Den 28. september 1864 mødtes delegerede fra forskellige lande i St. Martins Hall i London. Det var det hidtil mest seriøse forsøg på at samle det avancerede lag af arbejderklassen på internationalt plan. Mødet blev indkaldt på baggrund af den internationale solidaritet med den polske opstand i 1863.

På mødet blev det enstemmigt besluttet at oprette den Internationale Arbejdersammenslutning, der blev kendt som den Første Internationale. Hovedkontoret skulle være i London og ledes af en komite på 21 personer, som fik til opgave at udarbejde et program og vedtægter. Denne opgave blev betroet Karl Marx, der på dette tidspunkt spillede en afgørende ledende rolle i Internationalen.

Set i bakspejlet kan vi sige, at Første Internationales historiske opgave var at etablere den revolutionære marxismes vigtigste principper, program, strategi og taktikker på verdensplan. Men den nye internationale udsprang ikke færdigudformet og bevæbnet, som Athene gjorde det fra Zeus’ hoved. I dens spæde start var det ikke en marxistisk Internationale, men en ekstremt heterogen organisation sammensat af forskellige tendenser.

Dog var grundlæggerne af den videnskabelige socialisme meget fjern fra den slags sekterisme, der forsøger at finde en kemisk ren arbejderorganisation, noget der aldrig har eksisteret og aldrig vil eksistere. Marx og Engels forstod vigtigheden af at arbejde i en bred arena med masserødder i arbejderklassen. I den forstand var de britiske fagforeningers deltagelse særlig vigtig.

Fra starten førte Marx og Engels en stædig kamp for ideologisk afklaring i Internationalen. Dog forstod de meget vel, at for at vinde masserne over til videnskabelig socialisme var det nødvendigt at lave tålmodigt arbejde indenfor arbejdernes historiske organisationer, med dybe rødder i arbejderklassen. For første gang gav Første Internationale en fælle ramme, hvor ideerne kunne afprøves og debatteres uden for de små revolutionære kredse, der havde eksisteret hidtil.

I begyndelsen stod Marx og Engels overfor store vanskeligheder. I de fleste lande var arbejderbevægelsen i dens tidlige begyndelse. Den var stadig i sin indledende faser og blev ofte præget af borgerlige liberale og demokratiske ideer. I de fleste lande havde arbejderbevægelsen endnu ikke brudt med de borgerlige partier.

På Marx og Engels’ tid var det overvældende flertal i Europa bønder eller små håndværksmestre, ikke lønarbejdere. Kun i Storbritannien udgjorde arbejderklassen størstedelen af samfundet, men de britiske fagforeningsledere var under de liberales indflydelse. I Frankrig var proudhonisterne [dem der fulgte Proudhon] imod strejker og stillede sig i derved i opposition til deres utopiske ideer om “mutualisme”. De var også modstandere af arbejdernes deltagelse i den politiske kamp.

I sidste ende vandt Marx og Engels gradvist flertal ved at kombinere fast beslutsomhed omkring principperne med stor taktisk fleksibilitet. Under vejledning fra Generalrådet, ledet af Marx og Engels, lagde Internationalen rammerne for udviklingen af arbejderbevægelsen i Europa, England og USA og etablerede dybe rødder i de største europæiske lande.

Socialisme og internationalisme

Socialisme er international, eller intet. Allerede ved begyndelse af vores bevægelse skrev Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest de berømte ord: “Arbejderne har intet fædreland.” Marx og Engels’ internationalisme var ikke en pludselig grille eller resultatet af sentimentale overvejelser. Det flød fra det faktum, at kapitalismen udvikler sig som et verdenssystem – ud af de forskellige nationale økonomier og markeder opstår der et enkelt, udelelig og indbyrdes afhængigt hele – verdensmarkedet.

I dag er denne forudsigelse, fra marxismens grundlæggere, blevet glimrende demonstreret på næsten laboratorisk vis. Verdensmarkedets knusende dominans er den mest afgørende faktor i vores epoke. Ikke et eneste land, uanset størrelse og magt – ikke USA, ikke Kina, ikke Rusland – kan stille sig udenfor verdensmarkedets mægtige kraft.

