For næsten 100 år siden forklarede V. I. Lenin, at for det enorme flertal er livet under kapitalismen ”gruefuldheder uden ende”. Lidelse, fornedrelse, elendighed, sult og mangel på rent vand, elektricitet og tag over hovedet – for slet ikke at tale om adgang til jobs, sundhedsvæsen og uddannelse – er den forfærdelige skæbne for bogstavelig talt milliarder af mennesker på denne planet. Indtil for nylig eksisterede denne barske virkelighed, for de fleste amerikanere, kun i steder ”langt, langt væk, som vi ved meget lidt om” – og i de inderste bydele i de amerikanske byer, hvor mediernes kameraer aldrig skinner.
Dette har bogstaveligt talt ændret sig fra den ene dag til den anden. Nu slås billeder af utænkelige ødelæggelser og smerte, stort op på vores TV-skærme, ikke bragt ind fra Bangladesh eller Sri Lanka, men fra Mardi Gras’ og Bourbon Streets historiske hjem: New Orleans
I naturen og samfundet, kan tilsyneladende rutineprægede og ubetydelige tilfælde sætte gang i kæde af betydelige, vidtrækkende begivenheder ude af proportioner med deres begyndelse. I en ustabil situation, i et ”system på randen af kaos”, kan selv det mindste chok eller ændring udløse enorme kræfter længere nede af vejen. Under visse forhold er det kun et enkelt snefnug eller et enkelt host som kan igangsætte en lavine på et snedækket bjerg – det legendariske ”strå der knækkede kamelens ryg”.
Indenfor kaosteoriens videnskab, refereres der ofte til dette som følsom afhængighed på initialforholdene, eller ”sommerfugleeffekten”. Under visse forhold, kunne den luftbølge, der normalt er ubetydelig, som sommerfuglens vinge skaber, i det mindste i teorien, resultere i frisættelsen af enorme kræfter. Med andre ord, kan denne lige mængde energi skubbe systemet ”udover kanten”. I hvor højere grad gælder dette for en kategori 4 super storm med vindstød på over 100 mil i timen? Orkanen Katrina, som først så ud som bare ”endnu en storm”, vil vise sig at være et sådan ”skub udover kanten”.
Omfanget af alle Katrina’s ødelæggelser kan ikke fastsættes endnu. 2000-valget, angrebene d. 11. sep., Enrons kollaps, og krigene i Afghanistan og Irak rystede den amerikanske arbejderklasses bevidsthed. Årtiers ophobede spindelvæv af relativt sløvsind og ligegyldighed over for national og international politik blev rystet kraftigt væk. Millioner af amerikanere begyndte at åbne deres øjne for verdens reelle tilstand og begyndte at interessere sig mere for politik, både lokalt og globalt.
Nu vil Katrina, en ikke-økonomisk, ikke-politisk, ikke-social, ikke-militær katastrofe have uhyre store økonomiske, politiske, sociale og militære konsekvenser. Denne naturkraft er kun lige begyndt at sende hele den Amerikanske kapitalismes rådne system på tælling. Orkaner er måske “naturlige”, men mangel på forudgående planlægning for forebyggelse, evakuering og nødhjælp er en fuldstændig menneskeskabt katastrofe. Det fulde ansvar for den ulykke ligger hos G. W. Bush og den hele den klasse han repræsenterer. Enhver person dræbt af orkanen Katrina eller af dens eftervirkninger må ses som en direkte offer for krigen og besættelsen af Irak.
Puslespillet går op: Kapitalisme betyder krig og elendighed
Fra den komfortable og sikre Air Force One besigtigede den amerikanske præsident ødelæggelserne og kaldte dem “historiske”. Hans ord vil vise sige at være profetiske. Katrina vil længe huskes som et afgørende, historisk skift i den amerikanske arbejderklasses bevidsthed. I forvejen er der allerede en voksende følelse af at dette vil medføre en afgørende konflikt i USA. Millioner af amerikanere ser en klar forbindelse mellem krigen i Irak, farcen om “National Sikkerhed”, store nedskæringer på socialprogrammer, jobløst opsving, skattenedsættelser for de rige og kluntet forberedelse på en dræberstorm for myndighederne i årtier vidste ville komme før eller siden.
