden, og har brugt kemiske våben som Agent Orange i vid udstrækning i Vietnam, sammen med ting som Napalm. I nyere tid har de brugt ‘hvid fosfor-bomber’ i bombningen af Fallulah, med forfærdelige konsekvenser for befolkningen. De rejste ingen protester mod kemiske våben, da Saddam Hussein brugte dem mod iranske soldater i krigen mellem Irak og Iran.
222. Det er indlysende, at spørgsmålet om kemiske våben blev brugt som en undskyldning for at angribe Syrien, fordi regeringen, med hjælp fra Iran og Hizbollah påførte oprørene store nederlag. Washingtons intention var at uddele et slag til den syriske hær og støtte oprørene. Det var ikke meningen, at lade de sidstnævnte vinde militært, men at genskabe en ligevægt mellem de to sider, for at tillade rum til diplomatisk manøvrering. Interessen for den stakkels befolkning i Syrien og humanitære hensyn fyldte meget lidt i deres overvejelser.
223. Manøvren blev ødelagt af Moskvas tilbud til det syriske regime om at udlevere deres kemiske arsenal. Denne handling havde ingen praktisk betydning for det syriske regimes militære kapacitet, som gennem hele krigen havde anvendt konventionelle våben meget effektivt til at slagte sine fjender. Efter at have overlistet amerikanerne i spørgsmålet om kemiske våben, iværksatte Assad en stor offensiv mod oprørerne, som forårsagede store nederlag for dem. Det er dog tvivlsomt, om nogen af siderne har styrke til at vinde en afgørende militær sejr.
224. Russerne og amerikanerne manøvrerer med de andre regionale kræfter for at organisere en form for “fredskonference” i Genève. Men selv hvis denne bliver holdt, vil resultatet ikke tjene den syriske befolknings interesserer. På den anden side støtter saudierne og qatarerne den mørkeste jihadiske reaktion. Amerikanernes eneste interesse er at fastholde deres kontrol over regionen og modstå den voksende iranske indflydelse. Ligeledes bekymrer russerne sig kun om at fastholde sit hold om Syrien, som er en traditionel allieret. Indtil videre har de støttet Assad, men de vil være villige til at ofre ham, så længe deres interesser i Syrien beskyttes. Efter fiaskoen i Irak er både russerne, amerikanerne (og deres “demokratiske” europæiske allierede) enige om, at den syriske stat må opretholdes for at sikre “lov og orden”.
225. Det militære dødvande skaber en mulighed for, at udefrakommende kræfter kan intensivere deres søgen efter “forhandlingsløsning”. Det delvise tøbrud i relationerne mellem Washington og Teheran kan åbne en vej for Irans deltagelse i Geneve-fredskonferencen. Dette perspektiv er blevet mødt af jubel i Damaskus og Teheran og med raseri i Israel og Saudi Arabien.
226. Hvad almindelige mennesker i Syrien tænker om dette, vides ikke. De vil ikke være til stede i Genève, og deres holdninger interesserer ikke de kræfter, der er involveret. Den eneste vej ud af rodet i Syrien, er den socialistiske revolutions sejr i et af de centrale lande i regionen, hvilket ville ændre forholdet mellem klasserne dramatisk. Syriens fremtid afhænger af begivenheder uden for landets grænser, fx den revolutionære udvikling i Tyrkiet, Iran og først og fremmest i Egypten.
227. Den egyptiske revolution
228. Den fantastiske egyptiske revolution, der endnu ikke er afsluttet, slap den kolossale magt fra millioner løs – fra hvad de borgerlige medier kaldte ” de arabiske gader”. Det var et vendepunkt i verdenshistorien. Begivenhederne i Mellemøsten vil have grundlæggende konsekvenser både økonomisk og politisk. Egypten er nøglelandet i den arabiske verden. Hvad der sker der har altid en afsmittende effekt på hele den arabiske verden og over hele regionen. Revolutionen gik ind i et nyt stadie med de masseopstande de væltede Morsi og det Muslimske Broderskab.