Der findes ikke en mere moderne bog end Marx og Engels’ Manifest. Det forklarer opdelingen af samfundet i klasser; det forklarer fænomenet globalisering, globale overproduktionskriser, statens natur og de grundlæggende drivkræfter i den historiske udvikling.

Men selv de mest korrekte ideer kan ingenting opnå, medmindre de finder et organisatorisk og praktisk udtryk. Netop derfor har grundlæggerne af den videnskabelige socialisme altid kæmpet for skabelsen af en international arbejderorganisation. Marx og Engels havde allerede været aktive i Den Kommunistiske Liga, som fra begyndelsen var en international organisation, men dannelsen af Første Internationale repræsenterede et kvalitativt skridt fremad.

Internationalen udviklede sig og voksede i perioden forud for Pariserkommunen. Den stillede sig ikke på sidelinjen i forhold til arbejderklassens daglige problemer. Tværtimod var den konstant engageret i det praktiske arbejde i arbejderbevægelsen.

Internationalen tog kampen for lighed op og kæmpede for at forbedre vilkårene for kvinder og unge, som led den største undertrykkelse under kapitalismen. Først havde Første Internationale hovedsagelig mandlige medlemmer, men i april 1865 blev der åbnet op for medlemskab for kvinder og Internationalen udviklede en række krav for kvindelige arbejdere.

Hovedkvarteret for Generalrådet var i London og flere fagforeninger var tilsluttet den. Den var til stede i mange strejker og andre arbejderkonflikter. Internationalen havde som mål at forhindre import af udenlandske skruebrækkere og indsamlede penge til at give direkte støtte til strejkende og deres familier. Det gjorde den nye organisation meget populær hos arbejderne, der begyndte at indse, at Internationalen var proletariatets forkæmper, og kæmpede for at forsvare deres interesser.

På trods af disse succeser, eller snarere på grund af dem, blev de reformistiske fagforeningsfolk mere og mere foruroliget over Internationalens voksende indflydelse i Storbritannien. De accepterede dens hjælp, men havde ingen sympati med dens socialistiske og revolutionære ideer. Ikke desto mindre var Internationalen populær hos den britiske arbejderbevægelse. Fagforeningskonferencen i Sheffield vedtog en resolution, hvor de takkede den Internationale Arbejdersammenslutning for sine forsøg på at forene arbejderne i alle lande i én broderlig organisation, og anbefalede de fagforeninger, der var repræsenteret på konferencen, at gå med i Internationalen.

Kampen imod sekterisme

Marx og Engels måtte kæmpe på to fronter: på den ene side måtte de bekæmpe de reformistiske ideer hos de opportunistiske fagforeningsledere, som altid var parate til klassesamarbejde og forlig med de borgerlige liberale. På den anden side måtte de føre en konstant kamp mod ultravenstre-og sekteriske tendenser. Denne situation har ikke ændret sig meget i dag. IMT står overfor nøjagtig de samme problemer og skal kæmpe mod de samme fjender. Navnene er måske ændret, men indholdet er det samme.

Historien om Første internationalen er frem for alt karakteriseret af kampen mellem to uforenelige tendenser: På den ene side, de sekteriske og utopiske systemer, som oprindelig var dominerende i arbejderbevægelsen og på den anden side den videnskabelige socialisme og dens fremmeste repræsentant, Karl Marx.

I den første internationale var der, udover britiske Owenister og reformistiske fagforeningsfolk, franske proudhonister og blanquister, italienske tilhængere af den moderate nationalist Mazzini, russiske anarkister og andre tendenser. I et brev til Engels skrev Marx: Det er meget vanskeligt at sige tingene på en måde, så vores synspunkter fremstår i en form der er acceptabel for arbejderbevægelsens nuværende standpunkt […] Det vil tage tid for bevægelsens genopvågning til den gamle dristige tale. Det vil være nødvendigt at være fortiter in re, suaviter in modo [mild i tilgang, men dristig i indhold].”