Siden 11. sep, har vi forklaret at krigen mod terror er en krig mod arbejdende mennesker ude og hjemme. Intet har demonstreret dette så tydeligt som Katrina og dens eftervirkninger. Vi har lidt under voldsomme angreb på vores levestandard, arbejdsforhold og demokratiske rettigheder i de sidste 4 år, alt sammen for at sikre jagten på super-profitter for de rige. New Orleans ødelæggelse er det klarest mulige billede på dette systems rådne nature.
Hundreder er allerede døde pga. stormen og mange regner med at den sidste optælling sandsynligvis vil blive i tusinder. I torsdags var mere end 2.3 millioner mennesker i Mississippi, Louisiana, Alabama og Florida stadig uden elektricitet. Grove forsømmelser og den umenneskelige spinken og sparen for at omdirigere midler til krigen i Irak, har ødelagt livet for hundredtusinder overlevende som har mistet deres familier, deres hjem og deres håb. Dem som er blevet forflyttet har få muligheder. Selv Astrodomen i Houston, Texas, USA’s oliehovedstad, er fyldt op med flygtninge fra New Orleans. Frustrationen over myndighedernes ineffektivitet og langsomlighed er udbredt.
Og hvad er den herskende klasses reaktion? Talsmanden for repræsentanternes hus, Dennis Hastert’s hjerteløse kommentarer opsummerer det hele: ”Det ser ud som om en stor del af det sted [New Orleans] kunne blive ryddet med en bulldozer”. Præsident Bush lover at donere penge til Røde Kors og foreslår at de tidligere præsidenter Bush Sr. og Bill Clinton leder en fundraising indsat for nødhjælp. Fundraising? De kunne finde milliarder af skattedollars fra besættelsen og undertvingelsen af Irak og alligevel spørger de efter velgørenhedspenge for at lindre smerten for tusinder og atter tusinder af mennesker her hjemme. Livets grumme realitet under et ubarmhjertig og umenneskeligt system som kapitalismen har klar for alle.
”Genoprettelse af fred og ro” og mediernes spin
Omringet af en veritabel sø af kloakvand og døde mennesker og dyrekroppe, er ti, hvis ikke hundreder, af tusinder hjemløse, uden mad, eller bare rent drikkevand i et varm, fugtigt klima, der er som skabt for vandbårne sygdomme. Nødhjælpsindsatsen har været endnu mere katastrofal end stormen selv, og dødstallet kan stige hurtigt i de kommende dage i takt med at tusinder sygner hen i fortvivlelse og snavs, overladt til deres egen skæbne af lige præcis de instanser som angiveligt skulle ”tjene og beskytte” deres fælles bedste.
I stedet for at lede efter overlevende eller bringe mad eller vand ud til de tusinder der fortsat er fanget, var ”ordenskræfternes” første prioritet at beskyttes butikker som GAP fra røvere. I Biloxi, Mississippi, erklærede staten undtagelsestilstand for at beskytte kasinoerne mod overlevende. Ja, der er nogle få folk der prøver at drage fordel af kaoset og hjælper sig selv med at få fat i store plasma tv-sæt, som de aldrig vil kunne bruge, men det langt overvejende flertal af ”røvere” ”stjæler” chips og juice fra totalt ødelagte butikker som forsikringsselskaberne allerede har afskrevet som et fuldstændigt tab. Under kapitalismen må respekten og ærefrygten for privat ejendom opretholdes til alle tider.
