Enhver, der kæmper for en socialistisk revolution her i landet, er uden tvivl blevet mødt med myten om, at der aldrig sker noget herhjemme. At i Danmark kender vi ikke til klassekamp, for slet ikke at tale om revolution; det er noget, der kun foregår syd for vores grænse.

Ganske rigtigt er det ikke normen, at Danmark er kastet ud i massebevægelser eller generalstrejker – men det er det ingen steder. Massebevægelser og generalstrejker er i sin natur specielle fænomener; de forekommer kun, når massernes utilfredshed har nået et bristepunkt efter en længere proces med ophobning af frustrationer.

Men også i Danmark har arbejderklassen bevæget sig på masseskala adskillige gange, ikke mindst i påskestrejken, som var danmarkshistoriens måske mest omfattende strejkebevægelse. Som navnet antyder, faldt strejken omkring påsken i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1985. Selvom de fleste forventede, at forhandlingerne ville forløbe relativt “normalt” uden for meget postyr, endte det med at blive til en strejkebevægelse, der rystede dansk kapitalisme i sin grundvold og viste konturerne af hvordan en revolution kan se ud i Danmark.

Massebevægelsen ingen så komme

Efter flere årtier med voldsom økonomisk vækst, kendt som efterkrigsopsvinget, gik kapitalismen ind i en dyb krise i slutningen af 1973. Krisen udtrykte sig først og fremmest i en eksplosion i arbejdsløsheden. I årene efter anden verdenskrig og frem til ‘73 var arbejdsløshed nærmest udryddet, men allerede i 1976 var der over 100.000 arbejdsløse i Danmark. I 1980 var tallet steget til næsten 250.000. Krisen pressede kapitalisterne til at gå i offensiven og angribe arbejdernes forhold. Men arbejderne kæmpede tilbage! Hele perioden op til 1985 var præget af hård klassekamp: storkonflikt i 1973, massestrejke i 1974 og 1980 og strejkebølger i 1976-77.

Særligt i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne fik strejkerne en mere offensiv karakter. Arbejderne formåede ikke kun at forsvare deres forhold, men formåede faktisk at vinde en del af det tabte fra starten af 1970’erne tilbage. Men krisen buldrede stadig derudaf; arbejdsløsheden steg fortsat og væksten var enormt afdæmpet. Det var en fuldstændig uholdbar situation set fra et kapitalistisk synspunkt. Økonomien var simpelthen ikke til, at arbejderne fortsat kunne vinde gradvise forbedringer. Arbejdsgiverne gik i offensiven, og på den måde var det tydeligt at se konturerne trække op til en konflikt, der havde potentialet til at udvikle sig til en revolutionær krise i samfundet.

I 1982 kom den konservative Poul Schlüter til magten, hvilket gav arbejdsgiverne mod på at gå endegyldigt i offensiven mod arbejderne.

Til overenskomstforhandlingerne i 1985 nægtede arbejdsgiverne at give sig for toppen af fagbevægelsens ellers meget spinkle krav. Samtidig kunne fagtoppen ikke uden videre opgive deres krav, eftersom de var begyndt at blive meget upopulære blandt de menige arbejdere, da de havde nægtet at støtte arbejdernes egne forsøg på kamp mod nedskæringer og forringelser de sidste par år. Derfor kunne et forlig ikke landes, og forhandlingerne brød sammen den 24. marts, hvilket blev startskuddet til påskestrejken, der omfattede 300.000 arbejdere, der enten strejkede eller blev lockoutet af arbejdsgiverne.

Allerede to dage senere, den 26. marts, fremlagde Schlüter et lovforslag, som dikterede løn- og arbejdsforholdene, og som skulle træde i kraft 1. april og dermed “ulovliggøre” konflikten. Lovforslagets indhold var endnu ringere end det allerede magre forlig, som var blevet forkastet af fagtoppen, og det fik bægeret til at flyde over for arbejderklassen i Danmark.

De fleste regnede med, at det ville blive slutningen på konflikten, men det skulle i stedet vise sig at blive startskuddet på den mest radikale strejkebevægelse i Danmarks historie.

