Det er næppe gået nogens næse forbi, at Danmark er i gang med en historisk oprustning. En aftale om udvidet værnepligt, et forsvarsbudget, der bliver tilført et par hundrede milliarder, hver gang Troels Lund Poulsen holder pressemøde, amerikansk militær på dansk jord. For de danske politikere er ingen pris for høj, når det kommer til død og ødelæggelse. Men oprustningen foregår ikke kun udadtil med militære midler, forklarer regeringen, men også indadtil. Og netop oprustningen indadtil ser ud til snart at gå ind i en ny fase.

“Et dannevirke i hvert bryst”

I Weekendavisen kunne man for nylig læse et interview med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, under titlen “Åndelig oprustning”. Interviewet tegner et billede af en alvorlig repræsentant for borgerskabet, der vil ruske op i arbejderklassens “dovne” og “egoistiske” børn. 

“Vi danskere har levet trygt og på sikker afstand af krig og kaos, og det har gjort os sløve,” siger han. “Vi har kunnet ignorere vores rødder og fokusere på os selv, men nu går det ikke længere.”

Basalt set siger Tesfaye, at Danmark skal forberede sig på krig. At skolebørnene, fremtidens soldater, er for magelige og ude af stand til at møde modstand. Derfor, forklarer Tesfaye, er militær oprustning alene ikke nok til at sikre Danmarks sikkerhed, dvs. dansk imperialismes sikkerhed. For at citere artiklen mener han, at “Skolen skal være en »indre forsvarslinje«, og børnene skal dannes til patrioter”. I Revolutionært Kommunistisk Parti må vi give ham en ting: at han i det mindste er ærlig om skolens rolle under kapitalismen. Borgerskabet hersker nemlig ikke kun med våben i hånd. I stedet holder borgerskabet sig ved magten på en langt mere udspekuleret måde: med ideer – nationalisme, patriotisme og andet gylle.

Borgerskabet sørger for, at arbejdere fra vugge til grav bliver stopfodret med borgerlige ideer, borgerlig historie og borgerlig ideologi. I denne proces er folkeskolen selvfølgelig uvurderlig, som undervisningsministeren påpeger. Folkeskolen skal nemlig ikke kun give eleverne kompetencer, som kan udnyttes af kapitalisterne, men også bruges til at beskytte de danske kapitalisters interesser på verdensscenen.

Det, som Tesfaye foreslår, er, hvad han kalder en “åndelig oprustning”: at “skolen skal fordre mere patriotisme, mere fædrelandskærlighed” og “mindre kritisk sans i de humanistiske fag” og dermed “bygge et dannevirke i hvert bryst”. Med andre ord skal folkeskolens elever nu bruge mere tid på at lære hvorfor “Danmark er værd at forsvare”, og mindre tid på at lære at tænke selv. Tesfaye vil gøre unge til lydige patrioter, der kan stå ret og skyde, når der bliver sagt “skyd!”.

Weekendavisens tegnere har heller ikke helt kunnet lade være med at understrege Tesfayes kynisme, hvorfor der med artiklen følger en tegning af bange skolebørn iført kamphjelme, der gemmer sig bag en kridttavle og buster af hhv. Grundtvig og Hal Koch. Børn skræmt fra vid og sans og med udsigt til at dø for Danmark.

Kunstigt åndedræt til borgerlige ideer

Under efterkrigsopsvinget hvor der herskede relativ fred i Europa, og hvor arbejderklassen kunne tilkæmpe sig indrømmelser i form af velfærd fra borgerskabet, var det ikke lige så nødvendigt at opfostre de nye generationer til krig.

Men situationen er nu en anden. Krigen i Ukraine og splittelsen mellem amerikansk og europæisk imperialisme har gjort dansk imperialismes position på verdensscenen mindre sikker, for at sige det mildt. Igen er vores uddannelsesminister ret ærlig:

»Hvis man læser efterkrigstidens politiske samtale, så er den drevet af utopien: Hvad kan vi drive det her til? I dag er det drevet af dystopien: Vi er på vej i grøften«

Selvom “en tids herskende ideer”, som Marx forklarede, “altid kun har været den herskende klasses ideer,” er der perioder som vores, hvor den herskende klasse må forsikre sig om, at deres underordnede adlyder dem. Derfor må de nu intensivere den ideologiske kamp og udbrede forældede ideer om patriotisme og fædrelandskærlighed i et forsøg på at distrahere fra klassekampen.

Tesfaye er overraskende bramfri om årsagerne til den “åndelige oprustning”, nemlig krisen i den vestlige imperialistiske blok. Det kan åbenbart betale sig at læse Weekendavisen en gang imellem, for de borgerlige tror måske, det kun er dem selv, der læser avis.

Men det er ikke kun krisen i den vestlige blok, splittelsen mellem USA og Europa, som giver anledning til at øge indoktrineringen i folkeskolen. Vi kan ikke isolere den splittelse fra den stemning, der er i samfundet generelt. Hvis vi havde et samfund, der faktisk var i fremgang, der faktisk kunne give unge grund til at se positivt på fremtiden, så var det jo ikke nødvendigt at indoktrinere børn og unge i folkeskolen til at forberede sig på mere krig og krise. Uddannelsesministerens “åndelige oprustning” er en indrømmelse af, at unge i dag kan se, at kapitalismen har spillet fallit, og at de ikke har lyst til at kæmpe for den. 

Mange unge kan tydeligt se den herskende klasses hykleri og løgnagtighed. Især når talen falder på krig og imperialisme, er det tydeligt at se, hvor brutalt og menneskefjendsk det danske borgerskab er: Danmark har gentagne gange været med til at smadre nationer som Irak i demokratiets navn. I de lande Danmark har sønderbombet, er der i dag ikke en snert af demokrati. Det er tydeligt, at krigene slet ikke handlede om sådanne højt besungne idealer.

Herhjemme, i det der skulle være demokratiets højborg, ser vi også, at grundlæggende rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed må gå fløjten. Det er især tydeligt, når politiet tæsker unge mennesker, der demonstrerer mod folkemordet i Palæstina. Når danske politikere taler højt og flot om demokrati, frisind og lighed som værende deres idealer, er det en grundløs løgn. En løgn, som flere og flere unge kan se igennem.

Åndelig oprustning eller klassekamp?

Men selv med både militær og åndelig oprustning er det ikke muligt for de europæiske herskende klasser, og slet ikke det danske borgerskab alene, at forsvare “vores” sikkerhed. Det er nemlig deres vanvittige jagt på profitter, der har skabt den krise, vi er i, og det er det vanvid, der udgør den ægte trussel mod arbejderklassen. Vores rigtige fjender er ikke uden for landets grænser, de sidder på Christiansborg og til bestyrelsesmøder på direktørgangene. Vores fjende er kapitalismen.

Ingen mængde “åndelig oprustning” kan, når alt kommer til alt, redde de danske kapitalister fra arbejderklassens voksende bevidsthed om kapitalismens fallit og den uundgåelige modstand mod systemet. Jo flere angreb kapitalisterne retter mod arbejderklassen, jo mere tydeligt vil det blive, at der ingen sammenhæng er mellem de flotte ord om demokrati og danske værdier og den krise, der faktisk udspiller sig for øjnene af arbejdere og unge.

Mattias Tesfayes “åndelige oprustning” vil ikke sætte denne proces i bakgear, snarere vil den yderligere vise, hvor ude af trit med unges virkelighed politikerne er. Den gør det kun endnu tydeligere, at et andet system – socialisme – er nødvendigt for at give os en værdig fremtid uden krig og undertrykkelse.