Forlaget Marx udgiver kort før julehandlen en ny, enestående bog: For første gang på dansk publiceres Leon Trotskijs artikler om den spanske borgerkrig og revolution (1931-1939). Bogen præsenteres på et åbent møde i d. 29. november, kl. 19:00 i Studenterhuset, Købmagergade 52 i København. Som en opvarmning bringer vi her bogens forord.
Udgivelsen af nærværende værk kræver en vis forklaring. Hvorfor i alverden publicere artikler og breve, som blev skrevet for mere end 70 år siden og som handler om begivenheder, der udspillede milevidt fra de danske himmelstrøg? Hvilken relevans har disse skrifter for verden anno 2012?
Forlaget Marx har ikke valgt at udgive denne antologi af Leon Trotskijs skrifter om Spanien af nostalgiske eller akademiske årsager. Selvom det er kommet på mode at påberåbe sig klassekampens og revolutionernes død, er det en kendsgerning at verden i de seneste par år er blevet rystet af den ene revolution efter den anden.
Hvad der startede som de unge arbejdsløses revolte i Tunesien i december 2010, udviklede sig med lynets hast som revolutionære opstande i Egypten, Yemen, Bahrein, Libyen, Syrien og en række andre lande. Det arabiske forår var en skelsættende begivenhed, som definitivt satte ordet ”revolution” på dagsordenen igen.
I Latinamerika – i Venezuela, Bolivia og Ecuador – hvor reaktionære kup-forsøg imod venstreorienterede regering er blevet nedkæmpet, bliver revolution ligeledes diskuteret i den brede befolkning. Også i Europa, eksemplificeret ved urolighederne i Grækenland, har vi set at kapitalismen er i en dyb krise, og at debatten om et alternativ igen er blusset op.
Det er i lyset af alle de begivenheder, at denne udgivelse skal ses. Trotskijs artikler om revolution og kontra-revolution i Spanien i 1930\’erne byder på en sjælden indsigt i hvordan en revolutionær proces udvikler sig. Men ikke nok med. De giver også en unik forståelse for hvordan de revolutionære marxister kan intervenere og forsøge at opbygge et parti, der kan lede arbejderklassen til sejr. For som den kendte filosof George Santayana sagde: ”Den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”.
Hvem var Trotskij?
Forfatteren til denne bog, Leon Davidovitsj Bronstein(1), blev født 7. november 1879 i Janovka, Ukraine. Fra 1896 var han med i den fremspirende marxistiske bevægelse i Rusland og blev som straf derfor fængslet og sendt i eksil i Sibirien. Herfra flygtede han og tog navnet Trotskij, som han ”lånte” fra sin fangevogter. I 1905 vendte han tilbage til Skt. Petersborg og blev i en alder af blot 25 år formand for hovedstadens sovjet (arbejderråd).
Efter den første russiske revolutions nederlag i 1906 blev han fængslet og idømt tvangsarbejde i Siberien, men flygtede på ny og vendte i eksil i Wien og senere i landene i Balkan. Under første verdenskrig opholdt han en konsekvent modstand imod imperialismen. Da februarrevolutionen brød ud i Rusland i 1917, befandt Trotskij sig i eksil i USA. Hans analyse af situationen, som insisterende på nødvendigheden af at trodse den provisoriske regering og kæmpe for al magt til sovjetterne, stemte helt overens med Lenins analyse.
Da han i maj 1917 vendte tilbage til Rusland, tog han kontakt til Lenin og meldte sig definitivt ind i Bolsjevikpartiet i juli. I september blev han genvalgt til posten som formand for Petrogradsovjetten og i den position spillede han en ledende rolle i den russiske oktoberrevolution, hvor arbejderklassen for første gang nogensinde erobrede magten i et land. Dernæst fik han ansvaret for at forsvare Rusland imod 21 udenlandske interventionshære, hvilket førte til skabelsen af den røde hær, som vandt den efterfølgende borgerkrig.
Efter Lenins død i januar 1924 brød en åben magtkamp ud i Bolsjevikpartiet imellem Stalin og Trotskij. Selvom Lenin i sit testamente havde anbefalet at fjerne Stalin fra posten som generalsekretær, lykkedes det denne at opbygge sin magtposition igennem de reaktionære, småborgerlige elementer i partiet. En bureaukratisk degenerering af partiet – og af revolutionen som helhed – fandt sted og Trotskij og hans tilhængere blev sendt i eksil, fængslet og forfulgt.
Trotskij, som forsøgte at organisere en revolutionær opposition imod stalinismen, blev landsforvist til Tyrkiet, men måtte derefter bosætte sig i det ene nye land efter det andet. Først Frankrig og derefter Norge nægtede ham visum. Til sidst fik han opholdstilladelse i Mexico, hvor han boede indtil han i august 1940 blev dræbt af Ramón Mercader, en af Stalins agenter.
Baggrunden for den spanske revolution
At Spanien fra 1936 til 1939 blev rystet af en borgerkrig, som har været emnet for et væld af bøger, romaner og spillefilm, er et velkendt faktum. Hvad der er mindre velkendt er, at borgerkrigen blot var kulminationen på en revolution(2) som faktisk startede allerede den 12. april 1931, da den republikansk-socialistiske sejr i kommunalvalget blev fejret på gaderne og republikken blev udråbt fra balkonerne i parlamentsbygningerne i Barcelona og Madrid foran tusinder af forsamlede arbejdere.
Spanien var i starten af det 20. århundrede et utroligt tilbagestående land. I 1931 var omkring 3/4 af befolkningen bønder. Men imens 1.173.000 bønder ejede 6 millioner hektarer land, ejede 105.000 godsejere 12 millioner. 5 millioner landarbejdere var besiddelsesløse,. Imens 45.5 % af den aktive befolkning var bønder, udgjorde arbejderne i industrien 26.5 % og arbejdere samt funktionærer i service-sektoren 25.5 %.
Largo Caballero på vej ud til fronten sammen med socialistiske militssoldater. 1936.
Det spanske borgerskab var trådt for sent ind på historiens scene og var ude af stand til at bryde definitivt med adelen og det kirkelige aristokrati. Imens millioner af pesetas blev brugt skødesløst til at vedligeholde en dekadent militærmaskine med en grisk officer-kaste, var der sult og armod på landet.
