Med Donald Trumps ankomst i det Hvide Hus er krisen i NATO kommet i højeste gear. Den verdensorden og de internationale institutioner, som møjsommeligt blev opbygget for at sikre stabilitet under USA’s herredømme i efterkrigstiden, smuldrer mellem de vestlige lederes fingre. Vi ser her nærmere på årsagerne til krisen og, hvilke store udfordringer den danske Lars Løkke-regering står overfor.
”Æraen i den europæiske historie, hvor kontinentet kunne uddelegere sin sikkerhed til en partner på den anden siden af Atlanterhavet, er forbi, uigenkaldeligt. Det vil være tilfældet selv efter at Trump ikke længere er i det Hvide Hus. Trump er trods alt et symptom på Vestens krise, ikke dens årsag. USA er fortsat en mulig partner for Europa, men ikke længere en man kan stole på. Wolfgang Ischinger, formand for Munich Security Conference, advarede korrekt europæerne imod at afskrive USA som partner. Det er endnu for tidligt. Men det vil også være uansvarligt og naivt, hvis Europa ikke skulle forberede sig på det faktum, at det ikke længere ubetinget kan stole på USA.” (Christiane Hoffman på lederplads i Der Spiegel, som er det største og mest indflydelsesrige nyhedsmagasin i Tyskland, den 17. februar 2017)
Der Spiegel har ret: Fremtiden for NATO, som en af hovedstøttepillerne for den vestlige verden, er historisk usikker. Det taler politikere og medier bare ikke om herhjemme, for NATO og alliancen med USA er hele grundlaget for dansk sikkerhedspolitik. Derfor lukker man øjnene og forsøger at holde fast i status quo.
Vi har utallige gange forklaret, hvordan den kapitalistiske krise har øget de centrifugale kræfter økonomisk, politisk og militært imellem alle lande på den internationale scene. Alle er de sig selv nærmest.
Under den Kolde Krig var der en hvis stabilitet til forskel fra i dag. Der var et klart fjendebillede i form af et konkurrerende socioøkonomisk system, som stod i et dødeligt modsætningsforhold til Vestens kapitalisme. Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt denne ydre fjende, og hvert lands egne interesser trådte længere i forgrunden. Den proces blev kraftigt accelereret med krisen i 2008. Pludselig intensiveredes kampen om de internationale markeder. Alle lande forsøgte at ”eksportere sig ud af krisen”. Men hvad ét land eksporterer, skal et andet nødvendigvis importere. Det er som et spil sorteper, hvor alle lande forsøger at sende problemerne videre til de andre. Det er en situation, der ikke just er fremmende for brede, permanente alliancer.
Historisk sammenstød mellem USA og Tyskland
Tyskland har ligget i spidsen i dette spil og har sammen med Kina været verdens to største eksportøkonomier. Det har fået den nye formand for Donald Trumps National Trade Council, den protektionistiske Peter Navarro, til at kalde Tyskland en valutamanipulator på linje med Kina. Kritikken går på, at euroen er markant lavere i værdi end en teoretisk Deutsche Mark ville være. Det er faktuelt korrekt, fordi de svagere sydeuropæiske økonomier har trukket værdien ned. Det giver Tyskland en stor konkurrencefordel og er en del af forklaringen på Tysklands massive handelsoverskud på næsten 9 procent af det tyske BNP i 2016 svarende til næsten 253 mia euro – verdens største.
USA’s administration advarer om, at man vil være klar til at indføre straftold for at opveje Tysklands kunstige konkurrencefordel. Tyskland har fra sin side svaret, at man vil være klar til at tage modforholdsregler.
Det samme gælder i forhold til erhvervsbeskatning. Her tegner sig tilsyneladende en akse med USA og Storbritannien på den ene side og Tyskland/EU på den anden side. USA/Storbritannien har været fremme med planer om at sænke erhvervsbeskatningen til henholdsvis 20 procent og 10-15 procent for at tiltrække investeringer. Det er en klar udfordring, som Tyskland forbereder sig til at svare på.
Men det er ikke det eneste punkt, hvor Trump og Tysklands Angela Merkel støder sammen. Også inden for det militære område er de to lande på kollisionskurs. Modsætningsforholdet er ikke noget nyt; men Trumps ankomst har sat kraftigt fart under en splittelse, der har udviklet sig gradvist over mange år.
