Snak er billigt. I to år har den socialdemokratiske regering holdt os hen med snak: Klimaloven. Finanslovene. Alle blev de fulgt af løfter om, at store positive reformer var på vej: Den mest ambitiøse grønne omstilling man kunne forestille sig. Der skulle ansættes 1.000 flere sygeplejersker til at passe de syge og flere pædagoger til børnene. Handicappede skulle have bedre forhold. Aldrig lige nu, men hele tiden lige om lidt. Prisen for at blive ledt til det forjættede socialdemokratiske paradis, var at Enhedslisten og SF måtte være støttepartier til en regering, hvis såkaldte udlændingepolitik er en af de mest racistiske i Europa. En politik, der ofte overhaler højrefløjen højre om.
Ikke desto mindre har Enhedslistens ideologer skrevet artikler i udenlandske magasiner om, hvordan den danske regering var ved at føre landet i en helt ny retning – en genoplivning af den socialdemokratiske velfærdsstat. Måske der endda kunne blive tale om alternative ejerskabsformer – et begyndende opgør med kapitalismens fundament? Enhedslisten fik i hvert fald sidste år bevilliget en kommission til et par millioner til at se nærmere på sagen. Her var endelig en regering, der havde viljen til velfærd og forandring! Og Enhedslisten var denne gang helt inde i maskinrummet.
Men ak og ve. Drømmen brister. Der er langt fra ‘socialdemokratiet classic’ til ‘en strammere finanslov end Schlütters kartoffelkur’. Den tillidsvækkende velfærdsmaske, der under forårets økonomiforhandlinger med regioner og kommuner allerede var blevet noget falmet, er nu gledet ned. Inde bagved toner Bjarne Corydons lumske smil frem igen.
Allerede inden folketingsåret er startet har regeringen tromlet de selvsamme sygeplejersker de hyldede under pandemien. De har dikteret en løn, der betyder reallønstilbagegang – selvom der er tusinder af sygeplejerskestillinger ubesatte.
Det ser ikke bedre ud på det grønne område. På trods af 70 % ambitionen er der i regeringens finanslovsudspil afsat et rundt nul til klimatiltag. Og som om det ikke var nok kold vand i hovedet på de unge, skal der spares på universiteter, gymnasier og erhvervsskoler.
Det viser sig, at velfærd ikke bare handler om vilje. “It’s the economy, stupid”, som Bill Clintons rådgiver sagde i 1992. Og nu dikterer økonomien, at de offentlige udgifter skal ned og arbejdsudbuddet op for at forhindre lønstigninger. Det er kun alt for velkendte toner.
Med alle de indrømmelser, som SF og Enhedslisten allerede har givet regeringen siden den kom til magten, med den entusiastiske støtte og autoritet de har skænket de socialdemokratiske løfter og hensigtserklæringer, så er vi tvunget til at konstatere, at der i dag ikke eksisterer en reel politisk opposition til venstre for Socialdemokratiet. Folketingsmedlemmerne fra SF og Enhedslisten slår sig ganske vist i tøjret, men det afspejler sig ikke i handling. Partierne har bundet sig til masten på det socialdemokratiske skib under parolen: Hvad er alternativet?
På den baggrund åbner regeringens maskefald døren for en vigtig periode i den danske klassekamp. Stadig bredere lag er ved at indse, at vi ikke skal forvente hjælp fra Christiansborgs levebrøds politikere. Vi må selv tage affære.
Vi ser i skrivende stund rullende wild cat strejker blandt sygeplejerskerne på landets sygehuse – trods regeringsindgreb og trusler om bod. Det er ikke normalt. Store kræfter er ved at vågne blandt arbejderklassen, som kan ryste hele arbejderbevægelsen de næste år.
Blandt unge er de hule klimaløfter fra regeringen – løfter som SF og Enhedslisten troede på og tiljublede – for længst blevet udstillet. Men en sommer med uset voldsomme klimakatastrofer på vores egne breddegrader har understreget advarslerne i den seneste FN rapport om, at der skal handles omgående. At Mette Frederiksens hockeystavsmodel ikke er en mulighed. Titusinder af unge, som af alle politikere og særligt venstrefløjen fik at vide at de var blevet hørt i 2019, føler sig med rette forrådt af politikerne.
Samtidig står landets unge på de videregående uddannelser over for nye hårde angreb fra regeringen. Angreb som er støttet af Enhedslisten og SF.
Alt det ovenstående viser, at vi selv må tage kampen op på arbejdspladser og uddannelsessteder. Men det går videre end det. For det handler ikke kun om den enkelte kamp, det enkelte slag, men om at gå til problemets rod: Selve kapitalismen. Til den kamp har vi brug for revolutionær teori og organisation – på international skala. Hvis de ideer, som denne avis indeholder, vækker din interesse og sympati, så gør noget ved det. Kontakt os og gå med i RS og den Internationale Marxistiske Tendens. Gå med i kampen for en socialistisk omvæltning af dette rådne system.