Republikken blev født med mange modsætninger. Hvor borgerskabet havde håbet på at kunne afspore den enorme sociale uro og utilfredshed ved at give små reformer, affødte republikken et enormt håb om forandring hos de udbyttede masser.
I stedet for at sidde med hænderne i skødet, gik arbejdere og bønder selv i kamp for at indfri løfterne om jordreform, afskaffelse af den katolske kirkes magt, osv.; I Asturien gik minearbejderne i strejke og i Granada og Malaga gjorde telefonarbejderne ligeså. På landet, som i den andalusisk landsby Casas Viejas, besatte de fattige bønder jordejendommene og eksproprierede godsejerne.
Men bevægelsen blev mødt af repression; hæren og civilgarden blev sat ind imod protesterne. alligevel var dele af borgerskabet bange for den revolutionære bevægelse. De mest radikale elementer i kapitalisternes rækker var skræmt til livet ved synet af den opblomstring i arbejdernes og bøndernes kampe, som republikken havde medført.
En del af officererne, anført af chefen for civilgarden Sanjurjo, organiserede derfor et kupforsøg imod den socialistisk- republikanske regering i august 1932. Men både på grund af interne splittelser og især takke været den hurtige folkelige mobilisering, mislykkedes opstanden og blev hurtigt nedkæmpet.
Trotskij, Nin og analysen af den spanske revolution
Fra sit eksil i Tyrkiet fulgte Lev Trotskij med stor spænding de spanske begivenheder. I sin pamflet fra 1931 skrev han, at den revolutionære bevægelse udviklede sig med en sådan kraft, at det var ren ønsketænkning for kapitalisterne at tro på en hurtig normalisering af den etablerede orden på den iberiske halvø.
Trotskij forudså, at republikanerne ikke ville være i stand til at gennemføre hverken en jordreform, udryddelse af kirkens magt eller af militær-hierarkiet. Han tilføjede, at lederne af socialistpartiet PSOE blot ville hænge i halen på republikanerne. Kommunistpartiet var svagt og dertil kom, at det slavisk fulgte Stalins sekteriske ultra-venstre linje, som dominerede Kominterns politik op til 1934.
Anarkismen, som i Spanien havde en massebase i form af det store CNT fagforbund, var ligeledes præget af en sekterisk a-politisk linje, som afskår arbejderne fra direkte kamp for magten og bl.a. betød at de opfordrede til boykot ved parlamentsvalg. De spanske arbejdere stod således uden en organisation, som kunne spille den samme rolle som bolsjevikpartiet havde spillet i Rusland i 1917.
Fra 1930 var en af Trotskijs vigtigste samarbejdspartnere, katalaneren Andreu Nin tilbage i Spanien. I otte år havde Nin boet i Rusland, hvor han havde arbejdet som formand for Profintern, de røde fagforeningers internationale. I magtkampen imellem Stalin-fraktionen og Trotskijs venstreopposition, havde han taget parti for sidstnævnte og var derfor blevet bortvist fra Rusland.
Andreu Nin
Efter sin hjemkomst til Barcelona levede Nin bl.a. af at oversætte de klassiske russiske litteratur (Gorkij, Tolstoj, m.fl.), samtidig med at han forsøgte at opbygge den revolutionære bevægelse. Sammen med en række dissidenter, som alle var blevet ekskluderet af det spanske kommunistparti, opstartede Nin en spansk sektion af den internationale venstreopposition og begyndte at udgive et teoretisk skrift med titlen Communismo.
Trotskij mente, at der først og fremmest var brug for et parti, der kunne bringe den spanske revolution til sejr. I hans korrespondance(3) med Andreu Nin insisterede Trotskij på ideologisk klarhed og skoling af marxistiske kadrer overfor Nins mere kompromissøgende ånd ifht. nationalistiske grupperinger i Katalonien omkring Joaquin Maurin.
Den asturiske kommune: 15 dage med arbejdermagt
I løbet af 1933 blev det mere og mere klart, at den socialistisk-republikanske koalition var helt og aldeles magtesløs overfor de egentlige magthavere; den indfriede ikke et eneste af de løfter, som den havde givet ved dens indsættelse. Ved valget i november 1933 tabte især republikanerne mange stemmer i landområderne og anarkisterne i CNT opfordrede til boykot, hvilket Lerroux´s borgerligt-radikale parti drog fordel af. Dette førte til en ny regering med Lerroux i spidsen, en periode som senere er blevet kendt som ”bieno negro” (de to sorte år), hvor borgerskabet gik i offensiven.
Efter højrefløjens valgsejr i november, begyndte Lerroux så småt at spekulere i at give plads til CEDA i regeringen. Hans ide var at sætte fagforeningerne og den revolutionære bevægelse på plads og bruge fascisterne som undskyldning for at implementere hårdere repression og mere højreorienterede reformer, der kunne konsolidere borgerskabets magt.
Dette fik for alvor alarmklokkerne til at ringe i arbejderbevægelsen. Selv lederne af PSOE begyndte at indse farerne. Mange af dem der før havde deltaget i koalitionen med republikanerne, for eksempel Largo Caballero, begyndte nu åbent at tale om, at valget stod imellem fascisme eller arbejderrevolution. I FNJS, ungsocialisterne, begyndte der at komme mere og mere radikale strømninger, som argumenterede for samlede arbejderaktioner imod fascismen.
Da CEDAs indtræden i regeringen blev annonceret den 4. oktober 1934, indkaldte Largo Caballero og PSOE til en væbnet opstand i hele Spanien. Desværre var denne opstand ikke blevet forberedt ordentligt, hverken politisk eller militært. Mange års reformistisk politik og en tradition for klassesamarbejde gjorde, at PSOE-ledelsen ikke havde en klar ide om, hvordan en sådan opstand kunne gennemføres.
Men der var én undtagelse. I Asturien, en nordvestlig region i Spanien som især er domineret af mineindustrien, udviklede bevægelsen sig til en virkelig opstand og til oprettelsen af den asturiske kommune – 15 dage med arbejdermagt. Patruljer af væbnede arbejdere tog til civilgardens hovedkvarterer og afvæbnede regeringstropperne. Arbejder- og bondekomiteer begyndte at overtage styringen med dagligdagslivet; transport, distribution af mad og fødevarer, skoleundervisning, lov og orden, osv. Kirkerne, der for de fleste mennesker var et symbol på godsejernes magtherredømme, blev brændt af.
I 1934 blev den asturiske kommune brutalt nedkæmpet af republikkens soldater.
