Klik her for at tegne abonnement på Revolution
Siden konflikten i Israel-Palæstina genopblussede, har der fra toppen af samfundet flydt en lind strøm af propaganda, med formål om at legitimere den israelske stats massakre på Gazas befolkning. Men mange arbejdere og unge ser igennem de borgerlige mediers løgne, og ser klart, hvem der er den undertrykte, og hvem der er undertrykkeren i konflikten.
På tværs af hele verden trodser arbejdere og unge det enorme pres, der er fra den såkaldte “offentlige mening” om at støtte Israel, og går i stedet på gaden i millionvis i solidaritet med det palæstinensiske folk. En halv million mennesker har demonstreret i Londons gader, 300.000 i Washington og i København har demonstrationer i flere omgange samlet over 25.000 mennesker.
Det er ikke kun i verdens hovedstæder, at arbejdere og unge udtrykker deres modstand mod blodbadet i Gaza. I byer som Århus, Odense, Esbjerg, Kolding, Vejle, Køge og Rønne, har der ligeledes været demonstrationer, og i hovedstadsområdet er gymnasieelever og studerende begyndt at nedlægge undervisningen og arrangerer demonstrationer i solidaritet med palæstinensernes befrielseskamp.
Lederne af den såkaldte “frie” verden påstår, at de forsvarer idealer som demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, men hvordan håndhæver politikerne de selv samme rettigheder i Vesten? I mange lande har borgerskabet direkte angrebet arbejderklassens demokratiske rettigheder for at forhindre, at der udvises solidaritet med Palæstina.
I Storbritannien arresterer og forfølger politiet demonstranter med opfundne anklager, og politikerne diskuterer at forbyde visningen af det palæstinensiske flag. I Frankrig forsøgte Macron at forbyde solidaritetsdemonstrationer, i Tyskland er demonstrationer til støtte for Palæstina effektivt set forbudt og i Berlins skoler er det ikke tilladt for elever at bære det klassiske palæstinensiske tørklæde.
Da solidaritetsbevægelsen herhjemme i Danmark brød ud, krævede den tidligere justitsminister Søren Pape at folk, der deltog i Palæstina demonstrationer, skulle sigtes under terrorlovgivningen! Og det lader til, at regeringen nu opfylder Papes ønske. For nylig anklagede Mette Frederiksen pro-Palæstinensiske demonstrationer for at “opfordrer til terror” og bad justitsminister Peter Hummelgaard om at undersøge om man kan retsforfølge demonstranterne.
Vestens ledere sværger højt og helligt til ytringsfrihed og demokrati i skåltaler og til andre højtidelige lejligheder, men konflikten i Palæstina har udstillet for millioner af arbejdere og unge, at demokrati, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed kun gælder for visse grupper i samfundet. Lenin forklarede, at “Friheden i det kapitalistiske samfund er stadig omtrent det samme, som den var i de antikke græske republikker: frihed for slaveholderne.”.
Mens samfundets spidser, som dem der sidder på Christiansborg og styrer medierne, altid har frie tøjler til at sprede deres propaganda, så forsøger de at lukke munden på arbejdere og unge, der protesterer mod massakren på et undertrykt folk og Vestens kriminelle, medskyldige rolle i blodbadet.
Krig skaber polarisering, og trækker linjerne skarpt op mellem klasserne. Det har i særdeleshed også været tilfældet med konflikten i Israel-Palæstina. På den ene side står samfundets top, bestående af politikere og chefredaktører, som ubetinget støtter massakren i Gaza, og på den anden side står titusindvis af unge og arbejdere i forreste linje for at forsvare det palæstinensiske folk.
Som kommunister støtter vi naturligvis hverken Hamas’ ideologi eller metoder, på det punkt er vi på ingen måde unikke i solidaritetsbevægelsen, men fra toppen af samfundet ser vi et forsøg på at stemple enhver, der ikke fordømmer Hamas og støtter Israels brutale hævnaktion mod Gaza, som antisemit eller Hamas-sympatisør. Fx har landsformanden for Konservativ Ungdom, Christian Holst Vigilius, i en artikel i Berlingske Tidende anklaget alle de 25.000 demonstranter, som den 22. oktober var på gaden i København i solidaritet med Palæstina, for enten at “forherlige, sympatisere eller billige Hamas’ terroraktion.”
Men det er ikke kun fra borgerlige røster, at man hører groteske anklager mod folk, der udviser solidaritet med Palæstina. Fx har det socialdemokratiske folketingsmedlem, Frederik Vad, de facto anklaget alle Nørrebros indbyggere for at være medskyldige i antisemitisme, eftersom Hizb ut-Tahrir afholdte en demonstration på Nørrebro, som ifølge Frederik Vad havde et antisemitisk indhold, “uden at Nørrebro sagde fra”. Man fristes imidlertid til at spørge Frederik Vad om, hvor han selv var, mens demonstrationen foregik? Arrangerede han en moddemonstration?
Beskyldninger om antisemitisme er intet andet end et kynisk forsøg på at lukke munden på folk, der fortæller sandheden om Israels undertrykkelse af palæstinenserne og den rolle som “vores eget” imperialistiske borgerskab spiller i den nuværende massakre på Gazas befolkning.
Vi kritiserer ikke den israelske stat fordi størstedelen af befolkningen i Israel er jøder. Vi kritiserer staten Israel på grund af dens kriminelle undertrykkelse af palæstinenserne. Vores kritik begrænser sig desuden ikke til den israelske stats handlinger, men rettes i lige så høj grad mod vores eget borgerskab.
Ansvaret for det nuværende mareridt hviler alene på skuldrene af den israelske herskende klasse og vestlig imperialisme. I 75 år har Vestens ledere bakket op om det israelske apartheidregime, og set igennem fingre med Israels kolonisering af palæstinensernes hjemland.
