Dette er en let forkortet version af en artikel, som kan læses i sin fulde ordlyd på engelsk.
FN har erklæret, at oversvømmelserne i Pakistan er de værste i mands minde. Floden Indus, der engang var grundlag for en af de tidligste civilisationer, har ødelagt det land, det har brødfødet. Vandmasserne har skyllet gamle ruiner, der har stået i tusindvis af år, bort.
Men langt mere tragisk er tabene af menneskeliv. Over 20 millioner – næsten 20 procent af Pakistans befolkning – lider. 20 procent af Pakistans areal er druknet i vand. En million boliger er blevet ødelagt eller beskadiget. Ud af Pakistans 50 millioner hektar landbrugsjord er omkring 10 millioner hektar – hovedsageligt marker med bomuld og sukkerrør – blevet helt eller delvis ødelagt.
De menneskelige konsekvenser er umådelige. Hver ottende pakistaner er i risikogruppen for diarré, astmatiske anfald, dysenteri, meningitis, hepatitis, hudsygdomme samt andre vandbårne sygdomme. I nødhjælpslejrene raser der en kamp for overlevelse. Ti millioner desperate mænd, kvinder og børn mangler det vand og den mad, de behøver for at holde sig i live, og fire millioner mangler husly.
Sådanne enorme naturkatastrofer udstiller nådesløst alle de fejl, mangler og den iboende råddenskab, der findes i det eksisterende samfund og den nuværende stat. Vi så det tydeligt i det jordskælv, der rystede dette ulykkelige land for blot fire år siden. Nu ser vi det igen i en langt større målestok. Det, vi ser, er ikke Guds vrede, men den håbløse uduelighed ved et korrupt og degenereret system, der ikke kan tage sig af de virkelige problemer, som befolkningen står over for.
Det seneste nummer af magasinet Time skrev følgende: ”Men nu står Pakistan ved afgrundens rand, dets politiske klasse er tandløs, dets hær er overbebyrdet og dets økonomi er bankerot. De utallige, sultne pakistanere, der står på bar bund og kigger på himlen, kan kun håbe på mere blå himmel.”
Disse ord emmer af imperialisternes hykleri. Når det drejer sig om at bruge milliarder af dollars på dronefly, bomber og patroner kender deres gavmildhed ingen grænser. Men når det drejer sig om at give brød, tøj og husly til millioner af sultne og hjemløse mennesker, stopper deres gavmildhed pludselig. Disse damer og herrer i Washington skyder skylden på den ”tandløse politiske klasse” i Islamabad, som de har støttet som gengæld for støtte til den forbryderiske krig i Afghanistan.
De skyder skylden på den pakistanske hær, der er for ”overbebyrdet” til at hjælpe befolkningen, fordi den udfører Pentagons beskidte arbejde. De skyder skylden på økonomien, der er bankerot på grund af, at størstedelen af den bliver udsuget af betaling af renter på gælden til udenlandske banker og på grund af betalingerne til soldaterne, der udkæmper Washingtons krige.
Sluttelig føjer de spot til skade ved at råde de hjemløse og sultne til at håbe på ”mere blå himmel”! Dette hykleri har løftet kynismen til nye højder, selv for de forhærdede kynikere i Washington.
Menneskeskabt katastrofe
Oversvømmelser er ikke noget nyt i Pakistan. Der har været 50 oversvømmelser i de seneste 28 år. I hver af disse katastrofer har ofrene aldrig været i stand til at vende tilbage til det, de havde før katastrofen. De, der lider, er altid de samme. Det er ikke de velbeslåede politikere, generaler, bankmænd og journalister i Islamabad. Det overvældende flertal af ofrene er de fattige og undertrykte arbejdende masser i Pakistan.
Det er en skandaløs kendsgerning, at de vigtigste diger, dæmninger og netværk af kanaler og vandingssystemer i Pakistan blev bygget under den britiske Raj – det britiske imperium. Efter uafhængigheden har den lokale elite intet gjort for at udbygge den eksisterende infrastruktur. Værre endnu har de beskadiget en stor del af den på grund af manglende vedligeholdelse og investeringer i denne afgørende sektor.
Mange skyder skylden for oversvømmelsen på den globale opvarmning, der er blevet skabt af kapitalisternes profitjagt på miljøets bekostning. Det er muligvis rigtigt. Men de to vigtigste faktorer har været den utilstrækkelige og skrøbelige infrastruktur samt de omfattende skovrydninger. Begge faktorer er en følge af kapitalisterne og godsejernes jagt på profit samt markedskræfternes frie spil.
