Det internationale borgerskab fik sig en slem forskrækkelse, da stormvejr ramte den globale finansverden i månederne omkring årsskiftet. Selvom skibet ikke sank, har det lige siden været tydeligt, at det lækker og tager mere og mere vand ind. Spørgsmålet er ikke længere, om verden bliver ramt af en ny økonomisk krise, men hvor hurtigt den rammer.
En krise kan først spores i de økonomiske statistikker bagudrettet, og det er derfor umuligt at sige, om vi allerede nu står i starten af en global recession, eller den lader vente på sig. Men de seneste nøgletal peger på, at verdensøkonomien bevæger sig i den retning med hastige skridt.
Europas tidligere vækstlokomotiv, Tyskland, oplevede i juni sit største årlige fald i industriproduktionen i et årti, mens landets BNP faldt i 2. kvartal. Storbritannien oplevede det første kvartalsmæssige faldt i BNP siden 2012. Der er nu frygt for, at en teknisk recession (fald i BNP to kvartaler i træk) vil ramme landet, der står på randen af Brexit, og som blot vil uddybe de allerede store økonomiske problemer. Væksten i eurozonen var på sølle 0,2 %, altså stagnation.
Handelskrig gør situationen værre
Det går i samme retning for den vigtigste komponent i verdenshandlen, Kina, som i 2. kvartal oplevede den svageste vækst siden 1992 på 6,2 %. Disse officielle tal fra den kinesiske stat skal tages med et gran salt, men skal ses i lyset af tidligere undersøgelser. De pegede på, at Kina skal have vækstrater på omkring 8 % for blot at kunne skabe nok jobs for at følge med urbaniseringen i landet.
Det interne marked i Kina er ramt. Det afspejles, i at salget af biler faldt for 12. måned i træk med 12,5 % i maj efter at være faldet 16 % i april. Men også importen er faldet med 7,3 % i det første halve år, sammenlignet med samme periode sidste år, mens eksporten – den kinesiske økonomis livsnerve – faldt med 1,3 %.
Den lavere vækst i Kina bliver hjulpet på vej af handelskrigen med USA. På trods af, at Donald Trump forsøger at fremstille den amerikanske økonomi som solid (et resultat af hans politik, naturligvis), er det langtfra tilfældet. Væksten i fremstillingsproduktionen (”manufacturing production”) har været aftagende de sidste fire måneder i USA. Finansbanken Citigroup Inc. har sænket sine forventninger til indtjeningen hos de store firmaer på S&P 500 indekset. Det store dyk på aktiemarkedet i slutningen af 2018 var et udtryk for den generelle usikkerhed om den amerikanske økonomi, især i lyset af Trumps handelskrige.
En global tendens
Den økonomiske afmatning er ikke forbeholdt Europa, Kina og USA, men kan aflæses i statistikkerne fra den globale økonomi. Ifølge Reuters viser tal fra maj, at væksten i fremstillingsproduktion og verdenshandlen ikke steg i maj i forhold til sidste år, men stagnerede. Det samme er tilfældet med mange andre økonomiske parametre såsom industriel produktion, nye ordrer, investeringer, aktivitet i byggebranchen, bilproduktion og i virksomheders indkøb. Her er væksten stagneret eller på lavere niveau end sidste år.
Rentekurven har historisk set været en stærk indikator på optræk til økonomiske kriser. “Spejlvendingen” i rentekurven mellem 10-årige og 3 måneders renter på amerikanske statsobligationer har ikke været så ekstrem siden optakten til den økonomiske krise i 2008.
Ingen løsning i udsigt
Verdens regeringer er i panik over, hvad en økonomisk krise vil have af sociale konsekvenser. I New Zealand, Thailand og Indien er renterne blevet sat ned. Den amerikanske centralbank har sænket renten med 0,25 %, hvilket er første gang i et årti, og det forlyder, at banken har endnu en rentesænkning i tankerne. Den Europæiske Centralbank har også varslet at sænke renten og sende den endnu længere under 0, end den er i forvejen.
At sænke renterne nu vil ikke afværge en krise, for de er allerede lavere end nogensinde før i historien. Verdens centralbanker har de sidste 10 år brugt næsten al deres traditionelle ammunition til krisebekæmpelse blot på at holde en svag vækst ved lige. Den kommende krise er derfor ukendt farvand.
Det er umuligt at forudse præcis, hvornår den næste krise vil slå igennem. Men som revolutionære må vi allerede nu forberede os på det sociale og politiske brud, som en ny krise vil skabe, og de medfølgende konsekvenser for klassekampen.
