Den “røde blok” sejrede markant. Højrefløjen blev lagt i ruiner. Socialdemokratiet står umiddelbart med alle muligheder for at “sætte velfærden først” og valse ind i ministerbilerne og genindføre socialdemokratisme a la efterkrigsopsvinget. Men skindet bedrager. Valget er slut og virkeligheden banker på. Nu starter Mette Frederiksens lange retræte. Dansk reformisme er på vej ind i en alvorlig krise.
Det yderste højre modtog et svidende nederlag. Dansk Folkeparti fik ved sidste valg 21,1 procent af stemmerne. Denne gang fik Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs tilsammen 12,9 procent. En syngende lussing. Rasmus Paludans utilslørede appel om racekrig, som i øvrigt er den naturlige forlængelse af den racisme som har flydt fra de etablerede partier, fik mange vælgere til at vende sig bort i afsky, og søge mod midten.
Liberal Alliance, der ved sidste valg fremstod som “anti-establishment” kollapsede som konsekvens af deres indrullering i Løkke-regeringen og opgivelsen af alle deres stålsatte løfter. Trods deres bravada, viste de sig i sidste ende at være et mainstream parti. De var lige så meget til fals for ministerbiler og verderlag som alle de andre. Den interne borgerkrig i LA står nu i lys lue, hvor fremtrædende medlemmer omgående krævede grundlæggeren Anders Samuelsens hoved på et fad. En yderst velfortjent skæbne til en af dansk politiks mest arrogante reaktionære politikere.
Valget var heller ikke for nænsomt overfor det mest venstreorienterede parti i parlamentet. I en årrække har Enhedslisten gået fra at ligge på spærregrænsen til i målingerne at nå næsten 10 procent. Toppen af partiet så denne evolutionære succes som resultat af en normalisering og drejning mod den politiske midte, og ikke, som det faktisk var tilfældet, som udtryk for at stadig større lag af befolkningen søgte efter et alternativ til venstre for Socialdemokratiets borgerlige politik – at deres fremgang derfor skete på trods af deres midtersøgning og ikke på grund af den. Partiet er nu næsten ikke til at skelne fra SF. Der var intet radikalt eller nytænkende. Alle forslag var gennemberegnede til at kunne gennemføres inden for rammerne af ikke bare det bestående samfund, men også borgerlige økonomiske modeller. Ikke engang overfor Rasmus Paludan var folketingsgruppen i stand til sætte en kant, at sammenkæde ham med den politik S, V og DF har ført, og lægge ansvaret for hans fremgang for deres fødder. I stedet sluttede de op om illusionen om det danske folkestyre og de etablerede partiers ordentlighed. Ethvert klassestandpunkt var fraværende og reduceret til forsvar for “velfærdens helte”.
Internt i partiet har der været en vis opposition fra den efterhånden noget bedagede venstrefløj, der mest har bestået af folk, hvis storhedstid var i 70’erne. Men det så ud til at ledelsens strategi og politik virkede. Partiet gik frem. Nu har denne midtersøgende kurs imidlertid resulteret i to elendige valg, først til EP og nu ved folketingsvalget, hvor medlemmerne var blevet lovet fremgang, men altså gik tilbage. Det kan betyde store dønninger internt, hvor særligt yngre og gode kræfter omkring SUF er dybt frustrerede over partiets kurs.
Normaliseringen af partiet har bragt Enhedslisten i en elendig position. Deres mål var at hive Socialdemokratiet til venstre, men med deres tilbagegang er dette mål yderligere blevet udstillet som en tom illusion. De vil blive konfronteret med valget om at støtte socialdemokratisk nedskæringspolitik eller aktivt skulle vælte en socialdemokratisk regering. Det første vil langsomt kvæle partiet. Det andet vil betyde et skarpt slag og formentligt tilbagegang. Men det vil kunne danne grundlag for fremtidig fremgang. Forudsætningen er dog, at de har et reelt politisk alternativ som ikke forsøger at blive indenfor rammerne, men konsekvent sætter arbejderklassens interesser forrest – også selvom det bryder systemets grænser.
Socialdemokratiet fik gennemført deres vending, som de havde arbejdet på siden katastrofen med Helle Thorning-Schmidt og Corydon. Som Mette Frederiksen sagde i sin valgtale; “vi har flyttet os og mange er kommet tilbage”. Undersøgelser af vælgervandringer vil i de kommende dage formentlig vise, at Socialdemokratiet har vundet DF-stemmer tilbage, mens de samtidig har tabt stemmer til primært Radikale Venstre og SF som har opsamlet alle dem for hvem Mattias Tesfayes racistiske DF-retorik var uanstændig. Særligt Det Radikale Venstre lykkedes i valgkampen i at fremstille sig selv som venstreorienterede, og skjule deres sande bundborgerlige ansigt.
Mette Frederiksens årelange vending af den Socialdemokratiske supertanker bestod i at kopiere DF’s udlændingepolitik og sætte en traditionel socialdemokratisk velfærdsretorik i forgrunden. Hvis man accepterer de socialdemokratiske spindoktorers analyse om, at det var frygten for indvandring, som i første omgang betød, at DF kaprede Socialdemokraternes stemmer, så er “mission accomplished”. Problemet er bare, at denne grundlæggende analyse er forkert. Årsagen til at Socialdemokraterne i første omgang tabte stemmer til DF omkring årtusindskiftet og frem var ikke, at socialdemokratiske vælgere pludselig var blevet racister, men skete på grund af socialdemokratiets konstante udsalg af velfærd og angreb på arbejdere, syge og ældre. I desperation og i mangel på en reel forklaring, lod mange arbejdere sig forføre af demagogien om, at omkostningerne til indvandringen var årsag til slagtningen af velfærden. Altså var det Socialdemokratiets arbejdsgiverpolitik og liberale økonomiske politik, som var problemet. Og det er her, Socialdemokraterne vil få problemer igen.