229. Den revolutionære massebevægelse der væltede Morsi bragte 17 millioner ud i de egyptiske gader. En bevægelse af sådanne dimensioner har intet sidestykke i historien. I realiteten var magten i massernes hænder i juni 2013, men de indså det ikke og der var ingen til at forklare dem det. Det centrale problem kan siges nemt: masserne var stærke nok til at vælte regeringen, men de var ikke tilstrækkeligt organiserede og bevidste til at tage den magt som de i realiteten holdt i deres hænder. Resultatet var at muligheden blev forspildt og hærcheferne var i stand til at træde til og udfylde tomrummet.
230. Hærens handlinger svarede groft sagt til Napoleons 5. oktober 1795, da han opløste den royalistiske hob på Paris’ gader som man skyder gråspurve med kanoner (”whiff of grapeshot”). Dengang som nu hvirvlede de reaktionære en bevægelse i gaderne op, der hvis den var lykkedes ville have betydet kontrarevolutionens sejr. I Egypten demonstrerede masserne deres entusiastiske støtte til undertrykkelsen af det Muslimske Broderskab, som de med rette så som den sorte reaktions styrker. Men denne historiske analogi har sine begrænsninger. Napoleon kunne kun indføre sit kontrarevolutionære diktatur fordi de revolutionære masser havde udmattet sig selv. I Egypten har revolutionen tværtimod betragtelige reserver der hævder sig på hvert afgørende stadie.
231. Revolutionens styrke viste sig i Broderskabets svaghed og dets manglende evne til at organisere et effektivt modsvar til Morsis nederlag. Kun i Kairo og Alexandria var de i stand til at indkalde til store demonstrationer og selv her kun i de mere velstående middelklasseforstæder. Alle andre stedet blev de mødt af heftig modstand fra de revolutionære masser der sparkede dem ud af det ene kvarter efter det andet. I sidste ende var de nemt opløst og knust af hæren.
232. I fraværet af et ægte revolutionært marxistisk parti var hærcheferne i stand til at manøvrere på bonapartistisk facon, og læne sig op af masserne for at slå til mod det Muslimske Broderskab, for den næste dag at arrestere arbejderledere og afbryde strejker.
233. Revolutionen er en gigantisk skole for masserne der kun kan lære gennem erfaring. Den anden revolution var på et langt højere niveau end den første. Væk var blødheden og naiviteten repræsenteret i parolen ”vi er alle egyptere” og i stedet var der en hård og kompromisløs revolutionær vilje der betød at hele processen kun tog en brøkdel af den tid der var nødvendig i de 18 dage med revolution i 2011. Men overleveringen af magten til SCAF betød at give magten tilbage til den samme gamle herskende klasse, om end en anden del af den end den som Morsi repræsenterede. Det betyder at masserne bliver nødt til at gå igennem endnu en hårdt tjent lektion.
234. Det er sandt at Al-Sisi er kontrarevolutionær, præcis som den bonapartistiske Kerenskij var i Rusland efter Februarrevolutionen. Men han er meget klogere end Morsi. Morsis kontrarevolutionære karakter var tydelig, men Al-Sisis rolle er endnu ikke tydelig for masserne, der ser ham som deres allierede. De ser hærens slag mod Broderskabet som en revolutionær handling. Det er derfor de var parate til at give Al-Sisi noget tid, men massernes tålmodighed vil ikke vare evigt. Allerede nu er Biblawi-regeringen, der blev udnævnt af Al-Sisi meget upopulær.
235. Efter parlaments- og præsidentvalgene vil kritikken af regeringen vokse og modsætningerne mellem revolutionen og de nye herskere vil blive mere og mere tydelige. I sidste ende er det afgørende den økonomiske krise der har skabt massearbejdsløshed og fattigdom. Spørgsmålene om priser og jobs fortsætter uløste. Hvis Al-Sisi stiller op i de næste valg, bliver han muligvis valgt med et stort flertal. Men når først han er ved magten vil det forventes at han leverer hvad arbejderne, bønderne og de arbejdsløse ønsker: arbejde, brød og boliger. Men på kapitalistisk basis er det ikke muligt. Scenen vil være sat for en ny og stormende periode med revolutionære opstande.