Efter lange slag lykkedes det de revolutionære styrker at indtage byen Oviedo og i den anden storby Gijón dominerede de revolutionære store dele af byen, især arbejderkvartererne. Men regeringen forstod hurtigt, at den asturiske kommune var et farligt eksempel, som kunne inspirere resten af de spanske arbejdere. Derfor sendte de op imod 25.000 soldater til regionen – hele syv divisioner af hæren – for at slagte opstanden. Denne militære kampagne blev anført af en løjtnant ved navn Francisco Franco, som senere skulle gøre sig berygtet som leder af den fascistiske falangistbevægelse (hvori en del tidligere medlemmer af CEDA senere skulle gå med).
Omorganisering i arbejderbevægelsen
Nederlaget i oktober 1934 fremprovokerede naturligvis en række nye diskussioner i de spanske arbejderorganisationer. I det socialistiske ungdomsforbund FNJS, som voksede fra over 20.000 aktive til mere end 40.000 i sommeren 1934(4), var en skarp venstredrejning fundet sted. Dets medlemmer bestod især af unge arbejdere og havde stor indflydelse især i Madrid og Asturien.
I ungdomsforbundets blad Renovación flirtede dets ledere med idéen om at opbygge en Fjerde Internationale ”for at modstå revisionisme og stalinisme”. De opfordrede trotskisterne til at gå med i PSOE og FNJS for at ”bolsjevisere partiet”. I en af de regionale afdelinger, Castilla la Vieja, stemte flertallet for at tilslutte sig Fjerde Internationale.
Ifølge Trotskij var dette en gylden chance, som måtte udnyttes. I diskussionen med Andreu Nin og hans øvrige spanske støtter, insisterede Trotskij på, at for at erobre masserne, måtte man først erobre det socialistiske ungdomsforbund. På det tidspunkt havde Nin haft et vist held til at opbygge den spanske trotskistorganisation, ICE, som bestod af op imod 2.000 medlemmer. En betydelig gruppe, men stadig en meget lille organisation, i forhold til det mægtige socialistparti PSOE og anarkisterne organiseret i CNT-FAI.
Men Nin, Andrade og de medlemmer af ICE nægtede at melde sig ind i Socialdemokratiet og retfærdiggjorde det med, at de anså det for et ”stinkende lig”. Efter nedslagtningen af den asturiske kommune i oktober 1934, bemærkede Trotskij, at hvis hans spanske kammerater var indtrådt i ungsocialisterne inden opstanden, havde de kunnet spille en afgørende rolle, både før og efter slagets gang(5). Men i stedet opfordrede Nin og Andrade PSOE\’s tusindvis af medlemmer til at melde sig ind hos dem! Som om at de hundredetusinder af socialistiske arbejdere skulle vende moderpartiet ryggen og gå ind i den lille revolutionære organisation!
De spanske ungsocialisters avis Renovación, var fortaler for en “bolsjevisering” af PSOE igennem 1933 og 1934.
Stalinisterne så sig omvendt ikke for fine til at udnytte de rørte vande i FNJS. Mens ungdomsorganisationens ledere sad i fængslet besøgte Codovilla, Kominterns internationale repræsentant i Spanien, dem og inviterede dem senere til Moskva, hvor de blev vundet over til stalinismen. I løbet af 1935 lykkedes det stalinisterne at vinde Santiago Carillo og de andre ledere af FNJS til kommunistpartiet.
I april 1936 mundede det ud i fusionen imellem socialistpartiets og kommunistpartiets respektive ungdomsforbund og dannelsen af en ”forenet socialistisk ungdom”. Dermed fik stalinismen, som førhen havde været reduceret til en smågruppe med et par tusinde medlemmer, sin første massebase i Spanien. Det skulle få fatale konsekvenser under de videre begivenheder.
Folkefronten
Ikke nok med at Trotskij og Nin var kommet i kambolage over spørgsmålet om entrisme i den socialistiske ungdomsorganisation. Fra sommeren 1935 blev konflikten betydeligt forværret, fordi Nin insisterede på sammenlægning med Maurins BOC (Blokken af arbejdere og bønder), hvis program Trotskij betegnede som forvirret og eklektisk. Hans hovedkritik af BOC var, at denne organisation var ude af stand til at bryde med den stalinistiske to-trins-teori (først den borgerlige revolution og først derefter socialistisk revolution).
Fusionen af ICE og BOC blev gennemført i september 1935 og mundede ud i et nyt parti, POUM – Arbejderpartiet for Marxistisk Enhed. Trotskij var dybt kritisk overfor POUM, der fra første dag valgte ikke at støtte parolen om Fjerde Internationale, men valgte i de første måneder at observere det nye parti og dreje det imod venstre med en venlig, men bestemt kritik
I starten af 1936 kom et nyt vendepunkt, da POUM skrev under på folkefrontsaftalen, hvilket Trotskij fordømte hårdt. Folkefrontspolitikken, som blev godkendt på den Kommunistiske Internationales kongres i 1934, adskiller sig væsentligt fra den politik med enhedsfront, som Lenin og Trotskij forsvarede i Kominterns første år. Hvor enhedsfronten er en alliance imellem de store organisationer i arbejderbevægelsen, for eksempel Socialdemokratiet, Kommunistpartiet og de store fagforbund, baseret på en række konkrete delkampe i klassekampen med perspektivet om at forene arbejderne imod kapitalisterne, er folkefronten en alliance hvor arbejderorganisationerne går sammen med borgerlige kræfter om et program, der begrænser sig til moderate borgerligt-demokratiske krav og klassesamarbejde. På den måde udskydes kampen for socialisme til en fjern og uvis fremtid.