Slaget ved Christiansborg

Om morgenen den 28. marts blev alle ni broer, der forbinder Christiansborg med resten af København, blokeret af omkring 2.000 arbejdere. Det var en hemmelig operation, som en gruppe fagligt aktive havde organiseret for at protestere mod at politikerne ville ulovliggøre strejken. Blokaden holdt stand i halvanden time, før den første bro blev tvunget åbent af massive angreb fra politiet.

DR dækkede broblokaderne live i radioen, og i aftenens TV-avis fik de også stor opmærksomhed. I deres dækning af blokaden forsøgte DR at fremmedgøre gruppen af arbejdere fra resten af klassen, ved at anklage dem for at ville “stoppe demokratiet” ved at blokere Folketinget. Men det fik den fuldstændigt modsatte effekt. For arbejderne rundt om i hele landet, der så billederne af blokaderne på TV, vakte det enorm inspiration og solidaritet, og det blev den gnist, der antændte massebevægelsen.

“Knus Schlüter”

Allerede dagen efter, den 29. marts, var der enorme demonstrationer og strejker landet over, og mandag den 1. april – hvor strejken juridisk set var “ulovlig” – var bevægelsen kun vokset yderligere. I alle større byer blev der udover strejkerne også afholdt demonstrationer med titusindvis af deltagere. Stort set alle større arbejdspladser var lukkede og stort set al offentlig transport var sat fuldstændigt ud af drift på grund af strejken.

Eftersom Folketinget havde dømt strejken ulovlig, kunne fagforeningerne ikke støtte strejken officielt. Det udnyttede den socialdemokratiske fagtop til at trække sig ud af bevægelsen, lukke for strejkekasserne og på den måde håbe, at bevægelsen ville dø ud. Socialdemokratiet havde altid siddet tungt på de fleste poster i toppen af fagbevægelsen. De så deres primære opgave som at holde arbejderklassen i ro, og håbede derfor, at arbejderne ville føje sig og gå hjem, nu hvor strejken var “ulovlig”.

Men kampen blev i stedet taget op af lokale fagligt aktive og tillidsmænd, som organiserede demonstrationerne og fremlagde parolerne: “knus Schlüter, afvis indgrebet, fasthold kravene, 35 timers arbejdsuge”.

Strejken handlede ikke mere om, hvorvidt man skulle have to eller fire procent lønstigninger, men om årevis med angreb på arbejderklassen. Bevægelsen var ikke alene vokset kvantitativt, med flere tusind strejkende og demonstrerende både den 1. og 2. april; men også kvalitativt, for bevægelsen begyndte i stigende grad at rejse kravet om generalstrejke.

En generalstrejke er noget meget anderledes end en “almindelig” strejkebølge. I generalstrejken lukker arbejderklassen fuldstændigt ned for landet, og politikere, arbejdsgivere og andre fine folk er fuldstændigt ude af stand til at gøre noget ved det. Samfundet går i stå; der bliver ikke tjent profitter, kørt varer eller sendt TV eller radio, med mindre de strejkende arbejdere ønsker det. Generalstrejken viser på klareste vis den magt, som arbejderklassen i realiteten besidder; at arbejderklassen er den eneste klasse i samfundet, som får samfundet til at køre rundt. Og dermed rejser den også indirekte spørgsmålet om, hvad arbejderklassen så skal med politikere, arbejdsgivere og bureaukrater – altså hvem, der har magten i samfundet.

Stalinisternes rolle

Efter fagtoppen og Socialdemokratiet vendte de strejkende arbejdere ryggen for i stedet at vedligeholde deres tætte samarbejde med borgerskabet, faldt ledelsen af bevægelsen ned i skødet på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som på trods af partiets svindende medlemstal stadig havde en vis autoritet blandt nogle lag af arbejderklassen.

Men ligesom resten af det etablerede samfund frygtede DKP generalstrejken som fanden selv. DKP var, som de andre etablerede kommunistpartier i verden under den kolde krig, styret mere eller mindre direkte fra Moskva. Det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen havde intet ønske om en succesfuld revolution i noget andet land, da det ville ryste den etablerede verdensorden. Særligt ikke i 1985, hvor Sovjetbureaukratiet allerede sad i alvorlige vanskeligheder med krigen i Afghanistan, faldende vækstrater og en voksende utilfredshed blandt arbejderklassen i hele østblokken. En revolutionær bevægelse, som startede i Vesten, kunne meget vel sprede sig over jerntæppet og antænde en revolution i de såkaldte “kommunistiske” lande, der kunne vippe bureaukraterne af pinden.

