Vi bringer her IMT’s analyse af verdenssituationen. Dette dokument er et udkast der danner basis for en diskussion indenfor IMT, og som der vil blive stemt om, med mulige ændringsforslag ved dette års Verdenskongres i IMT.
1. Det langsigtede perspektiv
2. Marxisme er det lange langsigtede perspektiv på historien. Der er visse tidspunkter i historien, der udgør afgørende vendepunkter. Sådanne tidspunkter var årene 1789, 1917, 1929. På sådanne tidspunkter accelereres hele processen og processer, der så ud til at være fastlåste for al tid, vender sig til sin modsætning. Til denne liste af store historiske vendepunkter må vi nu tilføje året 2008. Den nye periode, der åbnede sig med krisen i 2008, afspejles i en intensivering af klassekampen, relationerne mellem stater, krige og internationale konflikter.
3. Dialektik behandler processer i deres udvikling gennem modsætninger. Den dialektiske metode gør os i stand til at se under det umiddelbart givne (”fakta”) og observere de dybtliggende processer under overfladen. Det kapitalistiske system skaber og ødelægger historisk set sin interne ligevægt. Det manifesterer sig med jævnlige udbrud af kriser. Indenfor den økonomiske sfære udtrykkes det i vekslen mellem opsving og kriser, der har været et fundamentalt karakteristika ved det kapitalistiske system de sidste 200 år. Perioder med fremgang og fuld beskæftigelse følges af perioder med nedgang, hvor investeringerne falder, fabrikker lukkes, arbejdsløsheden stryger i vejret og produktivkræfterne stagnerer.
4. Marx forklarer, at den fundamentale årsag til alle virkelige kapitalistiske kriser er overproduktion, eller med moderne økonomers jargon, overkapacitet (som er resultatet af overproduktion af produktionsmidler). At samfundet kastes ud i krise, fordi det producerer for meget, er et træk ved kapitalismen, der var ukendt i tidligere samfund. Det er kapitalismens grundlæggende modsætning, der ikke kan løses inden for rammerne af det private ejerskab over produktionsmidlerne og nationalstaten. I hvad der virkede som en lang periode – omkring tre årtier, så det ud til at være blevet modbevist af historien.
5. Stalinismens kollaps var et vigtigt vendepunkt. Fra et psykologisk synspunkt gav det borgerskabet og dets ideologiske forsvarere et nyt livsperspektiv. Derudover pressede det socialdemokraterne længere over i kapitalismens lejr og skabte nye illusioner til den ”frie markedsøkonomi”. Det beseglede endeligt de tidligere stalinistiske partiers skæbne, der forlod enhver forestilling om at gå ind for socialisme og blev en bleg afspejling af socialdemokratiet. De samme processer førte til venstrereformismens kollaps som en klar tendens i arbejderbevægelsen.
6. Under det sidste opsving gik kapitalismen udover sine naturlige grænser gennem den hidtil usete udvidelse af kredit og intensiveringen af den globale arbejdsdeling gennem den såkaldte globalisering. Verdenshandelens vækst drev systemet opad i, hvad der så ud til at være en endeløs vækstspiral. Gældens udvidelse øgede midlertidigt efterspørgslen. I Storbritanniens tilfælde fordobledes størrelsen på den private gælds andel af BNP til 200 procent i løbet af de sidste 50 år. USA og andre lande gik ned af samme vej.
7. Solen skinnede, markederne blomstrede og alle var glade. Alt så ud til at være det bedste af alle kapitalistiske verdener. Så kom krakket i 2008. Med Lehman Brothers kollaps kom de meget tæt på en katastrofe af samme omfang som 1929 – eller større. De blev kun reddet af en massiv indsprøjtning af offentlige penge. Hele byrden for de private bankers ophobede gæld blev lagt på skatteydernes skuldre. Staten – som økonomerne insisterede på ikke havde nogen rolle at spille i økonomien – måtte understøtte hele den ”frie markedsøkonomis” smuldrende system.
8. Krisen fortsætter
9. Siden 2008 har alle de faktorer, der tidligere drev systemet opad, drevet det nedad. Den massive øgning af gælden er blevet et kæmpe bjerg af gæld, en kolossal byrde for forbruget, der trækker hele økonomien ned med sin vægt.
10. Mens medierne og politikerne taler om en bedring, er kapitalens seriøse strateger kastet ud i den sorteste pessimisme. De mere langsynede økonomer taler ikke om bedring men om faren for en ny og dybere krise. ”Bedringen ” er i virkeligheden en belejlig fiktion, beregnet på at berolige investorernes nerver og genoprette ”tilliden”.
