Tegn abonnement!Leder: ”Den svulmende statskasse ville gøre Joachim von And grøn af misundelse.” Sådan lød overskriften på en klumme i Jyllands Posten fra september i år skrevet af Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer. I klummen jubler cheføkonomen over de mange guldmønter i statskassen, den lave ledighed samt det stigende privatforbrug og bilsalg. Det kunne næsten ikke gå bedre, måtte man forstå.
Selv med sådan en jubeloptimistisk titel kunne skribenten dog ikke undgå at snige et par advarsler og gode råd ind, men det var kun »[… ] hvis en ny krise skulle ramme dansk økonomi.«. Ikke når men hvis.
Noget af den samme optimisme fandt man i Nationalbankens analyse fra samme måned. Banken forventede en vis opbremsning i væksten, men havde stadig enorm tillid til dansk økonomis præstationsevner. Banken mente, at væksten kun vil falde til 1,5 % i 2020 og 2021 fra en vækst i 2019 på 1,8 %. Det stemmer ikke overens med virksomhedernes investeringsforventninger til 2019, som i oktober lå 3 % under 2018.
Analysen virker skizofren, da Nationalbanken også nævner problemerne i verdensøkonomien: Tyskland, Sverige og Storbritanniens vækst bremser alle op, den amerikansk-kinesiske handelskrise fortsætter ufortrødent, risikoen for et hårdt Brexit ikke er blevet mindre og en opblusning i handelskrigen mellem USA og EU er nærmest kun ét tweet væk. Alle er de ovenfor nævnte vitale markeder for den lille danske eksportøkonomi.
Alt tyder på, at en ny krise er på vej i verdensøkonomien enten ved en hård opbremsning eller et pludselig krak. Den globale økonomi balancerer på en knivsæg. De fortættede internationale spændinger, en af handelskrigene eller en politisk krise i ét enkelt land har potentialet til at vælte hele læsset.
At tro, at dansk økonomi ubesværet ville kunne sejle igennem en ny krise, er mere end nativt. Den danske herskende klasses udtalte mål har i mange år været, at udenrigshandlen og eksporten skal trække økonomien fremad, hvilket også har været tilfældet. På 20 år fra 1998 til 2018 er eksportens andel af BNP’et vokset fra 37 % til 55 %. Dansk økonomi står derfor også desto mere udsat i forhold til en kraftig nedgang i verdensøkonomien, som vil ramme hårdt og true mange arbejdspladser, der er afhængige af eksporten. Dansk eksport vil vende sig fra at være det, der har hevet økonomien fremad, til at være det, som trækker økonomien med sig nedad.
Heldigvis er dansk økonomi ifølge Nationalbanken godt rustet, når en ny krise indtræffer: »Højkonjunkturen i dansk økonomi har fundet sted, uden at der er opbygget betydelige ubalancer.«
Men er det rigtigt, at dansk kapitalisme er i komplet balance? På ingen måde. Økonomien er plaget af enorme mængder gæld for eksempel i de danske husholdninger, landbruget og Københavns Kommune. Det er gældsproblemer, der kan bryde ud i lys lue og eksplodere under en ny økonomisk krise.
Den store gæld i dansk økonomi er tæt forbundet med en anden »betydelig ubalance«: den historiske lave rente. Sammen med Schweiz har vi den laveste rente i verden på -0,75 %. Renten vil stige før eller siden, og når det sker, vil det ramme hårdt – særligt under en lavkonjunktur. Fordi renten nu er så absurd lav, så vil rentesænkninger heller ikke kunne bruges som stimuli til at forsøge at kickstarte økonomien igen, når krisen træder ind.
Den herskende klasse bruger de samme økonomiske midler som i optakten til krisen i 2008, for at holde økonomien i gang: udpumpning af kredit og lav rente. Derfor ophober de samme problemer sig nu i økonomien, der gør den sårbar, når en ny krise rammer.
Tilbage i 2008 år bliver krisens omkostninger lagt på arbejderklassens skuldre. Undskyldningen var, at arbejderne havde levet over evne i en hed strøm af samtalekøkkener, fladskærmsfjernsyn og luksusrejser.
Alle blev dengang – og har lige siden – været tvunget til at spænde bæltet ind – med undtagelse af overklassen, naturligvis. De danske kapitalister har derimod raget superprofitter til sig lige siden og slået det ene rekordoverskud efter det andet. I 2017 var det på svimlende 342,5 mia., hvilket er en stigning på mere end 10 % i forhold til året før. Siden sidste krise har de danske topchefer øget deres indkomst med 50 %, mens arbejderne kun har fået krummer i overenskomsterne.
De danske kapitalister og deres repræsentanter i Folketinget vil uden tvivl forsøge at lave samme nummer igen og lade arbejderklassen betale for den kommende krise. Men erfaringen fra 2008 er ikke glemt, og arbejderne vil ikke se passivt til, når regningen fra krisen endnu engang lander i deres hænder. En ny krise vil være optakten til fornyet klassekamp i Danmark.