Mr. 2 percent
Samtlige 28 medlemslande i NATO lovede i 2014 at bevæge sig imod at bruge, hvad der svarer til 2% af deres BNP på forsvarsudgifter og, at 20% af disse skulle gå til materielinvesteringer. Kun 5 NATO-lande lever i øjeblikket op til dette: USA (3,6%), Grækenland (2,4%), Storbritannien (2,2%), Estland (2,2%) og Polen (2,0%). Men længe inden 2014 har USA været utilfreds med at skulle bære 70% af forsvarsudgifterne i NATO:
”Hvis den nuværende nedadgående tendens i de europæiske forsvarskapaciteter ikke bremses og bliver vendt, vil fremtidige amerikanske ledere – folk, for hvem den Kolde Krig ikke var den samme dannende erfaring, som den var for mig – måske ikke finde afkastet fra USA’s investering i NATO omkostningerne værd.”
Sådan lød ordene, ikke fra Donald Trump, men den afgående forsvarsminister Robert Gates allerede i 2011.
De amerikanske krav til europæerne er altså ikke nye; men det lader til, at den nye administration rent faktisk mener, at det skal opfyldes, og at USA vil være parat til at ”moderere” sit NATO- engagement, hvis europæerne med Tyskland i front ikke lever op til dem.
Det stiller de europæiske regeringer i en penibel situation. De har selv lovet at øge deres forsvarsudgifter og nå 2%- kravet i 2025. Men ingen af landene havde lagt meget i deres løfter, som de håbede bare skulle bruges af Obama for at aflede indenlandsk utilfredshed, og at de lige så stille ville glide i glemmebogen, eller kunne udvandes ligesom tidligere.
Siden den Kolde Krigs afslutning har der været tale om et trade off mellem de europæiske lande og USA. De europæiske lande fik en sikkerhedsgaranti fra USA’s mægtige militær imod, at de støttede op om de amerikanske mål om globalt, som blev gennemtvunget med det, som så positivt kaldes en ”aktivistisk udenrigspolitik”. Men de stigende nationale modsætninger landene imellem har gjort situationen uholdbar.
Allerede den amerikanske invasion af Irak i 2003 afslørede de dybe splittelser, der var under udvikling i NATO. Tyskland og Frankrig gik kraftigt imod invasionen. Frankrig havde egne interesser at pleje i Irak og Mellemøsten og havde ikke interesse i at amerikanerne blandede sig i deres forretninger.
Hvis ikke 2%-kravet bliver det springende punkt, så vil andre interne konfliktpunkter i NATO træde frem som for eksempel forholdet til Rusland. Problemet er, at NATO-landene ikke længere har fælles økonomiske og geopolitiske interesser. Frankrig og Tyskland er historiske konkurrenter på det europæiske kontinent. Tysklands økonomiske og produktive kapacitet er en enorm latent trussel for resten af de europæiske stater, og siden genforeningen og Euroen er Tysklands økonomiske dominans blevet tydelig. Det var Merkel, der dikterede politikken i Grækenland, og det er Merkel, der lægger hindringer i vejen for, at Italien kan bruge skattekroner på at redde den fallerede Italienske banksektor.
Frankrig har historisk forsøgt at modsvare den ”tyske trussel” ved alliancer med Rusland og Storbritannien/USA. Her er det interessant, at både den konservative Fillon og Marie Le Pen, der stiller op til det franske præsidentvalg, ønsker en tilnærmelse til Rusland, hvilket vækker minder fra tiden før den Russiske Revolution i 1917. På den anden side står de baltiske stater og Polen, som ligger klemt mellem Vesteuropa og Rusland, og som nationalstater historisk er blevet invaderet af snart den ene og snart den anden stormagt. De er ekstremt fjendtlige over for Rusland og ønsker maksimal NATO-tilstedeværelse langs den russiske grænse. Det andet største NATO-land i forhold til styrkeantal, Tyrkiet, balancerer under Erdogans regime hele tiden mellem NATO og Rusland, alt efter hvad der i øjeblikket giver ham en forhandlingsfordel.
Hele det stabile alliancesystem, som blev opbygget møjsommeligt efter Anden Verdenskrig, smuldrer. Objektivt set er grundlaget for det nuværende NATO forsvundet. Tidligere havde alle medlemslandene en fælles interesse i at stå samlet over for den sovjetiske fjende. Men med Sovjets sammenbrud er der ikke længere et objektivt interessefællesskab. De hidtil mere eller mindre udviskede historiske skillelinjer landene imellem begynder at træde frem på ny.