Derfor modarbejdede DKP massebevægelsen fra det øjeblik bevægelsen begyndte at se til det angiveligt kommunistiske parti for ledelse. Det var ikke noget nyt fra DKP. Gennem strejkebølgerne i 70’erne og starten af 80’erne havde DKP hver eneste gang forsøgt at bremse bevægelserne i frygt for, at den skulle komme ud af deres kontrol.

Masseorganisering

Stalinisternes forræderi blev åbenlyst på de tillidsmandsmøder, der blev afholdt af arbejderne i løbet af påskestrejkerne. Tillidsmandsmøderne var opstået spontant ud af kampen og tidligere erfaringer. Det var møder med tusindvis af tillidsmænd – altså repræsentanter, som arbejderne selv demokratisk havde valgt på deres arbejdspladser. Det største tillidsmandsmøde blev afholdt den 2. april, hvor over 4.000 tillidsmænd var samlet i KB-Hallen på Nørrebro i København, og yderligere 2.000 måtte afvises i døren på grund af pladsmangel. Det giver et billede af bevægelsens omfang, for hver af disse tillidsmænd repræsenterede ikke blot sig selv, men alle deres kollegaer. I realiteten vil det sige, at der var titusindvis af arbejdere repræsenteret til møderne.

Møderne var gennemgribende demokratiske, hvor bevægelsens videre skridt blev diskuteret og stemt om. Møderne blev afholdt om aftenen efter at tillidsmændene havde været ude på blokader, til demonstrationer eller lignende, hvor de har snakket med deres kollegaer om, hvad vej de mente, at kampen burde gå. Historikeren Hans Jørgen Vad har en rammende beskrivelse af mødet den 2. april:

Hele mødet bar præg af denne fortættede stemning, ‘hvor man næsten kunne mærke nakkehårene rejse sig’, som en deltager husker det. I hele forløbet afspejledes den sydende aktivitet i denne dags København: Den og den gruppe, som aldrig havde drømt om at strejke, havde gjort det, den og den arbejdsplads ventede kun på, hvad andre ville, den og den gruppe skulle mødes her og der, den og den person skulle hurtigst muligt henvende sig der og her.

Arbejderne var kampvillige og bevidste om at det, som foregik i disse dage, var historisk. Som en pædagog senere husker det: “For første gang føltes det som om, at vi faktisk havde noget at bestemme i vores eget liv.”

Trotskij beskrev en gang en revolution som øjeblikket, hvor masserne træder ind på den politiske scene. Ud fra den betragtning er det ikke svært at se i hvilken retning tingene udviklede sig i Danmark i disse påskedage.

Stemningen var ligeledes enormt radikal. På trods af DKP’s manøvre og forsøg på at deeskalere, var kravet fra de tusindvis af fremmødte arbejderrepræsentanter tydeligt: “Vi skal skabe en generalstrejke på trods af forbundstoppene… Tillidsmandsmødet i KB-Hallen må beslutte at indkalde til en landsdækkende tillidsmandskonference… Tværs igennem lov til sejr! Den nationale tillidsmandskonference må indkaldes og skal indkaldes i påsken og parolen må helt klart være: generalstrejke nu! (stort bifald).”

Arbejderne vidste instinktivt, at deres styrke lå i deres sammenhold, og hvad kampens næste skridt skulle være, som blev vist af kravet om en landsdækkende tillidsmandskonference. En sådan konference ville kunne samle bevægelsen over hele landet og udgøre en ledelse, der var valgt demokratisk og kunne afsættes demokratisk, hvis det ikke kunne føre kampen effektivt. Tillidsmandsmøderne landet over viste i virkeligheden et glimt af, hvordan arbejdermagt reelt kunne se ud i Danmark.

Men det var DKP’erne også meget bevidste om. Derfor bekæmpede de kravet om en landsdækkende tillidsmandskonference med alle kneb. I sidste ende formåede de at udskyde indkaldelsen til sådan en konference til efter påske, altså næsten en uge senere. På den ene side håbede de, at den lange pause ville betyde, at bevægelsen ville tabe fart, og samtidig gav det dem mere tid til at manøvrere.

