Der er tilsyneladende ingen grænse for Mette Frederiksens militarisme. I marts annoncerede regeringen, at den vil pumpe 40,5 milliarder kroner ekstra ind i Forsvaret frem mod 2028. Derudover vil regeringen forlænge værnepligten fra de nuværende 4 måneder til hele 11 måneder og øge antallet af værnepligtige til 5.000 årligt. Samtidig udvides den tvungne værnepligt til også at indbefatte kvinder, som tidligere var undtaget. Mens forslaget om øget værnepligt blev modtaget med støtte fra næsten samtlige partier på Christiansborg, så opleves det for unge som endnu et angreb og endnu en byrde, der læsses over på deres skuldre.
Der er absolut intet progressivt i dette forslag, som blot er det seneste tiltag i regeringens stime af reaktionær, krigsliderlig politik. Når det gælder det skrantende sundhedsvæsen, psykiatrien eller landets daginstitutioner, så er statskassen ifølge politikerne altid tom. Men det er tydeligvis løgn, når Christiansborg på bare ét år har kunne finde svimlende 200 milliarder kroner til krig og ødelæggelse.
Hvorfor ser vi denne guldregn over Forsvaret netop nu? Det kan virke paradoksalt, når det danske militær, i modsætning til i 00’erne og 10’erne, ikke er direkte involveret i nogen krige. Den nuværende galoperende militarisering dikteres af den krise, som det globale kapitalistiske system befinder sig i, og de øgede imperialistiske spændinger, som det skaber. Konkurrencen om indflydelsessfærer, markeder, råstoffer og dominans over hele regioner er hårdere, end den har været i mange årtier.
Over hele verden er amerikansk imperialisme derfor udfordret og presset, som vi er vidne til lige nu: Rusland har fået overhånden i krigen imod det NATO-støttede regime i Kiev, Kinas indflydelse vokser i Østasien og globalt, og i Mellemøsten står USA overfor en eksplosiv situation, som endnu engang risikerer at suge USA direkte ind i krige i regionen. Derfor forlanger Washington af sine juniorpartnere i NATO, at de skal øge deres bidrag til den amerikansk dominerede militæralliance markant.
Mette Frederiksens, og resten af regeringens, konkrete forslag om at udvide og forlænge værnepligten må ses i denne større kontekst. USA har brug for en massiv oprustning blandt sine allierede, i et forsøg på at bevare sin position på verdensscenen, og derfor forsøger de danske politikere at lappe Forsvaret sammen med forslag som dette. Fordi Danmark er et lille ubetydeligt land globalt set, må de danske politikere klæbe sig tæt op af amerikansk imperialisme for at få varetaget den danske stats og kapitalistklasses egne interesser. Det danske militær har derfor loyalt deltaget i NATO’s krige mod Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, som smadrede og udplyndrede landene til uigenkendelighed. På grund af dansk kapitalismes svaghed er det danske militær reduceret til at indgå som en brik i den enorme amerikanske krigsmaskine — den mest aggressive imperialistiske magt på jorden.
For at retfærdiggøre sin militarisme forsøger Mette Frederiksen at oppiske en frygt for Rusland, som hun og resten af regeringen hævder udgør en alvorlig trussel mod Danmarks sikkerhed. På trods af deres ivrige hamren på krigstrommerne, så udgør Rusland på nuværende tidspunkt ikke en militær trussel mod Danmark eller NATO, som med flere længder er den stærkeste militærmagt på planeten og i Europa. At regeringens skræmmebillede af Rusland er ude af trit med virkeligheden blev endda påpeget af den tidligere topdiplomat og direktør for Udenrigsministeriet, Friis Arne Pedersen, i et debatindlæg i mediet Altinget.
Politikerne poster altså milliarder i militæret med den falske begrundelse, at det er nødvendigt at skrue op for militariseringen for at sikre Danmarks sikkerhed. Men det militær, de bestøver med guldregn, er som et bundløst hul, som end ikke de mange milliarder ser ud til at kunne redde fra en nedsmeltning.
Staten og Forsvaret
De seneste år har skandalesagerne med tiltagende hyppighed regnet ned over Forsvaret. Billede: Statsministeriet
Staten består af mange institutioner, ikke mindst i Danmark, hvor arbejderklassen under efterkrigsopsvinget fik tilkæmpet sig betydelige indrømmelser såsom et offentligt sundhedsvæsen, daginstitutioner, gratis uddannelsessystem mm., altså forskellige velfærdsgoder. Men disse institutioner udgør ikke statens essens. Militæret udgør derimod en fuldstændig essentiel institution i enhver kapitalistisk stat, også den danske. Lenin beskrev i bogen Staten og Revolutionen statens essens som særlige formationer af bevæbnede mennesker til forsvar for de etablerede ejendomsforhold. Hvad betyder det? Det betyder, at den vigtigste opgave for disse særlige formationer af bevæbnede mennesker, primært politiet og militæret, i sidste instans er at opretholde de nuværende kapitalistiske økonomiske relationer i særdeleshed og dermed det nuværende samfund i sin helhed.