Tyskland – Europas slumrende militære kæmpe
USA’s udenrigspolitik i efterkrigstiden gik selvfølgelig ikke udelukkende på at stå stærkt over for Sovjetunionen. Man arbejdede også aktivt for at forhindre modsætningerne mellem de europæiske lande i at trænge frem. USA skubbede sammen med bl.a. Frankrig på for at integrere de europæiske lande og dermed sikre, at én enkelt magt [læs Tyskland] IKKE skulle komme til at dominere det europæiske kontinent. I den henseende blev USA faktisk hjulpet af Tysklands opdeling i Øst og Vest. Men med murens fald ændredes denne situation. Genforeningen genskabte den tyske kæmpe. Etableringen af Euroen var et forsøg på at binde Tyskland så tæt sammen med resten af EU, at landet ikke ville true den europæiske magtbalance.
Euroen viste sig imidlertid at være en ganske god ordning for det tyske borgerskab. Det fik en kunstigt lav valuta, som satte fut i eksporten og det enorme tyske produktionsapparat. Samtidig måtte Tysklands forsvarsudgifter sænkes for ikke at skræmme de andre EU-lande. Det var en fordelagtig handel, for uden ekstraomkostninger til dyrt militær lykkedes det Tyskland at underlægge sig Europa af økonomisk vej.
Men med krisen i 2008 og de utallige følgende EU-kriser, senest Brexit, er denne bedste af alle verdner for det tyske borgerskab forbi.
Paradoksalt nok vil amerikanernes krav om, at Tyskland skal hæve sine militærudgifter til to procent af BNP, give anledning til fornyet ustabilitet mellem de europæiske magter. Ikke bare er det upopulært hos befolkningen i Tyskland at skulle kaste mange milliarder i militært isenkram i stedet for velfærd; men det vil også betyde, at den tyske militære kæmpe vil rejse sig igen. Et Tyskland, der lever op til sine NATO-løfter, vil bruge over 60 mia. euro, svarende til 450 mia. kroner om året på militæret. Det er mere end både Storbritannien og Frankrig og vil gøre Tyskland til ikke blot den største økonomiske, men også militære magt i Europa. Det er en opskrift på problemer og yderligere svækkelse af den tysk-franske akse, som har været det bærende fundament for EU.
Tyskland vil dog næppe hæve sit forsvarsbudget i valgåret 2017. Og mens CDU og Merkel tøvende anerkender, at de skal leve op til deres løfte til amerikanerne, har socialdemokraten Martin Schulz fra SPD, som i de sidste uger har halet kraftigt ind på Merkel i meningsmålingerne, direkte afvist at leve op til 2%-kravet. Men vinder han valget, må han enten bøje sig eller risikere at stå uden den amerikanske sikkerhedsgaranti. Dermed sætter han Tyskland i en position, hvor det selv skal stå for nuklear afskrækkelse og et fuldt territorialforsvar, hvilket vil være betydeligt dyrere end 2% af BNP.
Det danske borgerskab mellem to stole
Hvor passer lille Danmark så ind i dette spil? Dansk økonomi er tæt bundet til EU og særligt Tyskland; men sikkerhedspolitikken er bundet til USA igennem NATO. NATO som institution er dog sekundær fra et dansk sikkerhedsperspektiv, omend den giver en lang række fordele. Dog vil den kunne undværes, så længe den amerikanske sikkerhedsgaranti bevares. Derfor står den herskende klasse i Danmark som lille Lars mellem sine 2 forældre, der er i fuld gang med en dramatisk skilsmisse.
Indtil videre har den danske regering satset på Trump. Forsvarsminister Claus Hjort har med alvor i stemmen kundgjort, at Danmark ikke kan være med på en ”badebillet” i NATO og må hæve sit forsvarsbudget. Men det er 180 grader modsat den kurs den borgerlige regering hidtil har ført, hvor forsvaret, ligesom andre offentlige institutioner, har fået pålagt årlige besparelser på 2%. Især siden 2011 har forsvarsudgifterne været på kurs mod dørken. Selv i 2017 skal der trods Hjortens alvorsord spares yderligere en milliard i forsvarets udgifter. Det sker for at finansiere meromkostningerne til indkøbene af de historisk dyre F-35 kampfly og erstatninger til soldater med PTSD efter udsendelse i de amerikanske krigseventyr. Så opstår en yderst pinlig situation for den borgerlige regering i dens forsøg på at gøre sig lækker over for Trump.
