En ny reform af bevillingssystemet skal ifølge aftalepartierne skabe mere kvalitet frem for kvantitet på de videregående uddannelser. De kvalitetsskabende tiltag er imidlertid svære at få øje på. I stedet ser det ud til, at markedet skal afgøre hvor midlerne prioriteres.
Tilbage i november indgik samtlige af Folketingets partier en aftale om en reform af bevillingssystemet for de videregående uddannelser.
Den nye struktur er baseret på de såkaldte grund-, aktivitets- og resultattilskud. Grundtilskuddet er et fast beløb, der udgør cirka 25 pct. af det samlede uddannelsestilskud. Aktivitetstilskuddet er mere eller mindre en videreførsel af det nuværende taxametersystem, hvor bevillingen afhænger af den gennemførte studieaktivitet. Til sidst er der resultattilskuddet, som afhænger af færdiggørelse og beskæftigelse for nyuddannede.
Det nye system skal erstatte uddannelsestaxameteret, der ikke er værd at forsvare. Taxametersystemet fokuserer på hvor hurtigt den enkelte bliver færdig, og en form for grundtilskud er derfor en god ide, ligesom at det er positivt at målet for færdiggørelse nu ikke er afhængig af hver enkelt studerende, men udregnes som et gennemsnit af alle færdiggørelser på den enkelte uddannelse.
I praksis er det nye system dog ikke en forbedring. Indbygget i aftalen er at en lang række uddannelser vil opleve yderligere nedskæringer oveni de sidste mange års besparelser. Hvilke uddannelser der får penge skal blandt andet afhænge af hvem der kommer i job – altså markedets efterspørgsel.
Kvalitet – hvor markedet befaler det
Den officielle aftale erklærer at formålet er at at erstatte det “snævre fokus på kvantitet” med kvalitet. Resultatet vil være det modsatte. Aftalen vil betyde en svækkelse af kvaliteten på i forvejen pressede uddannelser. Mange af de uddannelser der er blevet ramt hårdest af nedskæringer de sidste år, f.eks. de humanistiske, vil være netop de uddannelser, som vil få frataget midler.
Dette fremgår eksempelvis af beslutningen om at genfastsætte grundtilskuddet for de enkelte institutioner i 2023. Her kan nogle institutioner potentielt miste op til 10% af grundtilskuddet (svarende til 2,5% af det samlede tilskud!). 5% videreføres på betingelse af, at institutionen lever op til de strategiske rammekontrakter fastsat af institutionen selv og ministeriet, mens videreførslen af yderligere 5% afhænger af en kvalitetsundersøgelse.
Man vil straffe de uddannelser som i forvejen er presset på kvaliteten og derfor har svært ved at nå de fastsatte målsætninger. Hvordan skal det øge kvaliteten at belaste institutionerne yderligere med økonomiske sanktioner?
Svaret er, at det skal det ikke. I virkeligheden handler det om, at man kun vil øge kvalitetten dér, hvor markedet befaler det.
Endnu hurtigere igennem
Det mest kritiske punkt i aftalen er måske resultattilskuddet, som er afhængig af dels den gennemsnitlige færdiggørelse, dels af beskæftigelsen for nyuddannede.
Målet for færdiggørelse er, i den nye aftale på både bachelor og kandidat, at den gennemsnitlige studietid ikke må overskride normeret tid med mere end tre måneder. I den nuværende aftale gælder det for bacheloren, at den normerede tid må overskrides med et år. Altså er det en tilskyndelse til institutionerne om at få deres studerende endnu hurtigere igennem systemet.
Beskæftigelsesdelen af resultattilskuddet betyder, at beskæftigelsen for nyuddannede som minimum skal være på niveau med befolkningens generelle beskæftigelsesgrad.
Overskrider den gennemsnitlige studietid normeret tid plus et år eller overstiger dimittendarbejdsløsheden 25% i forhold til den generelle beskæftigelse, vil institutionen ikke længere modtage et tilskud. Jo tættere man nærmer sig de to grænser, jo mere skæres der fra tilskuddet. Det betyder i værste tilfælde, at institutioner som ikke får studerende hurtigt igennem og som lider af høj dimittendarbejdsløshed, mister dele af eller hele resultattilskuddet – svarende til 7,5% af det samlede tilskud.
Når man ser på konsekvenserne af de nuværende besparelser på 2% om året, lukninger af fag, nedlægning af holdundervisning, fyring af forskere – kan man forestille sig de katastrofale konsekvenser dette vil kunne medføre.
Øget politisk magt og markedsgørelse
Den officielle aftales erklærer, at “Danmark har brug for fagligt stærke uddannelser, der fremmer ånd, viden og kritisk sans”. Men det er ikke det aftalen sikrer – tværtimod. Det er et ødelæggende tiltag, som giver virksomheder øget magt.
Resultattilskuddet er et udtryk for en yderligere markedsgørelse af uddannelserne og det er ikke svært at regne ud hvilke uddannelser, der vil være i fare for at modtage et reduceret beskæftigelsestilskud; som bekendt har de humanistiske uddannelsers dimittender generelt en højere arbejdsløshed.
Af aftalen fremgår det desuden, at ikke-udmøntede midler i både grund- og resultattilskuddet skal prioriteres politisk, eksempelvis til øget optag på uddannelser med forventet høj efterspørgsel i de kommende år. Desuden vil en række afsatte midler (forventet 75 millioner kr.) prioriteres til STEM-uddannelser (science, technology, engineering, mathematics). Altså en øget politisk styring, hvis retning og prioritering vil afhænge af markedets krav.
At Enhedslisten er gået med i denne aftale er et klokkeklart eksempel på at reformisme ikke rykker ved noget. De små forbedringer, denne aftale indeholder i forhold til taxameterstrukturen, drukner fuldstændig i alle de ødelæggende tiltag. Ingen fra Enhedslisten kan påstå at dette er en god reform. Den er bare lidt mindre dårlig, end den ellers kunne have været. Enhedslisten ender med at legitimere regeringens angreb og afskriver sig dermed muligheden for at kæmpe imod den.
Revolutionære Socialister og Marxistiske Studerende er modstandere af både det gamle og det nye bevillingssystem. Vi kæmper imod nedskæringer og markedsgørelse af uddannelserne. Men vi forstår samtidig at det indebærer en kamp ikke mod den ene eller anden lov, men en kamp mod det kapitalistiske system. Kapitalismen har ikke brug for at uddanne mennesker, som kan levere samfundskritik og forklare de udviklinger og fænomener, vi ser i disse år. Kapitalismen har ikke “brug for fagligt stærke uddannelser, der fremmer ånd, viden og kritisk sans” og det vil være tilfældet så længe det kapitalistiske system består.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 36, februar 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