Anarkisterne, både af den proudhonististiske og bakunistiske slags, var imod arbejderklassens deltagelse i den politiske kamp, dog fra forskellige synsvinkler. Proudhonisterne rådede arbejderne til at nå deres frigørelse gennem smålige økonomiske tiltag, især ved organiseringen af gratis kredit og retfærdig udveksling mellem producenterne.

På den anden ekstrem var bakunisterne fortalere for “handlingens propaganda”, der kan koges ned til individuel terrorisme og små opstande, som skulle bane vejen for den generelle opstand der skulle opnå den sociale revolution med et slag. Mens Proudhon på idealistisk vis repræsenterede husmændenes og de selvstændige håndværkeres småborgerlige udsyn, gav Bakunin udtryk for lumpenproletaren og den oprørske bondes udsyn.

Disse falske ideer var et alvorligt problem på et tidspunkt, hvor de arbejdende masser var ved at vågne op til nyt liv. De franske arbejdere, som var ved at komme sig over det frygtelige nederlag, de havde lidt efter revolutionen i 1848, udtrykte instinktivt deres oprør mod økonomisk slaveri i strejker, mens de politisk forberedte kampen for at vælte det bonapartistiske regime. Men proudhonisterne var imod strejker og tilbød smålige lappeløsninger af en utopisk karakter.

I stedet for at basere sig på arbejderklassens virkelige bevægelse og hæve masserne til et højere niveau, bestræbte sekterikerne sig på at påtvinge bevægelsen sine særlige doktriner. En skarp og stædig ideologiske kamp var nødvendig for at rense Internationalen for sekterisme og give den et fast ideologisk grundlag. Marx måtte afsætte en enorm mængde tid og kræfter på kampen mod sekterisme i alle dens forskellige former.

Pariserkommunen

På sin tid, skælvede borgerskabet over for truslen om kommunisme i form af Internationalen. Men store begivenheder blev forberedt, som skulle gå på tværs af dens udvikling. Imens den ideologiske kamp blev udkæmpet inden for Internationalen, var en dramatisk situation ved at udfolde sig på det europæiske kontinent.

I juli 1870 udbrød der krig mellem det bonepartiske Frankrig og Bismarcks Tyskland. Den Internationale Arbejdersammenslutning vedtog en internationalistisk holdning til krigen. Generalrådet udsendte et manifest, der protesterede imod krigen, og som lagde skylden både på Napoleon og den Preussiske regering. Mens det pointerede, at for Tyskland havde krigen en defensiv karakter, advarede manifestet de tyske arbejdere om, at hvis de tillod, at det blev en krig om erobring, ville det ende i en katastrofe for proletariatet, uanset om det endte i sejr eller nederlag.

Den franske hærs katastrofale nederlag den 4. september 1870 udløste en række begivenheder, der førte til oprør fra proletariatet og etableringen af den første arbejderstat i historien: Pariserkommunen. Med Marx’ ord; ”stormede” arbejderne i Paris ”himlen”. Kommunen var ikke et parlament af den gamle type, men var et arbejdende organ med udøvende såvel som lovgivende funktioner. Embedsstanden, som indtil da blot havde været et værktøj for regeringen og et bøjeligt instrument for den herskende klasse, blev erstattet af et repræsentativt organ sammensat af personer, valgt ind gennem universal stemmeret, og som hvert øjeblik kunne trækkes tilbage.

Dette er ikke stedet for en detaljeret gennemgang af Pariserkommunen. Det er tilstrækkeligt at sige, at Kommunens svaghed var en svaghed i ledelsen. Kommunen havde hverken et konkret program eller en klart udarbejdet taktik for forsvar eller angreb. I selve Kommunen var internationalisterne i mindretal. De var kun 17 ud af i alt 92. I manglen på en bevidst ledelse var Kommunen ude af stand til at give arbejderne og bønderne et bredere perspektiv, som kunne havde gjort en ende på isolationen af arbejderne i Paris.