236. Nye friske lag kommer hele tiden ind i kampen. De ældre trætte lag – inklusiv nogen af dem der spillede en ledende rolle i de tidligere stadier – vil begynde at falde fra, skuffede og desorienterede af begivenheder som de ikke forudså og som de ikke forstår. De brokker sig konstant over massernes angiveligt ”lave niveau”. Men det er dem der har begået den graverende forbrydelse at forveksle revolution med kontrarevolution.
237. Disse misledte “venstreorienterede” der gengiver borgerskabet og imperialisternes propaganda og som afskriver den fantastiske massebevægelse der væltede Morsi som et ”kup” har intet forstået. Bevægelsen sidste juni var i realiteten den anden egyptiske revolution. Masserne der omstyrtede det forhadte reaktionære Muslimske Broderskabs-regime fik en fornemmelse af deres egen kollektive magt, som de ikke har mistet og som vil udgøre grundlaget for en ny revolutionær offensiv i den kommende periode. Vi må vende ryggen til de gamle, demoraliserede elementer og vende os mod ungdommen, den nye generation af kæmpere, der repræsenterer den revolutionære fremtid.
238. Iran
239. Valget af Rouhani markerede begyndelsen på et skift i situationen. Valgene var et klart tegn på, at regimet ikke kunne fortsætte sin hidtidige kurs. Massebevægelsen i 2009 blev voldeligt undertrykt og holdt nede af en konstant forøgelse af det interne pres og fjernelsen af demokratiske rettigheder. Regimets krise blev afspejlet i den åbne konflikt mellem Ahmadinejad og Khamenei. Økonomien var i en dyb krise, der blev forstørret af USA og EU’s indførsel af sanktioner. Arbejdsløsheden, der allerede var høj, nåede nye niveauer. Rialens kollaps betød, at inflationen røg over 100 procent. Industrien, produktionen og handelen stoppede.
240. Millioner af arbejdere måtte klare prisernes eksplosion, mens de var blevet enten fyret eller ikke havde modtaget løn i månedsvis. For middelklassen var det ikke mindre katastrofalt. Familier der havde været vant til at leve relativt stabile liv gik bankerot fra den ene dag til den anden, med deres opsparinger devalueret og deres forretninger ruinerede.
241. Præsidentvalgene skulle have været planlagte og ikke-kontroversielle. Men under kampagnen angreb de forskellige kandidater, der var blevet nøje undersøgt, hinanden voldsomt. Den åbne splittelse i den herskende klasse, gjorde masserne i stand til at presse sig ind på scenen.
242. Hassan Rouhanis kampagnemøder fungerede som fokuspunkter for mobilisering. Massernes entré på scenen kuldkastede alle den herskende klikes planer. Mullaherne var tvunget til at ændre kurs. Rouhani repræsenterede en fløj af regimet der taler for reformer fra oven for at undgå revolution fra neden. Resultatet er at regimet er blevet tvunget til at tage nogen begrænsede skridt for at lette presset, især på ungdommen og middelklassen. Det er grunden til at der på nuværende tidspunkt er massive illusioner til Rouhani. Men med en lettelse af de demokratiske problemer vil de økonomiske komme i forgrunden.
243. Regimet forsøger at opnå en aftale med amerikanerne for at åbne markedet op og også vinde nogen indrømmelser, især i den svækkede olie-infrastruktur. En sådan aftale vil ikke, hvis den indgås, ændre massernes generelle situation. Den eneste vej for det iranske borgerskab ud af deres krise er gennem øget udbytning af arbejderne. Men det vil kun være benzin på bålet. Hvert skridt i retning af at åbne atmosfæren op, vil kun give næring til arbejderne og de unges selvorganisering og vil forberede store revolutionære eksplosioner i fremtiden.
244. Denne “åbning” giver nye muligheder for oppositionen og venstrefløjen. Nogen oppositionsaviser (endda nogen af de venstreorienterede) er begyndt at komme frem. Gradvist er oppositionens styrker begyndt at genopstå. Ungdommen er åben overfor socialistiske og revolutionære ideer. Masserne vil blive nødt til gennem den borgerligt demokratiske skole for at drage de nødvendige konklusioner, men de vil drage dem.
Bragt på Marxist.com