Militæret forsvarer den herskende klasses interesser både udenrigs- og indenrigspolitisk. Den herskende klasse kan bruge militæret til at forsvare og opretholde sit regime mod en eventuel invasion fra udenlandske magter, og samtidig kan militæret udsendes i imperialistiske krige for at sikre indflydelsessfærer eller adgang til markeder og naturressourcer. Krigsdeltagelse kan også være motiveret af at pleje relationer til andre nationer. En af hovedårsagerne til, at det danske militær deltog i NATO’s krige mod Irak og Afghanistan, var at opretholde det danske borgerskabs alliance med USA.
Når man diskuterer militærets funktion, handler det mest om kampen mod andre stater eller andre eksterne aktører. Men militæret kan også bruges internt af staten i nødstilfælde og indsættes mod egen befolkning for at opretholde det nuværende kapitalistiske samfund i tilfælde af revolution eller opstand. I nyere tid har vi set eksempler på dette i demokratiske lande, såsom USA, hvor Nationalgarden i 2020 blev mobiliseret imod de enorme Black Lives Matter-demonstrationer. Af alle disse årsager ønsker den herskende klasse i Danmark derfor et fungerende militær, hvilket på nuværende tidspunkt ikke er tilfældet.
De seneste år har skandalesagerne med tiltagende hyppighed regnet ned over Forsvaret, som er plaget af alt fra en sejlende økonomi, udbredt korruption, ubrugeligt materiel, defekte våbensystemer og interne kampe mellem det “civile” embedsapparat og det militære personel. Et af de nyeste eksempler har haft nogle af de mest vidtgående konsekvenser. Som følge af at våbensystemerne på fregatten Iver Huitfeldt fejlede under kamp i det Røde Hav for nyligt, blev forsvarschefen, den øverstbefalende i det danske militær, fyret – en skandale i samme størrelsesorden, som da chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste blev hjemsendt.
Den alvorlige krise, som for fuld offentlighed udspiller sig i toppen af Forsvaret, kommer også til udtryk som en alvorlig krise i rekruttering og bemanding. Siden 1990’erne har det danske forsvar hovedsageligt bestået af professionelle eliteenheder, og med deres elitehær appellerede den danske herskende klasse især til reaktionære lag i befolkningen, hvoraf mange så det som en decideret ære at blive udsendt i krige for at tjene dansk kapitalisme. Men det danske forsvar er blevet så rådden en institution, at den ikke engang længere er i stand til at rekruttere disse folk, og de professionelle soldater flygter tværtimod derfra.
På trods af politikernes milliardinvesteringer fortsætter Forsvaret med at styrtbløde mandskab, som næsten årligt slår rekord i opsigelser. I et desperat forsøg på at standse militæret fra at falde fra hinanden vil regeringen stoppe hullerne i den synkende skude med unge mennesker.
Imod borgerskabets militarisme
Ifølge regeringens udspil skal værnepligtige, efter fem måneders basisuddannelse, bruge de resterende seks måneder på at løse operative opgaver for Forsvaret — opgaver, som lige nu varetages af uddannede, professionelle soldater. Værnepligtige skal altså reelt set stå for bemandingen i Forsvaret. Det siger sig selv, at unge ikke ligefrem er entusiastiske over at kunne risikere at skulle tvinges til at bruge et år af deres liv i en pilrådden institution, der er i gang med at falde fra hinanden.
Regeringens forslag om den udvidede værnepligt er blevet hyldet af SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, som et eksempel på ”ligestilling”, eftersom kvinder nu tvinges i trøjen under samme vilkår som deres mandlige modstykker. Ifølge Pia Olsen Dyhr og Pelle Dragsted er det tilsyneladende progressivt, når NATO-bomber regner ned over civile i lande fjernt fra Danmarks grænser, så længe det blot er kvindelige soldater, der trykker på aftrækkeren. SF og Enhedslistens støtte er i realiteten ikke andet end pinkwashing af regeringens reaktionære militarisme.
