Klassekampen i Europa er nu blevet omdrejningspunktet for den internationale klassekamp. Hele verdens arbejdere og kapitalister følger hver sin side i de bølgende slag. Spørgsmålet om hvem der skal betale for kapitalismens krise har ført til en kraftig radikalisering af arbejderklassen og ungdommen i Europa. Særligt to lande skiller sig på nuværende tidspunkt ud: Grækenland der i kraft af sin de facto bankerot længe har været omdrejningspunkt for den europæiske gældskrise og Spanien der siden valget i juni i Grækenland har taget førerpositionen i den europæiske klassekamp.
Krisen i kapitalismen er gået ind i et stadie, hvor de økonomiske spørgsmål ikke længere kan betragtes isoleret, men hvor økonomi og klassekamp er to sider af samme sag. Spørgsmålet om krisen er ikke længere blot en akademisk diskussion mellem økonomer – nutidens ypperstepræster – men bliver i højere og højere grad ”diskuteret” på gaden og på fabriksgulvet. Argumenterne er ikke længere matematiske modeller, men kommer i form af strejker, blokader, knipler og gummikugler. Den europæiske krise er gået ind i et nyt stadie.
Grækenland – en ”failed state”
Illusionen om at Grækenlands status som euroland kan reddes, er efterhånden forduftet for selv de mest optimistiske dele af den herskende klasse i Europa. Tværtimod vokser en splittelse frem imellem de der mener at Grækenlands officielle bankerot skal udsættes yderligere, af frygt for at et ”Grexit” vil trække resten af euroen med ned, og de der mener, at det tværtimod vil være formålstjenstligt at ”ofre” Grækenland til skræk og advarsel, for at indgyde frygt i de andre regeringer der har problemer med at refinansiere deres statsgæld og på den måde skræmme dem til at gennemføre voldsommere ”reformer”. Som finansministeren for den tyske delstat Bayern Markus Söder (CSU) udtrykte det: ”Athen må blive et eksempel der demonstrerer at Euro-zonen også har tænder” (Bild am Sonntag).
De europæiske kapitalister er nemlig ikke tilfredse med den allerede voldsomme nedgang i levestandard som den græske arbejderklasse har været udsat for. Det på trods af at økonomien i fem år er blevet mindre for hvert år. I 2007 var det græske bruttonationalprodukt på ca. 244 euro, nu er det nede på 200 mia. Arbejdsløsheden er steget fra 400.000 i 2007 til 1,2 mio. i dag. Derudover har 200.000 arbejdere ikke fået løn i et halvt år og de ansatte i den private sektor har været udsat for en halvering af lønningerne. Grækenland ligner på flere punkter i dag mere et tredjeverdensland end et udviklet europæisk land.
Krisen har medført en kraftig radikalisering af arbejderklassen og ungdommen i Grækenland. En radikalisering der blev afspejlet i en kraftig fremgang til den tidligere marginaliserede venstrekoalition SYRIZA ved de seneste to valg i hhv. maj og juni. Kun ved hjælp af en massiv skræmmekampagne og populistiske valgløfter om en ”genforhandling” af betingelserne for redningspakkerne fra den såkaldte Trojka, bestående af EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF, lykkedes det det konservative parti Nyt Demokrati, i alliance med det græske socialdemokrati (PASOK) og venstrefløjspartiet Venstre Demokratiet, at fravriste sejren fra Syriza.
Den nye regering har dog ikke fået meget opbakning af sine europæiske ”redningsmænd”. Tværtimod har Trojkaen taget en hård linje overfor den nye regering og afvist indrømmelser i betingelserne for den såkaldte ”hjælp”. En økonomisk hjælp der, i parentes bemærket, stort set ubeskåret går til betaling af renter og afdrag til de internationale finanskapitalister og centralbanker og helt udenom betaling af offentlige ydelser og lønninger. Svaret fra den nye regering har været ganske uhøjtideligt at skrotte samtlige valgløfter om genforhandling af betingelserne og blankt acceptere Trojkaens krav.
