På venstreorienterede onlinefora kan man støde på et meme, der afbilleder to studerende i gang med en prøve, hvoraf den ene, en tilsyneladende selvsikker, ung kvinde, her kaldet “Britney Spears”, ser ud til at nedskrive: “My loneliness is killing me”. Ved siden af hende kigger en mandlig studerende kaldet “Karl Marx” hende over skulderen og skriver: “The alienation of man thus appeared as the fundamental evil of capitalist society.” Ironien i forbindelsen mellem Spears’ og Marx’ følelse og forståelse af ensomhed og fremmedgørelse tydeliggør det som et grundvilkår i kapitalismen på tværs af tid og kultur.
Aldrig før i menneskehedens historie har vores art, grundlæggende social i vores natur, været så isoleret og ensom som nu.
Ensomheds-epidemien
I Danmark føler 38% sig “en gang imellem” eller “ofte” isoleret fra andre, mens 41%, ifølge Mary Fondens befolkningsundersøgelse, føler, at de mangler nogen at være sammen med. Henholdsvis 14% bliver vurderet til at være moderat ensomme og 12(!)% til at være svært ensomme — altså sammenlagt mere end en fjerdedel af befolkningen.
I begge disse grupper er det de yngre dele af befolkningen, de 16-24 årige og de 25-34 årige, der scorer højest på ensomhed. Tid brugt med venner er blevet halveret(!) over det sidste årti, samtidig med at vi arbejder mere og mere. Siden 2013 har vi i Vesten mistet 4 timer brugt på socialisering med venner og øget timer brugt alene med 10 om ugen. Det ser sort ud for vores mentale sundhed og det sociale samvær.
Mange har forgæves prøvet at komme til bunds i undersøgelser af “venskabs-recessionen” eller “ensomheds-epidemien”, men disse undersøgelser fokuserer sædvanligvis på sekundære faktorer. Godt nok har corona pandemien og sociale medier forværret problemet, men smuldrende infrastruktur, stagnerede lønninger, og stigende priser spiller alle en stor rolle i vores svindende sociale samvær. Der kan findes en lang række umiddelbare årsager, men den ultimative rod til det sociale forfald og den stigende ensomhed er kapitalismens krise.
Sammenhængen mellem den økonomiske ulighed og udbytning, som er en grundsøjle i det kapitalistiske system, og så den stigende mangel på fællesskaber tydeliggøres ved, at det særligt er bunden af samfundet, der oplever højere grader af ensomhed og isolation. Der er for eksempel en direkte sammenhæng mellem indkomst- og uddannelsesniveau og ensomhedsniveau, så des kortere en uddannelse man har, des mere ensom er man. Særligt ufaglærte arbejdere og arbejdsløse føler sig mere ensomme end det resterende samfund.
Det er dog ikke kun kapitalismens økonomiske love, som skaber ensomhed, også den uretfærdighed og undertrykkelse, som gennemsyrer kapitalismen, marginaliserer bestemte grupper i samfundet og skubber dem ud i isolation. VIVE’s Fællesskabsmåling fra 2022 viser, at næsten tre ud af ti her i landet, som oplever at stå uden for fællesskaber i deres hverdag, har en anden etnisk baggrund end dansk, hvilket er en stigning på 11 procentpoint siden Fællesskabsmålingen 2016.
Det er næppe overraskende, set i lyset af den racisme og det fremmedhad, som toppen af samfundet i årtier har spredt, og som gennemsyrer hele samfundet. Første- og andengenerationsindvandrere føler sig generelt oftere ensomme, henholdsvis 18 og 19%, hvilket er den naturlige konsekvens på den undertrykkelse, de dagligt udsættes for fra politikere og medier, som bruger dem som syndebukke og oppisker mistillid til dem.
Køns- og seksualitetsminoriteter oplever tilmed mere ensomhed, mens kvinder i gennemsnit også er mere ensomme end mænd. Her er forskellen interessant, fordi mænd oftere mangler nogle at snakke med og, især single mænd, har færre venner og fortrolige. Flere end hver fjerde unge mand taler aldrig eller sjældent fortroligt med nogen. Generelt oplever mænd oftere ensomhed, når de er alene, mens kvinder oplever ensomhed, selvom de er i selskab med andre.
En forklaring herpå må være, at den sexisme, som gennemsyrer samfundet, sætter sig i kvinders bevidsthed. Samfundets objektivisering af kvinder gør, at mange kvinder føler sig fremmedgjort fra sig selv, ligegyldigt om de er alene eller ej. Fx viser undersøgelser, at kvinder i underbevidstheden er opmærksomme på, hvordan de ser ud hvert 30. sekund, hvilket bla. kan medføre forhøjet risiko for ensomhed og depression. De eneste, som vinder på et samfund, hvor kvinder i stigende grad er ensomme og mænd isoleret, er de virksomhedsejere, der tjener penge på alt fra skønhedsindustrien til de sociale medier og dating-apps, som vi desperat klynger os til i håbet om bekræftelse, fællesskab og tryghed.
En generation fordømt af kapitalismen
Den stigende andel af ensomme unge viser, hvordan kapitalismens forfald har sat sig som en følelse af fremmedgørelse og meningsløshed i en hel generation. Børn vokser i dag op med at bekymre sig om krig, folkemord, økonomisk krise, politisk polarisering og klimakrise. En herskende klasse, der ikke længere kan garantere en fremtid for ungdommen, er ikke længere egnet til at regere.
De eneste løsninger, vi bliver tilbudt, handler om, hvordan vi som individer kan værne os selv mod samfundets problemer. Men vi behøver ikke kæmpe alene. Revolutionær teori ruster os med forklaringerne på, hvor problemerne kommer fra, og hvordan man bekæmper dem.
Som memets Marx-citat viser, har fremmedgørelse og isolation af arbejdere altid været noget af det mest modbydelige ved kapitalismen, og samtidig forstår marxister, at løsningen ikke kan findes under det nuværende system. Vi bliver kun flere og flere, for hvem det er tydeligt, at kun en succesfuld revolution kan sikre en ende på den isolation, fremmedgørelse og ensomhed, som er symptom på det kapitalistiske samfund. Dette er forskellen på en generation, der føler sig fordømt af kapitalismen, og en revolutionær generation, der fordømmer kapitalismen.