Socialdemokraternes strateger lykkedes altså muligvis denne gang, med lodder og trisser i at vinde DF vælgere tilbage, med deres løfter om at denne gang bliver det anderledes. Som sirener kunne man høre dem synge i tågen: “Stol på os, vi sælger jer ikke ud igen. Mette Frederiksen har ført Socialdemokratiet tilbage til rødderne”. En pointe der blev understreget med partiets brug af gamle socialdemokratiske valgplakater fra efterkrigsopsvinget. Med Mette Frederiksen får vi Socialdemokratiet classic, måtte vi forstå. Problemet melder sig, når Socialdemokraterne får dannet regering og kommer til at føre nedskæringspolitik. De tilbagevundne vælgere vil ikke se med milde øjne på at blive forrådt og bedraget for anden gang.
Kort efter stemmerne var talt op, så vi de første tegn på, hvad vi kan forvente os. Normalt er partilederrunderne omkring midnat på valgdagen en kedelig affære. Men dagens udgave var ganske usædvanligt højspændt. Valgets sejrherre Mette Frederiksen lignede en taber, presset i defensiven, belejret fra alle sider. Lars Løkke, derimod var i sit es. Han kunne, som han selv konstaterede, bare læne sig tilbage og iagttage, hvordan Mette Frederiksen vil forsøge at løse cirklens kvadratur: at gennemføre en politik der “sætter velfærden først” uden at have flertal for dette. Som Løkke sagde: “Hvilken økonomisk politik vil Mette Frederiksens regering føre?”
Og han har en pointe. Selvom den “røde blok” vandt valget, er realiteten, at der er borgerligt flertal. De tre arbejderpartier (S, SF og Ø) fik med 40,5 procent af stemmerne et dårligere resultat end da den sidste socialdemokratiske regering med Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kom til magten med 40,7 procent i 2011. Dengang som nu var det liberalisterne i Det Radikale Venstre, der svingede taktstokken, og regeringsgrundlaget blev mildest talt noget anderledes, end hvad de tre partiers vælgere var blevet lovet. Derfor havde Mette Frederiksen allerede i sin sejrstale travlt med at tone ned, og forklare at ikke alt vil kunne gennemføres, det vil tage tid, politikken skal føres hen over midten osv.
Mange kloge hoveder på venstrefløjen har i årene op til valget snakket om “velfærdsflertallet” som har inkluderet det borgerlige og dybt reaktionære DF, som angiveligt skulle være for velfærd. Disse venstrefløjspersoner har på den måde været med til at sprede ideen om, at DF på en eller anden måde var et arbejderparti, eller nogen man kunne stole på. Realiteten er, at DF har støttet næsten samtlige kontrareformer og angreb, som de borgerlige har gennemført siden 2001. At tro at de, efter at være blevet mere end halveret, vil agere velvilligt stemmekvæg for Socialdemokraterne og de andre “socialister” er toppen af naivitet. DF har alle interesser i at sætte skillelinjerne så hårdt som muligt op mellem dem selv og Socialdemokraterne. Velfærdsflertallet er en reformistisk illusion, der var med til at legitimere DF’s racistiske politik.
Så hvilken periode går dansk politik ind i? De konkrete konstellationer, kompromisser og rævekager er umulige at forudsige. Det kan endda være at det, trods “rød bloks” markante sejr, ender i et omvalg. Men det er heller ikke det essentielle. Det altoverskyggende faktum er, at den næste regering kommer til magten i en periode, hvor den sidste krise i 2008 endnu ikke har sluppet sit tag, og hvor en ny truer. Allerede den sidste regering “levede over evne”. Der er, bortset fra enkeltstående indtægter, blevet kørt med konstant budgetunderskud i årevis. Samtidig spidser de internationale relationer til. Handelskrig og opløsningstendenser i EU, WTO og NATO klemmer en lille åben økonomi som den danske hårdt. I alle andre lande lægger de nationale kapitalister pres på “deres” statsapparater for at få støtte og klare sig i den stadig hårdere internationale konkurrence. Det samme vil også ske i Danmark. Den næste regering vil skulle gennemføre hårde nedskæringer i det offentlige for at reducere erhvervslivets omkostninger og forsvare profitterne. Det er den økonomiske virkelighed. Den tager ikke hensyn til Socialdemokraters naive ønsker om at vende tilbage til de gode gamle dage.
Hvad der står på dagsordenen er ikke udvikling men afvikling. Ikke klassefred men klassekamp. Hvis der er nogen, der nærer illusioner til en regering under Mette Frederiksen, vil de blive slemt overraskede. For arbejderklassen, unge og gamle er der ikke udsigt til nogen løsninger fra parlamentet. Forbedringer skal tilkæmpes fra bunden, gennem strejker og massekamp. Lad levebrødspolitikerne stege i deres eget valgspæk. Arbejderklassen og unge kan kun stole på deres egen styrke.