I Spanien blev folkefronten dannet i slutningen af 1935 som en valgalliance imellem på den ene side arbejderorganisationerne, PSOE, PCE, UGT, FNJS og POUM og på den anden side borgerlige organisationer som Republikanerne, Nationalisterne i Baskerlandet, Det Katalanske Venstre anført af Companys, med flere. I stedet for at lære erfaringerne fra den første republikansk-socialistiske regering i 31-33, går arbejderbevægelsen ind i en alliance, der forsøger at genoptage det håbløse projekt som Zamora-regeringen uden held havde forsøgt at gennemføre; at løse arbejdernes og de fattige bønders problemer uden, at bryde med det kapitalistiske system. I grundlaget for folkefronten nævntes det bl.a. at
”Republikken accepterer ikke princippet med nationalisering af jord og dens gratis uddeling til bønderne” (paragraf 3), ”For oprettelse af institutioner for økonomisk forskning og teknik, hvor ikke kun staten kan opnå elementer til sin politiske ledelse, men også virksomhedsejerne for bedre at kunne styre sine initiativer.” (paragraf 4), ”Republikanerne anerkender ikke arbejderrepræsentanternes forslag om arbejdshedsløs-understøttelse” (paragraf 5) og sidst men ikke mindst ”De republikanske partier accepterer ikke arbejderkontrol”. (Folkefrontens program)(6)
Samlet set var det et borgerligt program, som hele vejen igennem talte om ”national enhed” og politik i ”nationens og folkets interesse” og herved tilslørede de modstridende klasseinteresser, som havde udløst den sociale krise i Spanien. Forståeligt nok var de menige medlemmer af Socialistpartiet og de andre arbejderorganisationer meget kritisk indstillede over for denne konstellation, men lederne argumenterede med, at det var det eneste alternativ til Gil Robles og fascisme som i Tyskland.
Efter ”de to sorte år” forsøgte masserne endnu engang at skubbe processen fremad og gå i offensiven. Ved valget i februar vandt folkefronten en overvældende sejr, hvilket gav dem stort flertal i parlamentet og satte Manuel Azaña (fra det republikanske parti) i sædet som regeringsleder. Men den nye regering svigtede det massive håb om forandring. På seks måneder lykkedes det blot at forøge sølle 2,5% af bøndernes landejendom, de repressive styrker fortsatte med at hærge og der var dagligt sammenstød imellem politikorps og strejkende bygningsarbejdere i Madrid. Det blev fortsat nægtet at give frihed til de spanske kolonier i Marokko, hvor fremmede legioner regerede, de venstreorienterede aviser blev censureret og imellem februar og juli 1936 var der i alt 131 generalstrejker og 228 branchemæssige strejker i de spanske byer. Med andre ord havde masserne ikke fået valuta for pengene, og nye sammenstød var undervejs.
Borgerkrigens udbrud
De seks måneder imellem folkefrontens sejr og juli 1936 blev flittigt brugt af den ekstreme højrefløj til at konsolidere sig og forberede et nyt slag imod revolutionen. Da arbejderbevægelsen, indlemmet i og hæmmet af folkefrontens miserable politik, var ude af stand til at vinde småborgerskabet og dele af de middelstående bønder over, kunne Falange-bevægelsen (den væbnede del af fascistbevægelsen) langsomt vinde terræn iblandt disse lag. I starten af juli blev den konservative stenrige godsejer Calvo Sotelo myrdet af indignerede arbejdere, som gengældte tidligere repression imod anarkister og socialister. Spændingerne i det spanske samfund var på det yderste.
Med optrapningen af arbejdernes og bøndernes uafhængige bevægelse begyndte store sektorer af borgerskabet at indse nødvendigheden af at tage skridtet ud og smadre selve arbejdernes organisationer og indføre et system, som igennem fascismens jernnæve kunne holde klassekampen under kontrol. Alle kunne se, at dele af hæren var ved at forberede en fascistisk militæropstand og lederne af PSOE og de andre arbejderpartier appellerede til folkefrontsregeringen om at gribe til handling imod kupmagerne. Men Azañas regering var ude af stand til at foretage sig noget i den stil, fordi den hvilede sig på den borgerlige struktur i den gamle hær, med officerkastén og hierarkiet.
Kvindelige militssoldater patruljerer Barcelona. 1936.
Da fascisterne under ledelse af Franco og en række højtstående officerer den 17. juli begyndte en opstand fra Marokko og de kanariske øer, blev de mødt af en spontan masseopstand fra arbejderklassens side. Den republikanske regering prøvede at skjule sandheden om opstanden og så sent som den 18. juli hævdede den i radioen i Madrid, at kupmagerne ikke havde nogen tropper på fastlandet, alt imens fascisterne stormede provinsby efter provinsby . Regeringen forsøgte på desperat vis at mane til besindighed og finde et kompromis med officererne, bl.a. ved at inkludere mere højreorienterede elementer i regeringen. Men lige lidt hjalp det, fascisterne – med størstedelen af de spanske kapitalister og godsejere i ryggen – fortsatte deres oprør uden at afvige.
Men de blev mødt med enorm modstand. I den sydlige del af Spanien, Andalusien, mobiliseredes tusinder af arbejdere og krævede våben til at forsvare sig, men blev overtalt af lederne af PSOE og PCE til at forholde sig i ro. Således vandt fascisterne i Sevilla og andre vigtige byer og de efterfølgende nætter brugte fascisterne til at gå rundt i arbejderkvartererne og myrde alle venstrefløjs- og fagforeningsledere.
Imens den fascistiske opstand på grund af arbejderledernes og republikanernes tilbageholdenhed, lykkedes i Sydspanien, blev den nedkæmpet i de resterende 2/3 af landet. Den 19. juli rejste proletariatet i Barcelona sig. Bevæbnet med køkkenknive og trækøller stormede arbejderne Sán Andrés kasernen, konfiskerede våbnene og oprettede en anti-fascistisk militskomité, som praktisktalt styrede byen. I Madrid gik hundredetusinder af arbejdere ligeledes i aktion og trods den republikanske regerings afslag på opfordringen til at uddele våben, var arbejdernes bevægelse så massiv, at fascisterne var magtesløse. Det samme forløb hændte i en række provinsbyer. Det er en umulig opgave at beskrive, det heltemod som de spanske arbejdere viste den 19. juli 1936. Hundreder af øjenvidneberetninger fortæller om hvordan arbejderne uden en ledelse, koordination eller en plan, spontant rykkede ud på gaderne, stormede og besatte strategiske bygninger og igangsatte militser underlagt bevægelsens demokratiske kontrol.
Den spanske borgerkrig var begyndt, og tusinder af mænd og kvinder greb til våben for at sætte en kæp i hjulet på fascismens fremmarch. Fra alle verdens lande strømmede tusinder af frivillige anti-fascistiske kæmpere til Spanien, herunder omkring 500 danske arbejdere, hvilket beviser den internationale solidaritet, som altid har kendetegnet arbejderklassen.