11. Så vidt det er muligt at tale om det som sådan, er den delvise bedring i USA det historisk svageste opsving efter en krise. Normalt efter en krise har økonomien en tendens til at komme stærkt igen på baggrund af produktive investeringer, der er det kapitalistiske systems livsnerve. Men det er ikke tilfældet nu. Ifølge IMF ser verdensøkonomien ud til at vokse med bare 2,9%, hvilket er omtrent halvdelen af sit før-krise niveau.
12. Kapitalismens irrationelle natur, fanget i en skruestik af uløselige modsætninger, har fået en skarpere og mere smertefuld og destruktiv karakter gennem globalisering. ”National selvstændighed” er blevet et tomt ord, i takt med at alle regeringer er underlagt verdensmarkedets omskiftelser.
13. Spekulationen blomstrer trods al snakken om reguleringer. Et stort antal penge plasker rundt i verden og øger faren enormt for et økonomisk kollaps af hidtil usete dimensioner. Det globale derivatmarked, der løb op i $59 billioner i 2008, var vokset til $67 billioner i 2012. Det er et udtryk for det tøjlesløse spekulative vanvid, der har grebet borgerskabet i vores tid. De indviklede sammenkoblinger på derivatmarkedet, som det virker til, at ingen virkelig forstår, har introduceret nye og komplekse risici.
14. Borgerskabets nervøsitet afspejles i markedernes feberagtige vækst og fald. Den mindste hændelse kan skabe panik: politiske spændinger i Portugal; social uro i Egypten, usikkerhed om udsigterne for Kinas økonomi; muligheden for militær aktion i Mellemøsten, ledende til en skarp stigning i oliepriserne; enhver af disse ting kan skabe panik, der kan kaste verdensøkonomien tilbage i dyb krise. Renterne på statsobligationer kan spille tilnærmelsesvis samme rolle som diagrammerne for enden af hospitalssengen, der betegner feberens stigning og fald. Over en vis grænse truer en feberstigning patienten med døden.
15. Kapitalismens hjerteblod
16. Det mest alvorlige problem er manglen på produktive investeringer. I USA fortsætter private investeringer med at ligge under niveauet for selv dets langsigtede andel af det nationale output, mens de offentlige investeringer nåede et højdepunkt med stimulanspakkerne i 2010 og er faldet lige siden. Kapitalisterne investerer ikke i den slags produktive aktivitet, der ville føre til ansættelse af amerikanske arbejdere i et tilstrækkeligt antal, til at det ville gøre økonomien i stand til at komme rigtig i gang. Årsagen er, at der ikke er et marked for deres varer: det vil sige, der er ikke nogen ”effektiv efterspørgsel”.
17. De økonomiske udsigter er dystre og usikre. Ingen ønsker at bruge penge eller investere, fordi de ikke kan forudsige fremtiden. Antallet af jobs voksede i 2013 men fabriksansættelser fortsatte med at falde. De første prognoser om, at det amerikanske opsving ville blive anført af en genoplivning af produktionen, er blevet fuldstændig modbevist. Et sundt og holdbart opsving må baseres på produktive investeringer ikke et stort antal mennesker, der vender burgere hos McDonald’s.
18. Udgifterne til investeringer er i virkeligheden langt lavere end i 2008. Alligevel er virksomhedernes investeringer kun en anelse over sit niveau i 2008. En nylig undersøgelse af de 40 offentligt handlede amerikanske virksomheder viste at omkring halvdelen af dem forventede at indskrænke deres investeringer i løbet af 2013. Hvad er pointen med at bygge nye fabrikker og investere i kostbart nyt maskineri og computere, når de ikke engang kan bruge den produktive kapacitet, de allerede har?
19. I Storbritannien går bare 15% af den totale finansielle strøm faktisk til investeringer. Resten går til at støtte eksisterende aktiver, fast ejendom eller personlig økonomi uden sikkerhed. I stedet for at investere i nye fabrikker og maskiner låner de store virksomheder enorme pengesummer til forsvindende lave renter for at købe deres egne aktier tilbage. De første 9 måneder af 2013 alene blev $308 mia. brugt med dette formål i USA.
