Vi er færdige med at spørge pænt. Det er os, der får samfundets hjul til at køre rundt, og vi kan stoppe dem igen. Vil de have kamp, så lad dem få kamp. | Foto: Vincent Kløcker
Forhandlingerne om overenskomsten på det private område (OK23) er allerede fuldt i gang, og sjældent har betingelserne for, at arbejderklassen kan hente et ordentligt resultat hjem været bedre. Vi har været mere end beskedne i mange år, men nu det er vores tur!
Denne artikel er fra det nuværende februarnummer af Revolution, og er derfor skrevet inden overenskomstaftalen for industrien, som blev præsenteret den 19. februar. Det forælder dog ikke artiklen, men gør den tværtimod endnu mere aktuel.
Mens der fra samfundets top igen og igen bliver prædiket “mådehold” og “samfundssind”, så har den danske kapitalistklasse forgyldt sig selv på et helt absurd plan. De sidste 10 år har de 100 rigeste danskere tredoblet deres formuer fra 331 mia. kr. til svimlende 994 mia. kr.! Ligegyldigt om samfundet rammes af krise, pandemi eller inflation, så fortsætter champagnepropperne med at blive poppet hos eliten.
Er det de 100 milliardærer som skabte værdierne i det astronomiske beløb? Gu’ er det ej! Det er arbejderne på gulvet som har slidt og slæbt, mens overklassens parasitter i mellemtiden har kunne smide benene op i deres luksussommerhuse og sammenligne Rolex-ure.
Det er arbejderklassen, som får dette samfund til at køre rundt, og det er arbejderklassen som år efter år har måtte nøjes med yderst beskedne overenskomster, som – for de heldiges vedkommende – kun lige akkurat har kunne opretholde købekraften. Og det var situationen, da det gik bedst.
Nu står vi med en eksplosion i inflationen, som har betydet det største fald i reallønnen siden 2. Verdenskrig. Priser på alle de basale udgifter, som mad, varme, el og bolig, er stukket helt af. Fælles for dem er, at det netop er de ting der udgør langt størstedelen af arbejderklassens forbrug. El, for eksempel, er steget med 178 %. I 2022 steg pasta med 25 %, oksekød med 20 % og smør med 28 %. Prisen på benzin er steget med 25 %, samtidig med, at prisen på offentlig transport også blev sat i vejret.
Der er åbenbart aldrig et godt tidspunkt, når vi gerne vil have mere i løn. Hver gang det går dårlig får vi at vide, at der ikke er råd. Når det går godt bliver vi fortalt, at vi skal holde igen, så vi ikke sætter opsvinget over styr. Der er åbenbart aldrig et godt tidspunkt for lønstigninger!
Vi har holdt igen i årevis, mens erhvervslivet har skovlet penge ind. Nu bliver vores levestandard smadret af de voldsomme prisstigninger, og vi siger derfor: Nu er det vores tur.
Repræsentanterne fra fagforeninger har altså tasken fuld af gode grunde til, hvorfor der er behov for drastiske lønstigninger. Men i klassekamp er ét element langt vigtigere end velartikulerede argumenter: Viljen til kamp, viljen til at få sine krav gennemført. Og den er om noget til stede i arbejderklassen.
Kampgejst
Det blev måske klarest udtrykt, da byggeriet skulle klappe sine forhandlere ind den 12. januar. Her var flere hundrede arbejdere fra hele landet troppet op for at vise deres forhandlere, at de var villige til at gå hele vejen for at få deres krav igennem. Kampviljen var tydelig at mærke blandt de fremmødte. Fra scenen der blev det igen og igen gentaget, at man var villige til at strejke, hvis det bliver nødvendigt for at få arbejdsgiverne til at forstå, at det nu er alvor.
Det fortæller noget om den frustration som har ophobet sig i arbejderklassen over mange år. Men det var ikke fordi, at folk var bitre. Man kunne til gengæld mærke en trodsighed og at man ikke ville finde sig i det længere. Det siger noget om det momentum, som fagforeningerne kan benytte sig af i den nuværende situation. Hvis de blæser til kamp, så har de kæmpe opbakning i ryggen.
Vi har chancen for at vende skuden
Det er ingen hemmelighed, at fagbevægelsen har været i krise i mange år. Et studie fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier viste, at organiseringsgraden fra 2000 til 2018 faldt fra 70 % til 53 %, og tal fra Danmarks Statistik viser, at der kun er blevet færre medlemmer af Fagbevægelsens Hovedorganisation siden da.
Men med OK23 står vi med en unik mulighed for at vende udviklingen og genoplive fagbevægelsen. Der bliver tit talt om, at fagforeningerne er et fortidslevn og har mistet deres relevans i dag. Men hvis der bliver hevet et resultat hjem, som sikrer reallønnen, ikke kun fremadrettet, men også dækker det tabte fra 2022, så vil alle spørgsmål om “relevans” blive lagt i graven. Dette ville give en give en enorm vitalitet i fagbevægelsen og kunne repræsentere et nyt kapitel i bevægelsens historie, hvor medlemmer ikke længere falder fra, men derimod strømmer til igen.
