Billede: Flickr
Gennem hele valgkampen har partierne lovet guld og grønne skove i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra virkeligheden: den enorme økonomiske krise, som dansk økonomi står overfor. Fire ugers valgkamp er ovre, men hvor blev snakken om nedskæringerne af?
De traditionelle kvindefag er blevet lovet et løft, Arne skal beholde sin pension, og klimaløfterne fortsætter. Samtidig råder alle økonomer om, at økonomien skal bremses for at undgå endnu mere inflation. Her har regeringen været smarte, for i juni i år indgik de den hidtil strammeste økonomiaftale med Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi. Dermed lægger de hele sparebyrden over på kommunernes hænder og prøver at fjerne ansvaret fra sig selv.
Til dato hårdeste angreb på velfærden
Om aftalen skriver KL, at »der er afsat ramme og finansiering til at fastholde serviceniveauet, når der kommer flere ældre og børn«, men lige under overfladen viser et andet billedet sig. Konsekvenserne af denne aftale er fatale for velfærden og især de mest udsatte – netop de grupper, som de hævder bliver understøttet, får kniven.
Hvis man giver sig til at læse økonomiaftalen, bliver man lullet ind i en tro på, at velfærden ikke vil falde, og at nedskæringerne blot er “effektiviseringer”. Men under deres fine ord gemmer sig en rådden kerne. Det kommer til udtryk, når man kigger i kommunernes budgetter. To eksempler er Frederiksberg og Bornholm.
På Frederiksberg, hvor Enhedslisten i øvrigt har siddet med ved bordet, rammer langt størstedelen af nedskæringerne netop de mest udsatte. Der skal spares 325 mio. kr. i perioden fra 2023 til 2027. Dette har vidtrækkende konsekvenser for velfærden og servicen i kommunen.
I 2023 skal der spares 22,7 mio. kr., svarende til at alle budgetter skæres med 1%. Og besparelserne fortsætter. I 2024 skal de igen falde med 1%, 0,75% i 2025 og 0,5% i 2026.
Det, som Frederiksbergs kommunalbestyrelse kalder “tværgående rammebesparelser”, står for 33% af de samlede nedskæringer i 2023. Det dækker over de rammer, som kommunale institutioner og afdelinger har til at betale deres ansatte. Med andre ord rammes den kommunale kernevelfærd: børnepasning, ældrepleje og andre sociale opgaver.
Men under deres fine ord gemmer sig en rådden kerne. Det kommer til udtryk, når man kigger i kommu- nernes budgetter.
Allerede nu er der eksempler på de konkrete konsekvenser af nedskæringerne. På ældreområdet vil der være 25% færre penge til foreninger eller organisationer, som udbyder forebyggende, sundhedsfremmende og aktiverende tilbud til borgere over 65 år i 2023. På kultur- og fritidsområdet skal 2 ud af 3 biblioteksfilialer nedlægges. Også børne- og ungeområdet rammes hårdt: Blandt andet nedlægges skolemadsordningen og den kommunale ungdomsklub, og der vil være færre ressourcer til aktiviteter på SFO’er. Den måske mest alarmerende udvikling på børneområdet er måske i normeringerne i institutionerne, som man efter kommunens udsagn vil gøre “bedre” for de samme penge. I praksis betyder dette, at kommunen vil erstatte halvdelen af det faglærte personale med ufaglærte pædagogmedhjælpere fra 2024. Især en specifik kommunal daginstitution for børn med særlige behov rammes hårdt af dette.
Et lignende billede tegner sig på Bornholm, hvor budgettet er forhandlet to år frem, og der i 2023 skal spares 62 mio. kr., hvilket fordobles til hele 121 mio. kr. i 2024. Også her rammer nedskæringerne især de udsatte, de ældre og de unge – i alt falder 72% af de samlede besparelser på disse gruppers skuldre.
På Bornholm er andelen af kommunens befolkning på over 85 år voksende. Det har de i den seneste befolkningsprognose fra 2022 angivet som den »største udford- ring« for kommunen i de kommende år.
Ikke desto mindre skal der ifølge budgettet spares 12,7 mio. kr. på ældreområdet i 2023, hvilket svarer til 20% af de samlede besparelser. De procentvise nedskæringer forbliver det samme i 2024, men det er værd at bemærke, at beløbet for besparelserne fordobles!
Samme tendens ses i psykiatrien og på handikapområdet, hvor der skal skæres 10%, mens yderligere 10% bliver skåret i sundhedsområdet. Sidst men ikke mindst rammes børne- og ungeområdet: 15% af de samlede besparelser falder på posten undervisning, 6,7% på dagpasning og 9% på posten børn og familie.
Det står altså klart, at nedskæringerne kommer til at lede til dårligere velfærd og kommunal service, men utvivlsomt også fyringer. Hvordan vil regeringen argumentere for, at man med færre penge i de kommunale budgetter kan opretholde samme serviceniveau for den voksende mængde ældre og børn?
Politisk spil
Socialdemokratiet vidste, at der skulle være valg, men de har for alt i verden ville undgå at tale om nedskæringer under valgkampen. Deres løsning har været at lægge besparelserne over på kommunernes hænder, for at de derved kan fralægge sig alt ansvar og pege ud på kommunalbestyrelserne, når nedskæringerne begynder at kunne mærkes for almindelige mennesker.
Men vi må huske, hvem der i virkeligheden er skyld i det dyk i velfærden, vi kommer til at opleve i den kommende periode: politikerne på Christiansborg. Selv om Socialdemokratiet foreslår eksempelvis 5000 kr. til de svageste pensionister i 2023, er det også dem, som har tvunget de hidtil strammeste budgetter ned over hovedet på kommunerne. I det kapitalistiske samfund vil det altid være de fattigste, der ender med at betale for kriserne, og dette er blot et eksempel mere.