Medierne har spillet en reaktionær rolle i forsøget på aflede opmærksomheden fra infrastrukturens sammenbrud og den forbryderisk uansvarlige nødhjælpsindsats. De har fokuseret på ”voldelige røverbander” og givet hele dækningen et frastødende racistisk anstrøg for dække over det faktum at det til syvende og sidst er et klassespørgsmål. Som altid er det de fattige, uanset race, der betaler prisen for den rige klasses grådige ligegyldighed. (Se billedteksten nedenfor)
Men selv de professionelle løgnere og hyrede forsvarere for kapitalistklassens forbrydelser er dybt berørte af de rædsler som de er vidner til. De kan ikke lade være med at kritisere nødhjælpsindsatsen og manglen på forudgående forberedelse. Mange journaliser giver deres rapporter på grådens rand med en baggrund der kun kan sammenlignes med en krigszone.
Og ganske rigtigt er det en krigszone: til en klassekrig der føres af den amerikanske kapitalistklasse i dette og alle andre lande. Under en situation der minder meget om de amerikanske marinesoldaters fuldstændige smadren af Fallujah, styrer svært bevæbnet militærpoliti nogle områder med magt. Militærhelikoptere, inklusive en Cobra kamphelikopter, er blevet sendt ind for at hjælpe i redningsoperationerne, og, selvfølgelig, for at genoprette ro og orden (men præcis hvor mange nødstedte Louisianere kan man flyve ud af gangen i en kamphelikopter?). En politibetjent fra New Orleans, der midlertidigt må have tænkt han var i Sadr City (i Bagdad, Irak, red.), skulle ifølge reportere have sagt at de ”mødte noget modstand”.
På et tidspunkt suspenderede det Føderale Nødhjælpsstyrings Agentur (FEMA) alle redningsoperationer fordi det var ”for farligt”. Udover nogle voldstilfælde, hjælper de fleste folk hinanden med at overleve, uden at behøve oprørsudstyret politi. Men de har ikke de helikoptere og både der kræves for at undslippe fra de små ”øer” med tør jord de opholder sig på. Busser og ambulancer kan ikke komme ind til dem. Men medierne fortsætter stadigvæk med at anklage ”volden” for det utilgivelige langsomme og utilstrækkelige redningsarbejde.
De fattigste lag i New Orleans’ samfund – dem uden ressourcerne til at flygte fra byen på egen hånd – var de selv samme der blev styret ind i den usikre Louisiana Superdome uden tilstrækkelig mad, vand, sengepladser eller læger. Ca. 30.000 var der i den potentielle dødsfælde. At bygningen ikke faldt ned over hovederne på dem var rent held. Nu bebrejder medierne dem for ikke at tage af sted i tide. Må vi spørge, præcis hvordan skulle de kunne tage af sted når de hverken havde penge eller transportmulighed ud af byen?
Selvom det er de fattige i alle former, størrelser og farver der blev overladt til at klare sig selv, så er de disse folk i New Orleans i overvældende grad Afroamerikanere. Ifølge folketællingen i 2000, var de hvides gennemsnitsindkomst 31.971$, mod kun 11.332$ for sorte. Endnu engang er det dem i den laveste kaste i det amerikanske samfund der lider mest under kapitalismens forbrydelser.
Fraværende grundet Irak-krigen
Nationalgarden blev oprindeligt skabt for at knuse civil uro: og det er stadig dens primære funktion. Men engang imellem bliver de kaldt til hjælp for at assistere katastrofe-redningsindsatser. Men hvor er de nu? Tusinder fra Golfkyst-området er stationeret i Irak, mens de håbløst ser på at deres familier og venner kæmper for overlevelse i USA, mens de kæmper for at holde sig i live på gader og stræder i Irak. Hvis de ikke var tusindvis af kilometer væk mens de dræber og bliver dræbt i en nu overvældende upopulær krig, ville de være hjemme, hjælpende med at finde overlevende. Måske ville de endda have været i stand til at evakuere alle inden det var for sent.