20. Problemet er derfor ikke mangel på likviditet. I USA er virksomhederne oversvømmet med kontanter, alligevel investerer de ikke i produktive aktiviteter. De sidste fire år er massive pengesummer pumpet ind i økonomien, især i bankerne. Resultatet har været at øge den offentlige gæld til alarmerende niveauer uden at skabe noget økonomisk opsving, der er værd at tale om. Alligevel estimerer Moody’s, at amerikanske ikke-finansielle virksomheder i begyndelsen af 2013 havde gemt $1,45 mia. væk (rapporteret af Forbes i marts 2013). Væksten for året 2012 alene (inkluderet i det totale) var $130 mia. Det er ikke et nyt fænomen. Sidst i 1920’erne var der en massiv akkumulation af ubrugte kontanter i økonomien – lige før krakket.
21. De borgerlige økonomer har en aversion mod at udtale ordet “overproduktion” (mærkeligt nok lider visse selvudnævnte marxistiske økonomer af samme lidelse). Men fra et marxistisk synspunkt er hovedårsagen til kriser meget klar. Merværdi udvindes i produktionsprocessen, men det udtømmer ikke processen med at skabe penge. Kapitalisternes evne til at realisere merværdien udvundet fra arbejdernes arbejdskraft afhænger i sidste ende af hans evne til at sælge sine produkter på markedet. Men denne mulighed er begrænset af den effektive efterspørgsels niveau i samfundet, det vil sige af evnen til at betale.
22. Kapitalisternes trang til at producere for at opnå profit er praktisk talt ubegrænset, men hans evne til at finde et marked for sine produkter har meget snævre grænser. Verdensøkonomien er faretruende afhængig af USA. I virkeligheden er hele verden nu afhængig af det amerikanske forbrug. Men forbruget i USA er langt fra i nogen ideel tilstand til at fungere som motor for verdens vækst. Median indkomsten er faldet med 5,4 % siden krisen sluttede i USA. Arbejdsløsheden kredser omkring 7%. Forbruget står for omkring 70% af det amerikanske BNP og omkring 16% af den globale efterspørgsel. Eksportører over alt håber derfor på, at de amerikanske forbrugere vil redde dem.
23. Men det skaber nye modsætninger. Sidste år, skubbede stigende import det amerikanske handelsunderskud op med 12% til $45 mia. om måneden, det største spring i fem år. Import fra Kina stod for næsten to-tredjedele af dette. Hvis det fortsætter, vil det amerikanske underskud overfor Kina overstige $300 mia. På den anden side faldt den amerikanske eksport. Obamas mål om at fordoble eksporten på fem år er en håbløs drøm. Det amerikanske opsving stilner måske af og trækker hele den globale økonomi med ned. Det minder om det gamle russiske eventyr om en hytte på kyllingeben.
24. Kvantitative lettelser
25. Det såkaldte opsving er næsten kun baseret på indsprøjtningen af enorme summer fiktiv kapital i økonomien i USA og andre lande. Som en uhelbredeligt syg patient holdes kapitalismen i live ved fortsatte blodtransfusioner af offentlige penge. Centralbankerne er tvunget til at sætte sin lid til såkaldt kvalitative lettelser (quantitative easing, QE) – eller med andre ord – at trykke penge. QE og renter på nul procent har ikke formået at skabe seriøse resultater og har tydeligvis inflatoriske implikationer.
26. Den amerikanske økonomisk relative forbedring skyldtes i ikke lille grad den slappe pengepolitik, som blev ført af den amerikanske centralbank. Siden 2009 har centralbanken opkøbt finansielle værdipapirer – amerikanske statsobligationer og nogle former for virksomhedsgæld. Gennem en udvidelse af pengebasen holdt de renterne nede, hvilket var medvirkende til at understøtte de forgældede virksomheder og husholdninger. Det har været hovedfaktoren i det såkaldte opsving og det understøtter de finansielle markeder, som krykker understøtter en mand uden ben.
27. Det kapitalistiske system er baseret på økonomien i et sindssygehospital. I deres grådighed efter at lave hurtige profitter fra spekulation formåede borgerskabet blot at skabe gigantisk inflation i priserne på værdipapirer i de tyve år, der ledte op til krakket i 2008. Det blev fremkaldt af centralbankens politik med at holde renterne nede. Den samme vanvittige politik bliver nu ført i et desperat forsøg på at genoppuste boblen. De ser ud til at have glemt, at det var denne selv samme politik, der førte til kollapset i første omgang. Det ser ud til, at borgerskabet har opgivet al fornuft. Men som Lenin engang sagde: ”en mand på afgrundens rand kan ikke tænke klart”.