Den nye regering er ekstrem svag. Utilfredsheden ulmer og det er højest tvivlsomt om koalitionsregeringen vil sidde tiden ud. Langt mere sandsynligt er det at PASOK og Venstre Demokratiet, under pres fra arbejderklassen og ungdommen, før eller siden vil blive tvunget ud af samarbejdet med Nyt Demokrati og i stedet vil lokke Syriza med i en centrum-venstre regering. En sådan udvikling vil for alvor sætte spørgsmålet om Syriza\’s program på dagsordenen. For hvis Syriza, med den nuværende ”svævende” politik (hvor man hverken vil acceptere kapitalismens konsekvenser, men ej heller bryde med kapitalismen og indføre socialisme ved en revolutionær omvæltning) føres ind i en regering, så vil den blive udstillet som det den er fra dag ét: en utopi. Krisen har sat alt på spidsen og alle tendenser tvinges til at vælge side: enten til fordel for borgerskabet eller arbejderklassen. Der findes ingen mellempositioner på en barrikade. En regeringsdeltagelse vil derfor betyde en skarp kamp inden i Syriza. En kamp hvis resultat meget vel kan blive afgørende for om det er arbejderklassen eller kapitalisterne der vinder det første store slag i Grækenland. For uden en bevidst revolutionær politik vil Syriza\’s ledelse uundgåeligt føre arbejderklassen ud i nederlag.
Valgene i maj og juni betød, at arbejderklassens fokus blev drejet over på det politiske plan. Efter valget og nederlaget til Syriza har der været en vis stilstand i klassekampen. Den græske arbejderklasse kæmper på nuværende tidspunkt ikke direkte imod regeringen, i form af demonstrationer, strejker osv. Arbejderklassen kan ikke være på gaden konstant og efter tre år er det naturligt at se en vis stilstand i bevægelsens udtryk. Men alene økonomiens stadige forværring og perspektivet om et exit fra euro-zonen, betinger nye sociale eksplosioner i fremtiden.
Spanien den nye front
Valget i Grækenland og den følgende nedgang i massebevægelsen har langt fra betydet at klassekampen på europæisk plan er døet ud. Tværtimod er stafetten nu givet videre til Spanien og dermed er kampen kommet op på et helt nyt og højere niveau. Spanien er ikke, ligesom Grækenland et perifert lille land, men et af de største i Europa og med en arbejderklasse der lige som den græske, og måske endda i endnu højere grad, har revolutionære traditioner, både fra den spanske revolution og borgerkrig i 30’erne, men også så sent som omstyrtelsen af Franco-diktaturet i 70’erne.
Omkring en fjerdedel af den spanske arbejdsstyrke er officielt arbejdsløse og for unge er tallet over 50 procent. Den spanske statsgæld er høj og den spanske banksektor er helt undergravet af en brast boligboble. Så sent som sidste måned måtte den spanske regering bede om 100 mia. € fra EU for at holde hånden under de fallerede spanske banker. Som modydelse har den spanske konservative regering (PP) fået vedtaget endnu en sparepakke i rækken, på 65 mia. €. Den økonomiske krise har ligesom i Grækenland betydet en kraftig radikalisering af unge og arbejdere. Første udtryk for dette var den såkaldte Indignados-bevægelse blandt de spanske unge for et år siden. Men nu er det spanske proletariat trådt ind på scenen. Først med en række generalstrejker særligt blandt offentligt ansatte, men senest er en relativt lille del af det spanske proletariat, nemlig kulminearbejderne, blevet fokuspunkt for klassekampen i Spanien. I over to måneder har minearbejderne været i fuldstændig strejke i protest mod at denne industri bliver lukket 5 år før planlagt. Lukningen vil betyde at hele lokalsamfund uddør og over 40.000 arbejdspladser mistes.