I begyndelsen af redningsaktionen var der kun 7 helikoptere til rådighed, resten var stationeret andre steder, primært i Irak. Det er også toppen af historiens ironi at den stat med de fleste ofre i Irak er Mississippi, en af de stater der er mest påvirket af katastrofen.
George W. Bush og co. gør alt hvad de kan for at undgå disse grundlæggende forbindelser mellem opretholdelsen af Irak-krigen og det forfærdelige svar på Katrina. Men millioner af Amerikanere, inkl. mange soldater, har allerede set den forbindelse, og vil snart afkræve svar.
“Behøvede det her at ske?”
Dette er det spørgsmål der bliver stillet af millioner i Amerika, og over hele verden. Svaret er meget simpelt: ”Nej”. For at slå det fast, så skal kapitalismens rolle med at accelerere den globale opvarmning, der igen fører til mere voldsomt vejr, huskes i denne sammenhæng. Og menneskelig opfindsomhed har endnu ikke fundet ud af hvordan man stopper orkaner. Men omkostningerne i liv og skader har ikke på nogen måde været lige så slemt. Havde evakueringsplanerne inkluderet planer til at sikre at alle indbyggere i New Orleans-området var blevet evakueret inden stormen ramte, ville omkostningerne, målt på liv, have været minimale. En regering der hurtigt kan flytte hundrede tusinder af tropper og millioner af tons udstyr halvvejs rundt om jorden, kunne helt sikkert have evakueret dem der var tilbage – hvis den ville.
Det er også et veldokumenteret fact, at katastrofens chokerende omfang kunne have blevet undgået for en lille del af de omkostninger der vil kræves for at redde og genopbygge efterfølgende. Forsikringsselskabernes umiddelbare skøn sætter skadens omfang til så meget som 30 mia. $ – og det er bare på den ejendom de selv skal udbetale på. Milliarder mere i uforsikret ejendom vil være så skadet at det ikke kan repareres.
Lang tid før Katarina ramte, kunne der have været gjort meget for at forhindre et sammenbrud af denne størrelse. Til at starte med, kunne dæmningerne og digerne omkring New Orleans, der ligger i en skål-lignende sænkning mellem Mississippi River og Lake Pontchartrain, kunne være blevet styrket. Husk på at hvis det var op til naturen selv, ville det meste af Holland ikke eksistere; det meste ligger under havets overflade. Men de har investeret tid, og vigtigst af alt penge, i at styrke de traditionelle diger til at modstå en oversvømmelse af den slags der kun kommer hvert 10.000. år. Digerne omkring New Orleans var kun sat til at kunne modstå en af den slags der kommer hvert 100. år.
Myndighederne i Louisiana havde i årtier vidst at der uundgåeligt ville komme en stor storm. De havde også gisninger om at de nuværende forsvar ikke var nok til at stoppe de oversvømmelser en sådan storm ville skabe. New Orleans Times-Picayune rapporterede d. 23. juni 2002 at:
”New Orleans-områdets sidste forsvarslinje mod orkan-oversvømmelser er et 475-mil (ca. 750 km) langt system af diger, sluser, havdiger og sluseporte der gennemsnitligt er 16 fod høje. Hærens Ingeniørregiment siger at systemet vil beskytte byen og dens forstæder mod en kategori 3 storm der skubber nok havvand ind til at få Lake Pontchartrain til at stige 11,5 fod over vandoverfladen –højt over hovedet på nogen som helst der står på den anden side af en dæmning.
Den fejlmargen er kritisk fordi en storm der skubber søen bare lidt højere kan tvinge over toppen af dæmningerne og oversvømme byen. Vandet kunne hurtigt stige 20 fod eller højere. Folk kunne drukne, muligvis i store antal.