De økonomiske følger
Inden de ødelæggelser, som oversvømmelserne har forårsaget, var Pakistans økonomi på randen af fallit. Vækstraterne er blevet mere end halveret i løbet af denne periode med civilt styre. Selv under Musharraf-diktaturet var vækstraten højere. Siden da er udlansgælden steget fra 38 milliarder dollars til 62 milliarder dollars. Størstedelen af statens udgifter går til at betale renter på gælden, på udgifter til militæret og til regimets ”sikkerhedsudgifter”. Udgifterne til sundhed og uddannelse blev beskåret i juni.
Præsident Zardaris ”demokratiske” regime har været kendetegnet ved en uset stigning i arbejdsløshed og fattigdom samt en hurtig nedgang i levestandarden for langt størstedelen af befolkningen. Officielt er inflationen på 13 procent, men reelt er den langt højere. Priserne er fordoblet eller tredoblet, især på fødevarer. Det er blevet normalt, at der er strømafbrydelser i 12 eller 18 timer hver dag. Der er konstant mangel på mel, sukker, gas og andre vigtige varer.
Drastiske tiltag
Katastrofens omfang og natur gør, at der er behov for langt mere end de tiltag, regeringen har taget. Regeringen ser ud til at være lammet, og den har ikke udvist nogen fantasi ud over at bede om mere hjælp.
I efteråret 2008 blev et statsbankerot i Pakistan afværget ved et lån med ekstremt skrappe vilkår på 11 milliarder dollars fra IMF. Det er umuligt for regimet at betale dette lån tilbage med de eksorbitante renter. Finansministeren rejste i denne uge til Washington for at trygle IMF om at lette på betingelserne og genforhandle betalingen.
Der er få lande, der har givet væsentlig hjælp Pakistans såkaldte ”venner” er usynlige i nødens stund. USA har været aktiv i operationerne af strategiske snarere end humanitære årsager, samtidig med at de fortsætter deres militære operationer i området. Predator droneflyene, der bliver styret fra Nevada, fortsætter med at slå uskyldige civile ihjel og dermed øge tallet af døde.
Under alle omstændigheder har den hjælp, der i de senere år blev givet til Tsunami-ofrene, Kashmir og Haiti været fraværende. En af de store faktorer har været den store økonomiske krise, som Vesten er ramt af. Billedet af Pakistan, der er blevet fordrejet af et vildt overdrevent fokus på Taleban og islamisk fundamentalisme, de omfattende korruptionsskandaler, der omgiver Zardari og hans håndlangere samt frygt for misbrug og spild af nødhjælpen, har alt sammen bidraget til at begrænse hjælpen.
Pakistans ledere har ikke ført an med et godt eksempel. De har ikke beskåret udgifterne til militæret og statsapparatets udgifter. De har kun meddelt, at udgifterne til udviklingsprojekter vil blive beskåret. Nawaz Sharif, den højreorienterede leder for den såkaldte ”opposition”, hvis bror er leder af Punjab, den rigeste delstat, meddelte, at hans familie vil donere 10 millioner rupier. Senere er det kommet frem, at de har brugt 46,3 millioner rupier på reklamer i fjernsyn og aviser for at fremhæve denne ”gavmildhed”.
Den pakistanske top har talt om, hvordan ”islamiske ekstremister” kan udnytte situationen. Maleeha Lodhi skrev i The News:
”Dette spiller ind i den apokalyptiske fortælling, som visse vestlige analytikere og nogle få pakistanske skribenter fremfører. Dette indebærer scenarier, hvor Pakistan – eller dele af landet – bliver overtaget af Taleban, hvis der ikke kommer tilstrækkelig hjælp. Ofrene for oversvømmelsen bliver reduceret til skakbrikker i spillet imod de militante, og dette bliver den definerende prisme snarere end de berørtes lidelser… Efter jordskælvet i Kashmir kunne man høre lignende bekymringer om ’islamiske hjælpeorganisationer’, men regionen landede ikke i de militantes hænder.” (24. august 2010)
Efter jordskælvet i Kashmir, mens islamisterne udførte deres arbejde med logistisk og materiel støtte fra den pakistanske hær, var det den revolutionære solidaritets- og nødhjælpskampagne, der blev oprettet af JKNSF (Jammu og Kashmirs nationale studenterforbund) og PTUDC, der fik ofrenes opmærksomhed. Marxisternes dedikation, engagement, afsavn og ofre i dette hjælpearbejde gav dem sympati fra Kashmirs ungdom og befolkning. Det var gennem denne kampagne, at JKNSF blev den største ungdomsorganisation efter 2005.