Mens den parlamentariske venstrefløj loyalt bakker op om regeringens forslag om at udvide værnepligten, så har Liberal Alliance (LA) gjort sig bemærket med deres modstand. LA har stillet sig imod, da forslaget vil indføre tvungen værnepligt for kvinder, som partiet ikke mener bør indrulles i hæren af hensyn til “fødselsraterne”. LA’s modstand bunder i et ekstremt reaktionært kvindesyn, der tilskriver kvinder en passiv, tilbagetrukken plads i samfundet, hvor hendes primære rolle reduceres til at være baby-fødende maskiner.
Vi er naturligvis fuldstændigt uenige med Liberal Alliance og deres sexistiske kvindesyn, men vi er også dybt uenige med SF og Enhedslisten. Modsat de bløde såkaldte “socialister” i Folketinget så siger vi klart og tydeligt, at vi er imod den herskende klasses oprustning og militarisme. Der er intet fredsbevarende over det danske forsvar, som er en imperialistisk hær, der forsvarer vestlig imperialismes undertrykkelse og udplyndring af resten af verden, hvilket vi har set masser af eksempler på i både Irak, Afghanistan og senest med missionen i det Røde Hav.
Med deres forslag til en udvidelse af værnepligten håber regeringen på at styrke Forsvaret, men historien har leveret mange eksempler på, at en hær baseret på værnepligtige potentielt set kan give bagslag for den herskende klasse.
Revolution og værnepligt
Soldater bærer et banner med teksten »Kommunisme« på Nikolskaya-gaden i Moskva, oktober 1917.
Det nye tiltag om at udvide værnepligten, er et skridt i retning af, at værnepligtige får en større vægt i hæren, og det er nærliggende, at der i fremtiden kan blive indkaldt flere, i takt med at Forsvaret yderligere falder fra hinanden.
Det vil imidlertid være sværere for magthaverne at indsætte en hær, som har en stor vægt af værnepligtige, for at slå en revolution ned. Derfor udgør en hær, som er baseret på værnepligtige, et større potentielt problem for den herskende klasse, hvis en revolutionær samfundskrise virkelig tager til.
Vi så eksempler på dette i de arabiske revolutioner i 2011, i fx Tunesien og Egypten, hvor værnepligtige og menige soldater gik over på revolutionens side. Tilbage i historien har vi faktisk set et lignende eksempel i Danmark i 1918, hvor de værnepligtige soldater i den danske hær, inspireret af den russiske revolution, var på nippet til en revolutionær opstand.
Men blot at pointere, at værnepligtige i revolutioner har en tendens til at stille sig på arbejderklassens side, udtømmer ikke kommunisters holdning til spørgsmålet om værnepligt og våbentræning.
I en revolution vil det være nemmere at nedbryde den herskende klasses voldsmonopol, hvis et bredt lag af arbejderklassen har modtaget våbentræning eller har adgang til våben. Jo bedre arbejderklassen kan forsvare sig selv i en revolutionær bevægelse, jo mindre lyst vil den herskende klasse have til at forsøge at slå en revolution ned med vold, og jo fredeligere vil kapitalismen kunne væltes. Vi går derfor ind for værnepligt, og vi går ind for at arbejderklassen har mulighed for våbentræning. Det betyder imidlertid ikke, at vi støtter SVM-regeringens konkrete forslag om en udvidelse af værnepligten.
Regeringens forslag vil ikke øge antallet af værnepligtige synderligt, men vil i stedet forlænge den tid, unge skal være i Forsvaret. Forslaget kommer derfor ikke til at give et meget bredere lag af arbejderklassen våbentræning, men er i stedet et febrilsk forsøg på at lappe de gabende huller i militæret, så det kan bruges som et effektivt våben mod arbejdere og undertrykte i Danmark og i resten af verden.
I toppen af samfundet er der en tilsyneladende umættelig appetit på krudt, kugler og destruktion, som står i skærende kontrast til stemningen blandt arbejdere og unge. Særligt unge væmmes over scenerne fra Gaza, hvor civile i titusindvis slagtes af det israelske militær og deres vestlige støtter, herunder ikke mindst Danmark. De er fyldt med et brændende had til kapitalismens vold, undertrykkelse og krig. De ønsker at gøre en ende på kapitalismens rædsler og ikke at tvinges ind i en kollapsende institution, der eksisterer for at opretholde og forsvare status quo.
I modsætning til den reaktionære strøm af oprustning og militarisme som udspyes fra Christiansborg, og som udvidelsen af værnepligten blot er det seneste eksempel på, så kæmper vi kommunister for en verden, hvor krig og tvungen militærtjeneste hører fortiden til. Men hvis det skal blive en realitet, så må vi organisere os i kampen for at vælte den krigsliderlige herskende klasse og deres kyniske lakajer på Christiansborg gennem en kommunistisk revolution.
