Den niende juni opfordrede fagforeningssammenslutningen Nigerian Labour Congress (NLC) de nigerianske arbejdere til at gå ud i generalstrejke igen. Det, der fremprovokerede strejken, var endnu en forøgelse af brændstofpriserne, til omkring 50-55 naira literen. Det er ikke længere siden end i juni 2003, at prisen var nede på 26 naira, men regeringens dereguleringer har ført til voldsomme stigninger, som gør livet nærmest uudholdeligt for almindelige nigerianere. Når brændstofpriserne stiger, stiger priserne på transport og mange basale varer også. Mange mennesker kan simpelthen ikke få det til at løbe rundt. Størstedelen af Nigerias befolkning på 130 millioner overlever for, hvad der svarer til mindre end 1 dollar om dagen.
Hårfin balance
Før strejken havde lederne af NLC advaret om, at befolkningen måtte berede sig på mindst 21 dages strejke, men alligevel afblæste de allerede strejken efter 3 dage. Regeringen havde trukket i land, og prisen blev sat ned, lige som i januar, hvor regeringen blev tvunget til at aflyse en planlagt brændstofskat.
Det, som det viser, er, at der er en hårfin balance mellem klasserne i Nigeria. Arbejderklassen har ikke en ledelse, der kan vælte regeringen, og regeringen har ikke styrken til bare at tromle sin politik igennem. Hvor længe kan sådan en situation opretholdes?
Pres fra IMF
Masserne har ikke længere nogen illusioner til regeringen. Sidste år “vandt” den valget med massivt flertal, men alle er helt klar over, at der var svindel med i spillet. I virkeligheden har regeringen tabt sin opbakning. Mange ser den ikke som andet end et redskab i hænderne på IMF, Verdensbanken og de imperialistiske magter.
IMF’s pres på regeringen er enormt. Så længe kapitalismen overlever i Nigeria, vil befolkningen lide. På kapitalistisk grundlag bliver Nigeria nødt til at betale sin gæld med kæmpe renter. Medmindre fagforeningslederne er klar til at bryde med kapitalismen, vil de komme til at stå over for mere og mere af samme skuffe. Men i stedet har de afventet og tør reelt ikke at udfordre regeringen.
Faglige lederes fallit
En af de faglige ledere, Onikolease Irabor Vee Pee, formanden for Maritime Workers Union of Nigeria (MWUN), giver i følgende citat et indtryk af den måde, disse mennesker tænker på. Han sagde: “Landets stabilitet er det, der ligger os mest på sinde”. Og videre bl.a.: “Reformerne i økonomien må ske gradvist, og ikke med øjeblikkelig virkning”. Med “reformer” mener han selvfølgelig privatisering og deregulering. Han er ikke imod disse ting, men ønsker bare ikke, at regeringen skal fare så hurtigt frem. Lad det ske, men i et langsommere tempo, så vi undgår massemobilisering af arbejderne! Så kyniske er disse ledere. Men ikke desto mindre blev ledelsen tvunget til at gøre noget, da regeringen igen gik til angreb.
Så strejken gik i gang, men lederne af NLC kaldte ikke til massemøder eller demonstrationer. De bad tværtimod arbejderne om at blive hjemme. Det afspejler deres frygt for, at masserne skal gå længere end deres ledere, når de først går i aktion.
Men regeringen vidste, at der var store kræfter på spil, og blev tvunget til at gå på kompromis. Det viser, at samfundet er i hårdknude. Der er ikke nogen af klasserne, der rigtig kan trumfe igennem. Den herskende klasse kan ikke gøre, hvad den vil, fordi presset fra masserne er for stort, men masserne kan ikke fjerne regeringen, fordi deres egne ledere nægter at mobilisere seriøst.
Det er klart, at masserne er ved at nå deres grænse. Selvom brændstofprisen er nede på omkring 40 naira igen, så er det stadig en høj pris i en situation, hvor mange nigerianske familier sulter. Det er en eksplosiv situation. Før eller siden vil masserne bevæge sig igen, og vi kan se frem til en stor bevægelse.
Hvad skal der gøres?