På trods af de store resultater begik Kommunen mange fejl. Marx pegede især på, at de undlod at nationalisere den franske centralbank (Banque de France) og ikke marcherede mod kontrarevolutionens center i Versailles. Arbejderklassen betalte en frygtelig pris for disse fejl. Regeringen i Versailles fik tid til at organisere en kontrarevolutionær hær, der marcherede imod Paris og på den mest brutale måde knuste Kommunen.

Efter at have druknet Kommunen i blod, organiserede de borgerlige medier en modbydelig smædekampagne imod den. Marx forsvarede heftigt Kommunen. I Generalrådets navn skrev han et manifest, der senere blev kendt som Borgerkrigen i Frankrig, hvori han forklarede den sande historiske betydning af denne store proletariske revolution. Kommunen var en form for arbejderklassens politiske styre, den undertrykte klasse diktatur over den undertrykkende klasse. Det var et overgangsregime, der stod for den fuldstændige økonomiske omdannelse af samfundet. Det var dette, Marx mente, da han talte om proletariatets diktatur.

Internationalens kollaps

Pariserkommunens nederlag tildelte internationalen et moralsk slag. Det reaktionære orgie som fulgte, gjorde det umuligt for internationalen at fungere i Frankrig, og over alt blev Internationalen forfulgt. Men den virkelige årsag til vanskelighederne skal findes i det kapitalistiske opsving på verdensplan, som fulgte Kommunens nederlag. Hvilket igen havde en negativ effekt på Internationalen.

Under disse omstændigheder resulterede kapitalismens pres på arbejderbevægelsen i interne stridigheder og fraktionsdannelser. Igennem udnyttelsen af den generelle atmosfære af desillusionering og fortvivlelse, intensiveredes intrigerne fra Bakunin og hans støtter. Derfor foreslog Marx og Engels først at flytte Internationalens hovedkvarter til New York, og besluttede endeligt at det ville være bedre at opløse Internationalen, i hvert fald indtil videre. Den Internationale Arbejdersammenslutning blev formelt nedlagt i 1876.

Første Internationale formåede at lægge det teoretiske fundament til en ægte revolutionær internationale. Men det var aldrig en rigtig arbejdermasseinternationale. Det var en foregribelse af fremtiden. Den Socialistiske Internationale (Anden Internationale), lanceret i 1889, begyndte, hvor Første Internationale stoppede. Modsat dens forgænger startede Anden Internationale som en masseinternationale, der organiserede millioner af arbejdere. Den havde massepartier og fagforbund i Tyskland, Frankrig, Belgien osv. Ydermere, byggede den, i det mindste i ord, på et revolutionært marxistisk grundlag. Fremtiden for verdenssocialisme så ud til at være garanteret.

Anden Internationales ulykke var dog, at den blev dannet under en lang periode med kapitalistisk opsving. Dette satte sit præg på mentaliteten hos de ledende lag i socialdemokratierne og fagforbundene. Perioden 1871-1914 var socialdemokratiernes klassiske periode. På grundlag af en lang periode med økonomisk vækst var det muligt for kapitalismen at give indrømmelser til arbejderklassen, eller, mere korrekt, til dens øvre lag. Dette var den materielle baggrund for den national-reformistiske degenerering af Anden (Socialistisk) Internationale, som på brutal vis blev blottet i 1914, da lederne for Internationalen stemte for krigsbevillingerne og støttede ”deres” borgerskab i den imperialistiske slagtning i 1. verdenskrig.

Tredje Internationale

Første verdenskrigs forfærdelige katastrofer virkede som en impuls til den russiske revolution, som i 1917 bragte arbejderne til magten under Bolsjevikpartiets ledelse, med Lenin og Trotskij i spidsen. Men bolsjevikkerne så aldrig den russiske revolution som en udelukkende national begivenhed, men snarere som første akt i den socialistiske verdensrevolution. Det er derfor, de i 1919 etablerede en ny revolutionær Internationale.