Men nu skal det altså også være slut. I det næste forsvarsforlig skal der afsættes flere midler, siger regeringen, der først købte de alt for dyre F-35 kampfly (en gestus til USA) og ved Trumps indsættelse forsøgte at udvise goodwill ved at indsætte danske specialstyrker i Syrien. Ligeledes er der fornyet snak om at leve op til Helle Thornings løfte til NATO om, at Danmark vil udruste mindst én af de 3 danske fregatter med sensorer og eventuelt missiler, der kan indgå i NATO’s strategiske missilskjold (BMD). Ligeledes er fregatten Peter Willemoes pr. 9. februar udsendt i en ny slags mission, som skal forberede det danske søværn til fremtiden. Således indgår Peter Willemoes indtil maj i den amerikanske carrier strike group i Middelhavet. Det sker som forberedelse til, at alle de danske fregatter bliver udstyret med såkaldt områdeluftforsvar og dermed kan yde et reelt bidrag til de amerikanske ekspeditionsstyrker. Det overvejes også om de skal udstyres med Tomahawk krydsermissiler. Så kan de bringe den danske regering ”ære” ved at deltage i første bølge ved fremtidige amerikanske invasioner og bombninger af mellemøstlige og nordafrikanske lande.
Investeringer i områdeluftforsvar og BMD-kapaciteter vil i parentes bemærket bringe Danmark op på det russiske atomforsvars radar bogstaveligt talt og gøre de danske skibe til mål for de russiske atomvåben ved en eventuel nuklear udveksling mellem USA og Rusland. Det advarede den russiske ambassadør i Danmark om i et usædvanligt direkte indlæg i Jyllandsposten tilbage i marts 2015.
Men set fra den danske herskende klasses synspunkt er det det mindste problem. Langt værre er det, at den danske befolkning formentlig ikke vil se med milde øjne på at kaste 25 mia. kroner ekstra (mere end hvad hele SU-systemet eller 1/3 af folkepensionen koster) ud i nye dødsmaskiner. Ydermere risikerer Danmarks sikkerhedspolitik at trække landet væk fra det økonomisk afgørende EU og Tyskland, hvis splittelserne over Atlanten fortsætter med at udvikle sig.
Hvis det kommer til en egentlig handelskrig mellem USA og Tyskland/EU, som Trump har truet med, hvor stiller Lars Løkke sig så? Som det står nu, vil Lars Løkke og Co. helt åbent skulle forsvare Trump over for resten af EU og stille sig i et modsætningsforhold til Tyskland, som ikke er set siden Anden Verdenskrig. Intet er selvfølgelig hugget i sten. Danmark kan i teorien vælge at gå med på Tysklands side eller mere sandsynligt kan Trump blive stillet for en rigsretssag, skudt eller simpelthen bøje af. Men de underliggende tendenser og modsætninger vil ikke forsvinde.
NATO er dømt til undergang – men hvad skal i stedet?
Den danske venstrefløj har i årtier været imod NATO og med god grund. NATO er og har altid været amerikansk imperialismes forlængede arm. Men som det står nu, går NATO faktisk mod afgrunden. Det rejser spørgsmålet: hvad så? Hvis venstrefløjen begrænser sig til sin traditionelle ”realisme”, altså at man skal finde en løsning inden for det fallerede kapitalistiske system, så er alternativet til USA-alliancen en eller anden form for regional alliance, formentlig imellem de nordiske lande. Men her er problemet, at de nordiske lande har vidt forskellige geostrategiske interesser, fordi de ligger op ad forskellige stormagter. Det kom tydeligt kom frem under Anden Verdenskrig, hvor Norge lagde sig op ad Storbritannien, Danmark opgav alt og Sverige holdt sig neutrale med tæt forbindelse til Tyskland. At lave en egentlig nordisk forsvarsalliance er en dødfødt utopi.
Yderligere er der det problem, at inden for kapitalismen er der ikke nogen gode eller ”realistiske” løsninger ud over at underlægge sig fuldstændigt en eller anden stormagt. Det skal helst være én, som er tilpas langt væk til ikke at få ejerfornemmelser (USA).
Den kendte militærteoretiker Carl von Clausewitz sagde, at ”Krig er ikke andet end fortsættelse af politik med andre midler”. I forlængelse heraf er det lige så sandt at sige, at militarisme, erobringskrige og militære interventioner er fortsættelse af kapitalismen. De nationale modsætninger mellem landene har et materielt og økonomisk fundament. Jo længere det nuværende system får lov at bestå, jo værre vil modsætningerne mellem nationerne blive, og jo større vil risikoen for væbnede konfrontationer direkte mellem stormagterne blive.
Krig og fred bestemmes ikke af alliancer eller overnationale institutioner, men er udtryk for dybere og mere grundlæggende kræfter. Den gammelkendte vestlige, liberale verdensordens endeligt er udtryk for et kapitalistisk system i terminalt forfald.
Det er derfor det økonomiske fundament, selve det kapitalistiske system, vi skal gribe fat om, for at skabe en verden uden krig og undertrykkelse, hvor de 11.850.000.000.000 kroner der årligt bruges på hele verdens samlede militærudgifter i stedet kan investeres i at forbedre leveforholdene for folk i hele verden.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 27, marts 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