Dobbeltmagten og Trotskijs position
I den første artikel efter nyheden om borgerkrigens udbrud, forklarede Trotskij, hvordan kuppet imod republikken havde været under opsejling i længere tid og var et direkte resultat af folkefrontsregeringens vaklende politik. Han advarede imod at tro, at enkelte udskiftninger i toppen af hæren kunne sikre arbejderbevægelsen imod repression. I stedet fastslog han, på grundlag af sine egne erfaringer med organiseringen af den røde hær i Rusland, at der var brug for en bevæbnet folkemilits:
”En borgerkrig føres, som alle ved, ikke kun med militære, men også med politiske våben. Fra et rent militært synspunkt er den spanske revolution langt svagere end sin fjende. Dens styrke ligger i dens evne til at rejse de store masser til handling. Den kan endda tage hæren væk fra sine reaktionære officerer. For at opnå dette er det blot nødvendigt, seriøst og modigt at fremføre den socialistiske revolutions program.” (Trotskij, Læren af Spanien, 30. juli 1936)
I dagene efter det mislykkede kupforsøg, var det bemærkelsesværdigt hvor meget magt arbejderklassen på rekordtid havde tilkæmpet sig. Den 23. juli 1936 bragte den engelske avis The Times en artikel, som udtrykte borgerskabets rædsel:
“Et bevæbnet proletariat var i besiddelse af byen (Barcelona). Hvem skulle afvæbne dem? Hvad ville konsekvensen blive? Havde militærets og de væbnede styrkers opstand blot lagt vejen for proletarisk herredømme i Katalonien? Sådan var spørgsmålene på alles tunger og på regerings ”krigs” hovedkvarter var det tydeligt, at dette spørgsmål var en enorm bekymring”(7)
Barcelona og det meste af Katalonien var i de første dage efter borgerkrigens udbrud højborg for de revolutionære organisationer, som styrede militser, transport og produktion.
George Orwell, den berømte engelske forfatter, som selv deltog i borgerkrigen som frivillig i POUMs milits, var overrasket, da han for første gang ankom til Barcelona(8) og så hvordan sporvogne, telefoncentral, hoteller og så godt som alle afkroge af det daglige liv var underlagt arbejderkontrol. På landet gik daglejere og småbønder i aktion og konfiskerede godsejernes jord, som blev kollektiviseret.
Således opstod der i hele Katalonien, og udbredte dele af Aragonien, en klassisk situation med dobbelt magt, hvor borgerskabet (eller, for at bruge Trotskijs udtryk, ”borgerskabets skygge”), besad visse magtpositioner og proletariatet andre. En sådan situation er selvfølgelig uholdbar i det lange løb. Spørgsmålet på alles læber var: Hvilken styreform skulle overleve?
På dette tidspunkt, i august 1936, åbner der sig en mulighed for genforening imellem Trotskij og Nin. På overfladen ser Nin ud til at give Trotskij ret i, at kampen nu står for socialisme – ikke efter, men under selve borgerkrigen. POUM vokser i løbet af en måned fra 6.000 til over 30.000 medlemmer og partiet sender tusinder af heltemodige militssoldater til fronten i Huesca.
Fra sit norske eksil skriver Trotskij et brev til hans franske tilhænger Jean Rous, hvor han åbner op for muligheden for samarbejde med Nin, igennem en ”ærlig, men bestemt diskussion”. Han indvilliger desuden i at skrive artikler til POUMs presse La Batalla og om muligt flytte til Barcelona, hvis partiet kan få et visum til ham fra centralregeringen. Han råder desuden Nin og Andrade til at bygge broer til de anarkistiske arbejdere, organiseret i det enorme CNT fagforbund(9). Lederne af CNT har nemlig afvist selv at overtage magten og retfærdiggjort deres passivitet med, at ”anarkister er imod diktatur, også når det er os selv der udøver det imod andre”(10).
Men Andreu Nin vælger hurtigt en anden vej. Han trodser Trotskijs råd endnu engang, da han den 26. september 1936 skriver under på POUMs deltagelse i den borgerlige katalanske lokalregering Generalidad, med Nin selv som justitsminister. Den anti-fascistiske militskomité som fra den 19. juli i praksis havde været den centraliserede magt, blev nu frataget alt råderum.
Dette betød at POUM nu anerkendte den borgerlige Generalitat-regering som det legitime styre, og blåstemplede den proces, som det påbegyndte med genoprettelse af den borgerlige magt. Lederne af POUM forstod ikke hvad det var der skete – de troede, at det var nødvendigt, at vinde tid i krigen imod Franco, førend at revolutionen kunne fuldføres. Således blev de til en slags ”venstrefløj” for den borgerlige regering, uden en selvstændig klassepolitik og ude af stand til at vise en vej frem, da begivenhederne for alvor tog fart.
Stalinismens rolle
I de første par dage af borgerkrigen dannede England, Frankrig og USA en ”ikke-interventionskomité”, som betød at de nægtede al våbenhandel med republikken. Til gengæld valgte Hitler og Mussolini at støtte fascisterne med bombefly, ammunition og andet krigsmateriel, som skabte enorme ødelæggelser. Horrible scener, som f.eks. manifesteret ved Pablo Picassos verdensberømte maleri Guernica, der portrætterer bombningen af den baskiske landsby af samme navn.
Hvad var Ruslands rolle? Stik imod den proletariske internationalismes mest basale principper, valgte Stalin den 11. august at underskrive ikke-interventionspagten! I over en måned holdt hans avis Pravda en forsigtig linje, som rapporterede overfladisk om de spanske begivenheder, men uden en dedikeret og bestemt støtte til Spaniens arbejderklasse og uden at sende ét eneste våben af sted.
I lige netop de første to måneder, inden den russiske kovending, blev titusinder af de bedste revolutionære arbejdere myrdet. I et telegram fra tyske ambassadør i Lissabon, afsløredes en samtale med Franco, hvor fascistlederen fortalte at mere end 16.000 ”røde fanatikere” var blevet dræbt, imod kun 6.000 falangister under borgerkrigens første måned. Forskellen var, ifølge den tyske ambassadør, at sidstnævnte besad tysk og italiensk artilleri, imens førstnævnte oftest måtte tage til takke med tudsegamle rifler og amatørproducerede granater(11).