Den Tredje (Kommunistiske) Internationale, almindeligvis kendt som Komintern, stod på et kvalitativt højere niveau, end dens to forgængere. Ligesom den Internationale Arbejdersammenslutning, stod Tredje Internationale på sit højdepunkt for et klart revolutionært internationalistisk program. Ligesom Anden Internationale havde den en massebase på millioner. Endnu en gang så det ud til, at verdensrevolutionen var i gode hænder.

Under Lenin og Trotskijs ledelse fastholdt Kommunistisk Internationale en korrekt revolutionær linje. Men den russiske revolutions isolation og den enorme materielle og kulturelle tilbageståenhed i Rusland, forsagede den bureaukratiske degenerering af revolutionen. Den bureaukratiske fraktion, ledet af Stalin, fik overtaget, især efter Lenins død i 1924.

Leon Trotskij og Venstreoppositionen forsøgte at forsvare oktoberrevolutionens pletfri traditioner– den leninistiske tradition med arbejderdemokrati og proletarisk internationalisme, imod Stalins reaktion. Men de kæmpede imod strømmen. De russiske arbejdere var udmattede efter årevis med krig, revolution og borgerkrig. Til gengæld følte bureaukratiet stigende selvsikkerhed, fejede arbejderne til side, og overtog partiet.

Stalinismens fremkomst i Rusland kvalte Tredje Internationales enorme potentiale. Den stalinistiske degenerering af Sovjetunionen skabte ravage i ledelserne i de stadig umodne kommunistpartier uden for Rusland. Hvor Lenin og Trotskij så den internationale arbejderrevolution som den eneste garant for Sovjetunionens fremtid, var Stalin og hans støtter ligeglade med verdensrevolutionen. ”Teorien” om socialisme i ét land udtrykte bureaukratiets begrænsede nationale udsyn, der blot så på den Kommunistiske Internationale som Moskvas udenrigspolitiske instrument. Efter at have brugt Komintern til sine egne kyniske formål, opløste Stalin den i 1943, endda uden at forestille en kongres.

Fjerde Internationale

Udvist og i eksil, forsøgte Trotskij at samle de små kræfter, som forblev loyale over for bolsjevismen og oktoberrevolutionens traditioner. Under de vanskeligste forhold, bagvasket af stalinisterne og jaget af efterretningsvæsnet, holdt han oktoberrevolutionen, leninismen, arbejderdemokrati og den proletariske internationalismes fane højt.

Udover deres beskedne størrelse var mange af oppositionens medlemmer desværre forvirrede og desorienterede, og mange fejltagelser blev begået, især af sekterisk karakter. Dette afspejlede til dels trotskisternes isolation fra massebevægelsen. Denne sekterisme er i dag til stede i de fleste grupper, som påstår at repræsentere trotskismen, men som ikke har formået at forstå de mest elementære ideer, som Trotskij forsvarede.

Trotskij lancerede Fjerde Internationale i 1938, på baggrund af et konkret perspektiv. Men perspektivet blev falsificeret af historien. Mordet på Trotskij, udført af en af Stalins snigmordere i 1940, tilførte bevægelsen et dødeligt slag. De andre ledere af Fjerde Internationale viste sig ude af stand til at leve op til de opgaver, som historien stillede dem. De gentog Trotskijs ord uden at forstå Trotskijs metode. Resultatet var at de begik alvorlige fejl, der førte til Fjerde Internationales forlis. Ledelsen for Fjerde Internationale var aldeles ude af stand til at forstå den nye situation, der opstod i 1945. Den trotskistiske bevægelses opløsning og splittelse har sine rødder i den periode.

Det er ikke muligt her, at gå i flere detaljer vedrørende fejlene fra ledelsen i Fjerde Internationale, men det er tilstrækkeligt at sige, at Mandel, Cannon og co. mistede orienteringen efter 2. verdenskrig, og at dette ledte til at de fuldstændig opgav den virkelige marxisme. Den såkaldte Fjerde Internationale degenererede efter Trotskijs død til en organisk småborgerlig sekt. Den havde intet tilfælles med dens grundlæggers ideer, eller med den egentlige bolsjevik-leninistiske tendens.