Nederlag

Det socialdemokratiske fagbureaukrati ville aldrig stå i spidsen for en revolution, og havde altid værnet mere om det kapitalistiske system end arbejdernes vilkår. Ledelsen af bevægelsen tilfaldt derfor primært hos lederne i DKP, der dermed bærer hovedansvaret for nederlaget. Det er decideret forbryderisk, at et såkaldt “kommunistisk” partis ledelse brugte alle deres kræfter på at aflede og opløse bevægelsen af frygt for, at den skulle komme ud af deres kontrol.

Arbejderne havde gennem deres spontane organisering vist både vejen frem og viljen til at kæmpe for en generalstrejke og for at vælte den borgerlige regering. Selv på den anden side af påske var der stadig en høj aktivitet både i forhold til strejker og møder.

Men netop bevægelsens spontanitet gik også over og blev dens svaghed. Årsagen til at DKP’erne kunne vinde var, at de var den eneste organiserede politiske kraft i bevægelsen. De havde poster i flere af de større fagforeninger og mange DKP’ere var også tillidsmænd. Over påsken afholdt DKP’s ledelse flere møder med deres medlemmer, hvor de fik sat særligt de tillidsmænd på plads, som oprigtigt ønskede at kæmpe for generalstrejken.

Bevægelsen var stadig i live og det var langt fra udelukket, at den med en kampvillig ledelse og retning kunne sprede sig igen. DKP’s ledere var klar over dette, så selvom de ønskede bevægelsen afsluttet, kunne de ikke bare afblæse den. I stedet brugte de et tillidsmandsmøde den 12. april, hvor over 2.000 tillidsmænd deltog, til at afspore bevægelsen fra en fælles kamp ind i lokale lønkampe. På den måde kunne de få det til at se ud som om kampen fortsatte, men resultatet var, at de i virkeligheden splittede bevægelsen. Arbejdernes styrke er den kollektive kamp og desuden kunne mange arbejdere, bl.a. de offentligt ansatte, ikke forhandle løn lokalt. Selvom der var enkelte konflikter i de følgende dage, havde ledelsen i DKP opnået deres mål; bevægelsen døde ud.

Læren af påskestrejkerne

Påskestrejkerne i 1985 var kulminationen på en lang periode med klassekamp i Danmark. Nederlaget havde en dyb demoraliserende effekt på det lag af aktive arbejdere, som havde kæmpet siden 1970’erne. Det markerede overgangen til en ny periode, som var kendetegnet ved langt mindre klassekamp.

Men samtidig illustrerer påskestrejkerne også noget utroligt vigtigt. Nemlig, at myten om, at den danske arbejderklasse er rolig og kompromissøgende, er fuldstændig løgn. I 1985 var over én million arbejdere i Danmark i konflikt. Alle større byer og en stor del selv af små byer var ramt. Arbejderne organiserede sig spontant og uden om fagforeningerne, hvis ledelse nægtede at støtte bevægelsen, i det, som let kunne have gået over og blevet kimformen til arbejdermagt i Danmark.

Fortællingen om den danske arbejderklasse som rolig og kompromissøgende uden tradition for kamp bliver pushet af politikere, medier og fagforeningstoppen ironisk nok netop fordi de ved, at en bevægelse som den vi så i 1985 kan og vil genopstå. Det er ikke et tilfælde, at hvis du spørger stort set enhver tilfældig person på gaden, om de har hørt om påskestrejkerne (eller enhver anden stor begivenhed i den danske klassekamp), vil de svare nej – selvom de måske endda var i live mens de foregik!

De processer, der pressede arbejderklassen til grænsen af revolution i 1985, finder også sted i dag. Før eller senere vil arbejderklassen bevæge sig for at kæmpe for et bedre liv, og ligesom med påskestrejkerne kan det ske, når alle mindst venter det. Men som erfaringerne fra 1985 også viser, kan den forkerte ledelse sætte det hele over styr. Hvis der havde været et oprigtigt revolutionært parti i 1985 kunne arbejderklassen have taget magten i Danmark.

Det er derfor, vi bygger Revolutionært Kommunistisk Parti. For at gøre, hvad vi kan, for at sikre at næste gang arbejderklassen rækker ud efter magten, vil bevægelsen ikke ende i nederlag, men i sejr.