Regimentet ved ikke hvad den sikkerhedsmargen er længere. Generelt set, regimentet siger at de kraftige, langsomme storme der er i stand til at overvælde systemet er sjældne og at dæmningerne er sikre. Men regimentets egne ingeniører siger også at deres egne sikkerhedsvurderinger ikke er tidssvarende, og en uafhængig analyse foretaget for The Times-Picayune siger at nogen af dæmningerne nok reelt sørger for mindre beskyttelse end regimentet siger de gør.”
Ifølge ingeniørkonsulent Lee Butler, citeret i samme artikel: ”Jeg tror at alle der ved dette er meget nervøse, fordi der ikke er sket noget i søen i de sidste 50-60 år, og at man snart begynder at tænke, er det vores tur? Og svaret er, tror jeg, ja, statistisk set er det snart vores tur. Og det er skræmmende. Baseret på min viden om orkaner, ville jeg holde meget tæt øje med hvad der sker – og jeg ville komme ud af Dodge”
Katrina overgik desværre selv de værste forudsigelser fra hærens Ingeniørregiment.
Hvorfor blev der ikke sat penge til side til rette op på disse åbenlyse mangler? Faktum er at der var sat penge af til dette formål, og en forstærkning af dæmningerne var på vej. Dette var dog før pengene blev overført direkte til oprette “Homeland Security” (en sikkerhedstjeneste til forsvar for USA mod især terror, red.) og til at føre krig i Irak. Som det det blev dokumenteret i Times-Picayune stoppede arbejdet på dæmningen ved 17th Street, der brød sammen mandag nat, et par måneder før tragedien pga. at man manglede 2 mil. $ til at færdiggøre projektet. Byens og statens embedsmænd samt hærens ingeniørregiment havde flere gange efterspurgt yderligere midler til at forstærke dæmningerne. Disse ønsker var ikke blot blevet afvist, men Bush-administrationen har i år beskåret tilskuddet til New Orleans-delen af hærens Ingeniørregiment med 71.2 mil.$ hvilket er en besparelse på 44.2% siden 2001.
Som chefen for nødhjælpsledelsen i Jefferson-bydelen i Louisiana, Walter Maestri udtaler: “Det lader til at pengene i præsidentens budget er blevet flyttet til ”Homeland Security” og krigen i Irak, og jeg formoder at det er prisen vi må betale… ingen lokale er tilfredse med at dæmningerne ikke kan færdiggøres, og vi gør alt hvad vi kan for at understrege at sagen er et sikkerhedsspørgsmål for os. (Citeret fra Times-Picayune i Juni 2004)
Ifølge hærens ingeniørregimentet så vil: “Beskyttelsesprojekter mod store orkaner samt oversvømmelser ikke blive tildelt lokale ingeniørfirmaer… ydermere er en undersøgelse om hvorledes området kan beskyttes mod kategori 5 orkaner foreløbigt blevet lagt på hylden” (Ibid.)
Dette er en forfærdelig konsekvens af et system der sætter krig og profit før menneskelige behov. Dette er det endelige resultat af de milliarder af dollars brugt på “Homeland Security” projektet. Den reaktionære terrorist Osama Bin Laden kunne selv ikke med overraskelsesmomentet som hjælper have gennemført et mere ødelæggende angreb. Derudover var sandsynligheden for at en kategori 4 eller 5 orkan kunne ramme New Orleans kendt i flere år forinden. Det patriotiske pro-“Homeland Security” hysteri der fulgte i hælene på begivenhederne omkring 9/11 er for længst forsvundet, og millioner af amerikanere vil nu have svar på hvordan dette kunne ske? Den nøgne sandhed er blevet afsløret: Kapitalistklassen og dens repræsentanter i regeringen er ude af stand til at kunne garantere os selv det mest basale niveau af sikkerhed.