Minearbejderne startede deres protest med blot at strejke, men indså hurtigt at politikerne var ligeglade med strejker i de små byer i landområderne med kulminedrift. Derfor begyndte minearbejderne en kampagne med blokader af motorveje og jernbaner for at råbe politikerne op.
Svaret fra den politiske elite var en ualmindelig hård repression. Uro-politi blev sat ind, med ransagninger i tilfældige huse, gummikugler og tåregas. Men i stedet for at bakke tilbage, svarede minearbejderne igen med brændende barrikader, sten og hjemmelavede raketstyr. Sammenstødene mellem arbejderne og politiet mindede næsten mere om guerilla-krig end de traditionelle ”festival-agtige” demonstrationer som fagforeningerne normalt arrangerer. For første gang i lang tid var her en sektor af arbejderklassen der ikke bukkede sig under pres, men tværtimod slog tilbage. Det har medført en enorm solidaritet fra resten af den spanske arbejderklasse.
Efter at have kæmpet i de isolerede mineområder i mange uger, blev der organiseret en 400 km lang protestmarch fra mineområderne til Madrid. Men hvis intentionen var at kølne kampen, var resultatet det modsatte. Undervejs i de byer marchen passerede igennem, blev minearbejderne mødt af massedemonstrationer i sympati og spontane strejker. Planen var at marchen skulle ankomme til Madrid om aftenen den 10. juli. Men på grund af de mange sympatidemonstrationer blev den forsinket til klokken 02.00 om natten. Umiddelbart skulle man forvente at det ville betyde at modtagelsen ville være så meget desto mindre spektakulær. Imidlertid stod en halv million arbejdere på gaden i Madrid og sang Internationale og minearbejdernes hymne Santa Barbara. Minearbejderne, med tændte hjelmlygter, marcherede ind i hovedstaden, med Madrids brandmænd i uniformer og hjelme som demonstrationsvagter. I gaderne gjaldede kampråbet: ”viva la lucha de la clase obrera!” (”Leve arbejderklassens kamp!”).
Tilfældigvis ankom minearbejderne til Madrid samme dag som regeringen offentliggjorde sparepakken på 65mia €. Dagen efter var der spontane Walk-outs fra ministerier og offentlige institutioner og i gaderne var der sammenstød mellem arbejdere, med brandmænd og politifolk udenfor tjeneste i front og uro-politi på den anden side og i et enkelt tilfælde brugte de aktionerende brandmænd endda en brandbil til at bryde gennem flere lag hegn og uro-politiets linjer for at nå frem til parlamentet.
Spansk økonomi på klippekanten
På trods af alle den borgerlige PP regerings anstrengelser på at please ”markederne” gav bankpakken og sparepakken ikke højere tillid til de spanske statsobligationer, hvis rente i dagene efter steg til over 7 procent (sammen niveau der medførte ”bail-outs” af Portugal, Irland og Grækenland), og der foregår nu hemmelige forhandlinger om en redning af hele den spanske stat. Imidlertid estimeres en sådan redning til at koste 500 mia. € og dermed langt over hvad der er i de såkaldte redningsfonde eller i den tyske centralbank for den sags skyld.
Derfor øjnede PP regeringen og de spanske kapitalister et spinkelt håb efter en udtalelse fra ECB-formanden Mario Draghi i London den 25. juli, der lagde op til en ny runde ukritiske støtteopkøb af statsobligationer fra ECB’s side for at nedbringe renterne i de nødstedte sydeuropæiske lande. Imidlertid fandt han ikke opbakning til dette, hverken i ECB\’s øverste råd eller blandt eurolandenes finansministre. Særligt den tyske herskende klasse, som største bidragyder og hele Europas kreditor, er ikke villig at stille ubegrænsede midler til rådighed, da det primært er dem der forventes at betale. Derfor blev Mario Draghi nødt til at ændre kurs og det blev nu gjort klart fra ECB\’s side, at støtteaktioner for at nedbringe enkelte landes renteomkostninger, i fremtiden kun vil ske hvis landet indgiver officiel forespørgsel herom og herefter vil det kun ske mod gennemførsel af hårde ”reformpakker” som Portugal, Irland og Grækenland har været udsat for.
