Kapitalismens blindgyde skaber en udbredt pessimisme i toppen af samfundet, hvilket i særdeleshed inficerer kunsten. På grund af deres småborgerlige klassekarakter og mangel på et positivt alternativ fra arbejderklassen køber mange kunstnere borgerskabets løgne om, at kapitalismen er endestationen på historien. Disse kunstnere – i tillæg til mange intellektuelle og andre småborgere – forveksler derfor kapitalismens forfald med hele menneskehedens forfald. 

Dette faktum fik jeg bekræftet i praksis, til min skuffelse, da jeg var inde og se en ny udstilling på ARoS ved navn No Comment, der kan opleves indtil den 21. april. Kunstneren er den 80 årige, indflydelsesrige Barbara Kruger, hvis stil du måske kender fra logoet på designermærket Supreme. 

Kunst har altid været et særligt følsomt barometer på stemningen i samfundet, og Kruger må siges at indkapsle det småborgerlige sortsyn, der er kendetegnende for den aktuelle, dybe krise i kapitalismen. Samtidig er hun fuldstændig frakoblet fra stemningen af klassevrede, der spirer i unge og arbejdere verden over for hver dag, der går. 

Som marxister ved vi, at der er en vej ud af det afgrundsdybe hul, kapitalismen truer med at tvinge os alle med ned i. No Comment benægter dette, og ser kun en meget mørk fremtid for menneskeheden, hvilket har dybt reaktionære implikationer. Lad mig vise dig, hvad jeg mener.

Så snart du kommer ned af ARoS’ snørklede trappe til niveau 1, møder udstillingen dig med en masse ord, der fylder nærmest hele gulvet og alle væggene. 

På den ene væg står der ”I SIDSTE ENDE SKER HISTORIEN. I SIDSTE ENDE ER DER INTET, DER BETYDER NOGET. I SIDSTE ENDE BLIVER ALT GLEMT. I SIDSTE ENDE BLIVER ALT TILGIVET. I SIDSTE ENDE ER ALT MULIGT. I SIDSTE ENDE ER DET LØGNEN, DER VINDER. I SIDSTE ENDE FALMER VREDEN. I SIDSTE ENDE ER DER INTET HÅB. I SIDSTE ENDE FORSVINDER DU”. 

Hele pointen med væggen (og hele udstillingen) lader til at være, at der ikke skal være nogen sammenhæng at finde i disse rum af ord. Det er selve meningen, at det ikke skal give mening. Udstillingen afspejler Krugers tanker om virkeligheden: at den blot er et kaotisk sammensurium af ord. 

På en anden væg står der: ”GANG WAR, CIVIL WAR, HOLY WAR, CLASS WAR, BIDDING WAR, TRADE WAR, COLD WAR, RACE WAR, WORLD WAR”.

Her går meningsløsheden igen: disse radikalt forskellige koncepter sidestilles uden yderligere kommentar. Hvad skal man forstå ved det? Angiveligt at alle ordene er lige ubetydelige. At Kruger sætter lighedstegn mellem en så drivende historisk kraft som klassekampen og noget så reaktionært som ‘race war’ og ‘gang war’, understreger hendes småborgerlige og pessimistiske udsyn.

Én linje, der indkapsler No Comments filosofi, står skrevet med stor skrift ud over hele gulvet: ”IF YOU WANT A PICTURE OF THE FUTURE, IMAGINE A BOOT STAMPING ON A HUMAN FACE”. 

Udstillingens pessimistiske ord kommer fra en småborger, der, i stedet for at forsøge at forstå virkelighedens regelmæssigheder eller underliggende processer (som klassekampen), konkluderer, at der ingen mening findes i noget som helst. 

Dette er budskabet No Comment kan efterlade dig med. Ikke bare er det ubrugeligt, men også reaktionært. Budskabet slår fast, at virkeligheden først og fremmest skabes af ord og er fuldstændigt usammenhængende.

I budskabet finder vi altså postmodernismens bankerotte filosofi, som Kruger uden tvivl abonnerer på, og som dominerer blandt især kunstnere og intellektuelle. Med den som filosofisk grundantagelse, kan Kruger kun drage reaktionære og forkerte konklusioner om, at det er umuligt at forstå sammenhængen bag den dybe krise, verden befinder sig i, samt dens materielle rod. 

Arbejderklassen bærer håbet

No Comment taler alligevel til en følelse af håbløshed og afmagt, som flere helt sikkert kan ræsonnere med. En ny analyse viser at 82% af danskerne ikke tror, at samfundet er bedre om 10 år. 

Men da hun ikke har evnen til at se ud over kapitalismens rammer, maler Kruger et vrangbillede af, at det er hele verden, der er døende, og altså ikke bare det bestående system. 