Offensive krav
Op til forhandlingerne er der blevet talt meget om, at reallønnen skal sikres fremadrettet. Men når ordet “fremadrettet” bliver brugt, så kunne man nemt få den mistanke, at reallønstabet fra 2022 bliver ignoreret, og at de lønstigninger som forhandles hjem bliver et kvalificeret gæt, der forsøger at hamle op med inflationen de kommende år, og at tabet fra 2022 bare må ædes. Det kan ikke accepteres.
Fagforeningsforhandlerne har allerede anonymt tilkendegivet, at en reallønsforbedring, som skulle svare til det, arbejderne har opnået de seneste år, ville betyde en lønstigning på 12 %, og det ville bare være det første år af overenskomsten. Men i stedet for at gå rundt og hviske det i krogene, så bør forhandlerne gå åbent og ærlig ud med det: “Det er lønstigninger som disse, der skal til hvis vores medlemmer skal opretholde deres levestandard.”
At opretholde sin levestandard er på ingen måde overdådigt eller forkælet, men faktisk ret beskedent, når man tager højde for hvilke værdier, arbejderklassen har skabt til de danske kapitalister de seneste år. Vi skal ikke tigge om noget som helst. For at bruge et fortærsket udtryk, så har vi mere end gjort vores pligt, nu kræver vi vores ret!
Et minimumskrav må altså være tocifrede lønstigninger det første år af overenskomstperioden. Hvis perioden skal strække sig over flere år, så må en del af aftalen være en mekanisme, der sørger for, at lønnen stiger i takt med inflationen.
Derudover skal mindstelønnen gevaldigt op med minimum 50 kr. Selvom, eksempelvis, en lønstigning på 15 % lyder af meget, så bliver det ikke til så meget i kroner og ører hos dem med de laveste lønninger. En lønstigning på 50 kr. mere i timen for lavtlønnede ville være en kæmpe sejr i kampen imod social dumping, og kunne være et skridt på vejen mod at skrotte mindstebetalingssystemet, som forudsætter en ekstrem stærk organisering på den enkelte arbejdsplads for at kunne få mere i lønposen.
Nu er det vores tur
Vi får igen og igen at vide, at alle borgere, på tværs af klasseskel er i samme båd, og vi nu alle sammen skal lægge os i selen for, at samfundet kan komme videre. Men når man ser på virkeligheden er det løgn og latin. Hver evigt eneste gang, at samfundet er blevet kastet ud i problemer har det været arbejderklassen, som har skullet bære byrden. Nu hvor vi er på vej ind i en ny økonomisk krise, kan vi tage et hurtigt blik tilbage på hvordan, at det er gået siden sidste store krise.
Finanskrisen i 2008 var en katastrofe for den danske arbejderklasse. Titusindvis af arbejdere fik stukket en fyreseddel i hånden. Titusinder af industriarbejdspladser blev lukket. Arbejdsgiverne pressede lønnen i bund og forringede arbejdsforholdene. Politikerne gik reform-amok: dagpengene blev slagtet, kontanthjælpen blev most, der blev ført en klapjagt på de arbejdsløse og pensionsalderen er gang på gang blevet sat op lige siden.
I de følgende overenskomster kunne resultaterne i bedste fald akkurat vedligeholde reallønnen, mens arbejdsgiverne har fået en masse nye værktøjer at lege med, blandt andet muligheden for at sætte arbejdsugen op til 42 timer.
Men op til forhandlingerne af OK20 så tingene endelig ud til at ændre sig. På mange arbejdspladser var man klar til at strejke for markante forbedringer og der var lagt i kakkelovnen til, at det nu endelig var arbejderklassens tur. Nu skulle vi have noget mere. Men sådan gik det ikke. Den danske overklasse brugte kynisk coronapandemien og samfundsnedlukningen til at smide arbejdernes meget moderate krav i skraldespanden og tvinge endnu en skodoverenskomst ned i halsen på os.
Ude på arbejdspladserne brugte arbejdsgiverne følelseskoldt pandemien til at trimme deres produktion: mange tillidsmænd blev fyret, tempoet blevet sat op og samfundskrisen blev lokalt brugt som chokterapi, så arbejdsgiveren kunne tvinge sin vilje igennem.
Det er den korte historie siden sidste krise. Nu står vi midt i de vigtigste overenskomstforhandlinger i mands minde, og så bliver vi fortalt, at vi skal holde igen. Men vi tillader os at spørge: Hvis ikke nu, hvornår så?
Men det bliver også det sidste spørgsmål. Vi er færdige med at spørge pænt. Det er os, der får samfundets hjul til at køre rundt, og vi kan stoppe dem igen. Vil de have kamp, så lad dem få kamp.
Nu er det vores tur!
