Det ”sicilianske tilbud” fra SAS-ledelsen er et alvorligt slag mod arbejdernes rettigheder. Det kommer efter 10 års nedskæringer. Kabinepersonalet er i forvejen gået 20 procent op i arbejdstid og 20 procent ned i løn. Men nu er det endnu en gang de ansatte, der bliver bedt om at betale regningen for en elendig ledelse af SAS.

Lønnedgangen på 17 procent indgår i spareplanen, der er blevet døbt ”4 Excellence Next Generation”. Som en del af planen skal der skæres 6000 ud af godt 15.000 job i SAS.

SAS’ hovedaktionærer er den danske, svenske og norske stat, og regeringerne har bakket op om nedskæringsplanen. Den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har åbenbart glemt, at han er valgt for et arbejderparti, og han har meddelt, at SAS-arbejderne bare har at rette ind.

SAS giver overskud
SAS har sparet og skåret ned i ét væk de sidste ti år. I 2004 var der mere end 32.000 ansatte i selskabet, og i dag er der kun godt 15.000. Antallet af daglige passagerer er også faldet, dog ikke helt så dramatisk: fra over 33.000 til godt 27.000. Og ifølge det seneste kvartalsregnskab, der blev offentliggjort sammen med spareplanen, viser en stigning i passagertallet på 4,5 procent. Omkostningerne faldt med 6,1 procent, og selskabet havde i tredje kvartal en nettoprofit på 434 millioner svenske kroner. Hvad er så grunden til, at der nu igen skal skæres ned?

Igennem årene har ledelsen lavet en lang række fejlslagne investeringer. Milliardæren Fritz Schur har stået i spidsen for den delvise privatisering af SAS, og det har ikke været nogen succes. De katastrofale investeringer, som er blevet foretaget under hans ledelse, har ført til, at selskabet har formøblet 6,3 milliarder af skatteydernes penge på at købe konkurrenten Spanair, som senere blev solgt til et catalansk konsortium for én euro. Der har været andre tilsvarende fiaskoer med milliardtab. For eksempel nåede en investering i British Midland at koste SAS et tab på 2,5 milliarder kroner fra 2000 til 2007, inden SAS solgte sin andel til Lufthansa. Dertil kommer fejlslagne investeringer i selskaber som Skyways og Estonian Air. Samlet set er regningen for alle spekulationerne løbet op i mere end ni milliarder kroner. Det er mere end dobbelt så meget, som det vil koste at rulle dagpenge-forringelserne tilbage, så perioden igen bliver fire år.

Det er altså arbejderne i SAS, der – sammen med skatteyderne i Danmark, Sverige og Norge – betaler for rigmandens fejlslagne spekulationer. Et sådant gigantisk røveri kunne man forvente, at han blev fængslet for. Men Fritz Schur, der som eneste ikke-adelige har titel af kammerherre, er personlig ven med Prins Henrik og er en af partiet Venstres vigtigste økonomiske bagmænd, behøver ikke at frygte for hverken sin privatøkonomi eller personlige fremtidsudsigter. Sådanne bekymringer overlader han til os andre.

At SAS’ chef Rickard Gustafson har tilbudt at sænke sin egen løn til ”kun” lidt over ni millioner om året, er i den forbindelse blot en ekstra hån.

Kan en strejke vindes?
Det kan se sort ud for de SAS-ansatte. Men der er ingen grund til at fortvivle endnu. Alle de politiske ledere i Norge, Sverige og Danmark har erklæret, at de ikke ønsker, at SAS skal gå konkurs. Der er derfor grund til at tro, at de kan presses til en ny aftale uden de store angreb, de nu kræver.

Der gives naturligvis aldrig nogle garantier, men som sagerne står nu, er der brug for, at ledelsens angreb bliver mødt af et benhårdt forsvar for tilkæmpede rettigheder. Hvis ledelsen i SAS slipper af sted med denne svinestreg, vil andre arbejdsgivere følge efter. Andre overenskomster vil blive opsagt med få dages varsel, og andre arbejdere vil stå med en pistol for panden. Kampen om SAS gælder altså ikke kun flyselskabet, men forholdene for hele arbejderklassen.

Det er uhyre dyrt at have fly stående på jorden, så en samlet arbejdsnedlæggelse vil hurtigt have stor effekt på SAS’ ledelse og vigtigste aktionærer – de tre landes regeringer. Regeringerne ønsker tydeligvis at redde SAS, så de på et senere tidspunkt kan sælge deres aktier for en højere pris. For at undgå et så kæmpemæssigt tab, som en konkurs vil betyde, vil de kunne presses til at strække sig ganske langt. Derfor er der grund til at tro, at en strejke – især hvis den gøres effektiv gennem sympatikonflikter – kan presse angrebene tilbage.

Nationalisér SAS!
SAS er et sørgeligt eksempel på, hvad der kan ske, når fagbevægelsens ledere forsøger at gøre sig ”politisk uafhængige” og ikke i tilstrækkelig grad forbinder de faglige krav med politiske krav. Det er en uhyre vanskelig situation at kæmpe en faglig kamp i, når en arbejdsgiver truer med lukning og konkurs. Aktionsmulighederne kan virke uhyre begrænsede, og mulighederne for succes er åbenlyst mindre end i ”gode tider”.

Derfor er det så meget desto mere nødvendigt, at kampen også bliver ført som en politisk kamp for en veldrevet offentlig transportsektor, hvor staten er ejer og arbejderne selv kontrollerer driften og vælger selskabets ledelse.

Lige nu bør det stå øverst på dagsordenen, at SAS må nationaliseres under arbejderkontrol. Det vil sige, at én eller flere af de tre stater fuldstændig overtager ejerskabet, og at der vælges en ny bestyrelse med en tredjedel repræsentanter fra de ansatte, en tredjedel repræsentanter fra fagforeningerne og en tredjedel fra en arbejderregering, hvor de nyliberalisterne fra de Radikale er sparket ud. At Enhedslistens top ikke engang har nævnt en reel løsning for SAS i forbindelse med deres skandaløse finanslovsaftale, gør ikke sagen bedre for disse ledere.

Timerne tæller, og SAS’ skæbne bliver afgjort i disse dage. Men SAS-arbejdernes skæbne er også resten af arbejderklassens skæbne. Spørgsmålet er, hvem der skal betale for krisen i kapitalismen og de uhyrlige spekulationer, som denne verdens Fritz Schur’er har begået. Spørgsmålet er, om man skal dukke nakken og acceptere diktaterne, eller om man skal kæmpe for værdighed, arbejde og levestandard