Spørgsmålet er bare, hvad der skal gøres. Hvad skal de nigerianske arbejdere gøre? Lige nu er regeringen bakket tilbage fra 50 til 38 naira. Nogle vil måske mene, at det er et godt resultat. Men problemet er, at regeringen bare vil hæve prisen igen i fremtiden. Det er helt uundgåeligt. Det vil øge presset på NLC-lederne, og arbejderne vil begynde at gennemskue dem. Flere og flere vil blive åbne over for behovet for at ændre ledelsen af NLC. En af de ting, vi har lært af erfaringen hidtil, er, at næste gang der er generalstrejke, må arbejderne selv styre hele processen. Der skal være massedemonstrationer, så masserne kan blive aktiveret og se deres egen styrke. Hvis NLC-lederne ikke vil indkalde, må arbejderne sørge for det nedefra.
På arbejdspladserne må arbejderne vælge aktionskomitéer, der kan forbinde de forskellige arbejdspladser, og også boligområderne. Disse komitéer skal diskutere, hvordan strejken skrider frem. Det må være dem, som fagforeningerne kommer til, når de skal tage en beslutning. Aktionskomitéernes beslutninger må være bindende for de faglige ledere. Hvis det ikke bliver sådan, risikerer vi at komme til at stå i den samme situation igen. Det må ikke ske.
Vi må også spørge os selv, hvad der ville ske, hvis arbejderne var så stærke, at de kunne tvinge regeringen til at trække helt i land. Selv i sådan en situation, ville sejren ikke være varig. Regeringen ville bare vente og så gå i offensiven igen. Målet må derfor være at fjerne regeringen helt én gang for alle. Men hvad kan vi sætte i stedet for? Der er ikke nogen af de andre partier i parlamentet, der er bedre end Obasanjo og hans regering. De repræsenterer alle sammen arbejdsgiverne i den ene eller den anden form.
Det er derfor, vi må rejse spørgsmålet om et arbejderparti. Hvem kan bygge sådan et parti? Den eneste organisation, der har kræfterne til at starte sådan et parti, er NLC. Sidste år startede de rent faktisk et parti, Party for Social Democracy. Men de gjorde intet for at gøre det til en virkelig styrke for arbejderklassen. Lederen for NLC førte endda valgkamp for Obasanjo! Og partiets program var slet ikke det, som arbejderne har brug for.
Det, der er behov for, er et masseparti for arbejderne, med et rigtigt program for en socialistisk omdannelse af samfundet. Det er et brændende spørgsmål. Det har mange arbejdere forståelse for nu. Vi må sige til dem: “Vi har brug for sådan et parti, så vi kan kæmpe for at få vores egen regering”.
Vi må begynde at føre kampagne for dette spørgsmål nu. Der må holdes møder for tillidsmænd og fagligt aktive, så man kan diskutere sagen. En vigtig del af det er at ændre selve NLC. Der må være mange arbejdere, der har gennemskuet eller er ved at gennemskue ledelsen. Hvis de bliver samlet, kan det blive grundlaget for en arbejderopposition inde i NLC. Med det udgangspunkt kan man begynde at arbejde for at vinde alle de fagforeninger, der er tilsluttet NLC, over til et rigtigt program for ændringer i samfundet.
Hvis det bliver gjort, så kan vi både ændre NLC og bygge et parti for arbejderne. Når først arbejderne har deres eget parti, kan de rigtigt begynde at udfordre arbejdsgivernes styre i Nigeria. Sådan et parti ville få opbakning fra millioner af nigerianske arbejdere og fattige. Det ville blive til en kraft, der ikke kunne standses. Det kunne kæmpe for at danne en arbejderregering, der kunne tage magten fra de nigerianske kapitalister. Sådan en regering ville nationalisere de vigtigste dele af økonomien og sætte dem under arbejderkontrol og –ledelse. Den ville slå en streg over udlandsgælden og bruge de milliarder af dollars, der produceres værdier for hvert år af de nigerianske arbejdere, til at skaffe jobs, gode boliger, ordentlig og gratis uddannelse, gratis lægehjælp og så videre. Så ville Nigeria, som potentielt er et meget rigt land, endelig kunne sikre sit folk det liv, de fortjener.
Alt dette er muligt. Men det første skridt er at begynde at opbygge en opposition inde i NLC nu. Hvis ikke dette sker, vil det mareridt, som udspiller sig i Nigeria i dag for det store flertal af befolkningen, fortsætte uden nåde.