28. Centralbankens program for kvalitative lettelser beløber sig til $85 mia. om måneden. Storbritannien, eurozonen og især Japan kopierer alle slavisk Bernankes langsigtede løfte om nemme penge, Paradoksalt set præcis på et tidspunkt, hvor han forsøger at komme væk fra det. Bernanke befinder sig derfor i en meget delikat balanceakt. Han forsøgte at signalere begyndelsen på enden på nul-renterne uden at udløse panik.
29. Dem der er involveret i denne aktivitet ved udmærket, at de udfører et farligt eksperiment. De har vidst dette i nogen tid. Fred Neumann, hovedøkonomien for Asien i HSBC, forklarer at, QE ”køber os tid, men det løser intet grundlæggende.” (FT, 20/9/13) ”Jo længere de fortsætter denne proces, jo værre bliver det for vores evne til at trække os ud af nedgangen”, sagde Mike Crapo, republikaner i Senatets bankkomite.
30. Derudover viser erfaringen, at denne politik er underlagt loven om faldende profit: større og større summer penge er nødvendige for at opnå mere og mere magre resultater. Gillian Tett, Financial Times hovedklummeskribent: ”Én måde at fortolke denne uges dans om QE er, at lovgiverne fortsætter med at holde det finansielle system oppe, hvilket (i bedste fald) er ejendommeligt og (i værste fald) ustabilt”. Vi lever ”i en verden, hvor priserne på værdipapirer og de dyriske flokinstinkter er afhængige af billige penge”.
31. Financial Times udtalte sin dom over QE i USA i en leder (21/9/13):
32. “Selvom QE har løftet humøret, har dets effekt været mere afdæmpet end håbet. Trods lave finansieringsomkostninger er investeringerne depressive. Regeringer skærer underskud, husholdningerne tilbagebetaler gæld og virksomheder ophober kontanter. Derfor finansierer de penge, som Centralbanken skaber, ikke aktiviteter som at bygge huse eller kapitalinvesteringer, der kunne bidrage direkte til væksten. I stedet for løfter det værdien af de eksisterende værdipapirer.”
33. Boligfinansieringsselskaberne Fannie Mae og Freddie Mac fortsætter som før med at pumpe kredit ud i lånemarkedet. Men mens de før krisen kontrollerede 60% af lånemarkedet i USA, kontrollerer de nu 90%. Den slags er, hvad der endte i kollapset i 2008. Bevidste om de indbyggede farer, annoncerede Bernanke forsigtigt sidste juni, at centralbanken måske ville udfase QE. Keynesianisterne, ledet af Paul Krugman, var rædselsslagne. De advarede om, at det ville være et overilet skridt, der ville sende det forkerte signal til verdensøkonomien om, at centralbankerne vil stramme op, før et opsving i den private sektor har opnået fart nok til at være selvkørende. Det er, hvad der skete i 1937-38.
34. Bernanke forsøgte at dæmpe slaget ved at introducere alle mulige ”hvis’er” og ”men’er”. Han udtalte, at Centralbanken kun vil stoppe sine opkøb af værdipapirer, hvis arbejdsløsheden kommer under 7% – som den er nu – og dermed reducerer risikoen for at stramme op, før økonomien kan klare det. De korte renter vil fortsætte tæt på nul i lang tid efter det. Enhver stigning var gradvis. Og så videre og så videre.
35. Det var alt sammen til ingen verdens nytte. Borgerskabet er blevet afhængigt af QE og billige lån præcis som en junkie, der er blevet hooked på heroin og behøver en regelmæssigt dosis for at holde sig kørende. Annonceringen skabte en øjeblikkelig panik på de finansielle markeder, hedge fonde begyndte at sælge obligationer, med et stort fald i deres priser til følge. Markederne steg igen, da de hørte centralbankens beslutning om at lade QE3 ”punchbowlen” forblive, selvom centralbankens chef Janet Yellen nu har annonceret planer om at lade det aftage frem mod slut 2014.
36. Krise i USA
37. I 2009, to uger efter sin entre i det Hvide Hus, holdt Obama en tale, hvori han sagde: “Vi kan ikke genbygge denne økonomi på den same sanddynge. Vi må bygge vores hus på en klippe. Vi må lægge et nyt fundament for vækst og fremgang – et fundament der vil tage os fra en æra med lån og forbrug til en, hvor vi sparer op og investerer; hvor vi forbruger mindre hjemme og sender mere eksport til udlandet.”