Det er først hen imod slutningen af september 1936, at Stalin beslutter sig for at intervenere militært i den spanske borgerkrig på republikkens side. Rapporter fra Kominterns arkiver i Moskva tyder på, at selve Sovjetunionens prestige var i fare i millioner af arbejderes øjne verden over. Beslutningen om at intervenere var ikke udtryk for ”god vilje” og ”heroisk selvopofrelse” fra Stalins side. Tværtimod betalte den spanske republik mere end 518 millioner dollars(12) til Sovjetunionen i form af hele landets guldreserve, som blev overført fra Banco de España i Madrid til Moskva.
Pablo Picassos berømte maleri Guernica, som er opkaldt efter en baskisk landsby der blev sønderbomber af fascisterne.
Dertil kom, at al den militære hjælp drejet uden om både CNT og POUM\’s militser og havnede kun i hænderne på de borgerlige og stalinistiske kampformationer. De russiske våbenleverancer blev derimod brugt til at opbygge den stalinistiske indflydelse i de væbnede styrker – højtstående generaler, officerer m .v. meldte sig ind i det spanske kommunistparti og udnævnte andre kommunister til de centrale poster, f.eks. generalerne Enrique Lister og Juan Modesto.
På den anden side blev de russiske våbenleverancer brugt til at blackmaile og presse alle Stalins krav igennem. Stalin var på ingen måde interesseret i en socialistisk revolution i Spanien. Dels frygtede han,at nye succesfulde arbejderrevolutioner ville opildne en kritisk stemning iblandt de russiske arbejdere, som kunne betyde enden på bureaukratiets eget herredømme. Dels forsøgte Sovjetunionen at vinde opbakning fra \”de demokratiske lande\” (England, USA og Frankrig) og for ikke at skræmme dem væk, gik de åbent ud og erklærede, at de blot støttede folkefronten og republikken, og at de skam ikke var ude efter en socialistisk revolution i Spanien eller noget andet europæisk land.
Alt dette betød, at stalinismen i Spanien spillede en direkte kontra-revolutionær rolle. Det spanske kommunistparti manede til ”ro” og ”forsvar for den private ejendomsret”, for ikke at skræmme det republikanske borgerskab væk. Med den begrundelse besluttede de sig for at gå direkte ind og sabotere arbejdermilitserne, kollektiviseringen og de elementer af dobbeltmagt, som eksisterede i Katalonien.
Samtidig sendte russerne hundredevis af ”rådgivere” og ”teknikere” til Spanien. Officielt set var deres opgave blot at hjælpe republikken, men i realiteten begyndte de at operere som en stat inde i staten. Rent militært havde de enorm indflydelse – den russiske general Pavlov styrede hele republikkens luftvåben. Men også på andre områder havde de en finger med i spillet. Den sovjetiske efterretningstjeneste GPU havde sine egne fængsler på spansk grund (de såkaldte tjekaer) hvor de torturerede og henrettede revolutionære dissidenter. En dansker, Aage Kjelsø, blev i februar 1938 fanget og indsat i et af disse stalinistiske specialfængsler i Barcelona. Det lykkedes ham dog at flygte, inden den planlagte retssag(13).
Den borgerlige stat genopbygges
Den 1. oktober 1936 vedtager Generalitat en lov om at åbne en proces med \”reorganisering\” af militserne og i stedet starte opbygningen af en samlet folkefrontshær, hvor de væbnede styrker er under regeringens kommando, hvor officererne udpeges iblandt \”loyale\” (dvs. borgerlige og stalinistiske) elementer og hvor politiske diskussioner iblandt soldaterne stoppes. De militser, der modsætter sig denne lov, bl.a. tropper ved Aragón-fronten, får tilbageholdt våben og ammunition, indtil de skifter holdning.
Den nye lov falder imidlertidigt ikke i god jord hos CNT-medlemmerne, som udgør over 1/3 af de væbnede styrker eller hos de over 10.000 militssoldater som POUM har under sin kommando. Men lederne af begge organisationer godkender \”reorganiseringen\” med det argument. at \”det er nødvendigt at lave en samlet, effektiv hær\”. Hvad de glemmer er at stille det egentlige spørgsmål; Hvem skal kontrollere denne hær? Arbejderklassen eller borgerskabet?
På alle områder i det sociale og samfundsmæssige liv begynder den borgerlige stat at gendannes; Den 7. januar forbydes arbejdernes fødevarekomiteer, som fordelte mad til arbejderkvartererne, så de store restauranter og supermarkeder igen kunne indtjene profit. Politiet reorganiseres og i februar forbydes det for medarbejdere i politikorpset at være medlemmer af en politisk organisation eller fagforening. En kampagne sættes i gang for at underligge industrien \”statskontrol\” med den skjulte hensigt at vriste fabrikkerne ud af arbejderkomiteernes kontrol. Der bliver gentagne gange i februar og marts indført censur af POUMs og CNTs aviser, deres radio-stationer lukkes i flere dage og de forbydes sågar afholdelsen af et massemøde den 26. februar 1937 i Tarragona.
Efter at det beskidte arbejde er blevet gjort, smides POUM ud af Generalitat regeringen den 13. december 1936. I marts 1937 vedtager den centrale regering, at alle arbejderorganisationer skal tvinge deres medlemmer til at afgive deres våben. Det påstås, at \”der er brug for dem ved fronten i krigen mod fascismen\”. Men imens arbejderne tvinges til at afgive deres våben, fyldes byerne i den republikanske zone med politikorps bevæbnet til tænderne med nye russisk-importerede våben – borgerskabet er ved at genopbygge sin stat.
Maj-dagene
Trotskij, som i mellemtiden var ankommet til Mexico, i sit sidste eksil, fulgte med gru begivenhederne i Spanien. I Moskva havde Stalin igangsat de blodige skue-processer, hvor alle Lenins gamle kammerater (Zinoviev, Pjatakov, Radek, Kamenev, osv.) blev tortureret til at ”tilstå” de mest uhyrlige forbrydelser imod den russiske revolution. Trotskij var således ikke i tvivl om, at Stalin ikke ville ty nogle midler for at udrydde sine revolutionære modstandere i Spanien.
Modsætningerne imellem elementer af revolution og elementer af kontrarevolution i fremdrift og må nødvendigvis få et endeligt udtryk. De aktive i den revolutionære bevægelse ser med angst til, at alt, hvad der blev vundet den 19. juli, nu smadres. Den 1. maj 1937 forbydes alle demonstrationer i Barcelona, men alligevel ser man tusinder gå i protestmarch for at fejre arbejdernes internationale kampdag.