Presset stiger på regeringerne i Vesten, som står mere og mere isoleret i toppen af samfundet i deres urokkelige støtte til israelsk imperialisme. Kort efter konflikten genopblussede, var Mette Frederiksen i stærke vendinger ude og understrege regeringens fulde støtte til den israelske stat med de kyniske ord: “Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre.”
“Nogle ofre” må siges at være årtiets underdrivelse. I de første tre uger af Israels bombardementer af Gaza blev flere børn slået ihjel, end i alle verdens konfliktzoner i løbet af hele sidste år! Samtidig bliver det sværere og sværere for de danske medier at skjule, at det israelske militær begår åbenlyse krigsforbrydelser, fx ved gentagne gange at bombe Jabalia-flygtningelejren.
Arbejdere og unge er forargede over den israelske stats brutale krig mod Gaza, og vrede over, at Vestens ledere, herunder ikke mindst den danske regering, lader massakren udspille sig. Det ses konkret ved, at et borgerforslag om at “Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten” på kun to dage fik 50.000 underskrifter!
I konfliktens første uge overfusede en vred Mette Frederiksen en journalist, der dristede sig til at spørge om, hvorvidt hun ville lægge blomster i sympati med dræbte palæstinensiske civile. Mette Frederiksens ekstremt kyniske reaktion skabte udbredt væmmelse og foragt. På det seneste har tonerne fra Statsministeriet derfor haft en mere afdæmpet ordlyd.
Mette Frederiksen og regeringen har sidenhen talt om deres bekymring for den humanitære situation i Gaza, og behovet for at Israel tillader humanitær nødhjælp adgang til Gaza. Det var dog først efter Joe Biden begyndte slå disse blødere toner an, at den danske regering også skiftede kurs. Deres ubetingede støtte til det israelske regime bliver ikke længere råbt ud fra alle hustage, da de kan se, at deres ublu støtte til Israel miskrediterer hele systemet.
Den ændrede kurs i regeringens udtalelser afslører, at de kan mærke, at der er en voksende stemningen i samfundet i sympati, hvis ikke direkte støtte for Palæstina. Magthaverne er ikke immune over for det pres, de mærker fra samfundets bund, men vi kan ikke forvente noget som helst fra borgerskabet og deres politiske repræsentanter.
Regeringens vigtigste prioritet er at forsvare forholdet til USA, verdens stærkeste imperialistiske magt. Det danske borgerskab og deres politiske repræsentanter er så loyale overfor deres herre i Washington, at de ikke engang kunne få sig selv til at stemme for en vattet og symbolsk FN resolution, der forlangte en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza!
Det danske borgerskab følger troligt USA, deres vigtigste allierede, der støtter 100% op om den israelske herskende klasse. Deres ubetingede støtte til det israelske regime ses bl.a. ved at de lader danske våbenproducenter som Terma fortsætte deres eksport af flydele, som gennem USA ender i den israelske krigsmaskine. Hvis regeringen virkelig bekymrede sig om civile palæstinenseres liv, kunne de starte med at standse våbeneksporten til det israelske militær.
Arbejdere og unge kan ikke sætte deres lid til, at politikerne rører så meget som en finger for at lindre det palæstinensiske folks lidelser. Vi kan kun stole på vores egen styrke, hvis vi vil bistå palæstinensernes kamp for frihed.
Vi ser allerede eksempler på, at arbejdere på tværs af verden er begyndt at tage sagen i egen hånd, og bekæmpe israelsk imperialisme med deres mægtigste våben: strejker. I Belgien har transportarbejdernes fagforening vedtaget, at deres medlemmer ikke må håndtere militært udstyr, der sendes til Israel. Havnearbejderne i Barcelona har vedtaget ikke at give skibe, som transporterer krigsmateriel, adgang til byens havn, og i Italien har metalarbejdernes tillidsrepræsentanter organiseret en Palæstina solidaritetsdemonstration i byen Modena.
Det viser det potentiale, der ligger i arbejderklassens hænder for at standse krigen. Hvis fagbevægelsen på tværs af landegrænser organiserede en indsats for at standse transport af krigsmateriel, via strejker og blokader, kunne det få en mærkbar effekt på Israels evne til at bekrige Gazas befolkning.
Liberale stemmer og reformisterne på den moderate del af venstrefløjen begrænser deres krav til “fred” eller til en pause i kamphandlingerne, bl.a. for at lukke nødhjælp ind i Gaza. Men pacifistiske krav er langt fra tilstrækkelige, da de hverken forklarer hvorfor den sidste “fred” brød sammen, eller hvem der skal implementere en ny “fred”.
Faktum er, at den nuværende krig er resultatet af fred på Israels betingelser. De utallige fredsprocesser vi har set i Israel-Palæstina har altid været med formålet om at pacificere palæstinenserne, med Oslo-aftalen som det ultimative eksempel.
Forsøget på at finde en løsning på konflikten indenfor kapitalismens rammer, gennem forhandlinger, dialog, eller indblanding fra internationale institutioner, er en blindgyde. Vejen til Palæstinas frihed starter med international massekamp, og den igangværende solidaritetsbevægelse udgør et kraftfuldt grundlag, som kampen kan bygges op.
Kun gennem, eller under truslen fra, revolutionær massekamp kan regeringen presses til at trække sin støtte til det israelske regime. Så længe kapitalismen består, vil en sådan indrømmelse dog kun være midlertidigt. For at gøre en varig ende på vestlig imperialismes medskyldige rolle i undertrykkelsen af palæstinenserne, er det nødvendigt at vælte borgerskabet i Danmark og i resten af Vesten gennem en socialistisk revolution!