Med andre ord er det en færdig opskrift på yderligere klassekamp i Spanien og resten af Europa. Partiet Forenet Venstre (IU) som er en koalition omkring det gamle kommunistparti PCE, har reflekteret meget af vreden i Spanien, ligesom Syriza i Grækenland. De er gået kraftigt frem, mens PP og socialdemokratiet er gået tilbage. IU er Ikke gået frem på grund af sin egen politik eller alternativ, men mere pga. socialdemokratiets politiske fallit og det faktum at IU har lykkedes i at reflektere folkets frustrationer. Men endnu har de, ligesom Syriza, heller ikke formuleret et klart politisk alternativ.
Det er en farlig situation. Så længe man ikke tager konsekvensen af, at Europa står i en krise i selve det socioøkonomiske system, så længe kan der kun være tale om halve skridt. Disse vil vise sig midlertidige, og hurtigt utilstrækkelige. IU har kongres i løbet af få måneder. Det vil være en oplagt mulighed for at vedtage et klart kampprogram – et socialistisk kampprogram – som gør det klart, at kun arbejderklassens overtagelse af magten – af økonomien og staten – er en egentlig løsning.
Revolutionære bevægelser i Europa
Den spanske arbejderklasse har revolutionære traditioner. Disse traditioner bliver i disse dage genopdaget af nye generationer. Arbejderklassen har ikke andet valg. De økonomiske problemer som den europæiske og spanske arbejderklasse står overfor er så enorme, at der kun findes en revolutionær løsning på problemet. Den løsning hedder den socialistiske revolution.
Hvad der gælder for Grækenland og Spanien gælder for hele Europa. Alle de europæiske økonomier er nemlig uløseligt forbundne. Det betyder på den ene side at Grækenland, Spanien osv. er ikke isolerede tilfælde, men blot de ”svageste led” i den kapitalistiske kæde i Europa – en kæde som også Danmark indgår i. På den anden side betyder det også, at arbejderklassens kampe ikke kan isoleres til nationale arbejdskampe, men tværtimod må føres videre på internationalistisk vis, som én og samme kamp i alle de europæiske lande.
I EU har antallet af officielt arbejdsløse nu rundet 25 mio. arbejdere – et enormt ressourcespild. Arbejdskræften er ledig, men store dele af Europas enorme produktionskapacitet står urørt hen. Fabrikker lukkes, fordi ejerne – kapitalisterne – ikke kan tjene penge på at sætte dem i gang. Samtidig tvinges de der er i arbejde til at arbejde hurtigere, til lavere løn.
Kapitalisterne kan udmærket se at modsætningerne mellem arbejdere og kapitalister skærpes for hver dag der går. Men de vil gøre alt der står i deres magt for at forsvare deres system. Med andre ord er klassekrig på dagsordenen. Selvom kampen allerede nu spidser til, er det vigtig at huske på at den stadig kun i sin begyndelse. Der vil komme utallige store og små nederlag og sejre, bevægelse og stilstand, og endda tilbageskridt. Men vigtigt for os i norden er det at huske, at bevægelsen ikke bare er begrænset til Sydeuropa, men vil også komme til Nordeuropa, og resten af den udviklede verden – alene gennem økonomiernes interne afhængighed. Men allerede nu tør vi drage følgende konklusion: Kapitalismen har spillet fallit. Revolutionen er kommet til Europa. Kun et Europas Forenede Socialistiske Stater kan udrydde elendighed og gennem en samlet demokratisk planøkonomi udnytte Europas enorme potentiale til gavn for de europæiske masser.