38. Fire år senere bygger USA stadig på et fundament af sand og forbereder grundlaget for en fremtidig krise. Det afspejles i det svimlende tal for nationens akkumulerede gæld. Situationens ustabilitet blev vist ved den amerikanske regerings ”shut down”, der truede med at kaste USA og verdensøkonomien som helhed ud i frit fald. Den amerikanske gæld nåede utrolige $16,7 billioner, som er den grænse, Kongressen er blevet enige om.
39. Krisens alvor viser sig ved et åbent split i den amerikanske herskende klasse og dens politiske repræsentanter. I opsvingsperioden repræsenterede kapitalens to partier bredt set to forskellige fløje af amerikansk kapitalisme og kunne forhandle sig frem til et kompromis på de fleste spørgsmål. Nu hvor krybben er tom, bliver det gamle politiske ”set up” en absolut bremse på den videre udvikling af samfundet og det kapitalistiske system, med katastrofale konsekvenser til følge.
40. Behovet for at hæve det amerikanske gældsloft bragte denne splittelse til et kritisk punkt. Havde de ikke formået at øge loftet, var USA gået i betalingsstandsning. Det blev estimeret, at det ville have fremprovokeret et fald på 6,8% i det amerikanske BNP og et tab af 5 millioner arbejdspladser i OECD. Alligevel var højrefløjs ”Tea party” republikanerne i Kongressen, drevet af deres had til Obama, Obamacare og deres snæversynede besættelse af gældsnedbringelse, helt og aldeles parate til at bringe den amerikanske økonomi og verdensøkonomien til et krak.
41. Keynesianisterne påpeger, at en reduktion af levestandarden midt i en recession kun vil uddybe og forlænge krisen. Det er for så vidt korrekt. Men monetaristerne har ligeledes ret, når de påpeger, at keynesianisternes politik med underskudsfinansiering er en opskrift på inflation og i sidste ende vil forværre en allerede dårlig situation.
42. I en kapitalistisk økonomi er der få redskaber til at få gang i private investeringer, når renterne er tæt på nul og der er massive offentlige underskud. Det er ironisk, at en økonom som Jeff Sachs – manden der gav neoliberalismen frie tøjler i Østeuropa – nu opfordrer til en verdensomspændende version af New Deal. Det er en afspejling af borgerskabets desperation, der føler, det befinder sig i en blindgyde. Den herskende klasse er splittet over, hvad de skal gøre ved den enorme gæld, der hænger over den amerikanske økonomi som et rædselsvækkende Damoklessværd.
43. Den amerikanske regerings “shut down” skabte uro i borgerskabets kredse internationalt. Formanden for Verdensbanken Jim Yong Kim kaldte det ”et meget farlig tidspunkt… inaktivitet kunne resultere i stigende renter, faldende tillid og langsommere vækst”. Formanden for IMF, Christine Legard, kom med en klar advarsel, da hun sagde, at hårdknuden i den amerikanske Kongres truede med at skubbe verden ud i en ny recession. Dollaren begyndte at falde imod andre lade i takt med, at investorer mistede tilliden.
44. Den vanvittige politik med et program for automatiske nedskæringer kaldet sequestration førte til nedskæringer i investeringer i videnskabelig forskning, uddannelse og infrastruktur og svækkede dermed aktivt de selvsamme ting, som USA har brug for mere af, hvor af kunne opnå bare en minimal reduktion af budgetunderskuddet. Den republikanske højrefløj krævede, at Obama opgav sine forsigtige sundhedsreformer. Hårdknuden i Kongressen var et grafisk udtryk for splittelsen i den herskende klasse, der er blevet skjult men ikke løst.
45. En anden del af de borgerlige økonomer taler nu for en moderation eller opgivelse af sparepolitikken og i stedet beskyttelse af de fattige, uddannelse og fokuserede investeringer i grøn energi. Formålet er at give efterspørgslen et skub for at øge forbruget. Men sådanne forslag støder øjeblikkeligt ind i bitter modstand fra arbejdsgiverne, republikanerne og monetaristerne.
46. Det er en meget risikabel politik, som nogen økonomer har sammenlignet med den situation Roosevelt stod i i 1938, da Kongressen tvang ham til at tøjle den økonomiske stimulus og dermed tilskyndede en ny nedgang. Rent faktisk var det ikke Roosevelts New Deal, der endte Depressionen men Anden Verdenskrig. Men dette valg er ikke længere muligt på et tidspunkt, hvor den amerikanske præsident end ikke kan beordre et bombetogt over Syrien.
47. I sin tale i 2009 valgte Obama ikke at nævne, hvad der bliver af et hus bygget på sand: ”Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.”
Bragt på Marxist.com
