EU blev dannet for at forsvare de europæiske kapitalisters interesser både på verdensmarkedet og internt i Europa. Foto: Cohen, flickrMette Frederiksen og regeringen så deres snit til at udnytte krigen i Ukraine til at komme af med forsvarsforbeholdet. De satsede på, at det krigshysteri, som de oppiskede, ville sløre det faktum, at der ikke som sådan er en aktuel akut grund til at afskaffe forbeholdet. Tilbage i februar var udenrigsminister Jeppe Kofods udmelding at: “Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil.” Men regeringen tænkte, at det ville være en skam at lade en god krig gå til spilde – hellere udnytte den til at få gennemtrumfet noget det danske borgerskab har sukket efter siden EU-forbeholdenes indførsel i 1993.
For danske arbejdere og unge er spørgsmålet om forsvarsforbeholdet i sig selv sekundært. EU’s forsvarssamarbejde er på nuværende tidspunkt mere eller mindre ikke-eksisterende. Samtidig deltager Danmark i NATO og andre militære samarbejder med andre nationer, også centrale europæiske, udenom EU regi.
For det danske borgerskab er forsvarsforbeholdet altså ikke vígtigt, i forhold til spørgsmålet om Danmarks sikkerhed. Men hvorfor har de så alligevel valgt at udskrive en folkeafstemning? For dem har forbeholdene altid været en torn i øjet, fordi det har begrænset deres adgang til udvalg, forhandlinger og beslutningsprocesser i EU. Med andre ord gør forbeholdet dem endnu mindre betydningsfulde, end det danske borgerskab allerede er på grund af landets lille størrelse.
EU er en reaktionær institution
Spørgsmålet om forsvarsbeholdet handler altså langt mere om EU som institution end forbeholdet i sig selv. Som marxister er vi imod EU. EU blev dannet som en kul- og stålunion og er siden blevet meget mere. Men selve grundlaget er ikke forandret: at forsvare de europæiske kapitalisters interesser både på verdensmarkedet og internt. Det har ikke ændret sig en tøddel gennem tiden.
EU er en reaktionær institution, og et fælles EU-forsvar kan derfor ikke være andet end et forsvar for reaktionære imperialistiske interesser. Hvis EU havde en reel militær styrke ville den blive anvendt, når et af de større lande var stærke nok til at gennemtrumfe deres interesser. Det ville især gælde Tyskland, der på baggrund af krigen i Ukraine, og den deraf ændrede dynamik, har valgt at forøge deres militærbudget markant eller Frankrig, hvor Danmark allerede nu har deltaget i militære operationer i de tidligere franske kolonier til forsvar for franske imperialistiske interesser. Det kan vi som marxister ikke støtte op om – derfor anbefaler vi et NEJ.
I mange år har EU-modstanden haft nationalistiske undertoner. Det har afskrækket mange unge, der tydeligt kan se, at de problemer verden står over kun kan løses på internationalt plan.
EU er på sin vis et udtryk for, at nationalstaten er blevet for snæver. Men EU kan ikke løse de problemer, som verdens arbejdere og unge står overfor – klimaforandringer, krige, nedskæringer, inflation osv. EU er skabt for at forsvare europæisk kapitalisme.
Men problemerne vil heller ikke blive løst ved, at Danmark melder sig ud af EU. Så længe kapitalismen består vil problemerne bestå. Det samme gælder forsvarsforbeholdet.
De EU-modstandere, der fremstiller Danmark som mere progressivt end EU, stikker folk blår i øjnene. Det danske borgerskab er ikke et gran mere progressivt end det europæiske: De forsvarer de danske kapitalisters interesser. På udenrigspolitiske og militære spørgsmål betyder det ofte, at de følger i hælene på en af de større imperialistiske nationer: USA, Tyskland, Storbritannien eller Frankrig.
Vejen til at sikre fred er ikke gennem oprustning og internationalt forsvarsamarbejde mellem kapitalistiske nationer, men ved at gøre op med det system, der er roden til krig og oprustning: Det kapitalistiske system. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde, og det betyder at konkurrencen skærpes, og at militær magt spiller en stadig stigende rolle i den voksende konkurrence mellem nationer. Vi er internationalister. Men vi er for internationalt samarbejde baseret på den internationale arbejderklasse i Europas forenede socialistiske stater.
En mistillidsafstemning
Meget tyder på, at regeringen har forregnet sig. Siden Mette Frederiksen udskrev folkeafstemningen er meningsmålingerne næsten kun gået en vej: flere og flere hælder til et NEJ, der er godt igang med at indhente JA-siden.
Hvad regeringen ikke tog med i beregningerne var, at for mange er dette ikke “bare” en afstemning om forsvarsforbeholdet, men en tillidsafstemning til regeringen og hele det politiske etablissement. Og mistilliden til de danske politikere er historisk høj. I mange år har tilliden til politikerne været for nedadgående. Under pandemien fik den dog et midlertidigt boost og Mette Frederiksen fremførte sig selv som landsmoderen. Men som pandemien ebbede ud herhjemme, gjorde tilliden det også. Krigen i Ukraine var derfor kærkommen for Mette Frederiksen og co. der øjnede muligheden for endnu engang at samle nationen bag sig. Det skete også, men det blev en yderst kortvarig affære. Krigen formåede ikke for alvor at få vendt den faldende tillid, som politikerne havde håbet på og regnet med, da de udskrev folkeafstemningen. Tilliden til regeringen var, da corona var i sin begyndelse i marts 2020 på hele 86%, men bare to år senere i marts 2022, altså efter krigen var begyndt, var den faldet til 45%.
Det hjalp ikke på tilliden, at politikerne oprindeligt havde valgt en formulering på stemmesedlen, der åbenlyst var udformet for at få flest muligt til at stemme JA. Der var intet nævnt om forsvarsforbeholdet eller EU. Det fik den modsatte effekt – det provokerede mange, at politikerne åbenbart troede, at befolkningen var så dumme. Politikerne måtte trække i land og omformulere spørgsmålet. Det viser en flig af stemningen. Det samme gør det faktum, at flere og flere fagforbund kritiserer, at FH med Lizette Risgaard i spidsen fører kampagne for et JA.
Bliver det et NEJ d. 1. juni, vil det udgøre et kæmpe slag mod den danske regering og den politiske elite – endnu større end NEJ’et til retsforbeholdet i 2015, fordi mere er på spil denne gang. Det alene er en god grund til at anbefale et NEJ.
Bestemte vi spørgsmålets ordlyd, var det noget helt andet, der stod på stemmesedlen: ja eller nej til om Europas forenede socialistiske stater skulle erstatte EU. Nu er det som bekendt ikke os, der stiller spørgsmålet, og i stedet skal vi stemme ja eller nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Vi anbefaler et NEJ, fordi vi ikke kan anbefale et ja til europæisk kapitalisme, og fordi et NEJ vil svække den danske politiske elite.