Og hvor fjernt er dette ikke fra tilstandene i Cuba hvor den nationale planlagte økonomi tillader det udpinte land at gøre hvad verdens rigeste nation ikke formår: At sætte folk før profit og hurtigt og effektivt evakuere alle der er i fare for at blive ramt af en af de mange orkaner der passerer Cuba hvert år. Eller Venezuela der til trods for at det er stærkt truet af amerikansk imperialisme, straks tilbød 1 million $ til nødhjælp. Penge som den amerikanske regering kynisk nægtede at modtage fordi de kom uopfordret og de derfor var kontraproduktive.
Orkanens effekt på økonomien
Vi bør ikke undervurdere den vidtrækkende effekt orkanen Katrina vil have på både den amerikanske og hele verdens økonomi. Olie er bogstaveligt talt den moderne verdens brændstof og som følge af ødelæggelserne på golfkysten har priserne på olie slået alle tidligere rekorder. For et par år siden, hvor oliepriserne var ca. 30$ pr. tønde, forklarede vi at pga. geopolitisk ustabilitet kunne priserne på olie let komme op på 100$ eller derover. Dengang virkede dette måske en smule overdrevet men nu hvor priserne ligger på ca. 70$ er det pludselig ikke så usandsynligt længere.
Selv før stormen blev vi flået med ca. 3$ pr. gallon (ca. 5 kr./l, unormalt højt i USA, red.) på tankstationerne. Ifølge en del kommentatorer har økonomien med disse begivenheder fået et knock-out slag. New Orleans er den vigtigste havn for udefrakommende olieforsyninger til USA og Golf kysten er den største kilde af indenlandsk olie fra havet. Regionens samlede raffinaderiproduktion er 90% ude af drift og store dele af olieboreplatformene flyder bogstavelig talt i land langs kysten. Den værst ramte region er den midtvestlige, fordi næsten 100% af den der raffinerede olie er råolie der sejles op af Mississippifloden fra New Orleans. Nu er normen 3$ pr. gallon. I de kommende dage og uger vil 4$ og mere være nødvendigt bare for at rejse et par få mil i de gas-slugende monstre bilindustrien forsikrede os at vi bare måtte eje (arbejdsgiver-rabat til alle!)
Som det kan forventes når man stilles overfor en sådan humanitær katastrofe, har Wall Street-spekulanter tjent tykt på frygten for fremtiden, hvor de satser på mod en hurtig genkomst af olieraffineringskapaciteten. Spekulation spiller her en stor rolle, men det er også pga. af infrastrukturelle problemer at priserne på det sorte guld skyder i vejret. Frygten stiger for at med så mange raffinaderier ude af funktion, muligvis i månedsvis, samt de synkende oliereserver, vil der blive rationalisering på det der kan kaldes Amerikas Livsblod. Bush’s reaktion var at beordre Miljøbeskyttelsesagenturet til midlertidigt at dispensere for regulativerne for ren luft på olieraffinaderier og kraftværker. Dette er gjort i et påstået forsøg på at forøge brændstofforsyningerne. Det er derimod helt tilfældigt at netop afskaffelsen af regulativerne for ren luft igennem længere tid har været et mål for hans venner i ”Big Oil’”.
Høje olie og benzinpriser presser allerede livet ud af privatforbruget og den svage økonomiske bedring. Med disse nye priser, kan hele økonomien hurtigt gå ned. Vi vil fortsætte med at analysere Katarinas effekt på økonomien i fremtidige artikler.