Bevægelsen er blevet kastet tilbage

Anden og Tredje Internationale degenererede til reformistiske organisationer, men i det mindste havde de masserne. Trotskij i eksil havde ikke en masseorganisation, men han havde et korrekt program og politik og et rent banner. Han var respekteret af arbejdere over hele verden, og hans ideer blev lyttet til. I dag eksisterer den såkaldte Fjerde Internationale ikke som en organisation. De, der taler i dens navn (og dem er der et par stykker af), har hverken masserne eller de korrekte ideer, eller endda et rent banner. De har udartet sig til den form for steril sekterisme, som Marx bekæmpede i Første Internationale. Al snak om at genoplive Fjerde Internationale på dette grundlag er fuldstændig udelukket.

Vi må se kendsgerningerne i øjnene. I dag, 150 år efter grundlæggelsen af Første Internationale, har en kombination af objektive og subjektive omstændigheder betydet, at den revolutionære bevægelse er blevet kastet tilbage, og den virkelige marxismes kræfter er reduceret til et lille mindretal. Det er sandheden, og den, der benægter det, bedrager bare sig selv og andre. Årsagerne hertil skal findes dels i de fejl, der er begået i fortiden. Men den afgørende faktor til den revolutionære marxismes isolation og svage kræfter skal findes i den objektive situation.

Årtiers økonomiske vækst i de udviklede kapitalistiske lande har givet anledning til en hidtil uset degenerering af arbejderklassens masseorganisationer. Det har isoleret den revolutionære strømning, som overalt er blevet reduceret til et lille mindretal. Sovjetunionens sammenbrud skabte forvirring og desorientering i bevægelsen, og beseglede de tidligere stalinistiske lederes degenerering, hvoraf mange er gået over til den kapitalistiske reaktions lejr.

Mange har draget pessimistiske konklusioner herfra. Til de folk siger vi: Det er ikke første gang, vi har stået overfor vanskeligheder, og vi er ikke i mindste grad skræmt af dem. Vi bevarer en urokkelig tillid til marxismens rigtighed, til arbejderklassens revolutionære potentiale og til socialismens endelige sejr. Den nuværende krise afslører kapitalismens reaktionære rolle og sætter en genoplivning af den internationale socialisme på dagsordenen. Der er begyndelsen på en omgruppering af kræfterne internationalt. Det, der kræves, er at give denne omgruppering et organiseret udtryk og et klart program, perspektiv og politik.

Den eneste vej ud

Den opgave, vi står over for, er nogenlunde analog med den, der som Marx og Engels stod overfor på tidspunktet for stiftelsen af Første Internationale. Som vi forklarede ovenfor, var organisationen ikke homogen, men sammensat af mange forskellige tendenser. Imidlertid blev Marx og Engels ikke afskrækket af dette. De gik med i den generelle bevægelse for en arbejderinternationale og arbejdede tålmodigt for at forsyne den med en videnskabelig ideologi og program. De mødte mange vanskeligheder. Ved slutningen af sit liv skrev Engels: “Marx og jeg var i mindretal hele vores liv, og vi var stolte af at være i mindretal.”

Ligesom Marx og Engels var vi i årtier nødt til at svømme mod strømmen. Men nu er historiens strøm begyndt at vende. Den globale økonomiske krise i 2008-9 markerede et vendepunkt i verdenssituationen og kapitalens strateger ser ingen vej ud. De forudser 10 til 20 år med nedskæringer og besparelser. Dette har været det langsomste “opsving” i kapitalismens historie, og hvis man overhovedet kan tale om et opsving, så kommer det bestemt ikke størstedelen af befolkningen til gavn.