Menneskeheden er på ingen måde fordømt til at lide samme skæbne som kapitalismen. Arbejderklassen har magten til at revolutionere samfundet og sætte menneskeheden fri, hvilket vi har set flere gange gennem historien, især med Oktoberrevolutionen i 1917. 

Ved at stå på arbejderklassens side er det derfor tydeligt at se, at der er håb for fremtiden, uanset hvad Krugers kunst vil have os til at tro. For verden er ikke bare kaos. Selvom folk som Kruger kun ser “meningsløsheden” i det hele, forstår vi som marxister, at meningen bag kaoset er, at en ny verden kæmper med at blive født.

Der er brug for revolutionær kunst

Barbara Kruger ser ikke, at kapitalismen har lagt grunden for, at en ny verden er mulig. Med No Comment formår hun derfor kun at drage ikke blot pessimistiske, men også dybt reaktionære konklusioner om, at alt er meningsløst, at fremgang er umulig, og at der ikke findes et alternativ til det bestående. 

Pessimistisk og reaktionær kunst, med konklusioner som dette, er karakteristisk for borgerskabets psykologi i kapitalismens senile forfaldsperiode – som vi gennemlever. Det er en refleksion af, at fremgang under kapitalismen har nået sin grænse og truer med at gå bagud. 

I stærk kontrast til den deprimerende og fremmedgørende kunst der udstilles på niveau 1 af ARoS i disse dage, så vi en blomstring af stor kunst efter Den Russiske Revolution, som på alle måder var en jordrystende menneskelig frigørelse. Udover befrielsen af kvinder, undertrykte nationaliteter, jøder, og arbejderklassen generelt, medførte Oktoberrevolutionen en fantastisk befrielse af kunsten. 

Efter Oktober så vi en renæssance uden lige – i digtekunsten med Majakovskij, i teatret med Meyerhold, i biografen med Eisenstein, i musikken med Shostakovich. Alle revolutionerede deres respektive æstetiske felter. Deres kunst var revolutionær, fordi den talte til den frigørende stemning blandt masserne, og gav udtryk for den proces, der var i gang, hvor masserne begyndte at indtræde historiens scene, og grundstenene for socialisme blev lagt. 

Kunst kan altså spille en rolle i realiseringen af et positivt alternativ til kapitalismens elendighed. På grund af udviklingen af produktivkræfterne er der i dag så højt et niveau af økonomi, teknologi og kultur, at der ingen fornuft findes i, at samfundet skal være spaltet i klasser af udbyttere og udbyttede. 

En fremtid uden klasser, stat og undertrykkelse, hvor alle og enhver kan yde efter evne og nyde efter behov – en kommunistisk fremtid – er i dag både mulig og nødvendig. 

Forfaldsperioden, vi gennemlever i dag, karakteriseres også af, at massernes vrede syder under overfladen. På trods af hvad No Comment påstår, kommer denne vrede ikke til at falme, men tværtimod vokse. Her fremstår Kruger verdensfjern og arrogant, når hun med No Comment latterliggør massernes vrede og ser ned på os. 

Revolutionær kunst er i dag kunst, der står på samme side som denne vrede og retter den mod kapitalismen. Et eksempel er Macklemores Hind’s Hall, der blev et antiimperialistisk anthem for den propalæstinensiske massebevægelse, der tog campusser verden over med storm i 2024. 

I Storbritannien mener 47% af unge mellem 13-27 at “hele måden samfundet er organiseret på er nødt til at blive radikalt forandret gennem revolution”. En lignende holdning findes helt sikkert også blandt unge i Danmark og resten af verden. Der er brug for kunst, der udtrykker vores vrede! 

Slip kunsten fri – kæmp for kommunisme!

Som når magma finder et bristepunkt i jordens skorpe og eksploderer ud i et vulkanudbrud, vil massernes vrede også trænge igennem sprækkerne i kapitalismen, som vi allerede se nu, for eksempel med revolutionen i Bangladesh i 2024 og den aktuelle massebevægelse i Serbien. 

I denne sammenhæng er Krugers pessimistiske No Comment en dårlig joke. Udstillingen fungerer som det negative eksempel på kunst, der er komplet ubrugelig, og demonstrerer, hvilke reaktionære konsekvenser det har, når kunst lader sig begrænse af kapitalismens rammer. 

Kunst kan fremkalde følelser og skabe ræsonnement på en måde, intet andet kan, og har derfor sin egen vigtige rolle at spille i at drive historien fremad. I dag er der brug for kunst, der forbinder sig med massernes vrede, går til angreb mod kapitalismen og viser at en anden fremtid er mulig – ikke meningsløse ord på en væg.