”Socialisme eller barbari” – Gør en ende på kapitalismen før den gør en ende på menneskeligheden
Billederne på tv er chokerende. Babyer og gamle der dør af dehydrering og som efterlades til at rådne op i den fugtige hede. Mængder af folk der uden at have spist i dagevis råber på hjælp. De hjerteskærende stemmer fra dem der spørger: ”Bliver vi efterladt her til den visse død?”. De rasende menneskemængder der kun kan sammenlignes med folk fra det revolutionære Venezuela der pludselig vågner op til den ubehagelige virkelighed at de kun kan regne med hjælp fra dem selv. Mens nogle har samarbejdet for at få det bedste ud af en desperat situation er der andre der bogstavelig talt har måttet kæmpe for deres fortsatte overlevelse. Der er blevet rapporteret kampe over vand og de mest basale fødevarer. En kvinde beretter om folk der sloges som vilde hunde om en plads i en stjålen varevogn for at kunne flygte fra dette helvede der engang var en smuk by. Disse vanvittige bestræbelser for at overleve minder mest af alt om film som Mad Max eller Waterworld. Disse post-dommedags film maler et trøstesløst billede af menneskelighedens fremtid hvis vi ikke erstatter det faldefærdige kapitalistiske system. Eller her i tilfældet med de mange millioner rundt omkring i verden, og de mange tusinder der stadig er nødstedte i New Orleans, et billede af nutiden.
Efter 11. septemper var det muligt for Bush at manipulere den amerikanske befolkning til at fokusere på udefrakommende fjender, og til at støtte de neo-konservatives ”Project for the New American Century”. Denne gang, efter “det chok og den ærefrygt” som ødelæggelsen forårsagede, vil vreden blive rettet mere direkte mod regeringen og det system den forsvarer. Ligesom de dæmninger der omringer New Orleans, holder de overfladiske løgne fra verdens mest magtfulde herskende klasse ikke længere vand. De har tydeligt bevist, at de ikke formår at levere selv de mest basale nødvendigheder til de folk ud fra hvis hårde arbejde de opnår deres profitter. Alle undskyldninger om, at Katrina var en uundgåelig “guds handling” er noget absolut vås. Vi gentager følgende: alt ansvar for katastrofens omfang og tabet af menneskeliv ligger hos kapitalistklassen der dominerer vores verden. Det var deres nedskæringstiltag samt ligegyldigheden overfor de langsigtede konsekvenser af deres manglende handlen, der dømte tusinder til døden og umenneskelig lidelse. Nu må de betale for konsekvenserne af dette.
Til de der jamrer over, at ”intet forandrer sig”, at det altid vil være det samme og at kapitalismen altid vil eksistere, henviser vi til den ufattelige situation i New Orleans, der tidligere var hjem for over en halv million mennesker. Fra den ene dag til den anden er byen, der er verdenskendt for Cajun og Creole mad samt for at være jazzens fødeby, blevet reduceret til en forurenet sø fyldt med forladte ruiner. Intet varer evigt. Kapitalismen har ikke altid eksisteret og vil ikke altid eksistere, men hvad vil erstatte det? Den endeløse rædsel vi ser på tv eller socialisme, et system bygget på menneskelige behov.
Hegel forklarede, at indenfor historie udtrykker nødvendigheder sig ofte igennem tilfældigheder. Katrinas massive ødelæggelser var netop sådan et tilfælde. Denne tilsyneladende rutinemæssige orkan der som en af mange andre har påvirket Caribien og Golfkysten inden for de sidste par år, har sluppet kræfter løs der vil fortsætte med at udfolde sig år efter dens vinde har lagt sig. Omstændighederne bestemmer bevidstheden, og under omstændigheder som disse kan folks bevidsthed ændre sig pludseligt. Dette er kun begyndelsen. Katrina kan meget vel blive begyndelsen til en dybtgående krise for tilliden til den amerikanske regering og det kapitalistiske system som en helhed.
Vi diskuterer ofte hvordan socialisme i det 21. århundrede vil se ud. New Orleans forfærdelige skæbne en et brutalt opråb for tusinder af amerikanere: Således ser kapitalisme i det 21. århundrede ud. Aldrig har den herskende klasses foragt for menneskelige behov været tydeligere. Vi må nu mere end tidligere sætte en stopper for dette brutale, forfaldne system en gang for alle. Kun det endelige brud med dette rådne profitsystem kan lægge grobunden for den sande opblomstring af det menneskelige samfund. En anden verden er mulig: gå med os i kampen for en bedre verden!