Elementær mekanik fortæller os, at enhver handling har en tilsvarende og modsat reaktion. Kapitalismens krise fremprovokerer en reaktion fra arbejderne og ungdommen. Overalt er der, under den overfladiske fred og ro, en sydende understrøm af raseri, vrede, utilfredshed og frem for alt frustration over den eksisterende situation i samfundet og politik. I land efter land er masserne trådt kraftfuldt ind på scenen: Tunesien, Egypten, Tyrkiet, Brasilien, Grækenland, Spanien og Portugal. Selv i USA er der en udbredt utilfredshed og en stillen spørgsmål ved den eksisterende situation, som ikke var til stede før.

I dag er Marx’ ideer mere gyldige og nødvendige end nogensinde. Efter seks års dyb økonomisk krise er der massearbejdsløshed, faldende levestandard, konstante angreb på velfærdsstaten og demokratiske rettigheder. Vi har skandalen med bankfolk, der har ødelagt verdens finansielle system via grådighed, spekulation og bedrageri og er kommet væk med kæmpe bonusser. Oxfam udgav en statistik, der viste, at verdens rigeste 66 mennesker ejer mere end de fattigste 3,5 milliarder, halvdelen af hele menneskeheden. Marx forudsagde alt dette i Kapitalen og Det Kommunistiske Manifest.

Økonomer og politikere har ingen løsning på krisen, hvis årsager de ikke kan forstå. De henviser til en krise med global overkapacitet, men i virkeligheden bruger de sådanne begreber, fordi de er bange for at kalde tingene ved deres rigtige navn. Hvad de mener, er overproduktion, som Marx allerede havde forklaret i 1848. Det er den grundlæggende modsætning i kapitalismen, der var uhørt i tidligere samfund. Og den eneste måde at fjerne denne modsætning er at befri produktivkræfterne fra den private ejendomsret og nationalstatens spændetrøje.

Arbejdere og unge behøver ikke at få fortalt, at der er en økonomisk krise; det kan man få at vide blot ved at tænde for fjernsynet. Mens usikkerheden stiger på den ene pol, samles rigdom på den anden. Produktivitet, mængden af rigdom der produceres pr times arbejde, er siden 1970’erne steget mere end 50 procent i de fleste vestlige lande, og alligevel er reallønnen stagneret i samme periode. Den kolossale merværdi som arbejderklassen har produceret, tilegnes af de rigeste i samfundet, dem som Occupy bevægelsen kaldte den 1%.

Den eneste måde at sætte en stopper for kapitalistisk anarki er, at arbejderklassen tager magten i sine egne hænder, eksproprierer bankerne og de store virksomheder og begynder at planlægge økonomien på demokratiske socialistiske linjer. Når flertallet af samfundet – dem, der virkelig skaber rigdommen – er i stand til at bestemme prioriteterne, vil de sikre, at samfundets ressourcer bruges til opfyldelse af reelle menneskelige behov ikke privat vinding. Det vil være muligt at give en anstændig bolig og sundhedspleje, gratis uddannelse på alle niveauer, og samtidig øge arbejdsproduktiviteten enormt.

This new socialist society would lay the basis for the disappearance of classes. In the words of Marx: “In place of the old bourgeois society, with its classes and class antagonisms, we shall have an association, in which the free development of each is the condition for the free development of all.”

Dette nye socialistiske samfund vil lægge grundlaget for klassernes forsvinden. Med Marx’ ord: “I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger, skal vi have en sammenslutning, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.”

Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT)

Af de grunde, vi har forklaret, eksisterer der ingen ægte masseinternationale på nuværende tidspunkt. Det der var Fjerde Internationale blev ødelagt af ledernes fejl efter mordet på Trotskij, og er i realiteten kun i live i de ideer, metoder og program, som den Internationale Marxistiske Tendens forsvarer.

Overalt har folk fået nok af den nuværende situation. Der er et brændende ønske om forandring. Masseprotestbevægelser som Occupy var et udtryk for dette, men på samme tid afslørede det begrænsningerne i de rent spontane bevægelser. Bankerne og kapitalister fastholdt kontrollen med staten, protesterne døde ned og alt forblev som før.