Politisk stormvejr forude
Det var uundgåeligt, at det nuværende regime er ude af stand til at lette skaderne og udføre effektivt hjælpearbejde. Økonomiens svage og skrøbelige tilstand afspejler sig ikke blot i infrastrukturen, men også i selve statsapparatet. Det nuværende ”demokratiske” styre er et biprodukt af den store massebevægelse, der blev afsporet og decimeret ved mordet på Benazir Bhutto i 2007.
Bevægelsen, der begyndte med Benazirs tilbagevenden til Pakistan i oktober 2007, voksede så hurtigt, at selv lederne blev lamslåede af dens dristighed. Den aftale, som blev indgået mellem London og Washington og Benazir, blev revet itu af de to millioner fattige og undertrykte, der samlede sig ved lufthavnen i Karachi. De var kommet for at vise og dele deres sorger og vise deres vilje til at kæmpe for at vælte kapitalismen, der har kvalt deres liv i generationer.
Den vej, de valgte, blev bestemt af de traditioner, som tidligere generationer af arbejdere og bønder i Pakistan har i form af Pakistans Folkeparti, PPP. Men denne fantastiske bevægelse slog fejl. Mordet på Benazir kastede masserne ud i forvirring. Den efterfølgende spontane opstand disintegrerede hurtigt i formålsløse plyndringer. Den herskende klasse handlede hurtigt i frygt for konsekvensen af deres handling, og de afsporede bevægelsen gennem et svindlet parlamentsvalg, der gav magten til PPP-lederne under Zardari.
Regimet i krise
Det nuværende PPP, der er ved magten, er en karikatur af det parti, der blev stiftet i 1967 med socialisme indskrevet på sin fane. Under højrefløjens ledelse, med Zardari og hans klike i spidsen, har de gennemført de mest voldsomme angreb på de arbejdende klasser.
Zardari har den laveste folkelige opbakning, som noget pakistansk statsoverhovedet nogensinde har haft. Men højrefløjen er også historisk svag. Det stiller endnu en gang spørgsmålet om undtagelsestilstand eller direkte militært styre. Men hæren er også dybt splittet på spørgsmålene om USA’s krig mod terror, støtte til Taleban, Kashmir-politikken, den såkaldte politik med strategisk dybde i Afghanistan og sidst, men ikke mindst, om dens egen eksistens, hvor der gives småpenge til udrustningen, men enorme summer til militærets ledelse.
Hærens interne sammensætning er blevet undermineret. De ledende generaler har vaklet, og den ortodokse kommandovej er blevet alvorligt svækket. Derfor vil hæren på dette kritiske tidspunkt nære modvilje imod at tage magten direkte, som den ville have gjort tidligere. Økonomien er i forfald, terrorisme flår samfundet i stykker den sociale sammenhængskraft hænger i laser. Generalerne foretrækker derfor at dirigere fra kulissen snarere end selv at stå ved roret.
Der er ikke desto mindre et stærkt pres fra medierne og fra dele af højrefløjen for,a t hæren skal træde til. På nuværende tidspunkt foretrækker amerikanerne den korrupte, men lydige Zardari ud fra pincippet om, at det er bedre med den djævel du kender end den djævel, du ikke kender.
Zardari er en middelmådig politiker, der ikke har kaliber til at balancere mellem de modstridende interesser i forskellige dele af staten og imperialisterne. Hans eneste styrke er højrefløjens ekstreme svaghed. Han fastholder sin kontrol med partiet ved at uddele kontanter, kontrakter, job, ben, kommissioner på handler samt andre frynsegoder, der følger med statsmagten. Men dette kan ikke tilfredsstille selv de hårdkogte arbejdere og aktivister i partiet, der selv lider under den katastrofale økonomiske og sociale krise. Derfor er Zardaris kontrol skrøbelig og begrænset, og den vil kun vare så længe, han er ved magten.