Den 3. maj falder den dråbe, som får bægeret til at flyde over; den stalinistisk-kontrollerede civilgarde tager hen til telefoncentralen i Barcelona, som efter den 19. juli har været styret af en CNT-komité, og meddeler, at den nu skal underligges regeringens kontrol. Forsøget på at vriste kontrollen med denne strategisk vigtige bastion ud af hænderne på fagforeningen, får arbejdernes vrede til at koge over.
Som lynets hast spreder rygtet sig til arbejderkvartererne og to timer efter begynder CNT og POUM-medlemmer at styrte ind i fagforeningslokalerne og bevæbne sig og bygge barrikader i det meste af byen. Strejker begynder at lamme hele Katalonien. Adskillige øjenvidneberetninger fortæller, at arbejderne tirsdag morgen (den 4. maj) styrer så godt som hele Barcelona, f.eks. alle arbejderkvartererne samt havnen og den strategisk vigtige Montjuich fæstning med kanoner, og at de regeringstro elementer kun styrer den lille kerne i centrum af byen, hvorfra de let kan omringes fra alle sider. I andre katalonske byer, såsom Lérida, Tarragona og Girona går POUM og CNT arbejdere ligeledes i aktion og afvæbner civilgarden.
Hvis CNT havde proklameret magtovertagelsen og oprettelsen af en arbejderrepublik, ville de borgerlige og stalinisterne uden tvivl have fået dødsstødet. Men i de afgørende øjeblikke vakler både CNT og POUM. Den 4. maj om aftenen – hvor der stadig er barrikader overalt i Barcelona – afholdes der et fælles møde imellem de to organisationers ledelser. Her besluttes det, at det er forkert at \”starte en borgerkrig i borgerkrigen\” og der argumenteres med, at det er nødvendigt at fokusere på kampen imod fascismen og udvise loyalitet overfor den borgerlige Generalitat-regering. CNT begynder åbenlyst at opfordre arbejderne til at droppe barrikaderne og opretholde ro og orden.
Lederne af POUM tøver, men vælger at følge CNT. Kun enkelte mindre organisationer såsom venstrefløjen i POUM (under ledelse af Joseph Rebull), den oppositionelle anarkist-gruppe \”Durrutis Venner\” og den mindre trotskistiske gruppe \”Bolsjevik-leninisterne\”, opfordrer til, at arbejderne overtager magten. Men de er alle for små og mangler den afgørende forankring iblandt arbejderne til at lede og koordinere en sejrrig opstand.
Barrikaderne og gadekampene fortsætter den 4., 5. og 6. maj. Generalitat regeringen sender tusinder af soldater fra Valencia til Barcelona for at stoppe opstanden. Uden en ledelse og plan for at tage magten falder oprøret til sidst sammen og ordenspolitiet erobrer kontrollen med byen og genetablerer lov og orden.
Trotskij mente, at dette var endnu en revolutionær mulighed, der var blevet skrottet af ledelsen:
”På trods af opstandens svaghed og fejltagelser står vi over for den omkringliggende verden ubetinget på de besejrede arbejderes side. Men det betyder ikke at skåne ledelsen, skjule dens vaklen og forblive tavse vedrørende dens fejltagelser under påskud af en ren sentimental solidaritet. ”
Revolutionens nederlag
Maj-dagene var det sidste store sammenstød imellem revolutionen og kontrarevolutionen. Fra da af var de ophobede modsætninger eksploderet – kvantitet var blevet forvandlet til kvalitet – kontrarevolutionen havde taget føringen og drønede derudaf. Den borgerlige stat var næsten konsolideret, men havde brug for at destruere arbejdernes organisationer. Den 16. juni blev POUM forbudt, dets ledere fængslet og dets formand Nin, henrettet. Venstresocialdemokraterne omkring Largo Caballero blev smidt ud af regeringen. Undertrykkelsen bredte sig. Medlemmer af CNT og trotskisterne blev forfulgt og sat bag tremmer eller dræbt.
Stalinisterne gik forrest for at kriminalisere alle som ikke blindt adlød Folkefronten. De indrømte åbent at det var nødvendigt at likvidere deres politiske modstandere:
”Hvad angår Katalonien er udrensningen af anarko-syndikalister og trotskister begyndt. Den vil blive udført med samme energi som den blev i USSR”
(Pravda, 7. December 1936)
Den revolutionære flamme og massernes håb om forandring slukkedes. Desillusioner bredte sig. På den militære front led de republikanske tropper nederlag efter nederlag. Problemet var, at krigen førtes som et rent militært anliggende, og ikke som en politisk konflikt. Rent militært var fascisterne – aktivt støttet af Tyskland og Italien – langt stærkere end Republikken.
Borgerkrigen kunne kun vindes som en revolutionær krig, ved at lade masserne kæmpe for social retfærdig; for uddeling af jorden til bønderne, for frihed til Marokko og kolonierne, for arbejderkontrol og nationalisering af industrien, osv. Men dette indbefattede et brud med borgerskabets magt – noget som republikanerne blev skræmt til vid og sans ved tanken om. Dette blev den fundamentale faktor som afgjorde krigen.
I April 1938 nåede de fascistiske tropper middelhavskysten og skar det republikanske territorium over i to dele. Republikanerne lavede et sidste desperat forsøg på at stoppe fascisterne, ved at indlede en offensiv ved Ebro-floden nær Zaragoza. Her døde tusinder af frivillige soldater fra de Internationale brigader, som led et afgørende nederlag. Fascisterne fortsatte deres fremmarch og indtog den 26. Januar et sønderbombet Barcelona, hvorefter Madrid overgav sig den 27. Marts. På den måde kunne Franco konsolidere sit diktatur i hele Spanien og oprette et fascistisk regime som i 40 år undertrykte al opposition.
Læren i dag
Tiden efter borgerkrigens afslutning var en meget dunkel periode. Lønningerne på landet blev reduceret til halvdelen af hvad de havde været under republikken. De nåede ikke op på 1931-niveauet før i 1956. Den britiske historiker Anthony Beevor, (som næppe kan anklages for at være socialist), hævder at mere end 200.000 krigsfanger blev skudt og at der efter krigen eksisterede 190 fangelejre, med over 367.000 indsatte(14).
Den spanske revolution huskes i dag mest for borgerkrigen, for de internationale brigaders heltemod og for de voldsomme blodsudgydelser, i det der blev betegnet som ”generalprøven” på 2. verdenskrig. Hvad der oftest glemmes er i midlertidigt, at borgerkrigen blot var produktet af de antagonistiske klassemodsætninger – af revolution og kontra-revolution.