Det centrale problem kan siges ret simpelt. Det er et ledelsesproblem. I 1938 erklærede Leon Trotskij, at menneskehedens krise kan reduceres til krisen i den proletariske ledelse. Det opsummerer fuldstændig den nuværende situation. Det er historiens ironi, at lederne af arbejdernes massepartier klamrer sig til det udtjente kapitalistiske system og markedet, mens de kollapser for vore øjne. Arbejdere og unge har gjort alt i deres magt for at ændre samfundet. Men de kan ikke finde et organiseret udtryk for deres indsats. Ved hvert skridt blokeres de af de gamle bureaukratiske organisationer og ledere, der for længst har opgivet at foregive at stå for socialisme.

Hvad adskiller den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) fra alle de andre tendenser, der hævder at være trotskister, er på den ene side vores omhyggelige indstilling til teori og på den anden side vores tilgang til masseorganisationerne. I modsætning til alle de andre grupper er vores udgangspunkt, at når arbejderne bevæger sig, vil de ikke gå til små grupper i udkanten af arbejderbevægelsen. I vores bevægelses grundlæggende dokument forklarede Marx og Engels, at “kommunisterne ikke et særligt parti i modsætning til de andre arbejderpartier”. De forklarede, at:

”I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.” (Det Kommunistiske Manifest)

Disse ord er lige så sande i dag, som da de blev skrevet. Marxisternes opgave er ikke at proklamere det revolutionære parti og Internationale i ord men at bygge dem i praksis. Til dette er to ting nødvendige: kampen for revolutionær teori og uddannelsen af marxistiske kadrer og en fast orientering mod arbejderklassen og dens masse organisationer.

Internationalen vil ikke blive bygget blot ved at erklære den. Det vil kun blive bygget på grundlag af begivenheder, på samme måde som Komintern blev bygget på grundlag af massernes erfaringer i den stormfulde periode 1914-1920. Store begivenheder er nødvendige for at uddanne masserne i nødvendigheden af en revolutionær omdannelse af samfundet. Men i tillæg til begivenhederne er det nødvendigt at skabe en organisation med klare ideer og solide rødder blandt masserne på verdensplan.

Klik og gå med i IMT og Revolutionære Socialister!Vores opgave er at deltage i klassekampen skulder ved skulder med resten af vores klasse, at gå igennem alle dens erfaringer og ved hvert kritisk tidspunkt forklare behovet for en socialistisk omdannelse af samfundet. Kun ved at vinde de mest aktive og bevidste elementer af den proletariske avantgarde og unge først vil det være muligt at nå masserne, der forbliver under den reformistiske ledelse for arbejderbevægelsens indflydelse. I 1917 gav Lenin bolsjevikkerne følgende råd, da de var i mindretal i sovjetterne: “forklar tålmodigt!” Det er virkelig godt råd.

Der er brug for mere end solidaritetskampagner, demonstrationer og besættelser. Der er behov for at opbygge en revolutionær Internationale, der er i stand til at give kampen mod imperialisme og kapitalisme, for socialisme et organiseret udtryk og politiske retningslinjer. Det er den opgave, vi har sat for os at løse.

Fra en ydmyg start har IMT nu arbejde i mere end 30 lande. Vores hjemmeside, www.marxist.com (In Defence of Marxism) er den mest succesfulde og læste i verden med millioner af besøg hvert år. Fra Brasilien til USA og Canada, fra Grækenland til Venezuela, fra Mexico til Storbritannien og Frankrig, bygger IMT de marxistiske kræfter. I Pakistan har vi, under de vanskeligste forhold, opbygget en organisation med tusindvis af de bedste arbejdere og unge. Dette er en stor præstation, men det er kun begyndelsen.

Vi appellerer til alle arbejdere og unge, der er enig i dette formål om at hjælpe os til at nå vores endelige mål: den internationale socialismes sejr.

Mod kapitalismen og imperialismen!

For den socialistiske omdannelse af samfundet!

Gå med i IMT i kampen for international socialisme!

Arbejdere alle lande foren jer!

London 28. september 2014