Samtidig er der sydende utilfredshed og voksende vrede blandt PPP-tilhængerne. Denne uro vil tage til, og stemningen hos medlemmerne vil blive mere desperat i de kommende dage og måneder. På et vist stadie vil den revolutionære marxismes publikum vokse enormt i PPP. Arbejderne, bønderne og ungdommen er allerede misfornøjede, og der udvikler sig en følelse, der minder om afsky over for ledelsen.
Det er en kendsgerning, at der er generel utilfredshed og afsky over for de store politiske partier og tendenser. På trods af al den panikagtige propaganda i de vestlige medier har de islamiske fundamentalister tabt den lille sociale basis de havde efter USA’s invasion af Afghanistan i 2001. Den udbredte islamistiske terrorisme i Pakistan har været et alvorligt tilbageskridt for den sorte reaktions kræfter.
Den vestlige propaganda om at Taleban skulle ”tage over” er vrøvl fra ende til anden. Det er intet andet end et bedrag, der har til formål at overtale arbejderne i Vesten til at bakke op om imperialisternes afghanske eventyr. Det er et forsøg på at indgyde frygt i arbejderklassen, som er under store angreb fra det kapitalistiske system, ved at opfinde en udefrakommende trussel.
De pakistanske masser længes efter forandring. Oversvømmelserne har også tjent til at udstille den ekstreme undertrykkelse og udbytning og regimets råddenskab i massernes øjne. Sådanne begivenheder kan have vidtrækkende konsekvenser, hvilket nogle af de mere fremsynede borgerlige kommentatorer er klar over. The Economist skriver den 21. august:
”Der bliver foretaget sammenligninger med den ødelæggende cyklon i det daværende Østpakistan i 1970, da regeringens kludrede reaktion var en faktor i den krig, der førte til Bangladeshs uafhængighed det følgende år.”
Sammenligningen er oplysende, men The Economist glemmer at nævne en enkelt tin. Inden krigen var der en revolution langs klassiske socialistiske linjer i Pakistan. På grund af, at der ikke var et leninistisk parti og en marxistisk ledelse, efterlod den maoistiske ledelse i form af Maulana Hamid Khan Bhashani – under rådgivning fra Mao selv – bevægelsen i stikken, da den var på sit højeste. Klassekampen blev ledt ind ad nationalistiske kanaler, og den pakistanske hær blev besejret af den nationale befrielsesbevægelse. Men oprettelsen af Bangladesh afskaffede ikke kapitalisme, feudalisme og imperialistisk overherredømme. Dermed er massernes lidelser i Bengalen fortsat også efter den nationale uafhængighed.
Men situationen i Pakistan i dag er fuldstændig anderledes. Hvis der opstår en bevægelse af så episke dimensioner som i 1968-71, kan hele historien ændres. Den revolutionære marxisme har en anseelig styrke, og den socialistiske revolution kan i dette land vinde en sejr, der vil feje over subkontinentet. Det arbejde, vi udfører nu, baner vejen for sådan en udvikling. Også det arbejde, vi udfører i forbindelse med oversvømmelserne.
Marxisterne i Pakistan når gennem PTUDC og de unge arbejdsløses bevægelse (BNT) de ramte bønder, arbejdere og unge i nødens stund. Dag og nat er de på revolutionær mission og rekrutterer folk, giver dem medicinsk behandling, hjælper dem og forklarer dem de kriminelle årsager til denne ødelæggelse. De lærer at sige nej til almisser og gå sammen i en kammeratlig, fælles kamp for at blive i stand til at stå på egne ben og kæmpe for deres egen befrielse.
Vores mål er ikke at give almisser, men at løfte de, der er sidder fast i elendigheden fordi de er fattige og tilhører en udbyttet klasse. Denne klasses arbejde skaber alle livets og samfundets nødvendigheder. Alligevel er det de samme folk, der brødføder samfundet og tilfredsstiller dets behov, der bliver afskåret fra det, de producerer med deres egne hænder.
PTUDC forsøger at sikre, at disse ofre for kapitalismen genkender deres fjender og ved, hvem der er skyld i uretfærdighederne, så den revolutionære socialismes budskab når selv de mest afsides egne i landet. Med vores hjælp begynder de arbejdende masser at drage revolutionære konklusioner ud fra de uretfærdigheder, de lider under, og de forbereder sig på at spille deres rolle i de stormfulde begivenheder, der bliver forberedt.
Kammerater! Arbejdere i hele verden! Hjælp os med at fortsætte og intensivere vores revolutionære arbejde for at bane vejen for den endelige sejr!