I dette korte forord, har vi forsøgt at resumere nogle af de vigtigste begivenheder og udlede de basale erfaringer; Republikkens fremkomst og den revolutionære bølge, hvor millioner af undertrykte mennesker for første gang deltog i det politiske liv og forsøgte at ændre begivenhedernes gang. Forventningerne til republikken og spørgsmålet om jorden, som ikke kunne løses uden en socialistisk politik med eksproprieringer, netop på grund af de spanske godsejere og kapitalisters alliance, som på konservativ vis forhindrede en fordeling af jorden. Højrefløjens efterfølgende midlertidige sejr og de to ”sorte år” var netop konsekvensen af desillusionerne hos store lag af bønder og små-borgere.
Den efterfølgende kamp imod fascismen, viser os på den ene side hvordan borgerskabet ikke tyer nogle midler og i visse situationer bruger voldsregimer til at undertrykke arbejdernes kamp, og på den anden side viser det, hvordan arbejderne instinktivt forstod den faresom fascismen repræsenterede og forsøgte at kæmpe igen, endda med en væbnet opstand og oprettelsen af en arbejderkommune i Asturien.
Radikaliseringen nåede dybt ind i arbejdernes masseorganisationer, især de socialdemokratiske, men desværre var de revolutionære ikke i stand til på taktisk vis at udnytte dem til deres fordel, og overlod i stedet initiativet til stalinisterne. Dette fik fatale konsekvenser, og viser endnu engang hvorfor det er afgørende for marxister at orientere sig imod arbejderklassens traditionelle masseorganisationer. Den 19. Juli, hvor arbejderne endnu engang udviste et utroligt heltemod, åbnede for en situation med dobbeltmagt, hvor forholdene var om end endnu gunstigere for at gøre en ende på kapitalismen og opbygge en arbejderstat. Men samtlige ledere af arbejderbevægelsen, anarkister, socialdemokrater, kommunister og poumister, smed chancen overbords i de afgørende øjeblikke. Den spanske revolution, viser problemet med arbejderbevægelsens ledelse i den klarest mulige form; Det er ikke nok at have gode hensigter – det er nødvendigt med en systematisk opbyggelse af en stærk marxistisk tendens, der kan lede arbejderklassen til sejr.
De spanske arbejderes fantastiske revolutionære bevægelse, og det heltemod som hundreder af danske arbejdere udviste ved frivilligt at sætte liv og lemmer på spil i krigen mod fascismen, fylder os med en følelse af stolthed og med en tiltro til arbejdende menneskers evne til at ændre samfundet. Det modstrider alle kynikerne og de borgerliges påstande om at kapitalismen er det eneste mulige system. Sammen med et indgående studie af de spanske erfaringer, vil dette være det urokkelige grundlag, som vi vil bruge til at forberede os på de kommende kampe. At generobre mindet og erfaringerne fra den spanske revolution, er således ikke en opgave der hører fortiden til, men derimod et af de presserende problemer som den nye generation af arbejdere og unge må arbejde for at løse.
Trotskijs skrifter om Spanien er en en umådelig inspirationskilde for alle dem der kæmper for en anden verden. I hans dag-til-dag skrifter kan man ikke kun mærke revolutionens levende udvikling og forandring, man får også en erfaren revolutionær marxists daglige overvejelser om hvordan man kan intervenere i kampen, hvilke slogans der er nødvendige i den givne situation og hvilken taktik man kan bruge for at fremføre dem og forbinde sig med masserne. Det er derfor som en praktisk guide til handling, at Forlaget Marx er stolte over at udgive disse artikler for første gang nogensinde på dansk.
5. november 2012
NOTER:
(1) For en mere udførlig forklaring af Trotskijs liv anbefaler vi hans selv-biografi My Life, genudgivet på engelsk af Wellred Books, London, 2007
(2) Det er umuligt at behandle den spanske revolution i dybden i dette korte forord. Udover artiklerne i denne bog, anbefaler vi følgende værker, til dem der vil læse mere: Felix Morrow: Revolution and counter-revolution in Spain, Pathfinder Press, New York, 2000 / Ronald Fraser: Blood of Spain, Allen Lane, London, 1979 / Pierre Broué og Emil Témime: The Revolution and Civil War in Spain, Haymarket Books, Chicago, 2008 / Burnett Bolloten: The Spanish Civil War: Revolution and Counter-revolution, University of North Carolina Press, 1991.
(3)Det har ikke været muligt at inkludere hele korrespondancen imellem Trotskij og Nin i denne antologi. Alle brevene kan læses i de franske og spanske udgaver af Trotskijs skrifter om Spanien og et uddrag af dem er tilgængeligt i den engelske. Vi anbefaler også artiklen ” Den kommunistiske venstrefløj, Trotskij og POUM” af
Juan Manuel Municio: http://www.marxist.dk/pdf/sp.pdf
(4) Se artiklen ”The Socialist Youth in Spain 1934-1936 – When Carillo was a Leftist” af Pierre Broué i Revolutionary History, Vol 9., No.4. http://www.marxists.org/archive/broue/1983/12/carrillo.html
(5) Trotskij: Om indtræden i det socialistiske parti, 1. november 1934
(6) Citeret i G.Munis: Jalones de Derrota, Promesa de victoria.
(7) Citeret i T.Grant: The Spanish Revolution, 1973
(8) Orwells erindringer fra den spanske borgerkrig er samlet i hans klassiske Hyldest til Katalonien, Gyldendal
(9) Brev fra Trotskij til Jean Rous, 16. august 1936. Ikke inkluderet i denne antologi, men kan findes i den engelske version af The Spanish Revolution (Pathfinder Press, 1977)
(10)Denne begrundelse blev givet af en af anarkisternes vigtigste ledere, Diego Abad de Santillán i hans bog Porque perdimos la guerra
(11) Telegram citeret i Pierre Broué: Staline et la revolution – le cas espagnol. Fayard, 1993
(12) Anthony Beevor: The Battle of Spain, Phoenix, 2007. side 173
(13) Se kapitlet ”Trotskisten” i Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes Allé til Barcelona, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch, 1983 eller Kjelsøs egen beretning, som kan læses online: http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=941
(14) Anthony Beevor: The Battle of Spain, Phoenix, 2007. side 447-449
