Socialistisk Standpunkt snakkede med tillidsmand fra Dus Tornhøj i Aalborg Øst, Anders Nørgaard Samuelsen, om pædagogernes overenskomstforhandlinger. Interviewet blev fortaget få timer før BUPLs medlemmer forkastede forliget den 13. maj
Hvordan er stemningen blandt medlemmerne?
– Så vidt jeg ved fra dem jeg har snakket med og de møder jeg har været til så er der nogle få for et ja men overvejende nej stemning, især fordi det ikke var, hvad man havde forventet.
Hvordan stemte forliget overens med medlemmernes krav?
– Det stemmer ikke overens. KTO forøger alles løn med 3 trin (ca. 1000 kr.), men når man regner inflationen med så er der ikke meget tilbage det var ikke hvad man havde forventet.
Hvordan har medlemmernes reaktion været på ledelsens godkendelse af forliget?
– Mange havde rystet på hovedet: ”hvad var det, der var så godt, at det lige pludseligt var et godt forlig nu?” Jeg ringede til vores næstformand her oppe, da vi er en af de afdelinger, hvor ledelsen anbefaler et ja, og spurgte hvorfor. Hun sagde at det ikke var hvad de havde forventet, men KL vil nok ikke gå med til mere. Altså er indstillingen, at man ikke tør gå linen ud, da de er bange for at miste sympati hos folk og for deres positioner, men på grund af deres tøven vil der nok komme til at ske en udskiftning.
Strejkerne er blevet splittet, hvilken taktik har BUPLs ledelse for at vinde en kommende konflikt?
– Helt bestemt! Det er et rigtigt godt spørgsmål. De regner nok med et ja i urafstemingen.
Jeg tror ikke de har nogen taktik, og heller ikke nogen måde at komme uden om konflikt. De vil nok mane til ro, men jeg regner med at der vil være stor bevægelse fra bunden og at vi her kan trække på de erfaringer vi fik sidste år især dem fra de århusianske pædagoger.